Det danske integrationsområde er i Ali Aminalis fremstilling domineret af offerdyrkende indvandrere og et blødsødent og inkompetent system af socialrådgivere. Dét er opskriften på forfejlet integration, og resultatet er derefter: Et kæntret integrationssystem.
Den konservative politikerspire, socialrådgiver og nu medie- og meningsmenneske Ali Aminali har med sin bog Alis Danmarkshistorie forsøgt at fortælle to væsentlige og vigtige historier på én gang: På den ene side historien om en meget succesfuld opskrift på integration. På den anden side historien om en borgerligt sindet systemkritiker i det socialfaglige offentlige velfærdssystem. Overordnet set er det en fin bog, der lykkedes på sine egne præmisser, og man er godt underholdt – nogle steder også rørt – af Aminalis personlige historie.
Bogen indskriver sig i det, der vel efterhånden er en genre, nemlig i rækken af bøger om integration skrevet af danskere med mellemøstlige rødder. I superligaen i denne genre finder man Ahmed Akkaris afgørende bog Min afsked med islamismen, der både fortæller et vigtigt stykke nyere danmarkshistorie i form af Muhammedkrisen, og ganske nådesløst afdækker de islamistiske miljøer i Danmark fra Akkaris unikke position.
Aminalis bog er mere i familie med Ahmed Mahmouds fine Sort land, og er således en mere personlig beretning. Bogen slår sig heller ikke op på at være mere end det.
Alis stemme
Ali Aminalis stemme i bogen fremstår gennemgående sympatisk og vidner om et personligt engageret menneske med en lyst til at virke for samfundets bedste. Sproget er uden finurligheder og man læser sig hurtigt gennem historien. Indimellem de to historier om Ali og hans erfaringer som socialrådgiver i Århus indflettes forskellige betragtninger om Danmarks nyere politiske historie.
Også det fungerer fint, fordi Aminali ikke forsøger at fremstille sig selv som politisk tænker i større omfang end han er.
Det skal dog indskydes, at bogen er blevet til i samarbejde med journalisten Kristoffer Flakstad, men man mistænker fortællestilen for at ligge tæt på Aminalis egen – i hvert fald hvis man tillige har læst en del af de ting han har skrevet i de danske medier.
Ålsgårde
Omdrejningspunktet for den første del af bogen er Ali Aminalis vej til den nordsjællandske landsby Ålsgårde, og så hans efterfølgende børne- og ungdomsliv her. Som Aminali selv klart ser, gemmer hans personlige beretning samtidig den perfekte opskrift på integration, sådan som de fleste snusfornuftige mennesker formodentlig ville have fulgt til alle tider.
Den lille Ali vokser op i en verden hovedsageligt udstyret med danske naboer, danske venner og danske fodboldkammerater, og resultatet er da også ganske selvfølgeligt, at Ali Aminali er dansker og tænker og opfører sig som en sådan.
Historien om flugten fra Iran og livet i Danmark er fint fortalt, man bliver rørt et par gange, og man priser sig lykkelig for det klarsyn, der findes hos Aminalis forældre i deres valg af livsform i Danmark. Aminalis historie står dermed i skærende kontrast til den form for integration som ikke-snusfornuftige mennesker i Danmark i årevis har forfulgt, og som har ført det danske samfund ned ad den ulykkelige sti vi nu befinder os på i forhold til integration og indvandring.
Vreden
Bogens anden halvdel handler om Ali Aminalis liv som integrationsrettet socialrådgiver i forskellige kommuner og i forskellige projekter. Den omhandler også Aminalis vej ind i politik, men det er særligt den første del der fortjener læsning.
Det giftige trekantsdrama mellem offerdyrkende og offergjorte indvandrere, et komplet inkompetent og blødsødent system af etablerede socialrådgivere og så den unge, borgerligt sindede socialrådgiver med egen indvandrerbaggrund, er stærk læsning.
Man føler tydeligt den personlige frustration over umuligheden af at rykke ved det træge system, og man mærker vreden og indignationen over at ingen vil være med til at fixe en integrationsproces der åbenlyst er kæntret totalt.
Hvis Ali Aminali har en rolle at spille i dansk politik og i danske medier, så bør det være funderet i de oplevelser fra rollen som socialrådgiver i ghettoen.
Afslutningsvis er det på sin plads at gentage og understrege, at Alis Danmarkshistorie på den ene side er en ”lille” bog, der ikke rummer de store analyser og fortællinger, men som meget fint lykkedes på sine egne præmisser som en personlig beretning om integration fra et særligt perspektiv.
Anmelderen her ønsker Ali Aminali held og lykke med sin mulige karriere i de danske spalter, radiokanaler og TV, men jeg må indrømme at jeg ville blive langt mere glad, hvis jeg en dag læste, at Ali Aminali var tilbage i det socialfaglige integrationssystem, måske endda i en rolle, hvor man kan være med til at skubbe til de overordnede strukturer for integrationsindsatsen.
Det tror jeg det danske samfund ville være overordentligt godt tjent ved.
Ali Aminali og Kristoffer Flakstad: Alis Danmarkshistorie – Systemet fejler, når det ikke stiller krav. Gads Forlag, 2019.
