Karantæne

Af Jon Eirik Lundberg

En kinesisk rokke folder sine drømme ud
Over en verden af indespærrede mennesker
Den rydder op i byerne
Den rydder op i naturen
Den sætter fly på bakken
Den får lasteskibe til at kaste anker
Bilerne holder stille
Togene er tomme
Millioner er fyret
Der er ingen smog mere
Himalaya kommer til syne efter 30 år
Der er heller ingen der taler om klimaet eller jordens undergang
Men luften er alligevel giftig
Skyerne mørke af død
Og vinden har svært ved at få vejret

Den har lukket værtshusene og bordellerne
Den har sendt forældre og børn tilbage til familierne
Spillerborde samler støv
Den har gjort mange gode ting
Men ikke gratis
Hver dag ankommer 2500 nye urner Wuhan
Hvis krematorier kører i døgndrift
Fra verdensrummet kan man se store afbrændinger udenfor byen
Man spekulerer på om det kan være destruktion af de dødes hunde og katte
Selv om sygdommen officielt er over i Kina
Og de befængte markeder genåbner

Rokken slår med vingerne
Og ni hundrede italienere dør på én dag
Verden over bygges militære hospitaler i al hast
Ingen aner omfanget
Er det mild influenza eller en tabt generation
Europas paladser kaster allerede skygge som ruiner
Turisterne er for længst drevet væk
Gaderne falder tilbage i deres romerske oprindelse
Og vandet i Venedig er blevet gennemsigtigt
Ligesom ansigter
På togstationer
Når månen står i zenit
Og de syge går deres forbudte ture

Krydstogtskibenes æra er slut
For anker ligner de fangelejre
Naturens grusomme straf for frås:
Mikrober gennem væggene og madrasserne
Ind gennem vinduerne
Gennem eksotiske destinationer
Gennem fjorden og delfinerne

I Brasilien indfører narkobander og menneskehandlere
Sundhedsfremmende tiltag i slummen
Selv mafiafamilierne holder sig på den sikre side af loven
Når den kinesiske rokke flyder forbi
De anerkender der findes en anden og større lov
Som man ikke kan bestikke eller true

Pirater på stranden lader tankskibe passere
IS advarer deres terrorister mod at rejse til Vesten
Fordi de risikerer at dø der
på den forkerte måde

Diktatorer kommer ikke længere til vestlige hospitaler
Generaler er i karantæne
I Teheran siger en Ayatholla smitten er ”gudens soldat”
En straf mod de vantro
Tre dage senere er han selv død af den
Det er enten tilfældigt
Eller rokkens sorte humor

Olieprisen falder
Støv blæser over øde motorveje
Fire milliarder mennesker sidder i husarrest
Et spansk bordel bliver sat i karantæne i to uger
Med kunder og kvinder derinde
Men i Sverige er der stadig fest i skibakkerne
De mener ikke rokken kan komme op over trægrænsen
Den tåler ikke frost
Eller det stærke hvide lys
Oppe i højden er renheden uangribelig
Og hver nat vælter nye smittefælder ud af barer i fjeldet

Døden rejser et spejl
Nu ser vi os selv som de karikaturer vi er blevet
Det rødvinsmarinerede liberale lysthus går ud
Som stearinlyset i snehulen
Der er mørkt igen i mørket
Sådan som det skal være
Sådan som det egentlig altid var
Forestillingen om en forenet verden slutter brat
Ved nyheden om pest i distriktet
Publikum er løbet hjem
Nationerne genrejser grænsebomme
Det er nu vi opdager fabrikkerne faktisk forsvandt
At vi ikke selv kan producere medicin
End ikke beskyttelsesmasker
ikke handsker ikke briller ikke sko
ikke en blyant ikke et stykke papir
Vi kan dårligt sige et ord
Uden at importere det først
Nogle lande kan knap nok fremstille mad
Deres verden befandt sig ombord i skibe og fly
Sådan omgik de arbejdernes rettigheder
I lande med stor korruption satte vi børn til at arbejde
I bygninger der ikke kunne tåle belastningen
Og styrtede sammen over de i forvejen miserable
Nu står vi her som store kynikere og eksploitører
Vi bildte os ind vi var rige
Vi endte med at påstå gæld er formue
Og at vi desuden var nået til historiens ende
Prisen for selvbedrag har altid været høj
Der er nogen der betaler
Flere tusind i døgnet pr. 2. april

Den kinesiske rokke er ikke en fabrik
Ikke et marked uden ende
Ikke næsten gratis arbejdskraft
Ikke en gigantisk ravklump du finder på stranden

Den er leen der kapper kablet til musikken
Den er skræddersaksen der skærer skæbnevæven over
Den er lægen der vælger nogen fra
Og overlader dem til død ved drukning
i en seng
i en korridor
i en kælder
i et supersygehus

Den er isolationens tid
Den er opvågning, fyringer
”Blod i gaderne”, børsernes krak
Valutaens undergang
Den er insolvens og selvmord
En streng realisme der sorterer levende og døde
Konkurser der hober sig op
Domstolenes feber
Myndighederne kan ikke sprittes af
Den enkelte kan ikke holde afstand fra sig selv
Nogen skal transportere tingene
Døden trænger ind i parlamenterne
Undtagelsestilstanden kom uden nogen bemærkede det
Demokratiet er suspenderet
Bruttonationalproduktet halveret
Nepotisme er indført
Men det siger ikke kun noget om rokken
Det siger også noget om et skrøbeligt udgangspunkt

Ingen taler længere om ”et nyt vi”
Den globale landsby ligger forladt som Trafalgar Square
Stråtagene blæser af dens huse i den syge vind
Ingen har længere som mål at se alle lande i verden
Ingen kan høre de døendes skrig
Industrihallerne fyldes i det stille med kister
Fra og med nu kan man ikke føre krig


Jon Eirik Lundberg er direktør for Læssø kunsthal, forfatter og musiker. Illustration af forfatteren.