Konservatismens vej fra kulturkamp til frisind

12. november 2019
5 minutters læsetid

Årsskriftet Critique 2019 udkommer i disse dage. Her bringer vi et uddrag fra ph.d. Christian Egander Skovs artikel Fra Kulturkamp til frisind, der dels beskæftiger sig med den konservative antibrandesianisme fra slutningen af 1800-tallet og frem og dels dennes afvikling mod midten af det 20. århundrede. Bestil Årsskriftet Critique i abonnement for kun 150 kr. om året.

Af Christian Egander Skov

Skønlitteratur kan være en måde at diskutere og overveje livs- og tilværelsessyn i relativ fri form. Den er frie for fagfilosofiens strenge formkrav og kan veksle frit mellem tankens klarhed og uklarhed, hvis den lyster. Det er netop litteraturens evne til at finde, forme, udbrede eller stadfæste tilværelsesforståelser, der har gjort, at debatten om litteratur – så længe folk læste den – har været et omdrejningspunkt for centrale debatter i åndslivet.  

Det mest slående eksempel på det er den aldrig helt afsluttede strid mellem ulige livsanskuelser og tilværelsesforståelser, der har været en del af dansk kulturliv siden 1870’erne, mere specifikt den konfrontation, der opstod 3. november 1871, da en ung Georg Brandes (1842-1927) fra sin talerstol på Københavns Universitet intonerede ‘det moderne gennembrud’ og dermed også opgøret med den litterære romantik såvel som det kristelige – i en vis forstand konservative – tilværelsessyn, som denne litteratur havde kastet af sig, udtrykt og opretholdt.  

Brandes talte og skrev om litteratur, men det handlede aldrig bare om litteratur. Det samme gjorde sig gældende for hans samtidige og senere kritikere. Litteraturen var indfiltret i det politiske og ideologiske på talrige måder.  

Og det er netop udgangspunktet for denne artikel. Nærmere bestemt drejer det sig her om den konservative antibrandesianisme, der opstod i reaktion på Brandes og spillede en afgørende rolle for dansk konservatisme frem til Anden Verdenskrig, hvor antibrandesianismen – og kulturkampen – forsvandt fra dagsordenen. Det drejer sig her ikke om litteratur for litteraturens egen skyld, ej heller om den form for litteraturhistorie, der lukker sig om sig selv som et nonnekloster, men derimod om litteraturen som noget der også indgår i spændingsfeltet mellem politik, ideologi og kultur.

Her er kort sagt mere tale om ny politisk historie, der inddrager litteratur og litteraturkritik som kildemateriale end om litteraturhistorie i klassisk forstand. Nærværende artikel er tillige et forsøg på at binde mit arbejde med konservatisme i mellemkrigstiden, som jeg gennemførte 2009-2013 som ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet (der resulterede i bogen Konservatisme i mellemkrigstiden på Aarhus Universitetsforlag i 2016) sammen med min nyere forskning under det transnationale konservatismeforskningsprojekt om efterkrigstidens konservatisme, Conservatism at the Crossroads ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet. 

Højre, Nationalliberale og de senromantiske antibrandesianere  

Fra det øjeblik Georg Brandes åbnede for sluserne, blev han mødt med en skarp konservativ kritik. Blandt disse finder man forfatteren Henrik Scharling (1836-1920), der i dag mest kendes for historien Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard, der har dannet forlæg for det folkekære skuespil. I sin samtid var Scharling også en anerkendt luthersk teolog. Han var en af dem, der tog til orde mod Georg Brandes’ og den nye naturalistiske litteraturs krav på at være den egentligt realistiske. I et tilbageblik på den litterære fejde skrev han:  

 

Man hører jævnlig den Paastand fremsættes, at overfor den frembrydende Naturalisme forholdt Idealismen sig taus. Dette er urigtigt. Fra denne Side fremkom forskellige Indlæg i Dagblade, Tidsskrifter og større Skrifter, men de bleve ubesvarede. Den frie Tanke var i Virkeligheden høist ufri, overfor Modstanderne havde den ingen andre Vaaben end bidende Haan eller dyb Taushed. Hverken paa det æstetiske eller det religiøse Omraade indlod den sig i nogen Discussion, der kunde føre til en dybere Forstaaelse – det var den overhovedet ikke om Sandheden, men kun om Magten at gjøre 

 

Scharlings kritik viser, hvor tidligt opfattelsen dominerede, at den nye litteraturs mænd kunne feje den gamle garde væk uden modstand. Denne har senere aflejret sig i litteraturhistorien, der ikke har spildt meget blæk på den tidlige konservative antibrandesianisme.52 Samtidig pegede Scharling her på årsagen til dette nederlag: Brandesianismen havde ikke sejret, fordi den i modsætning til den romantisk prægede litteratur var realistisk. Nej, brandesianerne var veget uden om en substantiel diskussion og havde forladt sig på det, man i dag – og i en anden sammenhæng – ville kalde herskerteknikker: hån og tavshed.  

Brandesianismen var ikke interesseret i sandheden, men magten.  

I sin kritik slog Scharling her nogle strenge an, der har haft væsentlig efterklang i den konservative antibrandesianisme: For det første en insisteren på, at brandesianerne ikke havde adkomst til at monopolisere begrebet realisme. For Brandes’ kritikere var det altså ikke en strid mellem en gruppe, der ville vise virkeligheden, som den reelt var, og så en anden, der hellere ville drømme sig væk i idealerne. Det var en kamp om, hvordan virkeligheden kunne begribes, og nok så meget hvem, der skulle sætte den på begreb.  

For det andet: Fordi den litterære fejde var en strid om virkelighedsopfattelsen, var den i sidste ende et spørgsmål om magt. Ifølge Scharling havde den nye litteraturs mænd vundet, fordi de forstod det, mens folk som ham i egen selvforståelse blot kæmpede for sandheden. Det vigtige her er ikke, om Scharling havde ret, men selve den snævre forbindelse mellem litteratur, ideologi og magt, som synspunktet viser hen til. Denne magtkritik var, som vi skal se, den, der holdt længst.   

Men Scharlings konstatering til trods, var modstanden mod Brandes faktisk ikke et randfænomen i 1870’erne. Den havde, som ikke mindst Jon A.P. Gissel har vist, et solidt tag i såvel kulturlivet som kirken. Gissel skelner mellem det, han betegner som den politiske, kulturelle og kirkelige konservatisme. Men tegner samtidig forbindelserne op mellem den kirkelige og den kulturelle konservatisme. En stor del af de konservative, der ytrede sig i kulturdebatten havde et kirkeligt udgangspunkt.

Udover Scharling gælder det i hvert fald biskop H.L. Martensen (1808-1884) og Johannes Fibiger (1821-1897). For andre som Carl Ploug (1813-1894) og K.G. Brøndsted (1851-1945) spillede kristendommen en central rolle for deres forfatterskab og kritik af brandesianismen. Selv der, hvor religiøsiteten pegede væk fra traditionel kristendom, f.eks. Ernst von der Recke (1848-1933), spillede det religiøse en vigtig rolle. Det peger på, at den tidlige konservative antibrandesianisme var betinget af den sammenknytning af kultur og religiøsitet, som havde præget romantikken. De var i vid udstrækning sene romantikere – hvorfor de også hyppigt er blevet afskrevet som epigonforfattere.  

Mens forbindelsen mellem den kirkelige og kulturelle konservatisme var tæt, var det en anden sag med forbindelsen til den politiske konservatisme. Højres kultusminister i årene 1875-1880 J.C.H. Fischer (1814-1885) var i bedste fald uinteresseret i den konservative kulturkamp, levede sammen med en kvinde, han ikke var gift med, og blev i det hele taget opfattet som fritænker – han havde da også forsøgt at sikre Brandes et professorat på Københavns Universitet. Her er, ifølge Gissel, en af årsagerne til, at de konservative ikke kunne holde stand mod brandesianismen. 

I 1879 kunne digteren H.V. Kaalund (1818-1885) se tilbage på årtiets kampe i den litterære verden i et digt til brandesianeren Sophus Schandorph (1836-1901). Her stillede han spørgsmålet: 

 

Er jeg bleven tilbage for min Tid paa dens Flugt
– Bleven fremskridtets – Ungdommens Fjende? 

 

Ve mig- ja ve mig, ifald det varsaa
Da var jeg i Kampen, jeg har rejst nu, den Lille

 

Vil du læse ressten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 150 kr.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside