Du er, hvad du spiser – måltidets fællesskab er i forfald

Nikolaj Bøgh, konservativ

Af Nikolaj Bøgh

Det fælles måltid er traditionelt et af de allermest grundlæggende udtryk for fællesskab mellem mennesker. At sidde om det samme bord og nyde et måltid sammen har siden de ældste tider skabt stærke bånd mellem mennesker. I krig og kærlighed besegler måltidet alliancer og fælles følelser, og næppe en konference, et officielt besøg endsige en fejring af noget som helst løber af stabelen, uden at kulminere i et fælles måltid.

I selv de mest fortravlede familier bestræber man sig oftest på at mødes til måltiderne, helst et par gange om dagen, og at lære børn at spise det, der bliver serveret, har i mange generationer været en bærende søjle i en fornuftig børneopdragelse.

Målet med opdragelse er, at man selv og andre har glæde af at være sammen med børnene, og at de bliver socialiseret til selv at kunne indgå i positive fællesskaber med andre mennesker og ultimativt give de sociale kompetencer, de har lært gennem opdragelsen, videre til deres egne børn.

At kunne sidde ved et bord og spise et måltid sammen med andre, har i den forbindelse altid været set som en helt grundlæggende færdighed.

Det kulturbærende måltid

Mad og måltider er også en meget stærk bærer af kultur og traditioner. Vores højtider kendetegnes mere end noget andet af, at vi spiser bestemte ting sammen i familien. Til jul spiser mange familier and, flæskesteg eller måske gås og riz a la mande til slut. Lam til påske, lagkage eller kagemand til fødselsdage. Mennesker der har spist sammen, de kan blive til ”en sammenspist flok”, og får altså et stærkt bånd til hinanden.

Det er ikke noget positivt ladet udtryk, fordi det er set udefra, fra de mennesker, der ikke har deltaget i måltidet, og dermed ikke er blevet en del af det fællesskab, der er skabt – og som måske har ført til fælles hemmeligheder og alliancer.

Jesus og disciplene spiste naturligvis sammen forud for tilfangetagelsen og korsfæstelsen. Jesus brød brødet, og de drak vin af den samme kalk. Måltidet spiller i det hele taget en stor rolle i Bibelen. Jesus bespiser 5000 mennesker ved hjælp af fem brød og to fisk, laver vand til vin til brylluppet i Kana og fortæller os, at det ikke er det, der kommer ind i munden, der er urent, men derimod det, der kommer ud af munden.

Vi kan med andre ord trygt spise, hvad vi får serveret, siger i hvert fald Jesus.

Men nu er mad blevet selvrealisering

Der var ingen af disciplene, der under den sidste nadver bad Jesus om veganermad eller en glutenfri diæt, selvom de var hele 12 personer, men så mange mennesker kan i vore dage knap spise det samme måltid uden at særlige behov skal opfyldes.

Mad er i voldsomt stigende grad blevet en kilde til selvrealisering og en måde at give udtryk for sin individualitet. Frem for at vedligeholde familiens fællesskab omkring det fælles måltid vælger mange at definere sig selv som veganere, vegetarer eller af sundhedsmæssige årsager at afstå fra bestemte fødevarer.

Argumenterne kan være mange, klimaangst, dyrevelfærd, frygt for sygdomme og allergier, religiøse leveregler samt meget andet. Maden som en kilde til urenhed i krop og sjæl er kommet tilbage, og den forsikring som Jesus gav os, er helt sikkert ikke meget værd, når man bærer klimaangsten i hjertet og føler ansvaret for klodens overlevelse tynge sine skuldre. Vores forhold til mad er på mange planer igen blevet religiøst.

Det giver alt sammen givetvis god mening for den enkelte, men tabet af måltidets værdi som indstifter af fællesskab og opretholdelse af kultur er betydeligt. Måltidet holdt ellers længe stand i en kultur, der er stadig mere præget af behov for selvrealisering og hvor ingenting efterhånd er givet for den enkelte.

Mange ønsker frit at kunne definere deres eget liv uden at føle sig bundet af nedarvede normer, familiemønstre, kultur – eller sågar biologi. At udstrække det behov til også at omfatte det, man putter i munden, , er i grunden også indlysende.

Man kan trods alt godt samles om samme bord, selvom en vil spise vegansk, en ikke spiser oksekød, en er glutenallergiker og en på palæokur. Men den kulturbærende og fællesskabsstiftende begivenhed det er, at man deler de samme smagsoplevelser og gennemgår selve måltidets ritualitet og dets faser på samme måde, den bliver naturligvis stærkt udfordret, når hver sidder med sin egen ret eller spiser af en medbragt plasticbøtte med den foretrukne form for fødevare.

Mad som klassemarkør

Også på et helt andet plan er måltidet blevet en markant identitetsmarkør. En af de helt store nyheder i den forgangne uge var årets tildeling af Michelin-stjerner, hvor danske restauranter år for år vinder mere terræn.

Den helt hippe restaurant tilbyder ”mad”, der er en grænseoverskridende totaloplevelse og på ofte ekstremt kreativ vis afgiver fra, hvad man selv kan leve hjemme i sit køkken, eller hvad man i det hele taget normalt ville mene, at mad kunne være. Den største opmærksomhed går til de restauranter, der kan tilbyde de vildeste, mest hedonistisk prægede smagsoplevelser.

Med en ventetid på flere måneder på et bord og en kuvertpris på op imod 4.000 kr. distancerer man sig effektivt fra den altovervejende del af befolkningen, for hvem tidens gastronomiske grænseoverskridelser aldrig kommer inden for rækkevidde.

En middag på Noma eller Alchemist brander effektivt en som en del af tidens hippe, progressive overklasse. Michelinfeberen er spændende og ny i et land, der traditionelt har været præget af bondesamfundets solide, næringsrige kost, der gav energi til en lang dags arbejde i marken, men den skaber også skel på en helt ny måde mellem dem, der kan se pointen i ”ekstremmad” og har råd til at betale for den, og det store flertal, der undrende ser til, og for hvem en tostjernet Michelinrestaurant er en lige så naturlig del af tilværelsen som liv på fremmede planeter.

Du er, hvad du spiser, lyder et gammelt ordsprog. Men aldrig var de ord sandere end i Danmark år 2020.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.