Helle Thorning
Foto: Mogens Engelund

Medieklassens vrede

29. marts 2020
6 minutters læsetid

Lektor og forfatter Mikael Busch kommenterer i månedens kronik anmeldernes modtagelse af bogen Bjarne Corydon og nødvendighedens politik. Den vidner om en vred medieklasse – som måske har noget i klemme.

Af Mikael Busch

Det er naturligt, at en bog om en nulevende (forhenværende) politiker vækker debat. Både før og efter udgivelsen af min bog Bjarne Corydon og nødvendighedens politik på forlaget People’s Press har venner og bekendte henledt min opmærksom på den gamle talemåde: Den der stikker næsen frem… Man må forvente et par næsestyvere, hvis man gør sig bemærket med synspunkter, som ikke falder i alles smag.

Reaktionerne på bogen har dog overgået selv mine vildeste forestillinger. Måske burde jeg ikke være så overrasket endda: I bogen er jeg kritisk over for nuværende og tidligere statsministre. Nuværende og tidligere topembedsmænd. En tidligere departementschef i Finansministeriet kalder jeg udannet. Jeg skriver kritisk om “broderskabet af bladchefer” og argumenterer for, at de gængse nyhedskriterier synes at være sat ud af kraft, når det gælder et bestemt emne: ”det med lærerne”. Endelig gør jeg bogens hovedperson, tidligere finansminister Bjarne Corydon, som har gjort “en konkret negativ forskel for landets undervisere” (citat fra bogens forord) til genstand for en kritisk analyse.

Min Corydon-bog er – i modsætning til en række gængse bøger om politikere – tydeligvis ingen mikrofonholderbog. På den baggrund bør jeg måske ikke undre mig over, at bogen har givet anledning til en række bemærkelsesværdigt negative reaktioner.

Kontant underholdning eller en bralrende bøvs?

Bogen blev anmeldt i mange medier på udgivelsesdagen (14.02.20) og i de følgende dage. Det er helt usædvanligt for nye bøger i det aktuelle mediebillede. Det skal man som forfatter selvfølgelig være glad for. Man kan dog ikke påstå, at anmelderne i overvejende grad var begejstrede for bogen. Her kan det være på sin plads at gribe til Simon Spies’ legendariske bonmot: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Det var nu ikke fordi, flere anmeldere i mainstream-medierne ikke havde noget positivt at sige om bogen: ”kontant underholdningsværdi” (Information), ”sproget er en nydelse. Det flyder let og velbehageligt ud over siderne” (Berlingske), ”den tydeligvis indsigtsfulde forfatter” (Weekendavisen) – for at nævne et par eksempler.

De negative anmeldelser taler om udokumenterede påstande, manglende seriøsitet, konspirationsteorier, forfatterens vrede og personlige vendetta. Fire anmeldelser var udpræget negative: Altinget, Danske Kommuner, Jyllands-Posten og Politiken. Især manden bag sidstnævnte anmeldelse, Kristian Madsen – tidligere formand for DSU og taleskriver for Helle Thorning-Schmidt – har haft en fest med at finde de mest perfide udtryk frem til karakteristik af min bog og dens forfatter: ”en bralrende bøvs”, ”en vred amatør”, ”ulideligt bondesnu”, ”lallende inkompetent”. Der er et stykke vej fra disse udtryk til Madsens frejdige ”jeg-kan-slå-Anders-Fogh-tale” fra 2005, som jeg i øvrigt ironiserer lidt over i bogen.

På baggrund af de meget negative betragtninger skulle man tro, at anmelderne ville pege på en lang række faktuelle fejl i bogen. Det gør de bare ikke. Så vidt jeg kan se, har de (Lisbeth Knudsen) kun fundet én faktuel fejl: Den tidligere direktør for DONG, Anders Eldrup, kaldes i bogen for Lars Eldrup. Denne pinlige, men også lidt komiske fejl, som undslap samtlige korrekturinstanser, er måske opstået, fordi bogens fodboldinteresserede forfatter i ren distraktion kom til at blande fodboldlegenden Lars Elstrup ind i billedet? Hvor jeg derudover skulle være galt afmarcheret, skriver kritikerne ikke meget om.

Politikens konspirationsteori og ”den anden offentlighed”

Politikens anmelder har i øvrigt selv en interessant konspirationsteori: Han forestiller sig, at min bog kun er udkommet, fordi forlaget People’s Press gerne vil have fingre i de ca. 35.000 kr., der er indsamlet gennem et crowdfunding-projekt. Crowdfundingen iværksatte jeg af egen drift, så jeg kunne arbejde på nedsat tid på mit gymnasium i noget af skriveperioden. Men at Politiken tager sin egen særprægede konspirationsteori dybt alvorligt, fremgår af en beskedanmodning, jeg har fået fra en (anden) journalist fra avisen, som ikke var i stand til at finde mit telefonnummer. Han vil – i forlængelse af Madsens anmeldelse, gerne tale med mig om ”udgivelsesgrundlaget rent økonomisk”. Den har jeg endnu ikke svaret på.

De mest positive anmeldelser optrådte uden for mainstream-kredsløbet. Det, man kunne kalde ”den anden offentlighed”. Den i undervisningskredse kendte blogger Thomas Aastrup Rømer taler om ”Mikael Busch’ mesterstykke”, og tidligere gymnasielektor og nuværende anmelder Lone Nørgaard skriver, at “Mikael Busch har skrevet en fremragende bog, som få i dette land har intelligens, dannelse, sprogtalent og vedholdenhed til” (Den Korte Avis).

Lad mig på dette sted tilføje, at jeg næsten dagligt får en række positive tilkendegivelser fra ”almindelige” læsere, som læser min bog med stor glæde. Det har jeg ikke oplevet før. Ikke engang efter min mest anmelderroste bog Knud og Vera – Et Stasi-drama (2012).

God stil for anmeldere

Et gennemgående tema i de negative anmeldelser er forfatterens angivelige vrede. Jeg er imidlertid ikke vred. Jeg er indigneret, og det er noget andet. Som jeg skriver i bogens forord: ”Jeg må stå ved, at min drivkraft til at skrive en bog om Bjarne Corydon er, at han som finansminister har gjort en konkret, negativ forskel i undervisernes arbejdsliv. Herunder mit eget som gymnasielærer.”

Bogen er med andre ord tydeligt deklareret. Dette er ikke en traditionel politisk biografi. Jeg tager stilling. Jeg ser verden fra et for medieklassen uhørt sted: Fra en offentligt ansat. Det udløser tilsyneladende vrede hos en række anmeldere, som har det til fælles, at de tilhører den medieloge, jeg kritiserer i bogen. Vreden er så stor, at anmelderne glemmer alt om fairplay og god stil. Anmelderiets uskrevne regler ved jeg en ting eller to om, fordi jeg selv har anmeldt ca. 300 bøger gennem de sidste ti år. Regel nummer 1: Man skal forsøge at anmelde en bog på dens egne betingelser, uanset hvor uenig man er med forfatteren. Regel nummer 2: Anmelderen skal have blik for en bogs sproglige kvaliteter eller mangel på samme. Anmelderen skal – kort fortalt – forsøge at være fair.

En ejendommelig kampplads

Det kan lyde naivt, men jeg forestillede mig nok, at min Corydon-bog kunne være en slags øjenåbner for en repræsentant eller to fra medieklassen. Hvor utroligt det end kan forekomme – på baggrund af anmeldelserne – var min bog tænkt som en slags brobygning over den kulturkløft, der tydeligvis er mellem de fleste medier og de offentligt ansatte. Det blev den ikke. Tværtimod er skriverierne om bogen blevet en ejendommelig kampplads, hvor anmelderne har alle mulige dagsordener, som ikke altid er tydelige for læserne.

Kristian Madsen – ham med den bralrende bøvs – er nu tydelig nok: Han ser det simpelthen som sin vigtigste opgave at advare læserne mod min bog. Men også de mere positive anmeldere har deres egen dagsorden. F.eks. Dennis Kristensen, som anmelder bogen i det socialdemokratiske nettidsskrift Pio. I en i øvrigt ret sober anmeldelse – ”Jeg blev klogere af læsningen. Og det er ikke så ringe endda” – fejllæser den tidligere FOA-formand totalt bogens kapitel om min egen faggruppe, gymnasielærerne, som – med Bjarne Corydons ord – blev ”normaliseret” i 2013.

Gorm Leschly, den tidligere formand for gymnasielærerne, vil næppe – som Kristensen – opfatte min fremstilling som et slags plaidoyer for hans handlinger i 2013. Her nikkede Gorm Leschly i en sen nattetime ja til Corydons ”normalisering” uden at inddrage sin egen hovedbestyrelse. Jeg tror, Kristensens fejllæsning opstår, fordi jeg refererer til hans egen kontroversielle rolle ved overenskomstforhandlingerne i 2018. Kristensen brød som bekendt den såkaldte musketéred mellem de offentligt ansattes organisationer, hvilket han ikke blev populær på. Kristensen har noget personligt på spil her. Men hvem har ikke det?

Er det muligt at lave en uvildig bedømmelse af en bog? Jeg kan i hvert fald citere nøgleafsnittet i lektørudtalelsen fra Dansk Bibliotekscenter (medio marts): ”Mikael Busch har skrevet en ganske medrivende og detaljeret bog, selv om de mest væsentlige personer, herunder Bjarne Corydon selv, ikke har bidraget med oplysninger. De kommer fra andre kilder og MB’s betragtninger er præget af en kritisk, men også informativ tilgang. Solid kilde- og noteoversigt bagest i bogen.”

Mikael Busch er lektor og forfatter.

Tidsskriftet Replique bringer snarest en anmeldelse af Bjarne Corydon og nødvendighedens politik ved redaktør, cand.mag. Rasmus Pedersen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside