Humanismens kollaps: Mellem oplysning og romantik

Thomas Mann

Thomas Manns forfatterskab er en fortælling om striden mellem oplysning og romantik, mellem fornuft og ånd. I en tid, hvor opslutningen om det liberale demokrati er vigende, er Manns forfatterskab ifølge Repliques skribent en nuanceret belysning af Vestens udvikling, til inspiration såvel som advarsel. Det irrationelle hører nemlig ikke fortiden til, men mennesket til.

Af Frederik Thomsen

Den tyske forfatter Thomas Mann (1875-1955) debuterede på tærsklen af det 20. århundrede, hvis ideologiske brydninger og brutale samfundsomvæltninger blev formative for hans litterære produktion, der med sin umiskendelig kvalitet, filosofiske dybde og almenmenneskelige refleksioner stadig forekommer relevant i dag.

Manns komplekse forfatterskab kan overordnet læses som en nuanceret refleksion over konflikten mellem oplysningsprojektets etiske såvel som rationalistiske afretning af verden, og alt det, som i form af en række romantiske indvendinger udgrænses af denne regulative fremskridtsideologis empiriske tilgang til livet og samfundet. Forfatterskabet tematiserer derved en række grundkonflikter i den menneskelige eksistens, der begrebsligt kan sammenfattes i en dualistisk modstilling mellem fænomener som natur/ånd, etik/æstetik og hans klassiske distinktion mellem kultur og civilisation. En distinktion, hvor kultur omfatter et naturgroet, før-politisk og deterministisk koncept baseret på en åndelige organisering af verden, imens civilisation forbindes med oplysningens abstrakte idealer, politisering, teknik og materialisme.

Humanismens sammenbrud

Mann levede og skrev i en ideologisk brydningstid, hvis eksalterede dyrkelse af lyst, mystik og spænding stod i et intimt forhold til det affekterede og yderligtgående politiske miljø, som kendetegnede Tyskland i første halvdel af det tyvende århundrede. Et Tyskland, hvor de irrationelle urkræfter, der udgør en afgørende komponent i forfatterskabets antropologiske syn på mennesket, flere gange brød igennem civilisationens tynde fernis og nedbrød den borgerlige orden til fordel for nye kulturelle og politiske manifestationer. En kulturel dialektik, der ultimativt manifesterede sig i nazismens revolutionære obskurantisme og orgiastiske fornægtelse af Vesterlandets civilisatoriske holdepunkter.

Den borgerlige humanismes sammenbrud er også et gennemgående tema i store dele af Manns forfatterskab, hvor oplysningens verden af pligt, moral og fornuft bringes til fald af de kræfter i mennesket, der udgør en integreret del af vores mangefacetterede følelsesliv, men som ikke lader sig bemestre af fornuften eller kan artikuleres inden for de borgerlige dyders raffinerede vokabular. Med inspiration fra den treenighed af beslægtede ånder, som i form af Schopenhauer, Wagner og Nietzsche udgjorde Manns filosofiske læremestre, opfattede han i forlængelse heraf ikke mennesket som udpræget fornuftsstyret, men derimod som værende underlagt dybe irrationelle kræfter, og hans komplekse forfatterskab kan derfor læses som en diskussion af civilisationens og humanismens grundlæggende mulighedsbetingelser.

I hans bøger strides distinkte åndelige positioner fra 1. halvdel af det tyvende århundredes europæiske historie, der hver især indfanger dele af menneskelivet, men som ligeledes fortrænger andre og derigennem rummer kimen til nedbrydningen af verdens humanisering. En humanisering, som i dag kan oversættes til det liberale, oplysningsfunderede og kosmopolitisk indstillede demokrati, som i årevis er blevet udfordret af de før-politiske og fællesskabs-etablerende grundfortællinger, der som affektive indvendinger mod det civilisationsbårne Europa atter er blevet en politisk faktor i Vesten.

I en tid, hvor civilisationstanken igen fremstår udmattet og blottet for vitalitet, som følge af en vigende tilslutning til det liberale paradigmes politiske idékompleks, og en spirende kulturel selvhævdelse samt en udbredt hjemfalden til nationalistisk mytologi atter har fået blusset under historiens kedler til at flamme op på bekostning af Vestens ideologiske sammenhængskraft, kan Manns psykologiske indsigter vedrørende mennesket og dets irrationelle skyggesider kaste et nuanceret lys over det europæiske kontinents udvikling såvel som farer, ligesom det kan bidrage til at aftegne konturerne af en mere bæredygtig forestilling om kultur og samfund.

Romantisk kulturkonservatisme

Mann var i høj grad rundet af Tysklands litteraturhistoriske romantik og en hovmodig forestilling om den tyske kulturs særlige åndfuldhed og overlegne dybde set i relation til den anglo-franske idéverdens egalitære oplysningshumanisme. I opposition til sidstnævnte inkarnerede den højborgerlige tyske kultur – der havde opfostret åndrige skikkelser som Goethe og Beethoven – ifølge Mann en sværmerisk inderlighed og romantik, som modsat den rent fornuftsmæssige verdensbetragtning var nært forbundet med livets egentlige kilder – det musiske, mytiske og irrationelle. I sin berømte tale ”Tyskland og Tyskerne” (1945) udlægger han Tysklands dunkle kultur og urgamle særegenhed som en mytisk opstand mod den liberale ånds idealistisk verdensbesmykkelse, og forbinder således den tyske kultur med en romantisk kontrarevolution vendt mod oplysningens filosofiske intellektualisme og rationalisme.

Bekendelsen til denne romantisk ladede kulturkonservatisme, der primært karakteriserede den yngre Mann, kommer især til udtryk i hans polemiske stridsskrift Et upolitisk menneskes betragtninger (1918), hvor han gør den såkaldte civilisationslitterat (kalkeret over hans storebror Heinrich Mann) til afsæt for en bagudvendt gendrivelse af den litterære fremskridtoptimismes bekendelse til oplysningen og demokratiets velsignelser. I bogens sondring mellem socialitetens kulturelle og demokratiske form hævder Mann det upolitiske-aristokratiske begreb kultur over for den frankofile oplysningstraditions romerske unionsidé, og vender sig imod den humanitære-fremskridtsoptimistiske forherligelse af civilisationens demokratisk-sociale verden.

En verden, der betragtes som fremmed for den tyske ånd og blandt andet gøres synonym med sjælelig fornedrelse og befolkningens udspaltning i politisk-økonomiske interesseforbund. I solidaritet med sit krigsforherligende fædreland forsvarer Mann således den ”musiske” tyske kultur, ligesom han undervejs i bogens patosladede defensorat for Det Vilhelminske Kejserrige ophøjer den nationale egenarts substantielle væren overfor de liberale oplysningsidealers abstrakte intethed og kosmopolitiske selvafhændelse.

Fra 1920ernes begyndelse frasagde Mann sig imidlertid de politiske implikationer af denne historisk udhulede position til fordel for en fuldtonet hengivelse til Weimarrepublikkens skrøbelige demokrati. I sine politiske tekster afsvor Mann således den åndshistoriske romantik, der havde forlenet den europæiske kultur og tænkning med så meget dybde, men som uden korrigerende belæring fra den demokratiske humanisme kunne degenerere til en kollektivistisk irrationalisme og kultisk-barbarisk rus.

Hans litterære produktion fremstår imidlertid mere tvetydig i sin udpensling af de eksistentielle brydninger mellem den fremskridtsvenlige, borgerlige ideologi og de elementære livskræfters uborgerlige, irrationelle og dionysisk grænseopløsende natur. Her fastholdes Manns fascination af det natlige moderrige i form af kærligheden til det upolitiske, fortidige og irrationelle, imens han afsøger en mere dyb forståelse af menneskenaturen og livets tragik. En forståelse, som har blik for det fornuftsstridige følelsesliv, der som en irrationel understrøm løber under den borgerlige humanismes overflade, hvilket litterært kommer til udtryk i bestræbelsen på at formulere en ny humanitet, en syntese af fornuft og irrationalitet, oplysning og romantik.

Borgerlighedens (for)fald

Manns første store roman Buddenbrooks (1901) omhandler en købmandsslægts økonomiske såvel som menneskelige forfald igennem fire generationer i 1800-tallets Lübeck. Et forfald, som samtidig inkarnerer den borgerlige kulturs sammenbrud, og dermed undergangen for den europæiske oplysnings normative civilisationsbegreb og liberale idealisme, hvis daværende tiltro til det ubrudte fremskridt set i relation til videnskab, teknik og samfundsmæssig humanisering fornemt skildres i Stefan Zweigs mesterværk Verden af i går (1941).

Buddenbrook-slægtens succes hviler på det borgerlige værdigrundlags fusion af dannelse, kapitalistisk fornuft og pligtskyldig moral, hvor sidstnævnte kondenserer et etisk imperativ om selvbeherskelse til fordel for en nidkær omsorg for samfundet og kulturens vækst. I sin tale Lübeck som åndelige livsform udfolder Mann det etiske som ”den sans for livspligter, uden hvilken driften til at yde, til det produktive bidrag til livet og udviklingen, overhovedet mangler”.

Den borgerlige etiks dyder om mådehold, produktivitet og skabende fornuft har imidlertid ikke blik for de vellystige impulser, der i form af romantikkens sanselighed og lidenskabelige lyst er nedfældet i den menneskelige natur, og som afslutningsvis nedbryder det gamle handelshus – symbolet på den borgerlige orden.

I romanen udspiller denne kamp sig blandt andet imellem det velrenommerede handelshus arving Thomas og hans ekspapistiske lillebror Christian, som uden skelen til den etiske pligt hengiver sig til det dionysiske livsbegærs frisættelse fra den lidenskabsløse moral selvplageriske etikette, og derved legemliggør den dekadente æstetiks underminering af det praktisk materialistiske livssyn. Christian inkarnerer således det fald fra moral til lyst, der markerer enden på 1800-tallets opbyggelige og fremskridtsoptimistiske humanisme.

Buddenbrook synes på denne baggrund forbundet med Freuds dybdepsykologiske forestilling om civilisationens knægtelse af menneskets driftsnatur, der menes at returnere i fordækte former, og som efter romanens udgivelse vandt frem i skikkelse af 1. verdenskrig, der som den empiriske manifestation af en ophobet længsel efter æstetisk forløsning inkarnerede de løsslupne instinkters triumferen. Buddenbrook kan ligeledes læses som en profetisk forudsigelse af det civilisationskritiske opgør med modernitetens sanering af livet, der formede Weimarrepublikkens eksalterede kulturliv.

Et revolutionært kulturliv, hvor ekspressionismens og surrealismens abstrakte formsprog påkaldte sig Nietzsches æstetiske retfærdiggørelse af verden, og militante bevægelser – i opposition til den mekaniske tidsånds rationelle kontrolsystemer – hævdede den livskraftige vitalismes frembrud af mystik, udsvævende forlystelse og rabiate politiske ideologier. I lighed med den litterære modernismes typiske reaktion på modernitetens nye sociokulturelle rum blev Weimarrepublikkens kulturliv således formet af en radikal antiborgerlighed, der subsumerede tabet af transcendent erfaring via en irrationalistisk ”genfortryllelse” af tilværelsen, hvis æstetiske revolte mod den sjælløse og kulturelt destruktive borgersjæl ophøjede rusen, lidenskaben og den spekulative metafysik til det tyske samfunds formende principper.

Pessimistisk humanisme

Manns roman Trolddomsbjerget omhandler derimod den unge Hans Castorp, der i årene forud for 1. verdenskrig aflægger sin fætter et besøg på et mondænt lungesanatorium i de Schweiziske alper, som huser et lærd persongalleri af åndelige bejlere til hans (Tysklands) sjæl. Hver især gestalter de distinkte filosofiske positioner, som udmaler den europæiske kulturs indre spændinger og i al deres kompleksitet både rummer elementer af en sand humanitet såvel som kimen til dens modsætning.

Den italienske litterat Ludovico Settembrini inkarnerer f.eks. civilisationstanken og den borgerlige humanisme, idet han forfægter intellektets oprør mod naturen og indædt propaganderer for fornuftens almagt og menneskehedens stadige selvfuldkommengørelse. Som en karikeret repræsentant for oplysningens liberale-fremskridtsideologi forfalder Settembrinis åndelige saneringsprojekt imidlertid ofte til sentimentale såvel som inkonsistente floskler, på behørig afstand af livet og menneskets konkrete erfaringsverden.

Settembrinis åndelige modpol, den jesuitiske og radikalkonservative munk Leo Naphta, legemliggør derimod en revolutionær fusion af middelalderlig mytologi, kristen/jødisk teologi og kommunistisk tankegods. Med sine mytiske spekulationer forankrer Naphta det menneskelige i den transcendente binding til en evig metafysisk orden, der som en overindividuel idé konstituerer livets grundlag. Naphta fornægter således alt det, som modarbejder menneskets fælles og ikke-individualiserede åndelighed, og materialiserer sin asketiske filosofi i visionen om et klasseløst gudsrige, der som ophøjet idé kan udgøre rammen om det afmægtige individs underkastelse.

I romanen møder vi endvidere Castorps store kærlighed, russerinden Claudia Chauchat, der med sin vellystige vitalisme repræsenterer et livsfilosofisk opgør med fornuftens tyranni, og i lighed med Nietzsches afvisning af enhver viljefortærende metafysik lader det gode stå til regnskab for livets tribunal. På sanatoriet udlever Chauchat en hedonistisk såvel som retningsløs tilværelse formet efter lystens umiddelbare tilskyndelser, hvorved hun legemliggør det dionysiske princip overfor den etiske Settembrinis apolloniske vilje til form.

En ny midte

Disse åndelige positioner brydes igen og igen indtil Castorp via to drømmesyn under en hallucinatorisk snevandring aftegner konturerne af en medierende helhedstænkning, som i form af en romantisk oplyst humanisme fusionerer oplysningstænkningen med erkendelsen af livets dæmoniske grundvilkår. En humanisme, der – uden at indrømme dem magt over sine handlinger – integrerer de ubevidste driftsmagter i en afbalanceret syntese, og i sammenkædningen af de kontradiktoriske begreber humanisme og pessimisme forsørger at overvinde menneskehedens etisk-antropologiske problem.

Mod slutningen af den næsten 1000 sider lange roman introduceres vi desuden for den hollandske plantageejer Mynheer Peeperkorn, som via sin mådeholdne vitalisme, balancerende mellem sanselighedens dekadente impulser og den civilisatoriske etiks livsstridige selvovervindelse, kan forstås som et led i Manns bestræbelse på at udforme dette nye humanistiske princip. En ny midte, baseret på en dialektisk forsoning af urtilstandens dionysiske kaos og det apollinske princips grænsesættende fornuft.

Trolddomsbjerget kan i forlængelse heraf læses som et mere eller mindre vellykket forsøg på at udvikle en ny humanismekonception, funderet på en harmonisk afbalancering af den begrebslige bipolaritet, der i form af det mannske univers’ arketypiske dualismer udfoldes i romanens lidenskabelige disputter mellem Hans Castorps åndelige mentorer.

Trolddomsbjerget udgør således en art mellemstation forud for den eksilerede Manns endelige opgør (og selvopgør) med den tyske ånd og de politisk betændte udstrømningers perverterede romantik i Dr. Faustus’ (1947) nådesløse diagnosticering af den dæmonbesatte nations barbariske deroute. En ånd, der havde ladet sig forkvakle og nedværdige til et sørgeligt masseniveau, et Hitlers niveau, som han skriver i essayet ”Broder Hitler” fra 1939.

Tyske undergangstoner

Thomas Manns sene mesterværk Dr. Faustus omhandler komponisten Adrian Leverkühn, som sælger sin sjæl til djævlen med henblik på at frigøre sig fra tidens kunstneriske sterilitet og forløse sit geni gennem 24 års overmenneskelig skaberkraft. Leverkühns djævleforskrivelse skal læses som en analogi over Nazitysklands skæbne, og romanen udgør således et åndshistorisk epos over Tyskland undergang i første halvdel af det tyvende århundrede. Leverkühns biografi nedfældes af hans ven, den humanistiske filolog Serenus Zeitblom, som parallelt med udviklingen af Leverkühns kompositoriske gennembrud – Arnold Schønbergs tolvtoneteknik – beskriver Tysklands retrograde bevægelse fra oplysningshumanismens normative kategorier ind i den overdrevne romantiks mytiske forestillingsverden.

Gennem musikken søger Leverkühn med djævlens hjælp at gestalte en kunstnerisk modverden til den overfladiske modernitet. En ny tysk mytologi, der hinsides civilisationsprojektets lænker kan forløse folkefællesskabets latente længsel efter udfrielse. Som en antipode til Beethovens niende symfoni udforsker han verden i al dens mytiske dybde, idet han afsøger det elementære og historisk forgangne med henblik på at revitalisere det af udviklingen marginaliserede i sin stræben efter at fremmane en ny og mystificeret åndelige horisont.

Ved at hente sine fortællinger i en præmoderne og middelalderlig forestillingsverden begrebsliggør Leverkühns musikalske formsprog den komplicerede relation mellem politik og kultur, der karakteriserede den tyske nations romantiske inderlighed, og som i mellemkrigstidens instrumentaliserede form udmundede i den nazistiske folkerus’ barbariske dementering af civilisationsprojektet. Dr. Faustus skildrer således, hvordan den stolte kulturnations musikalske sjæl og dennes spekulative samt mytiske forhold til verden kostede dyrt i den politiske og det menneskelige samlivs sfære.

Leverkühns teologisk-mytiske dyrkelse af det præmoderne udspiller sig i romanen parallelt med livsfilosofiens udbredelse, og denne forening af Luther og Nietzsche, teologi og vitalisme, fusionerer undervejs i en regressiv og anti-civilisatorisk æstetisering af de politiske og moralske forhold på bekostning af den kollektive omsorg for livets udvikling og moralske højnelse (jf. Manns beskrivelse af den borgerlige etik i Lübeck som åndelige livsform”). Denne retrograde bevægelse bag om civilisationsprojektet udmaler romanen især via beskrivelsen af den kulturkritiske ”Kridwiss kreds”, der udgør en revolutionær-konservativ avantgarde skåret over filosoffer som Oswald Spengler og den marxistisk inspirerede fascismesympatisør Georges Sorel.

Blandt denne kreds af intellektuelle dyrkes livets urkræfter i et sammensurium af cyklisk historieforståelse, økonomisk socialisme og nationalstatslig folkelighed, imens myten – på bekostning af den parlamentariske diskussion – ophøjes som middel til politisk viljedannelse i massernes tidsalder. Kridwiss kredsen, hvis outrerede romantikere mødes i München, datidens epicenter for antirationalistisk agitation, inkarner derved et analogt slægtskabsforhold til Leverkühns kunstneriske tilblivelsesproces såvel som de åndelige forudsætninger for nationalsocialismens fremvækst i mellemkrigstidens Tyskland.

Dr. Faustus skildrer således en nation, der som følge af en romantisk splittelse mellem det indre og ydre (følelse og intellekt) henter inspiration til sin egen videre udvikling ved at gribe tilbage til et før-civilisatorisk stade og vende sig imod civilisationens moralske greb om livet samt den beslægtede fornufttros mekanistisk ideologiske verdensanskuelse. Et re-mytologiseringsprojekt, hvis åndelige bagstræb, eksistentielle dramatik og højspændte bekendelse til folkefællesskabets mytiske fiktioner udstiller de grundmagter, der i form af menneskelivets irrationelle drivkræfter slumrer under civilisationens fernisbeklædte overflade.

Mann og tidens kulturpolitiske konflikter

Thomas Manns romaner er interessante fordi de kondenserer mange af de værdipolitiske og kulturelle strømninger, der i form af en række dybereliggende konstanter strukturerer de åndelige skillelinjer i Europas historiske såvel som aktuelle kulturkampe. Tiden er en anden i dag end da Mann udøvede sit litterære virke, men der synes alligevel at herske en vis transhistorisk affinitet imellem datidens og nutidens kulturpolitiske konflikter, der overordnet kan sammenfattes i den veritable kamp mellem oplysning og romantik, som uddestilleres i Manns komplekse værker, herunder kampen mellem dem der ønsker at strukturere fællesskabet ud fra liberaldemokratiske principper, og dem som ønsker at genindlejre mennesket i kollektive og identitetsafstivende rammer baseret på før-politiske grundfortællinger om det sproglige, historiske og traditionsbårne fællesskab.

Mellem fortalerne for det overnationale demokrati og dem som ønsker at reducere EU og globaliseringens nedbrydning af økonomiske, kulturelle og værdipolitiske skillelinjer til fordel for bevarelsen af en nationalstatslig og kulturelt defineret ramme om det politiske fællesskab. Mellem kulturens organiske samt naturgroede sammenhold og civilisations abstrakte såvel som ”kunstigt” konstruerede organisering af samfundets sociale relationer.

I denne vedvarende konflikt kan Manns romantisk oplyste humanismekonstruktion være en påmindelse om spændingen mellem følelses- og forstandssiden i mennesket. En påmindelse om, at det kulturelt ”syge” ikke blot kan udskilles fra det kulturelt ”sunde”, hvorfor den levedygtige humanisme må indoptage dybderne af den menneskelige natur i sin udformning af samfundet. Den liberale orden skal med andre ord have det indre med sig for at have fremtiden for sig, hvorfor det kan være nødvendigt at mediere mellem de forskellige kræfter i mennesket for at udvikle en bæredygtig humanitet. Menneskelivet kan altså ikke reduceres til et spørgsmål om økonomi, moral og samfund, men er også bærer af konservative affekter og irrationelle drifter, der på godt og ondt virker i sindets kringelkroge.

Oplysningens selvoplysning

Romantikken kan i den forbindelse tjene som oplysningens selvoplysning, og belyse de områder fornuftens herredømme har efterladt i skyggen, da indsigten i det mørke, som skal integreres og domesticeres for at inddæmme politisk ekstremisme, kan føre til en højere form for sundhed. Manns forfatterskab indgyder således til dialog med den liberale humanismes blinde pletter for at aftvinge de romantiske indvendinger mod den liberale epoke deres humaniserende potentialer. Schopenhauer var måske Manns filosofiske præmis, men ikke hans fatalistiske konklusion, da viljen nok går forud for forestillingen, men man alligevel skal hæve sig fra de elementære dybder i en bestandig stræben mod lyset.

Dette er stadig relevant i dag, hvor fremskridt og modernisering i flere tilfælde er et ambivalent foretagende formet efter en gold teknokratisk fornuft. Her kan det mannske univers’ kulturkonservative rationalitetskritik – foruden forfatterens egen harme over åndens knæfald for den nøgne materielle interesse – fx udgøre et relevant korrektiv til den fremherskende nyttemorals kvantificerede kriterier for udvikling samt filistrøse mangel på åndelig og æstetisk fordybelse.

Men den centrale pointe fra ovenstående udlægning af Manns politiske udvikling og romaner er imidlertid den, at mellemkrigstidens revolutionært konservative idéunivers nok var det liberale demokrati moralsk underlegent, men at det rummede en dybere indsigt i menneskesindets nedre lag end den fremskridtsvenlige borgerlige ideologi. På denne baggrund kan man meningsfuldt skelne mellem den reaktionære radikalkonservatismes ideologiske standpunkt og psykologiske indsigter, da mennesket ikke kun er et fornuftsvæsen hos Mann, men derimod underlagt en elementær driftsnatur, hvis dæmoniske regimente ikke blot lader sig ophæve igennem kunstens dybdepsykologiske introspektion som i den danske 60’er-modernismes kulturradikale forløsningslære.

Psykologisk realisme

Spørgsmålet bliver i den forbindelse, hvorledes denne indsigt i menneskets underliggende sjæleliv skal forvaltes i vores samtids politiske formning af det moderne og globale grundvilkår? I en tid præget af store økonomiske, kulturelle og geopolitiske udfordringer kan globalismens praktisering af det liberale projekt nemlig tendere mod at blive for idealistisk, hvis man uden skelen til diverse psykologiske affekter udgrænser menneskets irrationelle følelseskerne i al dens mytisk-spirituelle uforståelighed.

Det kan i den forbindelse være relevant at besinde sig på en psykologisk realisme, der betragter mennesket som værende indlejret i en kulturel og åndshistorisk sammenhæng, en art dybdedimension og historisk betinget fælleslighed, snarere end et fritsvævende atom i et identitets- og erindringsløst samfund. En realisme, der i form af en kulturel selvbesindelse kan modificere tidens postmoderne bestræbelse på at udhule de organisk-mytebårne helheder, som udgør folkefællesskabets marv, og med respekt for samfundets dybder, den kultur- og åndshistoriske ballast, anerkender den poetisk-emotionelle sans for tid og sted.

Uden at forfalde til en regressiv og chauvinistisk genindlejring af individet i en atavistisk kollektiv identitet eller præmoderne tradition kan det med andre ord være nødvendigt at anerkende fornuftens grænser, og ikke bortretouchere alle emotionelle tilknytninger og symboler for følelsen i et endimensionelt fokus på begreberne for forstanden. Når intellektet løsrives fra følelsen til fordel for en republikansk udrensning af kultur og identitet – samfundets mytologiske sokkel – risikerer man endvidere at underminere centrale komponenter i opretholdelsen af levedygtig tillidskulturer og sociale loyalitetssfærer af gensidigt forpligtede samfundsborgere til fordel for en hyper-liberalisme, hvor mennesket – uden skelen til dettes dybere behov – kun er til som et rets-subjekt i forhold til statsmagten og interessesubjekt i forhold til markedet.

Det irrationelle hører mennesket til

Kulturen bør aldrig være etnisk defineret eller udgøre fællesskabets bærende kilde, men samfundet kan, som supplement til forfatningens abstrakte principper, også hente sine humanistisk-demokratiske ressourcer i det før-politiske rum, som ligger udenfor oplysningens rationelle sfære. Udgrænses den eksistentielle og relationelle indlejrings-dimension fuldstændigt af en ensidigt fornuftstyret modernitet, risikerer man, at menneskets ikke-materielle længsler deponeres i højreradikalismens fremadstormende bevægelser. Et irrationalistisk sammenbrud fremkaldt af en oplysningshovmodig rationalisme og perfektionerende idealismes åndelige sanering af mennesket.

Den pessimistiske humanisme i Manns forfatterskab minder os således om, at man ikke kan afskaffe det slette i det godes navn, men derimod bør indrette os under hensyn til dettes permanente eksistens. Ved at erkende menneskets natside banes vejen for en kultivering heraf, så de dunkle og irrationelle områder i sindet – som ikke lader sig ophæve af lyset og tanken – ikke eskalerer, men derimod lader sig humanisere uden at den menneskelige natur nødvendigvis civiliseres bort.

De reaktionære argumenter mod den vestlige kultur skal med andre ord sættes i oplysningens tjeneste, som den tyske filosof og indædte kulturpessimist Theodor Adorno programmatisk formulerede det i sin aforisme-samling Minimia Moralia (1951). For som Villy Sørensen påpegede i forbindelse med sin takketale for Henrik Steffens-prisen i 1974, hører det irrationelle ikke fortiden til, men mennesket til.

Frederik Thomsen er cand.soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune.