Kravlenissen er et slag i ansigtet på vores triste puritanisme

Af Christian Egander Skov

For et par dage siden satte vi kravlenisser op i hjemmet. Jeg elsker… nej det er for stærkt… men jeg kan godt lide disse små umulige krabater, der nu kravler rundt i mine bogreoler og hvor end de i øvrigt kan sidde fast.

Børn kan også godt lide kravlenisser. Men mit indtryk er, at voksne, i hvert fald yngre voksne på min egen alder, ikke bryder sig om dem.

Kravlenisser er jo ellers en af de få rigtige danske tilføjelser til julen. De blev opfundet af tegneren Frederik Bramming så sent som i 1947, og hans meget tegneserieagtige serie er vist blandt dem, der stadig sælges. Men i øvrigt kommer de jo i alle former og størrelser.

Hos mine bedsteforældre var der et væld af kravlenisser. Og jeg kan stadig huske nogenlunde, hvor de sad rundt om i deres lejlighed. Mine forældres hus var også befængt med de små kræ. Her skiftede de vist mere plads. Sådan er de jo.

Men jeg har en fornemmelse – og jovist hvis du kommer og kræver evidens, kan jeg ikke pege på andet end denne fornemmelse og i øvrigt bede dig om at gå hjem og drukne dig selv i varmt gløgg dit kedelige skvat – at kravlenissen om ikke er en truet dyreart, så dog kun har spredt udbredelse blandt de unge og smukke.

Ja, det er som om denne lille papirfætter hører en tid til med Gustav Winckler, De Nattergale, en tid hvor den virkelig store kasse med julepynt årligt kastede op i stuen og omsluttede alt i kitsch, på den ikke ironiske måde.

I den moderne, velafrettede og farvestrømlinede designerjul hører den ikke rigtig hjemme.

Det hele er blevet så nydeligt. Tag ned i et dansk supermarked, og alt hvad du finder, er glaskugler i sølv og glaskugler i rød. Ja, valgfriheden er der endnu. Du kan selv vælge om du vil følge den ene eller anden farvekode, men følges skal den.

I vores golde, nordisk minimalistiske hjem, i vores ørkenlandskaber af stuer med flisegulve og avancerede rumkøkkener, hvor man ikke kan øjne så meget som et håndtag i skabene, passer julen ikke rigtig ind.

Eller den passer i hvert fald kun, hvis den disciplineres. Den er som et beskidt gadebarn, der først skal prygles til orden og skrubbes under neglene, før den kan træde ind i den pæne stue.

Jo jo. Der kan hænge en julestjerne der. Og der kan også hænge en der. Og derovre kan der stå en gylden adventskrans. Men det er Georg Jensen. Eller det er noget andet. At det er design og derfor god smag er en nødvendig undskyldning for at lukke den antydning af dårlig smag ind i det vinkelrette liv, som julepynt altid vil være – om ikke andet fordi selv den mest veltilpassede julepynt minder os om vores forældres og bedsteforældres store kasser.

Således peger den minimalistiske julepynt på præcis det samme som den minimalistiske, nordiske indretning og de forfærdelige moderne gråkalkede huse, nemlig på én ting: svaghed og fejhed.

Ved at holde alting på et minimum begrænser vi de mulige angrebspunkter. Der skal ikke kunne siges noget om os, og derfor gør vi store anstrengelser for, at der vitterligt faktisk slet ikke er noget at sige om os, overhovedet. Hverken buh eller bæh.

Det ansigtsløse menneske kan ikke klandres for sin skæve næse eller fjogede smil.

Den karakterløse stue, hvis eneste ideal er indretningen i enten firmaets kaffestue eller lobby (igen, du kan vælge) er uangribelig. Hvor skal man starte? Ingen steder, for der er ingenting.

Og altså det samme med julepynten. Her drejer det sig om at spænde ballerne så meget sammen så muligt og undgå enhver antydning af kontroltab.

Ja, for hvad nytter det, at ens stue er så reglementeret som diktaturstats æresgarde det meste af året, hvis den en gang om året bryder sammen og åbner en flænge ind til det menneske, der gemmer sig bag muren af designet intethed.

Kravlenisser er kontroltab. Ikke kun fordi de forestiller små kaoter, der driver gæk med den møjsommeligt skabte orden i stuerne, men også fordi de er grundlæggende latterlige og en smule platte. Klippe-klistre-morfar-tøhø-humør. Ja og så er de egentlig grimme.

Som sådan minder de os om tilværelsens livgivende uordentlighed og er et slag i ansigtet på vores triste på en gang puritanske, hedonistiske og semi-fascistoidt selvoptimerende tidsalder.

Så lad dem myldre frem og overtage dit hjem. Bare denne ene gang om året. Din sjæl afhænger af det. Bogstaveligt talt.


Christian Egander Skov er postdoktor ved NTNU og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique