Digitaliseringen og den moderne informationsjunkie

Hvad betyder digitaliseringen for den menneskelige tilværelse? Problemet er nærmest altomfattende og viser sig bl.a. i form af skærmafhængighed, digitalisering og kunstig intelligens. Michael Böss har begået en bog om det hele, som ifølge vores anmelder præsenterer problemerne, men desværre aldrig kommer i dybden med dem.

Af Magnus Sinding-Jensen

Michael Böss har skrevet en ambitiøs bog om de problemstillinger, der er forbundet med den tiltagende digitalisering af det moderne menneskes liv. Det digitale massemenneske – menneskeværd i ensomhedens tid er en omfattende gennemgang af vores afhængighed af sociale medier og generelle skærmmisbrug, af robotiseringen af arbejdsmarkedet og omsorgssektoren, den kunstige intelligens, som truer med at overflødiggøre mennesket engang i fremtiden, og ikke mindst digitaliseringens konsekvenser for demokratiet og samfundslivet generelt.

Bogens grundlæggende tese er, at mennesket i det massesamfund, som opstod efter 2. verdenskrig føler en stigende grad af ensomhed i takt med de nære sociale fællesskabers opløsning. Vor tiltagende brug af teknologi, især de sociale medier, skal forklares som et forsøg på at dulme denne ensomhedsfølelse.

Digitaliseringens mange problemer

Bogen er opdelt i tre dele. Første del handler om kunstig intelligens, og der fokuseres blandt andet på brugen af robotter som en erstatning for rigtige mennesker, særligt i omsorgssektoren. Læseren får i tilgift en gennemgang af filosofihistoriens opfattelse af mennesket og dets værdighed.

I anden del diskuteres identitetsmæssige problemer omkring vores brug af sociale medier. Michael Böss tager fat på den stigende tendens til ensomhed, problemer med afhængighed af skærme samt samtalens og det menneskelige nærværs generelle opløsning. Böss gør her brug af den amerikanske sociolog David Riesman, som i sit hovedværk The Lonely Crowd fra 1950 beskrev det gruppestyrede massemenneske, som han mente kendetegnede hans samtid. Riesman brugte radaren som en metafor til at beskrive det ydrestyrede individs konstante opmærksomhed mod omgivelsernes anerkendelse eller mangel derpå. Böss pointe er, at dette i høj grad også beskriver det digitale menneskes konstante jagt på likes på de sociale medier.

I bogens tredje del beskæftiger Böss sig med digitaliseringens konsekvenser for arbejdsmarkedet, den offentlige forvaltning og demokratiet. Böss tager her fat på de ansigtsløse relationer, vi i stigende grad som borgere møder i det offentlige system. Men også de store techgiganters monopollignende status på det globale marked samt de demokratiske udfordringer forbundet med blandt andet fake news og ekkokamre på de sociale medier præsenteres.

For meget mere…

I bogens forord skriver Böss, at han efter en fjeldvandring i Norge blev inspireret til at skrive en bog om:

[…] hvordan mennesker i det digitaliserede samfund bliver fjerne fra hinanden og den ”analoge” virkelighed og gradvist mister evnen til at forstå alt det, der ikke kan skrives på kode, sættes på tal eller opdages af en algoritme. Den endte med at handle om meget mere. (s. 11)

Og dette meget mere er bogens svaghed. Man drukner simpelthen i redegørelser for alle de bøger, artikler og rapporter, som Michael Böss har tygget sig igennem. Böss’ egne holdninger og tanker er påfaldende fraværende og bogen bidrager ikke for alvor med nye indsigter. Bogens tre dele kunne have været tre selvstændige bøger, og man må som læser desværre nøjes med kun lige at komme i gang med problemstillingerne, før der hastes videre til næste emne.

Hvis man er jubeloptimistisk omkring teknologiens stigende betydning i vores hverdag og arbejdsliv, så er bogen muligvis et wake-up call. Man er som læser ikke i tvivl om, at der er mange problemstillinger, som det digitale menneske ikke ved hvordan det skal forholde sig til. Men man savner, at en intellektuel som Michael Böss går et spadestik dybere og kommer med et bud på, hvordan vi skal forholde os til, at den generelle opfattelse synes at være, at teknologiske problemer skal løses med mere teknologi, og at alting kan (og skal?) reduceres til data, som mennesket skal konkurrere med computere og kunstig intelligens om at ’processere’.

Man savner dybde

Nærmest kommer han, når han i et glimt bruger syndefaldsmyten som et billede på, at vi menneskers syndighed ”[…] består i at reducere [os] selv og den verden, vi lever i, til objekter, til ’ikke andet end’ ting” (s. 59). Man fornemmer her en dybere pointe omkring hvad teknologien gør ved os, hvordan den forfladiger os, men det får ikke lov at folde sig ud. Således får Böss utilsigtet selv demonstreret problemet ved det moderne digitaliserede samfund: Vi drukner i information, vi er informationsjunkier som medieteoretikeren Neil Postman engang kaldte det moderne individ.

Man tørster som læser efter dybsindighed, ikke mere information.

Michael Böss: Det digitale massemenneske – menneskeværd i ensomhedens tid. People’s Press, 2019.

Magnus Sinding-Jensen er cand.mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet.