Korsfæstelse

Langfredag: En god fredag?

10. april 2020
4 minutters læsetid
De danske kirker er lukkede i påsken, og det betyder, at påsken må fejres i hjemmene og hjerterne. Her på siden har vi ingen video-prædikener, men til gengæld skriver stud.theol. Mikael Brorson skærtorsdag, langfredag og påskesøndag om påskens budskab.

Den treenige Gud er lidt af en historie-fortæller, og det bliver tydeligt i påskens fortælling: Gud drog i søndags, palmesøndag, ind i Jerusalem som den messias, der skulle udfri israelitterne – troede de. For han skuffede deres forventninger fælt, var ikke den ventede jordiske konge og befrier, men en religiøs fanatiker. Derfor var myndighederne ude efter ham, og skærtorsdag forråder Judas Iskariot ham. Derfor er det nu blevet langfredag, hvor Jesus hænger på korset og dør – men på søndag skal han bryde dødens lænker og opstå!

En velkendt fortælling

Påskens fortælling er velkendt. Af den grund bliver den ikke triviel, men får dybere betydning for os. Men fortællinger, som vi på den måde er fortrolige med, bærer også på den fare, at de bliver ualvorlige for os. Vi kender jo slutningen, og dermed følger risikoen for, at vi ikke tager fortællingen alvorligt som fortælling, men derimod læser slutningen ind i den.

Vi kender det alle fra film eller bøger, som vi har været igennem mange gange og som vi er blevet fortrolige med: Vi véd, at det ender godt (eller dårligt), og derfor ses hele fortællingen i slutningens lys. Nedturene tager vi ikke så tungt, for vi ved, at enden er god – eller alle de positive hændelser ved vi at relativere og tage med et gran salt, for at afbøde slaget fra fortællingens dystre afslutning.

Måske derfor kalder man i engelsktalende lande dagen i dag for “Good Friday”. Der er vist diskussion om den præcise årsag til navnet, og navnet skyldes muligvis, at “good” simpelthen på engelsk kan bære betydningen “holy”. Ikke desto mindre er det en oplagt kristen tolkning, at dagen i dag er en god fredag, fordi Gud her viser sin kærlighed for os mennesker ved at lade sig korsfæste for vores synder.

De gudsforladtes gud

Denne forståelse møder man ofte i form af en mere eller mindre eksplicit relativering af langfredagens pinsler og død i lyset af påskesøndagens glæde og opstandelse. Og ikke mindst i megen (post)moderne teologi har en sådan tolkning klangbund. Her betoner man – særligt med den tyske teolog Jürgen Moltmann, i en dansk kontekst bedst repræsenteret ved Lars Sandbeck – gudsforladtheden som helt afgørende, og forsøger dermed egentlig at tage langfredagens pinsler alvorligt.

I dag lyder det fra Jesus på korset: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46). Denne Jesu gudsforladthed er for postmoderne teologi afgørende, fordi den viser, at Gud er de gudsforladtes Gud. I Jesus på korset sætter Gud sig selv i vores sted – og derfor kan vi nok ikke regne med, at Gud overvinder vores lidelser, men vi kan i hvert fald regne med, at han står side om side med os i lidelserne. Og dermed ender det jo godt, selv i lidelsen – vi kan med rette kalde langfredag for “Good Friday”.

Det særlige problem ved denne gudsforladtheds-teologi er, at den altid er i fare for at markere langfredag uden skærtorsdag. Det skorter nemlig ikke på salvelsesfuld tale om livets talrige onder og mange urimelige tildragelser; derfor bliver lidelse et nøgleord, i form af både Jesu lidelse og menneskers lidelse.

Hvad med synden?

Synden, derimod, den har det med at forsvinde ud i periferien. For hvorfor hænger Jesus i dag på korset og lider? Han hænger dér, fordi Judas Iskariot, den utro discipel, forrådte ham – og Judas, det er dig og mig.

Korset kan derfor rigtignok siges at være et vidnesbyrd om det glade budskab, at Gud er med os i vores lidelser og i vores død (de lidelser og den død, som er prisen for vores synd), og at Gud på korset viser sig som de gudsforladtes Gud. Korset er nåde – men det er det kun retrospektivt, set fra opstandelsens perspektiv. Set fra påskesøndags perspektiv.

I dag er korset derimod dom og intet andet, og vil vi være tro overfor påskens fortælling må vi tage dagen alvorligt som sådan. Gud lider på korset for menneskers skyld. Det er os mennesker, som i vores ondskab har naglet Jesu hænder og fødder fast på korset i vores afvisning af Guds kærlighed.

Disciplenes perspektiv

Ganske vist kan man indvende, at vi jo ikke kan undlade at læse slutningen ind i historien. Er det overhovedet værd at lade som om – er det ikke bare forstillelse? Ja, er det overhovedet tilladeligt for os at undlade at se langfredag i påskesøndags lys? Svaret er, at vi selvfølgelig ikke uden videre kan glemme slutningen. Derfor kan en langfredagsprædiken også sagtens være rent evangelium (man kan f.eks. læse en sådan her). Vi må og skal bare fastholde, at disciplene ikke kendte fortællingens slutning, og derfor tog dagen sig for dem ud som dom (de vidste blot ikke, som vi, at dommen var og er evangelium).

Dét aspekt trænger vi til at blive mindet om, og derfor skal vi øve os i disciplenes perspektiv, som er synderens perspektiv: Vi har forrådt og fornægtet Kristus, som vi regnede for den mægtiges enbårne søn. Men vores forventninger er blevet gjort til skamme, og nu hænger han på korset, forladt af Gud og mennesker. Alt håb er ude.

Al verdens synd gik Jesus her i møde.
Al verdens straf blev ned på Jesus lagt,
al straffens ve betog ham, før han døde,
ja, evig død blev her af livet smagt;
han led just det, som alle burde lide,
en Guddoms hævn, al Helveds kval og kvide.
(DDS 194)

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside