Opera: Tosca i København

Puccinis Tosca varer netto under 2 timer. Kortere end de fleste biograffilm. Det virker derfor noget opreklameret, når man på Det Kongelige Teater i 2019-opsætningen havde indlagt hele 2 pauser og forlænget hele herligheden til 2 timer og 40 minutter. Selv hvis man tager i betragtning, at opera kræver mere af sit publikum end film. Lad gå hvis det var nødvendiggjort af hensyn til sangere eller scenografi. Men det var vist ikke tilfældet. Én enkelt pause havde været passende.

Mario Cavaradossi (Niels Jørgen Riis) og Floria Tosca (Maria Pia Piscitelli). Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Tosca lever ligesom andre af Puccinis operaer i forvejen i farlig risiko for at ramme det opreklamerede i udtrykket. Historierne er fine og simple og forsøger heller ikke mere. Men de oversælges typisk som indeholdende den ypperste livsvisdom. Eksempelvis når det hedder således i en programintroduktion fra operachefen:

”I Tosca stilles kærligheden over for tyranniet; romantisk kærlighed og politisk revolution forenes i Toscas og Cavardossis kærligheds offer. Vi tiltrækkes af Puccinis helte og heltinder, fordi de ikke alene hungrer efter deres egen kærlighed, men fordi de også ønsker at ændre verden.”

Eller sådan her (instruktøren):

”Vi har valgt et ydre udtryk, som ligger og rumler som noget universelt i disse menneskers underbevidsthed. Det var længslen efter at vinde sig selv og besejre sit følelsesliv og en knap så tidsbundet frihedskamp på det politiske plan, vi drømte om at iscenesætte.”

Min skepsis over for Puccinis stil er ikke så meget de simple historier og simple følelser, for det er et grundvilkår i næsten al opera, men at der skrues alt for meget op for lydstyrken til skade for nuancer i skildringerne af karaktererne og deres følelser. Konstant overdrives der for at piske følelser frem hos publikum. I Tosca tages sågar torturscener i brug. Stilen står i vejen for mere, end den får frem.

Men ellers havde Det Kongelige Teater og instruktør Peter Langdal faktisk lavet en fin opsætning, der er tro mod stykket og mod de ovenfor citerede visioner om en ”knap så tidsbundet frihedskamp”. Opsætningen var sansemættet, og det passer godt til Puccinis sentimentale stil. Belysningen er suggestiv og forsøger at afspejler til de forskellige stemninger, hvilket kun lykkedes delvist. Hverken på scenen eller i programmet er der i øvrigt nogen synlig mening at finde. Vi er i det evigt-aktuelle tidløse univers. Opsætningen kunne for så vidt lige så godt være brugt til næsten en hvilken som helst anden opera. Eller for den sags skyld en musikvideo. Mest af alt minder interiøret mig om noget fra en natklub.

Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Men så er det heller ikke værre. Det er sådanset ganske fint, at lyssætning og stemninger i opsætninger modsvarer stykket. Det er et ganske stort skridt i den rigtige retning i forhold til de utallige opsætninger, hvor ikke engang dette er på plads, og hvor jeg har lidt den følelse at se to forskellige film på samme tid, opsætningen og operaen, og hvor der ikke er nogen nævneværdig interaktion mellem de to. Men faren ved det evindelige tidløse univers er, at det næsten altid bliver en noget kedelig affære. Og det gjorde det også på Det Kongelige Teater. Og kedelig er handlingen i Tosca jo ikke ligefrem. Måske især fordi den historisk er knyttet til tiden omkring Napoleonskrigene. Som jeg har understreget mange gange før, så er folk ikke dumme. Folk kan godt se det aktuelle i en kærlighedskonflikt, der på scenen udspiller sig omkring år 1800. Omvendt tror jeg, at mange føler sig lidt fremmedgjorte i Peter Langdals “natklub”.

Uanset hvor meget folk bliver ved med at sige, at Puccini skriver gode melodier, så må jeg indrømmer, at det er stærkt begrænset, hvilke af dem jeg faktisk kan huske. På trods af utallige Tosca-opførelser kan jeg stadig kun huske det store Te Deum fra slutningen af første akt. Flot lyder det. Men for Søren! Når man tænker på, hvad andre komponister fik af dét store stof! Sammenlignet med for eksempel Anton Bruckners Te Deum er det nærmest en uforskammethed at sovse den dybtfølte tekst ind i Puccinis ulidelige sentimentalitet, sådan som det sker i Tosca.

Nogen kritik af sangerne kan jeg ikke finde i mine notitser fra sidste forår. Sangerne leverede overbevisende over hele linjen. Jeg noterede mig, at Tosca (Maria Pia Piscitelli) var både overbevisende og rørende som opofrende kæreste. Men knap så overbevisende som jaloux kæreste. Scarpia (David Kempster) havde en god (herlig!), mørk stemme, men var for karakterløs i sit udtryk i øvrigt. Nogenlunde det samme kan siges om Niels Jørgen Riis’ Cavaradossi, hvis tenor dog overstrålede det meste andet på scenen.

Personinstruktionen fungerede fint. Det gode ved det sparsomme rum var, at der ikke skete for meget, der var ”i vejen”. Hvis meningen var, at rummet skulle afspejle deres følelser m.v., så lykkedes det ikke altid helt. Da alt virker rosenrødt er rummet skævt og mærkeligt. Da Cavaradossi bliver skudt er det fuldstændig lige og ret. Helt tilfreds er jeg altså ikke.

Giacomo Puccini, Tosca. Libretto af Luigi Ilica og Giuseppe Giacosa efter Victorien Sardous drama. Det Kongelige Teater, Operaen, den 30. marts 2019.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende etc.:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/tosca/

John Fulljames, Kære publikum (programintroduktion)

Nila Parly, Peter Langdal om Tosca (interview med Peter Langdal fra programmet)

Mariann Sejer, Puccini, kvinderne og den fatale jalousi (programartikel)