Det liberale demokratis sejr, kulmination og forvitring

Af Stefan Agger

Forleden dag ville jeg gerne arbejde med en ny rapport om demokratiets tilstand i min undervisning på Lemvig Gymnasium. Rapporten er fra Cambridge University og bærer titlen ”Global Satisfaction with Democracy 2020”. Den viser ikke overraskende for os, der følger lidt for meget med i verdens gang, at tilfredsheden med demokratiet generelt falder, bortset fra i små, rige lande i Europa.

Vi havde inden da beskæftiget os med demokrati fra forskellige faglige og teoretiske synsvinkler i nogle uger, men for at forstå og arbejde med demokratiets tilstand og fremtid på en måde hvorpå det giver mening, så skal man jo kende konteksten – den store kontekst. Og det gør elever i 2.g meget sjældent.

Problemet med den store kontekst er, at den ikke så nemt kan tilegnes. Vi politiske nørder, der kan den, har den jo fra læsning af hundredvis af artikler, analyser og bøger. Men, det kan man jo ikke i en håndevending sætte eleverne ind i, eller sætte dem til at læse op på.

Derfor valgte jeg i stedet selv at fortælle dem den store historie om Vestens nyere historie. Den kommer her, fordi der måske er flere derude, der kunne tænke sig at høre fortællinger om os selv og vores tid.

1989

Historien begynder med Den Kolde Krig, som stadig set fra vores tid må betegnes som det liberale demokratis mest afgørende kamp hidtil. Demokratiet havde overlevet de totalitære strømninger i form af nazismen og fascismen før 2. verdenskrig, for derefter kort tid efter 2. verdenskrig at befinde sig i en endnu mere omfattende udfordring i form af Sovjetunionen og sovjetkommunismens dominans over en stor del af klodens stater.

Selvom der var nuancer, for eksempel i form af alliancer med diktaturer hist og her, så var konflikten alligevel i sin kerne simpel: Hvilken styreform og livsform var bedst, kommunismen med rødder i Marx, eller det liberale demokrati med rødder i oplysningstidens tanker om det frie individ.

I 1989 blev dysten reelt afgjort, på trods af at sammenbruddet for Sovjetblokken udfoldede sig over nogle år. I 1989 blev det klart at demokratiet og Vesten havde vundet, og det blev startskuddet til et utopisk og drømmende årti, der i øvrigt var den sorgløse og optimistiske tid, hvor denne skribent var ung. I 1990’erne drømte man globalt, grænsenedbrydende og stort, og man så ingen rigtige udfordringer forude.

Tidens største profet var den amerikanske politolog Francis Fukuyama, der proklamerede historiens afslutning og det liberale demokrati som historiens sejrherre og endemål. Nu manglede der blot detaljer, før alle blev en del af en blomstrende, liberal og global orden under vestlige og amerikanske normer og værdier.

Der var ikke mange stemmer, der talte imod tidsånden, men en af dem der gjorde det vægtigst var Samuel Huntington, der med sin banebrydende tese om ”The Clash of Civilizations” advarede om at historien ville vende tilbage før vi vidste af det.

Den hastigt stigende globalisering ville bringe os tættere sammen, også med dem der ikke vil det samme som os eller deler vores værdier: Islam og de kinesiske og russiske civilisationer kommer nærmere, og det ender næppe godt, forudsagde Huntington.

2001

Den 11. september 2001 rystedes grundvolden under fortællingen efter ’89. Begivenhedens voldsomhed og det had til os, det må have krævet, var tydeligt med det samme, men hvor dybt det egentlig forandrede vores fortælling tog det flere år før man kunne se tilbage og få øje på.

Efter 2001 fulgte de fejlslagne og demoraliserende krige i Afghanistan og Irak, som førte til både internt splid imellem USA og Europa, og som også gjorde et flertal af amerikanerne kede og trætte af at være verdens eneste rigtige ordenshåndhæver.

Krigene nåede aldrig i mål med at skabe stabile samfund, men kostede i stedet mange amerikanere og europæere livet i indsatser der forekom mere og mere meningsløse.

På trods af 00’erne økonomiske optur, var det allerede da en periode, hvor der var stigende skepsis mod de etablerede vestlige systemer, og selv EU, der var kronen på globaliseringsværket, oplevede en række nedture i form af, at befolkningerne i Frankrig og Holland stemte nej til EU-forfatningen i 2005.

I 2007 og 2008 endte også den økonomiske optur, der afløstes af den verdensomspændende finanskrise, der bar yderligere ved til bålet under de etablerede vestlige institutioner.

Vi lever i forvejen i en tid man i sociologien kalder ’det senmoderne samfund’, hvis mest tydelige karaktertræk er den konstante nedbrydning og afvisning af overleverede traditioner og normer, og nu havde man ovenikøbet klare beviser på den gamle ordens, og dens tilhørende elites, sammenbrud: Krigene blev tabt, økonomien brast og EU-toget var gået i stå.

2016

Skæbneåret for modmagten mod det etablerede blev 2016. Trump-året. Brexit-året.

Det blev året, der tydeligt skar ud i pap, at vi lever i en ny tid med nye politiske strømninger; illiberale og populistiske strømninger, der udfordrer den form for demokrati lærebøgerne i samfundsfag kalder ”det konstitutionelle demokrati”: Demokratier der bygger på både formelle rettigheder og grænser for statsmagten, men også på at der i praksis findes en stærk retsorden, der ikke udfordres nævneværdigt.

Et kendetegn i denne nye tid er demokratiets forværrede tilstand i Østeuropa, hvor lande som Polen og Ungarn åbent tager opgør med etablerede demokratiske principper om fri presse, frie universiteter og generel retssikkerhed. Orban ligger i konstant ordkrig med Bruxelles, og populistiske partier rundt omkring i Europa hepper uden blusel på den ungarnske enfant terrible.

Populismen og dens simple verdenssyn er generelt på fremmarch i Vesten. Donald Trump i USA, Salvini i Italien, Farage og i nogen grad Boris Johnson i England, Le Pen i Frankrig. Alle er de eksempler på, at tidens vælgere ikke kræver nuancer og kompromisser, og heller ikke demokratiske idealer. Nej, de kræver styrke og handlinger. De kræver sort eller hvidt, endelig ikke nuancer af gråt.

Som et troldspejl af den stigende skepsis mod eliternes globaliseringsprojekt i Vesten skyder stærke mænd op rundt om Vesten, ret præcist som Huntington forudsagde: Præsident Xi i Kina er bannerfører for en stigende kinesisk imperialisme, der i stigende grad udfordrer vores frihed, også i Danmark. I anden række efter ham er ledere som Putin i Rusland og Erdogan i Tyrkiet blevet mere og mere selvsikre i deres nationale afvisning af demokratiet, i takt med at vi i Vesten også selv har mistet blikket for vores tidligere idealer.

Og der står vi nu. I en verden, hvor forskerne fra Cambridge begynder deres rapport om demokratiet i 2020 med sætningen ”demokratiet befinder sig i en depressiv tilstand” (min oversættelse). Så konteksten – den store historie – ender lidt trist for eleverne i 2.d.

Men, jeg er ikke pessimist, og det fortæller jeg dem også. På rigtig mange parametre går verden bedre og bedre. Og demokratiet har altid bevæget sig i bølger; først meget frem, og så lidt tilbage. Men, det kommer ikke af sig selv. Vi skal kæmpe for demokratiet og idealerne. Alle sammen.


Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.