Mennesket Jesus – og Bent Jensen

Jesus

Blandt teologer er der udbredt enighed om, at evangeliegenren kan betegnes som en biografi efter antikke forskrifter. Men hvordan ser det ud, hvis man omskriver evangelierne til en biografi i moderne forstand? Jens Wendel-Hansen anmelder et forsøg herpå – og et efterskrift.

Af Jens Wendel-Hansen 

Paul Johnsons Jesus-biografi er, som undertitlen også fastslår ”En biografi skrevet af en troende”, men forfatteren er også historiker og har sat sig for med disse to udgangspunkter at skrive en biografi om verdens frelser.

Den er i udgangspunktet kronologisk opbygget – begynder med Bebudelsen og slutter med døden og kristendommens opståen, men derimellem er den tematisk inddelt, hvor Johnson fokuserer på Jesu mirakler, Jesu poetiske åre, Jesu møder med mennesker m.v., som dermed giver skildringer af de forskellige af frelserens sider. Den er skrevet med ”klarhed og kortfattethed” som hensigt, og der er derfor ikke noter i bogen, men forfatteren beskriver det som produktet af mange års læsning af de forskellige kilder, der eksisterer til Jesu liv. Bogens opbygning og beskedne størrelse gør i øvrigt, at hensigten lykkes. Den er til hurtigt at komme igennem, og dens pointer står klare.

Bogen er desuden forsynet med forord og efterskrift af oversætteren, historikeren Bent Jensen, som jeg vil vende tilbage til, men hvor det her er nok at sige, at forordet indeholder oversætterens motivation for at oversætte bogen, og at efterskriftet indeholder fragmenter fra hans missionske opvækst i Midtjylland.

I den engelske udgave er citaterne fra King James Version (”My God, my God why hast thou forsaken me?”). Den er fra begyndelsen af 1600-tallet, og som oversætteren ganske rigtigt gør opmærksom på, stadig læselig på engelsk, mens det dårligt går med en dansk oversættelse fra samme tidspunkt. Oversætteren har derfor, men også fordi han er mere fortrolig med denne udgave, brugt den danske oversættelse fra 1931 som udgivet i 1948. Dette bidrager med et nok en anelse mere højtideligt, men stadig forståeligt sprog i forhold til den nuværende danske udgave fra 1992, og det forekommer derfor at være en nogenlunde overførlig udgave. Det virker godt i sammenhængen.

Løst fundament

Paul Johnson er historiker og ifølge oversætteren ”sprænglærd”, og man begiver sig ind i biografien med den forventning, at den Jesus, man her møder, er anderledes end den fortegnede glansbilledfigur, som min mormor har hængende på væggen, eller den religiøse sandhedsbebuder, som man i udgangspunktet vel har for øje, når man som et religiøst menneske søger Bibelen for vejledning.

Men en sådan analyse kræver et fast fundament. Hvad er de grundlæggende antagelser, vi skal acceptere for at komme forfatteren i møde?

At vi allermindst må acceptere det som antagelse, at Guds eksistens er mulig, er givet, men i virkeligheden også fredsommeligt nok.

Allerede tidligt i bogen støder vi dog på problemer. Vi befinder os midt i Bebudelsen, og Gabriel har netop sagt til Maria, at hun er velsignet blandt kvinder, at hun har fundet nåde for Gud, og at hun skal undfange og føde en søn, der skal være evig konge på Davids trone, da forfatteren skriver, at ”Vi kan være sikre på, at Maria huskede disse ord præcist.”

Kort og godt er min indvending følgende: Nej, det kan vi ikke. Hvis vi skal prøve at leve os ind i Marias situation, så tyder alt i teksten på, at Maria ikke er forberedt på mødet med ærkeenglen. Hun er således formodentlig stået op til en helt almindelig hverdag i en fattig hytte med rigelig af huslige gøremål, og pludselig står Gabriel foran hende og fortæller hende, at hun skal føde verdens frelser, Guds søn, offerlammet. Vi kan selvfølgelig antage, at Gud den Almægtige har brugt det lidt af sine evner, der må kræves, til at give Maria en vis grad af åndelig nærværelse i den givne situation, så ikke den formodentlig noget dramatiske entré har været spildt, men for nu at vende tilbage til udgangspunktet: Det kan vi ikke vide. Vi ved ikke, om Maria huskede dette ordret, selvom hun da næppe heller har misset hovedpunkterne.

Men dette problematiserer yderligere tingene for os, fordi det faktisk skaber tvivl om, hvad forudsætningerne er for den analyse, som Johnson bevæger sig ud i. Når forfatteren efterfølgende holder sig meget nært til evangelieteksterne – i afslutningen i sagens natur også til Apostlenes Gerninger – og ikke generelt stiller spørgsmålstegn ved deres troværdighed, så er det nærliggende, at vi også som læsere skal købe ind på den antagelse, at evangelierne er Guds Ord, sandheden. Det har dannet grundlag for teologien i århundreder (selvom den vist ikke rigtig gør det længere) og er heller ikke i sig selv noget problem, hvis man blot er bevidst om, at det er dette, der er vores grundlæggende antagelse, som så de mennesker, der ikke accepterer antagelsen kan forkaste på den baggrund. Men hvorfor så spekulere i, hvorvidt Maria husker det korrekt, hvorfor hæfte sig ved, at evangelierne bl.a. er baseret på Marias vidneudsagn, og hvorfor fokusere på, at Jesus er en veldokumenteret skikkelse i andre samtidige kilder. Det er jo hverken her eller der, hvis de er Guds Ord – og den følelse sidder man unægtelig tilbage med, når disse øvrige mange kilder kun rent undtagelsesvist faktisk inddrages i analysen.

Perspektivrig personskildring

Måske skal vi bare sige, at kildekritikken ikke er relevant i denne bog, og at det ikke er her, bogen ønsker at bibringe os noget. Det er måske ikke så underligt, når vi allerede i undertitlen til bogen præsenteres for det forhold, at den er skrevet af en ”troende”. De små indledende øvelser i anden retning forvirrede dog denne anmelder.

Bogens helt store styrke ligger da også på et ganske andet område, nemlig i den analyse af evangelieteksterne, som tegner et personligt billede af Jesus. Forfatteren reflekterer over hans poetiske evner, hans (i mangel på bedre ord) jordbundethed, hans interessant nok manglende fanatisme og hans skyhed. Denne personkarakteristik virker til igennem traditionelle biografiske analyseredskaber at skabe et personligt billede af den skikkelse, som gennem de sidste 2.000 år formodentlig har været den væsentligste ophavsmand til det vestlige værdigrundlag. Det tilfører et levende, virkeligt og menneskeligt element til de bud og dogmer, som de, der vil, har mulighed for at høre udlagt hver eneste søndag – hvis man har kendskab til et sogn, hvor præsten forholder sig til den slags, forstås.

Bent Jensens indre glæde

Jeg har ikke højere tanker om mig selv, end at jeg, hvis ikke bogen havde haft sit forord og efterskrift, havde stoppet min anmeldelse her, men der var et element, der fik mig til at læse videre i en opbyggelig stemning, altså iført den proverbale ja-hat.

Jeg kender ikke Bent Jensen personligt og har vist end ikke mødt ham, men har dannet mit billede af ham som et i al sin belæsthed såre hårdtslående og konsekvent menneske – et menneske, der, hvordan skal man formulere det, ikke går af vejen for en konflikt. Når jeg gav bogen en chance, så var det, fordi dette menneske, som jeg havde forskelligartede forudindtagede meninger om, i sit forord til bogen skrev, at han, hver gang han havde læst bogen, var ”blevet fyldt af glæde og blevet let om hjertet”.

Efterskriftet tager sit afsæt i Bent Jensens barndom i et indremissionsk hjem i Kjellerup, hans begyndende og efterfølgende vedvarende interesse for Jesu person og budskab. Det er et givende træk, at Bent Jensen insisterer på dette som noget, der, ligesom også andre impulser fra f.eks. den mere grundtvigske del af familien, har givet ham noget – et synspunkt, der vel må betragtes som et forkætret (!) sådant i det meste af den danske befolkning som helhed, og navnlig sikkert i akademiske kredse. Bent Jensen reflekterer desuden over de enten virkelige eller litterære møder med P.G. Lindhardt, Vilhelm Grønbech og Ethelbert Stauffer samt det skridt, det var for en missionsk dreng pludselig at blive konfronteret med kildekritikken. Meget af det kan denne anmelder kende igen fra sin egen barndom, ungdom og studieår.

Få linjer fra slutningen fastslår Bent Jensen det befriende, at det må være okay for bange og svage sjæle, der ikke har gået på universitetet eller lært historisk kildekritik, at bede til den evangeliernes Vorherre, som også hans forældre bad til. Lad os antage, det er en morsomhed. Lad os antage, at det er Bent Jensens omvendte måde at fortælle os, at historisk kildekritik er hverken her eller der, når det kommer til evigheden, og at selv Bent Jensen også kan finde sig i en situation, hvor bønnen er ham et kært værktøj. Jeg vælger at tolke det sådan. Det er en god afslutning. Under alle omstændigheder undlader Bent Jensen, som i Evelyn Waughs Gensyn med Brideshead, at slukke alterlyset. Det står stadig tændt for den, der vil lade det lyse for sig.

Når jeg sluttelig skal være ærlig, så følte jeg faktisk også denne glæde og lettelse om hjertet ved at læse bogen. Det var en ny skildring af en, for en anden tidligere søndagsskoleelev, gammel kending, og med den konklusion vil jeg gerne anbefale bogen til den, der måtte føle den kalde.

Jens Wendel-Hansen er post.doc. ved Institut for Historie på Syddansk Universitet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!