I sandhed skandinavisk

af Anders Orris

Hvad er i sandhed skandinavisk? spørger reklamen og hører sig selv svare, med en tidstypisk sprogforbistring fra ellers højtlønnet personale, absolut intet. Dermed dementerer reklamen sit eget udgangspunkt, for den er selv i sandhed skandinavisk og så ”absolut ikke” kopieret.

Det er nemlig i sandhed skandinavisk at tænke sådan som den iscenesatte forestillingsverden i reklamen. Det er i sandhed skandinavisk at påstå, at intet i sandhed er skandinavisk. Ingen kan som skandinavere påstå, at intet i sandhed er skandinavisk. At påstå at intet i sandhed er skandinavisk kræver ubetinget af én, at man er skandinav.

Den forudgående udvælgelsesproces, reklamens koncipering og de angiveligt falsificerede udgangspunkter, det tidstypiske haha-du-troede-nok fra personer, der aldrig har tænkt en original tanke i deres liv, afslører den utopistiske forestilling om det i sandhed skandinaviske set fra et i sandhed skandinavisk perspektiv.

Vor tid er manisk optaget af kost, rå, ”fra bunden”, ofte grød og fuglefrø, kost som nærmest sygelig identitetsmarkør, og derfor må skandinaviske, eller var de nu ikke-skandinaviske?, madtraditioner holde for i reklamen. Rugbrød, kødboller, røde pølser, wienerbrød, hov, vi hæftede oven i købet allerede da varedeklarationer ved, aha, i sandhed skandinavisk forsigtighed, hovsa: måske ikke-skandinavisk forsigtighed. Vi kan altså konstatere, at den sygelige optagelse af kost som identitetsmarkør i sandhed er skandinavisk.

Vor tid er manisk optaget af repræsentation, en kategorisk inddeling af mennesker. Køn, alder, hudfarve, alle de såkaldte antiracister fabler om hudfarve som aldrig før, etnisk oprindelse, religiøst tilhørsforhold. Ohne ende. Nærværende skribent afslører sig selv som samtidsanalytiker ved at opdage det. Sådan er der så meget, der er et tveægget sværd. Vindbøjtler som Brian Mikkelsen, endnu en højtlønnet plattenslager, hører til blandt tidens værste eksempler på personer, der overtager degenererede, politiske ekstremisters sprog.

Derfor den pointerede anbringelse af barselsledige mænd lige dér, af personer med religiøs betinget beklædning lige dér, af kvinder lige dér, af mørklødede personer lige dér. Alt til hobe afslørende. Reklamens bagmænd ser gerne barselsledige mænd, personer med religiøst betinget beklædning, kvinder og mørklødede personer om sig. Således tilrettelægges et i sandhed skandinavisk verdensbillede, på trods af den i luften svævende påstand om, at intet i sandhed er skandinavisk.

Og bagmændene, åh, den store bagmand, er Olsen-banden monstro i sandhed skandinavisk?, ser i øvrigt åbenbart det ovennævnte, kosten som identitetsmarkør og den pylrede optagelse af repræsentation, som værende i sandhed skandinavisk. Elementer i deres egen private harmoniske utopi. Næppe ikke-skandinavisk, her kunne bagmændene formentlig komme en tur ud på dybt vand, hvis de tog deres eget lommefilosofiske, “absolut intet”-udgangspunkt alvorligt, og rygsvømme hurtigt mod bestemt at hævde, at noget – deres eget indforståede perspektiv om en repræsentativ-harmonisk-utopisk verden, fyldt med barselsledige mænd, personer med religiøst betinget beklædning, kvinder og mørklødede personer –  trods alt i sandhed er skandinavisk.

Det er svært, dette her, men det drejer sig om at bagmændene ikke kan slå ring om dem selv og pege fingre. Der gøres regning uden vært. Bagmændene peger fingre, og det véd alle de gør, af Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna og de, der vil en bestemt politik i forhold til de fremmede i landene, den onde anden, og dermed optegner bagmændene naturligvis deres eget udgangspunkt, når de konciperer en sådan reklame. ”Absolut intet” er i sandhed skandinavisk proklameres det, hvorefter der krydsklippes til et i sandhed bundnaivt og kvalmt idealiseret billede, stort set af Skandinavien når det i sandhed er værst.

Om ikke andet kan man takke bagmændene for at demaskere deres egen uforstand og manglende evne til at drage logiske følgeslutninger. De er i sandhed skandinaviske.