Opera: Lohengrin i Prag (2020)

Ligesom Tryllefløjten havde også Lohengrin sin første opførelse i Prag på det føromtalte Nostitzsches Nationaltheater, der dog ved Prag-premieren på Wagners mesterværk i 1856 havde fået navnet Deutsches Landestheater. Men det er på Nationalteatrets egentlige hovedscene, at man også i år har kunne opleve noget af det bedste opera i Europa inden for det tyske repertoire.

Nationalteatret i Prag, Národní divadlo. Foto fra Nationalteatrets hjemmeside.

Den historicistiske bygning fra 1883 passer vel også bedre til den idealiserede fortid, Wagners værk hensætter tilskuerne i godt hjulpet godt på vej af sønnesønnen Wolfgangs opsætning fra 1967, hvor vi får riddere sat i scene i en grad der bringer mindelser om Fritz Langs Die Nibelungen fra 1924.

Både hos Lang og Wagner er det dog musikken, der helt fra start suger tilskuerne tilbage til en heroisk fortid, hvor der stadig fandtes prinsesser i nød og ridder i rustning til at komme dem til undsætning: Det begynder allerede i ouverturen, der starter stille, nærmest lidt sart og genert, og siden bygger op til nogle enorme musikalske udladninger. Denne brug af langsomme crescendoer og opbygning af musikalske energier skabt mellem voldsomme, dynamiske udsving går som en rød tråd igennem Lohengrin. Et billigt kneb måske, men virkningen er ubeskrivelig stærk.

https://www.narodni-divadlo.cz/en/show/lohengrin-opera-1520262?t=2020-02-02-17-00
Lohengrin kommer den bedende Elsa til undsætning. Foto: Formentlig P. Borecký og H. Smejkalová.. Fra Nationalteatrets hjemmeside.

Det lyder ellers så uskyldigt til at begynde med, Lohengrins formaning til Elsa om at hun aldrig må spørge, hvem han er, og hvor han kommer fra. Motivet, der ledsager det berømte ”Frageverbot”, er da også næsten til at overhøre, sagte, nærmest hviskende. Men det kommer igen og igen og hjemsøger den stakkels pige med større og større intensitet. Mest markant i slutningen af anden akt, hvor det med øredøvende styrke i de tunge messingblæsere næsten overfalder hende på vej ind i kirken. Hendes sind er ved at blive flået i stykker af den nagende tvivl om den ædle ridders ophav.

Nationalteatrets orkester (og kor) var under Constantin Trinks ledelse fremragende til netop at skabe de dynamiske udsving, der skaber meget af fremdriften i Lohengrin.

I Prag havde man i øvrigt hjulpet de dynamiske effekter lidt ekstra på vej ved at placere et sæt trompeter og basuner i sidelogerne lige ved scenen, så der blæses direkte ud mod publikum, når et klimaks nås. Vi bevæger os bogstavelig talt fra bunden af orkestergraven og op i salen. Det havde man aldrig gjort i Bayreuth. Men Lohengrin er ikke skrevet til Bayreuth, så det går nok.

Netop på grund af den idealiserede middelalder i musik og scenografi står Lohengrin stadig lysende klart som en opera, der er mindst lige så aktuel nu som i midten af 1800-tallet: Den almene fortælling om idealerne, der møder den barske virkelighed. Lohengrin med alle sine gode, kristne intentioner, og virkeligheden i form af Elsa. Elsa, det uperfekte menneske, der ligesom alle andre mennesker er utilstrækkelig, og derfor ikke kan leve op til de høje standarder, men kun håbe på tilgivelse fra en eller anden højere magt. Noget hun må kigge langt efter hos Lohengrin, der kun fordrer blind lydighed.

Elsa er ikke ond eller syndig. Hun svælger ikke i ondskab, had og mørke drifter som Ortrud og Telramund, der tilbeder de gamle, hedenske guder om natten. Elsa er såre menneskelig. Som Faust stræber hun mod at gøre det gode, og det er i sidste ende det, det kommer an på. ”Wer immer strebend sich bemüht, | Den können wir erlösen”, hedder det hos Goethe.

Lohengrin klar til at forsvare Elsa i tvekamp. Foto: Formentlig P. Borecký og H. Smejkalová. Fra Nationalteatrets hjemmeside.

Elsa repræsentere os, det almindelige menneske, der på den ene side hives og flås i af umulige, arbitrære idealer ovenfra i form af religiøse- og politiske forestillinger (repræsenteret ved Lohengrin), og på den anden side forsøges trukket ned i sølet af de mere primitive drifter som begær, seksualitet, grådighed m.v. (repræsenteret ved Ortrud og Telramund). Samme dualitet ses overalt hos Wagner. I Nibelungens Ring er det første repræsenteret ved guderne (i hvert fald som de er i begyndelsen) og det sidste repræsenteret ved nibelungen Alberich og hans søn Hagen, dværgen Mime og kæmpen/dragen Fafner.

Hvor det ved sidste års opførelse var Ortrud, der løb med al min opmærksomhed, er det i år Elsa, der blev pragtfuldt bragt til live af Dana Burešová som personificerede den menneskelige tvivl og skrøbelighed, men ikke uden en vis portion stolthed og ukuelighed.

Lohengrin blev sunget af Aleš Briscein, der ramte plet med sin lidt krukkede og sarte fremtoning, sin utilnærmelige stolthed og slet skjulte arrogance. Lohengrin er alt andet end et menneske i kød og blod. Han er god, ja. Men der er ingen varme eller kærlighed i ham sådan for alvor. Gode handlinger uden følelser, refleksion eller eftertanke. Lohengrin er tættere ved at være en af de replikanter, Philip K. Dick skildrer i Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968), hvis man forestiller sig, at en androide fik indprogrammeret, at den mekanisk skulle redde skønjomfruer i nød og tage dem til ægte, hvis de ellers overholdt nogle arkaiske regler, hvis mening og formål fortaber sig i historiens tåger. Og så måske alligevel ikke. Hos PKD er forskellen jo helt væk, så replikanterne ikke kan kendes fra mennesker, fordi de opfører sig mere som det, vi forstår ved et menneske, end vi selv gør. Lohengrin kan enhver se ikke er af denne verden.

Ortrud og Telramund var også ved dette års opsætning et par herlige og særdeles potente antagonister, sunget af henholdsvis Eva Urbanová og Martin Bárta, der ikke giver den stakkels Elsa mange chancer, og som kan give Lohengrin kamp til stregen. En fin detalje i opsætningen er, at scenen er brugt sådan, at Ortrud og Telramund ofte virker meget større og mere truende end Lohengrin og Elsa. Det gøres eksempelvis i anden del af anden akt ved at stille Elsa og Lohengrin i en lille fordybning en anelse bagude i forhold til antagonisterne et par trin højere oppe. Visuelt giver den en stærk effekt.

Endelig bør fremhæves Jiří Sulženko, der dagen før flot havde sunget partiet som Sarastro i Tryllefløjten, som nu havde taget den passende faderlighed med til partiet som den tyske kong Heinrich. Det er svært ikke at være tilfreds. Opsætningen er i sig selv en rejse værd; og når den tillige er at finde i Prag, er den næsten uomgængelig for alle med interesse for det tyske operarepertoire.

Richard Wagner, Lohengrin, Nationalteatret i Prag, Národní divadlo, den 2. februar 2020

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:

https://www.narodni-divadlo.cz/en/show/lohengrin-opera-1520262?t=2020-02-02-17-00

For flere detaljer om opsætningen og anvendte referencer m.v., henvises til omtalen af samme opsætning i 2019:

http://aarsskriftet-critique.dk/2019/03/opera-lohengrin-i-prag/