Tidsånden i et gækkebrev

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Af Anne-Marie Vestergaard

Påskedag blev der i P1 Direkte læst et gækkebrev om Corona op – et af tre. Det handlede om skribentens subjektive oplevelse af karantænen: Et langsomt liv i fordybelse, i zen, hvor man telefonerer med vennerne og får den ungdom tilbage hvor der var livsfylde.

Ret hurtigt gættede flere lyttere at det var forfatteren Suzanne Brøgger der stod bag, og hun er jo altid god for en provokation… I starten af gækkebrevet skriver hun koket under dække af anonymiteten – det passer hende godt at navnet står med prikker:

”Kan man tillade sig at danse og synge, mens verden går under? (…) Midt i verdens ufattelige lidelser nyder jeg Corona-dagene. Jeg ser civilisationens fernis krakelere, altimens ligene af nogens kære smides i skraldespande i New York og kølevogne kører rundt fordi der ikke er kapacitet til at kremere. Men for mig er det et privilegium at få lov til at opleve dette historiske øjeblik, verdens vendepunkt, hvor der er opstået et helt nyt fællesskab mellem de unge, der kan miste deres job, mens de gamle risikerer livet.”

Forfatterkoryfæet ved godt at hun selv kan dø af Corona, men hun indtager en nøgtern holdning til sin egen skrøbelighed, hvilket er forståeligt nok når man er 75.

Det mest iøjnefaldende er dog det sibyllinske perspektiv og den kynisme som det medfører: De menneskelige lidelser bliver ikke set som det de er, men derimod tolket som et tegn på at den gamle verden er ved at gå under, og noget nyt er på vej.

Brøgger gør sig selv til sandsigerske, en moderne Vølve (hvis spådom hun engang har gendigtet):

”Den snævre egoismes tid er forbi, og den store sammenhæng åbenbares gennem en lille bitte virus. Menneskene over hele jorden er forbundet med hinanden i uendelige smittekæder”.

Hun tyer til synkretisme (sammenblanding af religioner), når hun bruger velkendte mytologiske forestillinger om den besjælede natur der hævner sig på de overmodige, naturbeherskende bibelske mennesker. Det gør hun for at komme frem til den analyse som mange især på venstrefløjen abonnerer på: Coronakrisen bliver en løftestang for klimabevidsthed og klimaløsninger. Brøgger hævder at den antropocæne tidsalder, hvor mennesket har sat konkrete spor på kloden, er forbi, og en ny verden skal fødes.

Jordens genopstandelse sker ”under stor smerte”, bemærk metaforen. I sandhed et meget alternativt påskebudskab. Det må betyde at hun er indstillet på at menneskeliv bliver ofret i den omvæltning der på vej. Hun skriver ikke noget om det fremtidige samfund, men det må være et bæredygtigt samfund hun tænker på.

Mange har reageret med forargelse på Brøggers individualistiske hedonisme og ligegyldighed overfor menneskers lidelser og død, men få har forholdt sig til det verdenssyn som hun formidler.

Det er i sandhed en æstetisk livsnyder der på amoralsk vis fremhæver skønheden ved de smogfri bjerge og fuglenes sang mens verden er i kaos. Redaktøren for P1 Direkte, Christoffer Emil Bruun, roser Brøgger for med humor (!) at skrive det som mange tænker om Coronaepidemi og klimakrise og gør det nærmest til en mainstreamholdning.

Hun får åbenbart lov til at være provokerende livsnyder blottet for empati fordi hun taler klimaets og naturens sag. Det enkelte menneskes lidelse må ignoreres for klimasagen – eller klimaideologien.

Men det antihumanistiske perspektiv er rent faktisk konsistent, og det er såre velkendt fra dybdeøkologien, der udråber mennesket til først og fremmest at være skurk og ødelægger i verden, og som vil tildele dyr, træer og andre naturfænomener rettigheder. Brøggers ”analyse-i-en-Coronatid” er i den optik ikke enestående, og dybdeøkologiens agenda og menneskesyn vil politisk føre til økofascisme, ingen tvivl om det.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!