Ferien minder os om noget basalt menneskeligt

Anne-Marie Vestergaard

Jeg er på ferie i syden sammen med min kæreste, og jeg gør som de fleste andre turister: Tager uret af, nyder solen og varmen, tømmer hovedet for tanker om arbejde og pligter.

Smukke landskaber, en forreven kyst, en sol der skinner fra morgen til aften. Ikke sært at man ofte taler om ”ferieparadis”, en sproglig kliché men ikke desto mindre rammende. Det gælder om at være afkoblet fra hverdagen, og helst off line hvis man kan holde sig fra mobilen.

Ferien som begreb er et levn fra industrisamfundet, det arbejdende menneskes mulighed for at hvile og restituere sig. Den funktion er blevet endnu mere vigtig i informationssamfundet, hvor man især har brug for at holde fri mentalt.

Jeg forsøger at nyde det hele, havudsigten, det lune vejr, gåturene, badning og den gode bog. Når jeg betragter andre turister, er det det formålsløse og behagelige der er i højsædet. Folks mimik, kropsholdning og hele attitude signalerer afslapning og overskud.

En gnaven kulturkritiker ville indvende at her ser man det vestlige, hedonistiske menneske for fuld udblæsning: Åndløs og doven, i færd med at spise og drikke umådeholdent, totalt ligeglad med verden omkring sig. Livets formål er nydelse, liberalismens og individualismens forkvaklede drøm.

Men når jeg ser på folk hernede, slår det mig at nydelsen næsten altid foregår i selskab med andre, med partner, børn, venner… Sidst på dagen bliver snakken og latteren på forskellige sprog i den lille gade med caféer, restauranter og butikker til en pludren og summen.

Den lyd når op til vores altan på fjerde sal og er som en charmerende musik der siger det hele, en form for livsmelodi med et budskab: Nydelse er altid ”med-nydelse” (mit udtryk), den er intet i sig selv. Kierkegaards æstetiker er derimod alene i sin jagt på nydelse, den tjener kun hans egen tilfredsstillelse, og derfor er han dømt til livslede og depression.

Nydelse som ”med-nydelse” er noget der sker mellem mennesker, og det involverer som oftest mad og drikke, hygge, afslapning, uformel snak. Når man er på ferie, får man den is eller drink som man forsager i det prosaiske hverdagsliv derhjemme.

Ferien bryder med hverdagen, men den forlænger og forstærker samtidig noget som hører til hverdagslivet, nemlig livet med ens nærmeste, måltider og samtaler, men nogle gange også bare ordløs ”væren-til” (mit udtryk). Nydelse hænger sammen med omsorg, for ens nærmeste skal have det godt, og det kan man især se når småbørnsfamilier folder sig ud.

De mindste fornemmer også at dette ikke helt er som hverdagslivet derhjemme: Det er omsorg med omsorg på. Det dovne, solbeskinnede turistliv er derfor ikke åndløst og fantasiforladt, men det peger vitalistisk tilbage på noget urmenneskeligt: På relationer, kærlighed, omsorg, kommunikation, glæde, velvære. Siden tidernes morgen har overlevelse og selvopretholdelse drejet sig om at minimere smerte og øge behag.

Deri har utilitarismen ret. Det moderne menneske kan så glæde sig over at det ikke behøver at slå en mammut ihjel for at sikre maden og freden for familien. Til gengæld er der så mange livsfjendske forstyrrelser og udfordringer i hverdagslivet at ferien er strengt nødvendig. Det burde da også være muligt at lægeordinere solrejser til stresstruede eller stressramte.

Det ferierende menneske minder en om noget basalt menneskeligt som har med det konkrete, levede liv at gøre, det liv som foregår i nuet, hvor man kerer sig om hinanden og viser omsorg.

Den både kropslige og åndelige livsudfoldelse er noget helt andet end den egocentrerede nydelse som kolporteres mere og mere heftigt i reklamer og medier med mærkelige, selvmodsigende udtryk som ”selvforkælelse” og ”egenomsorg”. Jeg vil vædde med at også de singler der tager til syden, hellere vil spise i selskab med andre end sidde alene med deres tallerken… Det er nok derfor nogle rejsebureauer arrangerer ture specielt for singler.

Det nære, konkrete liv sammen med andre mennesker står i skarp kontrast til livet pr. efterbevilling: Til idealismen, religionen, dogmatikken, ekstremismen, dødskulten. Det fremtidsrettede, utopiske er i den optik det livsfjendske.

Det menneske der er optændt af en idé eller et samfundsomstyrtende projekt, ser ikke folk omkring sig og ender med at ofre dem i en højere sags tjeneste. Idealisten ofrer sin egen familie fordi sagen er vigtigst; terroristen ofrer sig selv og de uskyldige som rammes af selvmordsbomben, fordi han tror på et paradisisk, kærlighedsfuldt liv efter døden.

Forfatteren Svend Åge Madsen stiller i romanen Genspejlet spørgsmålet om hvad et menneske er for et væsen. Plottet er vildt og syret, typisk for Madsen. Undervejs i historien kommer han vidt omkring i filosofiens og videnskabens verden, blandt andet erkendelsesteori, hjerneforskning og genetik.

Romanen stiller spørgsmålet: Hvad er menneskelig bevidsthed for en størrelse, og hvordan er forholdet mellem individ og omverden?

Forfatteren er optaget af menneskets evne til at overskride sit eget fundament, for ved hjælp af intelligens og fantasi at skabe og erobre. Men Madsen er også meget fokuseret på relationer og det nære liv. Han synes at mene at identiteten formes i mødet med de andre. Selv et klonet individ vil blive et unikt menneske, på grund af det liv det får og de påvirkninger fra andre som det bliver udsat for.

Det ferierende menneske fortæller os at uden hinanden er vi intet. For hvad er en solnedgang over havet egentlig værd hvis det kun er mig der kan se den?


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!