Jonas Eikas konformitet og forudsigelighed

Af Anne-Marie Vestergaard

Forfatteren Jonas Eikas takketale 29. oktober ved uddelingen af Nordisk Råds litteraturpris har skabt en del debat, og det kan man kun glæde sig over i et demokrati. Det har sikkert været oplysende for den brede befolkning at opleve hvordan en ung forfatter kan ytre sig – og te sig. Men for dem der som undertegnede kender til debatten i forfatter- og kunstnerkredse, er hans analyse af Danmarks (og Skandinaviens) tilstand ingenlunde enestående eller speciel.

Hans teori om samfundets beskaffenhed i en tid med stigende flygtningepres er en såre velkendt kombination af kapitalismekritik og ingredienser fra den allestedsnærværende identitetspolitiks overskudslager. Antagelsen om strukturel racisme er således det prisme som han analyserer den danske flygtningepolitik igennem.

Ofre og skurke er lagt fast én gang for alle i en altforklarende pseudoteori som misser tidens store udfordringer og dilemmaer ved indvandring. Eika taler indigneret om velfærdsstatens undertrykkende hvidhed, en arv fra kolonialismen… Mads Kastrup skrev rammende og i vanlig sarkastisk stil om Jonas Eikas undladelsessynder og blinde øje i Ekstra Bladet 1. november (”Ryd nu op på dit værelse”).

Der er intet nyt under solen, heller ikke for mig, der flere gange har forsøgt at råbe de politisk korrekte forfattere op. Enten bliver man kaldt højreekstremist, eller også bliver man ignoreret. Den pragmatiske, faktabaserede diskussion om tidens store udfordringer og dilemmaer udebliver.

Jonas Eika har gerne villet lade handling følge ordene om solidaritet med de udvisningsdømte i ”lejrene” og har derfor erklæret at pengebeløbet fra prisen skal ”omfordeles”. Det skal gøres sammen med en gruppe venstrefløjsaktivister, der også har annonceret en demonstration på Nørrebro sidst i november, ”Close the camps”.

Jeg mener at hans tale og hensigtserklæring i forbindelse med prisoverrækkelsen først og fremmest skal opfattes som en uhyre velgennemtænkt performance. Disse handlinger retter sig primært mod hans eget litterære miljø, bestående af forfatterkolleger, litteraturkritikere og do. forskere. Provokation og forargelse kan veksles til yderligere anerkendelse og skulderklap blandt ligesindede.

Samtidig vil han naturligvis gerne have flere læsere, og de skal have gødet jorden for den korrekte læsning af hans foreløbig to bøger. Jonas Eika performer først og fremmest sin egen forfatteridentitet, og den rabiate retorik affyret lige op i hovedet på en forbløffet Mette Frederiksen signalerer mod og kompromisløshed.

Læg dertil et specielt outfit: Lange sorte gevandter, øreringe og lyserøde negle, en overtydelig og trendy reference til identitetspolitikkens stadig mere insisterende krav om opløsning af kønnene. Bifald og positive kommentarer til talen kom forudsigeligt, f.eks. fra Carsten Jensen, der jo selv ytrer sig meget moralistisk i flygtningedebatten.

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai talte begejstret om et nyt ungdomsoprør blandt forfattere; der ville være et før og efter denne takketale i litteraturhistorieskrivningen. Unge Eika har vist at han for alvor har gjort sig fortjent til at være en del af det venstresnoede litterære og akademiske miljø. I forvejen har han gjort det rigtige, nemlig gået på forfatterskolen og hængt ud med de litterære magthavere.

Alt i alt udviser Eika derfor en miljøbestemt konformitet og forudsigelighed. Det er ganske ufarligt, for venstreradikalisme er ved at blive mainstream i visse intellektuelle kredse.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!