Det hele starter meget trist og tungt med det smukke forspil til Verdis La traviata, men så kommer komponistens ellers så velkendte tredelte taktarter endelig på plads lidt efter lidt, som vi lægger an til endnu en dag i kurtisanen Violettas forpinte og dødsmærkede liv. Cirklen sluttes i sidste akt, hvor den sørgelige, indledende musik vender tilbage da Violetta ligger for døden.
I Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af David Radok, der vist er tilbage fra 2005, trues der allerede i programmet med ”at give scenerne et mere nutidigt og troværdigt udtryk”, fordi ”MeToo-(…)bevægelsen har ændret vores perspektiv på samfundet”. En opsætning fra 2005 altså allerede er bedaget i 2020.
Heldigvis gjorde man ikke alvor af truslerne, og opsætningen er faktisk en af de mest traditionelle og velfungerende, jeg længe har set af La traviata – jeg ser dog ikke mange, skal det siges. Man kunne ellers let have frygtet, at Violettas død var blevet skrevet om til en flugt fra alle de dumme mandschauvinister, der omgiver og udnytter hende. Men opsætningen var i det store hele efter bogen, og som regel er det jo også det, der fungerer bedst. Man kan vist også diskutere, hvem der egentlig udnytter hvem, omend Violetta er langt mere tvetydig i sine hensigter end Bizets mere hensynsløse Carmen, der er anderledes skruppelløs i sin brug af udsende og seksualitet til sikre sig selv på andres bekostning.
Opsætningen er vist henlagt til 1930’erne. Det hele foregik i bygning i den nyklassicistiske monumentalarkitektur med firkantede søjler, der var på mode dengang. Eksempelvis også ved det olympiske stadion i Berlin. I første akt kunne vi se Eiffeltårnet i baggrunden, så vi var ganske rigtigt i Paris. I anden akt dannede den rammen om henholdsvis de elskendes hus i den landlige idyl og en natklub. Lyssætningen var stemningsfuld og passede fint til de forskellige scenerier, hvad enten det var det dekadente og lumre i natklubberne eller det intime og trygge ude på landet.
Helt afgørende for en veludført La traviata er naturligvis, at sangen og samspillet mellem Violetta og Alfredo fungerer, og det gjorde det heldigvis. De to blev sunget godt af henholdsvis Gisela Stille og Francesco Castoro. Sidstnævnte lød flot og usentimental. Lidt for usentimental måske i forhold til, hvad der klæder partiet. Men det sarte indfandt sig i anden akt. Deres samspil fandt jeg troværdigt som skildrende både det overfladiske liv i Paris og den landlige idyl.
Det blev annonceret, at David Kempster ville gennemføre partiet som Giorgio Germont på trods af et stemmeonde. Selvom man måske godt kunne mærke, at han fra tid til andet holdt lidt igen, så havde han stadig en solid, myndig klang.
Det eneste, der irriterede mig lidt ved opsætningen, var, at man til en opera af under to timers varighed havde indlagt hele to pauser af hver ca. en halv times varighed. Jeg må tro, at det er af hensyn til sangerne eller sådan noget. Ikke engang i operaer af den dobbelte varighed er der altid sat så meget tid af til pauser. Men i øvrigt er jeg tilfreds.
Giuseppe Verdi, La traviata. Libretto af Francesco Maria Piave efter Alexandre Dumas den yngres skuespil Kameliadamen. Det Kongelige Teater (Operaen) den 26. januar 2020
Referencer
Forestillingens hjemmeside med fotografier, information om de medvirkende m.v.
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/la-traviata/?section=top
Omkring La Traviata (programartikel af ukendt forfatter)
Henrik Engelbrecht, Verdis samtidsopera (programartikel)
Standardindspilningen af La traviata er vist Carlos Kleibers 1976/77-indspilning med Bayerische Staatsorchester, hvor Bürgerbräu-Keller i München danner lidt pudsige rammer om en fremragende indspilning med henholdsvis Ileana Cotrubas og Plácido Domingo som henholdsvis Violetta og Alfredo:
