Bogaktuelle Asta Olivia Nordenhof har skrevet om Scandinavian Star-katastrofen. Eller rettere, hvis man spørger Repliques anmelder, brugt katastrofen som redskab til at formulere en kapitalismekritik og opbygge et politisk babelstårn. Læs Anders Orris’ anmeldelse her.
Asta Olivia Nordenhof er en af vore førende yngre digtere. Tilpas eksperimenterende, tilpas nær nogens virkelighedsopfattelse, tilpas i politisk og tematisk henseende, venstresnoet, naturligvis, og derfor estimeret og prisbelønnet. Det er vist koncentratet af hvad ”man” mener, for i vore dage er redaktørerne ofte sparede væk, det skal jeg vende tilbage til, og med dem røg også år- og håndbøgerne og dermed de afmålte fremstillinger af, hvad ”man” mener. Nu er disse lagt i hænderne på dem der brænder for litteraturen, de får ikke sjældent en projektansættelse oven i hatten. Det var i hvert fald svært for nærværende anmelder at finde en levnedsbeskrivelse af Asta Olivia Nordenhof, uden den var ledsaget af en solid dosis lobhudling.
Nordenhof har udgivet et par genreblandende og -blandede værker, har den svære toer bag sig, underviser på den berygtede forfatterskole og er ikke uden profil i offentligheden. For et par år siden kom hun omtrent i centrum af en offentlig strid, da et såkaldt spillested i København ekskluderede redaktør og pladevender Søren K. Villemoes på grund af dennes politiske synspunkter. Nordenhof kommenterede situationen via et såkaldt socialt medium, nærværende anmelder har megen fornøjelse ud af ikke at anvende, ved at skrive følgende, strø selv et par sic’er ud over teksten:
lol hvad laver i med jeres støtteerklæringer til søren k willemoes? de borgerlige ejer hele verden, undtagen skønheden og festen og fremtiden, vi bestiller næsten ikke andet end at leve med deres aggressioner, lad os da lukke dem ude fra alt hvad vi kan
Dermed turde Nordenhof have positioneret sig selv, måske snarere lukket sig selv inde, men redaktionen bag nærværende tidsskrift lader sig ikke gå på af den slags. Nordenhof har for nylig udgivet en roman, Penge på lommen, første del af en heptalogi med Scandinavian Star-katastrofen i 1990 som bagtæppe, og den er bestemt en anmeldelse værd.
En politisk forfatter
I forbindelse med romanens udgivelse har Nordenhof gjort det ekstraklart, at hun regner sig selv for en politisk forfatter – født politisk har hun benævnt sig i en fjernsynsudsendelse – og i forlængelse heraf præciseret, at Penge på lommen har kapitalismen som den hovedanklagede. Mere om dette senere, men det er værd at notere sig, at Nordenhof dog har så megen privatøkonomisk sans, at hun sørger for at få romanen udgivet op til trediveårsdagen for Scandinavian Star-katastrofen. Det vil nok lune på Asta Olivia Nordenhofs private bundlinje.
Nuvel, vi skal jo alle leve. Penge på lommen er en roman med to spor. Et fortællerspor, der driver handlingen fremad og dertil rummer nogle overordnede overvejelser om Scandinavian Star-katastrofen, og så et spor med karakterskildringer. Disse centrerer om det midaldrende par, Maggie og Kurt, deres beskadigede liv i perioden op til katastrofen og dertil fortalt i tilbageblik. Romanen har ingen egentlig handling, om man så må sige, men har sansningen og situationen, det antydende, som de væsentligste virkemidler.
Der er ingen tvivl om, at Nordenhofs primære litterære teknik består i fremkaldelsen af billeder. Romanen er sansemættet, og virkningen skal gerne være dobbeltrettet. Dels er Nordenhof medlevende, både som fortællerske, men også som åbenbar videreformidler af sine sanseindtryk; dels skal det skrevne i romanen følgerigtigt gerne fremkalde billeder på læserens nethinde. I klart sprog er romanen ikke just teksttung, men netop sansemættet. Nordenhof forestiller sig noget og skriver om det, så at sige.
Denne vekselvirkning er en blandet fornøjelse. Pletvis fungerer den fortrinligt, eksempelvis når Nordenhof skriver som her, ”det er ved hjertets indsats, ved en usigelig viden om hvor han hører til, at han finder sengen, og med en langsom, næsten blodtung ide om, at han er Kurt, falder han ind i den larmende søvn, der vækker Maggie”, andetsteds er Nordenhof skarp til at digte analogier om celledeling og kræft, tilsvarende om bevægelser i luften og menneskers beslægtede genkendelsesevne, men det forbliver undtagelsen mere end reglen. Nordenhofs stil er ofte kunstlet.
Skønlitteratur er ganske vist underlagt friere former, men hvis Nordenhofs virkemidler skal gøre bedre indtryk, vil hun være godt tjent med at se sit sprog ekstra efter i sømmene. Jeg tror, men ved det ikke, at mange præges af tidens massive engelsksprogede kulturpåvirkning. Udtryk som en generøs side i stedet for sin generøse side, kan ende i stedet for kan gøre en ende på, med flere, hidrører formentlig fra denne påvirkning. Forskellen på at bære sig ad, noget man gør, når man evner noget, og at te sig, noget man gør, når man forstiller sig, er ikke kontrolleret, ligeledes ikke forskellen på at be- og tilkomme. Det er noget sjusk – og slører Nordenhofs tilsigtede virkemidler.
Ideologisk programlitteratur
Asta Olivia Nordenhof vil muligvis ikke bryde sig om det, men det er nærliggende at hæfte etiketten problemlitteratur på Penge på lommen. Der findes vel to definitioner af dette begreb. En snæver, der blot indebærer at litteraturen sætter samfundsrelevante problemer til debat, samt en bredere, der mere nøjagtigt lader disse problemer indeholde tilværelsens ubetingede skyggesider, det være sig ulykker, forbrydelser, skørlevned og/eller mistrivsel.
Uanset hvilken definition man anvender, er det værd at dvæle et øjeblik ved Nordenhofs grundlæggende konfliktforståelse. Det gælder overvejelser om faktorernes orden. Forstår man en overordnet, kollektiv konflikt først og private konflikter ud fra denne, eller forstår man private konflikter først og en overordnet, kollektiv konflikt ud fra disse? Det er en betragtelsesmåde, ret beset dikotomi, det er værd at tænke over, og nærværende anmeldelse skal ikke udfolde disse overvejelser in extenso, blot foreløbig konstatere, at litteratur, der forstår private konflikter først og en overordnet, kollektiv konflikt herefter er mest vedkommende og nærværende. På dette punkt kan man være uenig med nærværende anmelder, men det forbliver præmissen her.
Den anden form for konfliktforståelse, repetition, en overordnet, kollektiv konflikt først og private konflikter herefter, resulterer oftest i ideologisk programmatik, for hvilken menneskelivet er et objekt. Det lader sig dokumentere ved hjælp af Penge på lommen.
”Kapitalismen er en massakre”
Det fremgår nemlig tydeligt, at Nordenhof har ladet en vag idé om en kollektiv konflikt – primært kapitalismen, men sekundært en dyb fremmedgørelse og tilmed kønsstereotyper – sætte rammerne for nogle løst blandede individuelle konflikter, i praksis tavshed, kønsløshed, partnervold og prostitution. Det er svært at se det vedkommende ved nogle af valgene.
De individuelle konflikter forbliver for det første underligt uforløste i Penge på lommen. Romanens karakterer taler ikke meget sammen, ret beset omgås de ikke hinanden, og derfor bliver disse konflikter i stedet til knugende sten ved hjertet. Det er nærliggende at mistænke, at de valgte konflikter, herunder det noget besynderlige aspekt om mandlig prostitution i verdens mest generøse velfærdsstat (nærværende anmelder er naturligvis ikke så bornert så han benægter noget sådant kan forekomme), blot er en slags rekvisitter; som en række moderne rædselskunstværker, opstillede snorlige til beskuelse i en hal med hvide vægge og belysning fra lysstofrør. Nordenhof mener sikkert det er gjort med, at hun offentligt har proklameret sin personlige forbindelse til og erfaring med de skitserede tematikker fra et beskadiget liv, og så må de derfor være af vedkommende karakter. Det er ikke tilfældet.
Hvad de kollektive konflikter angår, må Nordenhof basere sig på overfladiske studier af kapitalismen i håndevendingsbestemt form. De kunne nemt tænkes at være studier af tidens førende salonsocialist Thomas Piketty, der som enhver af den type er patologisk optaget af de rige som plyndringssubjekter og de fattige som objekter for ideologisk-statistisk omsorg, og derfor ender det aspekt af Penge på lommen som noget lignende afskrift af en resolution fra Venstresocialisternes kongres i Albertslund i 1981. Kap’talismen bliver til et samlebegreb for alt det man ikke kan lide, men Nordenhof har mere at byde på i afdelingen for proklamationer på tilbud: ”kapitalismen er en massakre”, den er ansvarlig for selve kærlighedens uendelige tomhed, en medvirkende årsag til Scandinavian Star-katastrofen, ansvarlig for børns død i den tredje verden og meget andet floromvundet. Hvis det er de almenmenneskelige årsagsforklaringer, Nordenhof kan mobilisere, kan det ikke undre at det kniber med få karakterer til at omgås hinanden vedkommende i en roman.
Et politisk babelstårn
På falderebet skal der afgives to yderligere bemærkninger om Penge på lommen. Den ene er på sin vis en fortsættelse af ovenstående, for det er påfaldende at Nordenhof, givetvis i sin iver efter at give romanen samtidskolorit, gengiver en af hovedpersonernes avis-iagttagelse af en demonstrerende polsk mand som kilde til en form for bevidstgørelse. Husk på vi befinder os sidst i firserne. Brød og frihed står der på mandens skilt. Jovist, det lyder smukt, paroler med hattedameappel, men Nordenhof har måske ikke tænkt over, at hin demonstrerende polak demonstrerede mod et nominelt stærkt anti-kapitalistisk styre og med stor sikkerhed for markedsøkonomi, privat ejendomsret og næringsfrihed?
Nordenhof selv kredser mest om det, men eksempelvis Dagbladets Informations heppende anmelder, Tue Andersen Nexø, i øvrigt oldebarn af stalinistforfatteren, tøver ikke med at flette distancerende betegnelser som ”vores nuværende samfundsorden” og den ”nuværende økonomiske orden” ind i sin på alle måder begejstrede anmeldelse. Der spekuleres altså i håndfaste alternativer, og sådanne er der heldigvis i den nugældende, grundlovssikrede statsform, men lad os da høre mere om dem. Jeg gætter på de minder om de tanker, bogstavsvenstrefløjen diverterede med i en fjern politisk fortid. Ud med kap’talismen, mennesker før profit, afrust vort land, nationalisér, bolighajer, tempoopskruning, centralkomitéen, erklæring, moderklæring, kontramoderklæring. Vejen ønskes banet for kommissærer, ekspropriationer, folkets ejendom, udpegning af de kontrarevolutionære. Togvognenes gungren høres i det fjerne, når de ideologiske fantaster teatertordner fra arbejdsværelserne, universitetskontorerne og kongresserne.
Til sidst skal der rettes endnu en anklagende pegefinger. Nordenhof har så vidt vides villet skrive en roman med Scandinavian Star-katastrofen som bagtæppe. Dette proklameres endog på forsiden af Penge på lommen. Som nævnt udkommer romanen i forbindelse med trediveårsdagen. Som underbygning af det førnævnte om karakterskildringen, spidsformuleret kunne etiketten menneskekundskab anvendes, er det værd at nævne at både katastrofen og menneskene tilknyttet den på det nærmeste er fraværende. Nordenhof har anvendt katastrofen, dels som rekvisit, det afsløres blandt andet ved at hun ikke kan kende forskel på Storebælt og Øresund, ikke ved hvor Vognmandsruten sejlede og hvor DSB havde monopol på trafikken, dels som fingernem og kalkuleret løftestang for en politisk motiveret kritik af kap’talismen. I andre sammenhænge ville man nok kalde dette for instrumentalisering, forstået på den måde, at Nordenhof ikke har skrevet om Scandinavian Star-katastrofen for at forstå den og de menneskelige konsekvenser den har ført til, men snarere for at opstable et politisk babelstårn. Nordenhof vil givetvis, når hun i overført betydning står på en ølkasse og råber til ofrene for katastrofen om, at en overordnet, samfundsmæssig konflikt er skyld i al deres lidelse, få de fleste af ofrene til at se den anden vej, udvandre eller blive mødt af krav om, at de ansvarlige straffes efter sædvanebaseret rettergang, helt uagtet Nordenhofs private politiske dagsorden. Sådan reagerer folkelig snusfornuft forhåbentlig mod arbejdsværelse-revolutionære med en skjult dagsorden.
Kravet om placeringen af et ansvar for Scandinavian Star-katastrofen er særdeles rimeligt, og om forudsætningerne for dette kan man for tiden bliver klogere ved at se den fremragende dokumentarserie, Danmarks Radio viser. Den afslører blandt andet, at nok havde skumle bagmænd med stor sikkerhed økonomiske motiver, men en række graverende myndighedsfejl og en masse mennesker der blot trak på skuldrene havde også en finger med i spillet. I klart sprog kunne nogen have forhindret katastrofen ved at gøre noget. En række, væsensforskellige private konflikter forhindrede dem i at gøre dette. Dem må vi forsøge at forstå, for at kunne forstå hvorfor Scandinavian Star-katastrofen skete – og for at forhindre noget lignende sker igen.
Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen. Forlaget Basilisk, 2020.
