Hvordan ser vores verden ud efter pandemien?

16. marts 2020
4 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Det er naturligvis ikke gået en sjæl forbi, at Danmark er røget i isolation. Sådan i helt bogstavelig forstand. Virus-karantæne. Coronatæne, om man vil.

”Vask hænder!”, ”Hold afstand til andre mennesker!” og ”Bliv hjemme fra arbejdet!”, lyder det fra myndighederne. Vi fremmaner billeder af øde byer og folk med mundbind og aner virus-apokalypsen i horisonten, sådan som også den gode redaktør Skov her på Critique har forklaret. Det er ikke for sjov, det her!

Så Danmark lukkes ned. Hvilket jo grundlæggende er intet mindre end helt forfærdeligt. Mennesket er et socialt væsen, og for alle med undtagelse af de særlige få, vil isolation i mere end ganske kort tid opfattes som dræbende, hæmmende og uudholdelig. Ja, det jo nærmest til at blive helt krænket over!

Men inden vi lader os synke hen i apokalyptiske fantasier, så lad os i stedet lidt mere struktureret overveje, hvordan verden kommer til at se ud på den anden side af den virusskabte fimbulvinter.

Det er næppe helt så ligetil sådan at lege spåmand, men jeg vil da gerne vove pelsen og påstå, at vor fælles omgang med hinanden vil blive præget af to tendenser, når virusstormen har lagt sig – tendenser, der hver især er både dobbelte og paradoksale. Den første handler om vores arbejde. Den anden handler om vores familie.

Mere digitalisering og mere menneske?

En meget stor del af danskerne er blevet sendt hjem fra arbejde med beskeden om at huske opladeren til den bærbare og på at logge på Skype hver dag kl. 9. Når vi nu ikke kan eller må mødes fysisk, må arbejdet jo gøres (endnu mere) digitalt. Vi bliver bundet til og af det digitale i et omfang, som vi hidtil ikke har oplevet. Pludselig skal alle de ”værktøjer”, som vi har forsøgt at ignorere en smule, i brug.

Det kræver en prioritering og en planlægning, som vi ikke nødvendigvis helt har været vant til, og for de af os, der samtidig med at passe vor (digitale) dont også skal lege skolemester og børnehavepædagog, er situationen kun yderligere krævende og fordrer en ikke ubetydelig indsats for at få adskilt ”nødvendigt arbejde” fra ”tilgængeligt arbejde”. Disse to størrelser er jo – som bekendt – ingenlunde ens endsige nødvendigvis altid relaterede.

Resultatet må blive, at vi bliver mere digitalt hjemmefødte. Når vi først har vænnet os til, at det er smartere at dele dokumenter i skyen og at have en gruppechat frem for en uendelig mailtråd, så vender vi ikke tilbage.

Når vi først har vænnet os til, at et møde over Skype er langt mere effektivt end det fysiske møde, så lader vi nok også være med at slette Skype, selvom virussen ikke længere hærger. For mange – både arbejdspladser og personer – vil denne nye og besynderlige situation betyde det store spring fremad i digital henseende.

Men de meget voldsomme krav om digitalisering her og nu vil også vise betydningen og værdien af det menneskelige møde. Vi tænker næppe over det, men mange kunne jo snildt arbejde hjemmefra mindst 80 procent af deres tid, uden at det ville gøre noget nævneværdigt ved deres arbejdsindsats – og det var også tilfældet før hin skæbnesvangre hjemsendelsesdag i marts.

Men vi pendler troligt alligevel. For arbejdet opfylder også en social funktion for os – både som individer og som samfund.

Så selvom digitaliseringen får kronede dage både nu og på den anden side, vil vi nok også opleve et styrket krav for mere menneske. Virus kan både gøre os langt mere digitale og langt mere bevidste om digitaliseringens begrænsninger – og vigtigere endnu: langt mere bevidste om de begrænsninger, som vi aktivt ønsker at sætte for digitaliseringen. Corona kan paradoksalt nok gøre os både mere og mindre digitale på én og samme tid.

Stærkere og svagere familier?

At isolationen kommer til at gøre os mere opmærksomme på betydningen af menneskelige relationer, gælder givetvis også for omgangen med de mennesker, som vi knytter os tættest til, og som vi nu kommer til at bruge endnu mere tid sammen med: familien. Og også her kan dette – paradoksalt nok – betyde både stærkere og svagere familier. Som en munterhed på Facebook lød: Om ni måneder bliver der travlt både på fødegangen og hos skilmisseadvokaterne.

Bundet til hjemmet er man altid, men nu er vi pludselig bundet i en helt anden og langt mere bogstavelig forstand. Og dermed er vi tvunget til at dyrke den relation, som mange måske ofte blot tager for givet.

I den opmærksomme familie kan corona styrke båndene og gøre os langt mere bevidste om betydningen af dette primære fællesskab. Isolationen viser, hvem vi er afhængige af, når verden rumler. Midt i virussens hærgen er dette et lyspunkt.

I den overskudsramte familie styrkes sammenholdet og bevidstheden om at tilhøre et skæbnefællesskab; børnene kan lære at bidrage til det fælles hjem, og de voksne kan lære i endnu højere grad at indtage rollen som vejledere og lærere. Det er end ikke utænkeligt, at skolebørn fra visse hjem lærer mere i coronatænen end i den kongelige, danske folkeskole.

Omvendt stiller situationen krav, som næppe alle familier kan honorere. Og mange familier vil have svært ved at håndtere denne stresstest. Her vil man ikke rykke sammen, men rykke fra hinanden. Børnene vil ikke lære at bidrage til det fælles, og forældrene vil ikke have overskud til i endnu højere grad at indtage rollen som vejledere og lærer.

I disse hjem er det aldeles utænkeligt, at fraværet fra skolelivet i en kortere periode ikke får negative konsekvenser for det faglige niveau, der sikkert allerede er udfordret.

Virus kan med andre ord både samle og skille familier med alle de afledte konsekvenser, dette måtte have.

Sommeren kommer!

Vi står midt i blæsevejret. Og vi aner ikke, om vinden blot vil være en håndterbar kuling med forhøjet vandstand eller en stormflodsbringende orkan. Vejrudsigterne tegner dog ikke rart.

Men vi ved, at sommeren kommer. Før eller senere og med solskin og gule marker. Men vi er næppe helt de samme, når de lyse sommernætter rammer os.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside