Vor Frue Kirke København

Dobbeltanmeldelse: Kristendom og politik

16. april 2020
20 minutters læsetid
Hvordan gør man kristendommen politisk gældende? Skal man overhovedet gøre forsøget? Replique bringer en dobbeltanmeldelse af Anders Gadegaards nyligt udkomne bog Tro Mod Politik, hvor Gadegaard behandler netop de spørgsmål.

Guds eller Gadegaards etik?

Som kristen kan man ikke undgå spørgsmålet om, hvordan kristendommen gøres politisk gældende. Derfor har Anders Gadegaard skrevet en nødvendig og modig bog om politik, kristendom og etik, men desværre i et så lukket sprog, at det ikke levner plads til det enkelte menneskes samvittighed.
Af Jens Wendel-Hansen

Domprovsten i København, Anders Gadegaard, har begået en bog om, hvordan man med kristendommen i hånd kan engagere sig i politik. Den omfatter for de første 2/3’s vedkommende en skildring af denne politiske etik, mens bogens slutning er en samling prædikener, der i større og mindre grad har tilknytning til dette emne.

Kristendommen er systemkritisk

Først og fremmest: Det er en modig bog at skrive. Ligegyldigt hvad bogens konklusion endte med at være, ville den kunne udsættes for massiv kritik, men alligevel er det et område, der kan skabe meget opmærksomhed og snildt kan skille vandende, hvis den politiske etik, som det er bogens formål at skildre, bliver for dogmatisk knyttet til det religiøse udgangspunkt. Ikke desto mindre må man som et kristent menneske vedvarende gøre sig de overvejelser, som er årsag til denne bog. Ligegyldigt hvor lidt vi som kristne kan påkalde os at være af denne verden – jeg har personligt nok selv lidt en rem af huden – så er vi dog stadig i denne verden.

En af Gadegaards indledende pointer er, at kristendommen nødvendigvis må være systemkritisk. Han skriver det med en vis overbevisning og selvfølgelighed, så det forekommer egentlig, at det er noget, Gadegaard antager som let solgt til sine læsere. Skønt denne anmelder vil betvivle, at det er en antagelse, der blot ved dets udsagn naturligt får en gængs opbakning, så er synspunktet faktisk glimrende. Det kan måske også for dette tidsskrifts hyppige læser undre, men det er jo netop det, der forhindrer kristendommen i at blive tandløs. Den er et korrektiv til denne verden og et opgør med den – ikke bare et kulturelt element blandt mange andre i den konservative konservesdåse.

Det er på denne baggrund af denne antagelse, at bogen er skrevet for at skabe en politisk etik af kristendommen. Og det er det, essensen af bogen er, men her støder bogen også ind i flere markante problemer.

Kristen etik og tandlægeregninger

Ikke langt inde i bogen kom jeg til at tænke på biskop D.G. Monrads anmeldelse af kollegaen biskop H.L. Martensens Den christelige Ethik fra 1870’erne. Monrad latterliggør den, fordi den først udvikler en generel etik og derefter, ifølge Monrad, går tvivlsomt langt i at forklare, hvordan man lever op til denne udledte kristne etik. Monrad hiver her Martensens stærke fordømmelse af tallotteriet frem og vurderer, at det nok er lige lovligt langt at gå, hvis man gerne vil holde sig inden for etikkens grænser.

Den samme følelse slog mig tidligt hos Gadegaard, hvor udviklingen af politiske tilgange fra evangelisterne og forskellige andre kristne tænkere, navnlig Luther, med en knytten an til aktuelle elementer ender med at få samme præg. Vi får her at vide, hvad vi skal mene om krig, om Israel-Palæstina-konflikten, om progressiv beskatning og om terror. Da Gadegaard når så vidt, at han også har et bud på, hvad vi som kristne skal mene om brugerbetaling på tandpleje, så synes han at have draget gudsrigeetikken lidt vel vidt.

Handlingen eller ånden?

Gadegaards bog får tidligt et meget materielt præg. Gadegaard er meget opholdt af den tanke, at et kristent samfund skal dømmes på, hvordan det tager sig af sine svage, hvilket giver bogen et meget klart socialpolitisk fokus med visse, dog også socialpolitisk fokuserede, sidespring til internationale konflikter som Irak-krigen og Israel-Palæstina-konflikten. Andre politiske områder, som man måske også kunne forvente relevante i forhold til kristendommen, f.eks. kultur-, uddannelses- og kirkepolitiske spørgsmål, berøres ikke. Ej heller beskæftiger Gadegaard sig noget videre med styreformen eller ordensmagten eller mere grundlæggende samfundsinstanser, hvilket måske også kunne have været naturligt.

Gadegaard konkluderer tidligt, at alt, der har med fællesskabet at gøre nødvendigvis må være politisk. Det er ikke selvindlysende. Det kunne også være moralsk – det mente for eksempel Grundtvig i høj grad, at det socialpolitiske var – og det er vel netop en meget stor del af kristendommens nybrud i forhold til lovreligionerne, at det ikke handler om konsekvensen af ens handling, men om den ånd, hvori det gøres: Den ånd, hvoraf man som kristen gribes, og hvordan den sætter sig i ens handlinger, fordi man på grund af frelserens forbillede får lyst til at gøre godt. Som Gadegaard også selv netop skriver, så er det i ”handlingen overfor vores næste, at vores gudsforhold viser sig”.

Hvis det direkte handlede om omfordeling, så giver Jesu betragtning om den fattige kvinde, der giver et par småmønter i templets fattigbøsse, ingen verdens mening. Hendes småmønter gavner nu ikke meget, og hun virker i øvrigt direkte kontrært modsat i forhold til omfordelingen. Men hun bliver af Kristus fremhævet som en, der har givet meget mere end de andre. Det kan ikke lade sig gøre, hvis det ikke netop handlede om den kærlighed og ånd, der ligger i handlingen, ikke handlingen i sig selv.

Guds eller Gadegaards etik?

Når dette faktisk er et problem – når Gadegaard ikke synes at have noget særligt øje for det pligtetiske element – så er det, fordi det for et menneske, der betragter evangeliet som Guds rækken ud til mennesket, også i høj grad må være netop en personlig moralsk fordring, som Gud stiller den enkelte, og hvis Gadegaard ikke tager dette i betragtning i sin udviklingen af en politisk etik, så er det egentlig denne anmelders opfattelse, at domprovsten fejler i sin bestræbelse på at bruge kristendommen som byggesten til en politisk etik.

Skulle vi, for tankeeksperimentets skyld, imidlertid antage, at det var den anden vej rundt, at det er Gadegaards politiske etik, der forsøger at finde sin rod i kristendommen, så synes det at gå anderledes nemmere. Anders Gadegaard har hyppigt deltaget i samfundsdebatten og har i reglen indtaget det, denne anmelder, bedømt på helheden, ville kalde et klassisk venstreorienteret standpunkt. Fra den betragtning er hans kraftige betoning af omfordeling, modstand mod brugerbetaling, det socialpolitiske fokus, tendensen i forhold til Irak og Israel-Palæstina-konflikten anderledes oplagte.

Spørgsmålet bliver så, om det, Gadegaard gør, ikke netop er at legitimere sine politiske holdninger med bibelske referencer, og om han så ved at gå denne vej i stedet for den modsatte, ikke netop gør det, han indledningsvist advarer folk imod – at ”argumentere politisk ’med Gud i ryggen’”. Hans sprog er hele vejen igennem udviklingen af den politiske etik utvetydigt, og han holder sig i bogen generelt ikke tilbage fra direkte at bedømme, hvad der er ”kristeligt etisk korrekt” eller ”sand kristen diakoni”. Dér bliver dette en farlig øvelse, fordi bogen så kan læses som en forsnævring af det politiske råderum for det kristne menneske – en tilgang, der virker dårligt til at skabe forståelse mellem kristne på tværs af politisk skel.

Mellem den lille vej Dyrkøb og Anders Gadegaards arbejdsplads, Vor Frue Kirke, er der i belægningen nedlagt et citat af Kierkegaard. Her står ”Thi hvad er det at være og at ville være den Enkelte? Det er at have og at ville have Samvittighed.” Med den stramme opstilling og det kategoriske sprog giver han ikke det enkelte menneskes samvittighed meget andet rum end at skulle vælge for eller imod Gadegaards politiske ståsted.

Rosende ord

Jeg kan faktisk godt lide Anders Gadegaard. På dette område er jeg ikke sjældent rendt ind i en åndelig knytnæve i konservative kredse, men i bund og grund har det altid forekommet mig, at han faktisk tror på den gud, han prædiker om. Han holder sig ikke fra at sige hverken Gud eller Jesus i modsætning til den andel af folkekirkens præster, som kan mistænkes for at tænke folkekirken som en humanistisk forening med et svulstigt sprogbrug – præster, man forestiller sig må have det umenneskeligt svært pinsedag.

Jeg er desuden i al oprigtighed ikke i tvivl om, at det engagement, han har gjort for både små og store i samfundet, har skaffet ham skatte i himlen. Her er jeg selv fuld af dårlig samvittighed, og her mener jeg, at Gadegaard har ret. Det forekommer mig som lægmand mærkværdigt, at Bibelen skulle kunne læses sådan, at den guddommelige nåde og tilgivelse og menneskets syndige væsen bliver et argument for, at vi lige så vel kan lade være med at gøre godt. At nåden og frelsen gives af tro alene, ændrer ikke på denne fordring om at søge at undertrykke sine dårligdomme.

Hvad med forsoningen?

Problemet ved hans fremstilling er, at han ved at konkludere så utvetydigt, som han unægtelig gør i bogen, skaber flere skel i kristenheden, end han fjerner. Et tydeligt udtryk herfor er hans udelte foragt for Søren Krarups synspunkter, som tilmed bliver påklistret mærkatet ”Blut und Boden”. Ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt dette kan siges berettiget – det må andre vurdere – så er dette i den brede offentlighed kendt som et nazistisk slagord og kan dårligt virke til at skabe forsoning – et fænomen, som Anders Gadegaard i øvrigt selv promoverer som en hjørnesten i den kristne etik. Også i hans gentagne – og også til tider noget forcerede – perspektiveringer til Israel-Palæstina-konflikten og Irak-krigen giver heller ikke indtryk af en bestræbelse på, som han også selv nævner det som en kernekristen dyd, at sætte sig selv i den andens sted i bestræbelse på forsoning. Gadegaards fremstillinger af de to konflikter er mildt sagt karikerede og levner ikke nogen som helst forståelse for hhv. den israelske og invasionshærens side.

Selv de, der måtte mene, at Israels og Irak-koalitionens parters ærinde ikke fortjener en sådan forståelse – det vil jeg endnu engang lade være op til den enkelte selv – må dog stadig medgive, at en sådan behandling kun virker dårligt overensstemmende med Gadegaards etiske krav om at sætte sig i den andens sted. Når Gadegaard desuden i en af sine prædikener forklarer, hvordan noget af det farligste for et fællesskab er at ”fastholde nogen i en outsiderposition ud af retfærdighed”, så kommer hans ensidige fremstilling af de forskellige konfliktparter til at fremstå noget selvmodsigende.

Samvittighed

Men det er sådan set ikke det værste. Det mest alvorlige skel, han trækker ved at gøre sin egen politiske overbevisning til summen af kristen etik, er, at han gør det svært for det sognebarn, der i mødet med sin egen tro og samvittighed har draget en anden politisk konklusion end Gadegaard, at forstå bogen på anden måde, end at Gadegaard mener, at den, der måtte nå en anden konklusion end Gadegaard selv, er på afveje. Bogen er simpelthen skrevet i så utvetydigt og fastslående sprog og uden antydninger af usikkerhed, at man dårligt kan tænke det muligt, at Gadegaard ville være åben for en anden konklusion.

Den første del af bogen levner ikke plads for læserens samvittighed til at indgå i dialog med bogen, men det bliver alene en kamp mellem ens egen samvittighed og det af Gadegaard fastslåede – for det er det, han gør. Den første del er ikke skrevet i et undersøgende, samtalende sprog, men i fastslående sætninger, hvor stort og småt dømmes på baggrund af Gadegaards politiske etik. Da denne anmelder således var nået godt halvvejs ind i bogen stillede han sig selv det spørgsmål: Er det ikke i virkeligheden for sølle? Dermed bliver kristendommen jo ikke stort andet end en facitliste, hvorefter vi kan bedømme vore handlinger. Den eneste trøst, kristendommen som sådan byder dig, er den samme, som dine forældre gjorde: ”Det går nok, du gør det bare bedre næste gang”.

Det uundgåelige spørgsmål

Desto pudsigere var det, at anden del – en række udvalgte prædikener – faktisk indeholder en ganske anden manen til refleksion over, hvordan man som menneske skal reagere på evangeliet. De er langt mere åbne. Denne anmelder blev særlig berørt af den prædiken, der i virkeligheden passede dårligst ind i hele sammenhængen. Her var den sikre tone væk, og Gadegaard tager udgangspunkt i den religiøse tvivl, man som menneske uvægerligt støder på, når man mødes med verdens ondskab og fortræd. Hvordan kan der være en Gud i alt dette? Og finder svaret i, at åndens begejstring faktisk stedvis kan sejre over dette ondskab og skabe en bedre verden, men er det virkelig noget, der er forbeholdt et snævert politisk synspunkt. Denne anmelder tror det ikke.

Det er ikke en anmelders opgave at forklare, hvilken bog forfatteren i virkeligheden skulle have skrevet, men det er ikke desto mindre denne anmelders opfattelse, at den synsvinkel, som kun løseligt kommer til udtryk, ville have dannet et anderledes godt grundlag for det spørgsmål, som Gadegaard her forsøger at besvare, og som vi som kristne mennesker ikke kan undslippe: Hvordan bringer vi den begejstring, som vores religion giver os, med ind i politik i forsøget på at skabe en bedre verden?

Kirkens politiske fangenskab

I reformationstiden talte Martin Luther om, at paven havde sat kirken i et babylonisk fangenskab. En lignende situation finder ifølge Mikael Brorson sted i dag – blot er fangenskabet politisk, og vor tids pave er Københavns domprovst Anders Gadegaard og resten af venstrefløjens ypperstepræster.
Af Mikael Brorson

Som anmelder bør man altid læse en bog på dens egne præmisser og gøre forfatterens argumenter så stærke som muligt. Og ikke mindst når coronavirussen nu har ramt Danmark som en landeplage, må man bestræbe sig på at bevare et lyst og positivt sind. Nærværende anmeldelse skal derfor begynde med roserne – eller rettere: rosen.

Ét rosende ord

Københavns domprovst, Anders Gadegaard, er aktuel med bogen Tro Mod Politik, hvor han forsøger at formulere en politisk etik på et kristent fundament.

I den forbindelse skriver Gadegaard et par helt fine ord om troen, som er at finde på bogens side 25 og følgende. Her gør Gadegaard klart, at troen ikke – i hvert fald ikke kristeligt – er den approksimation, som indtræder hvor vores viden hører op: ”Jeg tror, det begynder at regne om lidt, men jeg ved det ikke”. Troen er ikke det, hvormed vi begriber verden, men troen er, at der er noget (læs: Gud), som har grebet mig, og som jeg stoler fuldt og fast på.

Blind høne…

Ja, hønen fandt et korn. Desværre viser det sig hurtigt, at vi har med en noget svagsynet høne at gøre, og at vandringen igennem resten af bogen således bliver en famlen i blinde.

Problemerne tårner sig op allerede fra første færd med den megen staffage, som præger bogen. Overalt, både på omslaget og inde i bogen, støder man på en næsten uoverskuelig mængde af layoutmæssigt lir, som driver læseren til at spørge, hvad der mon skjules bag bogens oppyntede ydre? Gadegaards bog må vel nærmest siges at være for bøger hvad påfuglen er for fugleriget. Imidlertid kan det selvfølgelig tænkes, at det er forlaget snarere end forfatteren selv, som er den rette adressat for denne kritik, og vi må derfor lade tvivlen komme forfatteren til gode.

Bedre bliver dog det ikke med bogens titel, som mildest talt er fortænkt. Læseren vil måske have bemærket, at titlen tidligere blev angivet som Tro Mod Politik. Den underfundige skrivemåde skyldes ikke sjusk fra undertegnedes side, men derimod, at der for Gadegaard først og fremmest er tale om en trehed: Troen skal give mod til at bedrive politik. Kun på den måde er man tro mod politik.

Selvmodsigelsernes mester

Indholdsmæssigt bliver det ikke meget bedre. Gadegaard afslører i første omgang sig selv som en selvmodsigelsens mester, og det er næsten forbløffende, hvordan Københavns domprovst med kort mellemrum – undertiden på samme side – kan forfægte to helt og aldeles modsatrettede synspunkter. Gadegaard beklager eksempelvis partiernes manglende ideologiske fundament, når de efterligner andre partiers politik så snart de øjner øget vælgeropbakning – for på selvsamme side med den britiske politolog Colin Crouch at kritisere, at politikere ikke længere lytter til folket og deres ønsker (s. 18). Med Colin Crouch hævder Gadegaard ligeledes, at økonomiske spørgsmål styrer alt for meget af den politiske diskurs – men et par sider senere harcelerer Gadegaard over, at der er flere stemmer i maskeringsforbuddet ”end der er i at drøfte foranstaltninger, der kan forhindre uretmæssige tilbagebetalinger af udbytteskat, som har drænet statskassen for milliarder af kroner” (s. 21).

Det er ganske imponerende, og mindre imponerende bliver det ikke af, at Gadegaard endda definerer politik som spørgsmålet om, hvordan vi fordeler samfundets ressourcer – og kun sekundært hvordan vi i et bredere perspektiv indretter samfundet som helhed.

Politisk forkyndelse

Nu til kernen af Tro Mod Politik. Gadegaard vil fastslå, at en kristen prædiken ikke blot kan være politisk, men bør være politisk – ellers risikerer den at blive ligegyldig og uinteressant. For politik handler jo om ”måden, hvorpå vi fordeler ressourcerne og måden, hvorpå vi i det hele taget indretter vort samfund”, og ”så kan enhver tale og samtale, der rører ved det væsentligste imellem os, ikke undgå at være politisk” (s. 23).

Det er nærværende anmelder en gåde, at en præst i en kristen kirke kan mene, at det væsentligste mellem mennesker er samfundsindretningen. I kirken skulle man trods alt mene, at emner som den korsfæstede Kristus eller Guds kærlighed i det mindste kunne konkurrere. Men måske afslører det netop det grundlæggende problem, som er af teologisk karakter. For Gadegaard ville imod denne indvending påpege, at den korsfæstede Kristus jo netop siger noget om samfundsindretningen: At tale om den korsfæstede Kristus er netop at tale om indretningen af vores samfund.

Gadegaards teologi er med andre ord befrielsesteologisk. Befrielsesteologien opstod i Latinamerika i 1970’erne som en uhellig alliance mellem kristendommen og marxismen. Her var teologien fuldt ud politisk: Jesus var med de svage, fattige og undertrykte, og realiseringen af gudsriget er ikke en eskatologisk begivenhed, som Gud bringer, men tværtimod menneskets revolutionære handling i forsøget på at omforme det nuværende politiske system, så urimelige strukturer kan omvæltes og de undertrykte kan slippes fri af deres fangenskab.

Indenfor en sådan ramme er det helt begribeligt, at samfundsindretningen kan anskues som det vigtigste mennesker imellem. Frelsen er blevet decideret dennesidig, idet den består i udfrielsen af de undertrykte og fattige, og fordi mennesket grundlæggende er godt og skabt i Guds billede, kan det selvfølgelig tiltros denne opgave.

Problemet er blot, at mennesket dermed bliver sin egen frelser, som må bringe frelsen hid ved politisk eller revolutionært arbejde. Kristendommen bliver blot et redskab i menneskets hånd – kristendommen er en legitimering af min stræben efter at udfolde mit eget liv og mine egne ønsker.

Det fælles bedste

I ét af bogens centrale kapitler gør Gadegaard brug af Hannah Arendts forsøg på at relancere en aristotelisk forståelse af det politiske. Ifølge Gadegaard er syndefaldet privatsfærens indgang i det politiske, hvorved økonomien kommer i centrum; logikken i den noget uklare fremstilling synes her at være, at økonomi (gr.: oikonomia) bl.a. er afledt af oikos, som betyder ’hjem’ el. ’hus’. Politik bliver dermed en magtkamp imellem forskellige interesser. Imod dette opstiller Gadegaard Arendts alternative forståelse, hvor det politiske i stedet ses som en samtale – et kommunikativt rum for det fælles bedste, som det så flot hedder.

Spørgsmålet melder sig imidlertid, om det ikke netop er Gadegaards egen marxistiske – eller i hvert fald kapitalismekritiske – tilgang, som gør politik til en magtkamp præget af interessekonflikter? Og tjener det ikke blot til at afsløre, at Gadegaards floromvundne tale om det fælles bedste i virkeligheden er en del af selvsamme magtkamp?

Alternativt kunne Gadegaard have forsøgt at bruge Martin Luther og dennes tanke om mennesket i ’kald og stand’ til at tale om samfundet som en helhed, hvori den enkelte har sin meningsfulde plads i et fast hierarki. Her undgås også den skadelige konkurrencesituation, som nok kan siges til tider at dominere den politiske samtale – men det er måske ikke så godt stof til Gadegaards samfundsomvæltende program i kristelige gevandter.

Luther som ’næstekærlighedsetiker’

Luther får dog ikke lov til at være i fred for Gadegaard, som også indrullerer reformatoren i rækken af kristne etikere, som vil lade kristendommen bruge i det politiske. Det er ikke uinteressant læsning, fordi Luther vitterligt har blandet sig i en lang række politiske spørgsmål og altid taler som teolog.

Gadegaard tager udgangspunkt i en gennemgang af Luthers ”Von Kaufshandlung und Wucher” (”Om handel og Åger”), og denne teologistuderende takker for en lejlighed til at læse et af de ellers mindre læste Luther-skrifter. Det er imidlertid uklart, om Gadegaard bevidst leder læseren vild i sin gengivelse af Luther-teksten, eller om han simpelthen ikke har forstået den.

Ud af teksten mener Gadegaard at kunne læse, at ”det er fra det åndelige regimentes etik kriterierne for den rette organisering af det verdslige område skal hentes” (s. 48), og han kan således konkludere, at den gængse tolkning af Luthers toregminentelære – læren om, at det verdslige og det åndelige regimente (populært sagt: politik og religion) skal holdes adskilt – er forkert.

Læser man imidlertid efter hos Luther erfarer man, at han intetsteds hævder, at mennesket under inspiration af det åndelige regimente skal indrette det verdslige; det er per definition af herske med evangeliet, og Luthers advarsler imod noget sådant er legio. Det er også svært at se, hvordan Gadegaard får sin blødsødne tale om næstekærlighedsetikken til at harmonere med Luthers udsagn i selvsamme skrift om, at ”man må ikke tro, at verden kan regeres uden blod. Det verdslige sværd skal og må være rødt og blodigt.”

Luther taler således ikke om, at man med sin af evangeliet oplyste etik skal skabe det perfekte samfund. Han taler i stedet om, at man ved lovens tugt skal holde menneskers ondskab nede. Og det er noget ganske andet.

Antagonistens entré

En antagonist skal der naturligvis også til, og den finder Gadegaard i Søren Krarup i hvad der må betegnes som bogens absolutte lavpunkt: Et usmageligt og underlødigt kapitel, som grænser til det injurierende.

Gadegaard vil tage et opgør med Krarups og ”hans epigoners” nationale kristendomstolkning. Argumentet lyder – som det så ofte før er blevet indvendt imod Krarup – at Krarup i sin totale afvisning af enhver politisk idealisme som religiøsitet selv argumenterer religiøst; det er kristendommens tale om synd som gør, at Krarup udelukker sammenblandingen af politik og religion, og dermed gør Krarup sig skyld i selvsamme sammenblanding. Dermed forfægter Krarup intet mindre end en ”teologisk totalitarisme”, hævder Gadegaard.

Dette står, indskærper Gadegaard, i modsætning til Krarups teologiske arv, som Krarup har drevet ad absurdum; for de gamle tidehvervsfolk var det menneskelige ikke totalt indfanget i synden, og der var ikke vandtætte skotter imellem det kristne og det politiske. Nu kan der selvfølgelig være mange forskellige forståelser af Tidehvervs historie, men Gadegaards er nu alligevel banebrydende! Den afslører en eklatant mangel på selv den mest basale forståelse for det tidlige Tidehverv; det er lige til dumpekarakter i moderne kirkehistorie.

Det mest forbløffende er imidlertid den videre karakteristik af Krarup, hvormed Gadegaard diskvalificerer sig selv fra debatten. Den ”nationalkristne ideologi”, som Krarup gør sig til talsmand for, kan bedst beskrives med det tyske begreb ”Blut und Boden”, hævder Gadegaard og sætter trumf på: ”Krarup gør sig dermed til ideologisk fortaler for en totalitaristisk etnisk udrensning” (s. 57). Den slags svineri er der vist ingen grund til at fortabe sig yderligere i.

Gud, det er mig

Den resterende del af Tro Mod Politik består af Gadegaards såkaldte ’byggesten til en politisk etik’, udviklingen af et begreb om politisk diakoni og ti politiske prædikener, som Gadegaard har holdt i tidens løb. Alle hjælper de med at demonstrere det grundlæggende problem i Gadegaards tænkning, og nogle eksempler skal derfor anføres i det følgende.

Enhver teologisk vildfarelse begynder med manglende alvor i forståelsen af menneskets synd, eller det vil sige: Enhver vildfaren teologi guddommeliggør mennesket. Således også Gadegaard.

Ethvert menneske, hedder det, er som skabt i Guds billede udstyret med en ”herlig, guddommelig skaberevne” (s. 16), dvs. mennesket er skaber sammen med Skaberen. Det afgørende bliver derfor det menneskeliv, som mennesket er med til at skabe: ”Alt, hvad der opretholder og fremmer liv, er godt, og alt, hvad der tilintetgør og umuliggør dets udfoldelse, er ondt” (s. 61).

Selvfølgelig! Som medskaber er alt det, som forhindrer min skabelse af det gode menneskeliv ondt, eller med andre ord: målet for min skabervirksomhed er dybest set mig selv og mit eget livs udfoldelse. Derfor hedder det også med største selvfølgelighed, at det altså ikke er ”egenkærligheden i sig selv, der er synd. Der er ikke noget galt i at elske sig selv og sit liv (tværtimod, man skal da være glad for ens liv!), egenkærligheden bliver først til synd i det øjeblik, den skader liver (ens eget og andres” (s. 63).

Derfor bliver Guds tilgivelse heller ikke noget, som nedbryder mennesket, men tværtimod noget, som bygger det op. Tilgivelsen er intet mindre end menneskets ”livsgrundlag” (s. 83), for vi ved, at vort liv kun kan lykkes, hvis andre tilgiver os og vi tilgiver dem. Hele kristendommen er gjort til et redskab, hvormed mennesket kan leve sit liv til størst mulig glæde for sig selv. Mennesket er guddommeliggjort som altings mål (i form af menneskelivet), og derfor er samfundet selvfølgelig også guddommeliggjort, så det kan underlægges en kristen etik.

Kristen etik

Gadegaard går så langt som til at proklamere, at marxismens forestilling om det klasseløse samfund er et udtryk for en sekulariseret udgave af den kristne etik (s. 118). Det er vist mere rammende, end Gadegaard forstår.

For frugterne af marxismen og drømmen om det klasseløse samfund var død og armod, ganske ligesom det altid er tilfældet, når mennesket ikke vil nøjes med at være Guds skabning men i stedet vil være (med)skaber af paradis på jord, baseret på et eller andet etisk afkog af kristendommen. På den måde er både marxismens klasseløse samfund og nazismens racerene samfund udtryk for sekulariserede udgaver af den kristne etik.

Kirkens babyloniske fangenskab

I det Herrens år 1520, tre år efter, at Martin Luther havde slået sine 97 teser op på kirkedøren i Wittenberg, skrev han bl.a. De captavitate ecclesiae babylonicae (Om kirkens babyloniske fangenskab), en af de afgørende reformatoriske skrifter, hvor Luther viser, hvordan pavekirken har taget kirkens sakramenter til fange og dermed berøvet de kristne for dem.

Det forekommer at være en rammende parallel til i dag. Nok fik Luther nemlig løst kirken fra datidens fangenskab, men et nyt fangenskab er længe trådt i stedet og Guds folk lænket af et nyt, helligt præsteskab. Nu gælder det Gadegaard og resten af venstrefløjens ypperstepræster, som vil gøre kirken politisk gældende. Kirken er kun relevant, hvis den siger noget om politik: om klimaet, om indvandringen, om økonomien osv. Og den skal gerne sige noget venstreorienteret. Dermed har de taget kirken til fange, imens de berøver mennesker muligheden for at høre evangeliet om syndernes forladeles.

Men sandheden er, at kirken ikke skal sige noget som helst om den slags, for kirken kender ikke til et skel mellem rene og urene, hellige og uhellige, venstre- og højreorienterede. Den kender kun til mennesker, som alle til hobe er urene syndere udleveret til Guds dom. Og derfor kender kirken kun til én dom over menneskets aktivitet, hvor venstre- eller højreorienteret denne aktivitet så end måtte være: Det er idel synd og oprør imod Gud.

Denne kirkens babyloniske – eller måske rettere: politiske – fangenskab anno 2020 må vi derfor tale ret imod. Imens kan vi med Grundtvig trøste os ved, at Guds ord også vil høres, hvor mennesker søger at holde det nede: ”Vor sjæl er døv og stum/ for evangelium,/ men høres vil Guds ord/og føres trindt på jord.”


Anders Gadegaard: Tro Mod Politik. Kristne værdier – byggesten til en politisk etik. Eksistensen, 2019.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside