Folkestyrets Jerntid: om populismen som trussel mod folkestyret

Årsskriftet Critique 2019 udkom i november. Her bringer vi et uddrag fra historiker ved den norske tænketank Civita Bård Larsens artikel Folkestyrets jerntid om populismen som en trussel mod demokratiet.  Bestil Årsskriftet Critique i abonnement for kun 150 kr. om året.

Af Bård Larsen 

I indlægget ”Apokalypsens gröna ryttare28 skrev den svenske journalist Ivar Arpi om pessimister:  

Der findes en apokalypse for alle, skræddersyet netop til din foretrukne pessimisme: Naturkatastrofer eller zombier, aliens eller verdenskrig, epidemier eller sterilitet, roboter eller Guds vrede, you name it. Det væsentlige er, at menneskeheden går under. Så der endelig kan blive fred på jorden. 

Her er dagens apokalypse: Liberalt demokrati er i færd med at dø. Lyder det slemt? Mange vil hævde, at spådommen er forkert, og at den slags pessimisme er nedbrydende. Men tag det roligt: Det er ikke sikkert, at demokratiet vil gå under. Desuden er sortsyn ikke et entydigt onde: Den, som er pessimist, før han fylder 48, ved for meget, men hvis han derefter er optimist, så ved han for lidt. Det sagde selveste Mark Twain. 

Det liberale demokrati er et spædbarn. Normaltilstanden for os mennesker har været at leve i despotiske og til tider ekstremt voldelige samfund. Over for dette noget triste perspektiv har marxister og liberalister pudsigt nok en forestilling til fælles (og ja, det stopper dér): At verden skrider fremad, mod mere fornuft. 

Efter Den Kolde Krigs afslutning blev vi fortalt, at vi stod ved historiens afslutning, at vi alle var unikke og kunne blive, hvem vi ville. Der var ingen grænser for fremtidsoptimismen. I dag vælder det frem med identitetspolitik og gruppetænkning, som appellerer til grundlæggende menneskelige instinkter: Vrede og udsondring fra fællesskabet. 

Samtidig er bunden ved at falde ud af det politiske centrum mange steder. Dette til stor forfærdelse blandt de, som har opbygget projekter med urokkelig tro på, at de politiske institutioner er så godt som uangribelige. Så får man altså en ny runde autoritarisme kastet i synet som tak. Det er ikke let at forstå. Der skrives, så tastaturerne næsten bryder sammen. 

Fremtidsoptimister kan godt lide at tro, at der vil komme noget godt ud af kriser. Store ændringer har altid medført reaktioner. Af en tese kommer en antitese, og til slut får vi en fornyet styrke, en syntese. 

For os, som ikke tror noget videre på denne type dialektik, er det mere usikkert. 

Under Den Kolde Krig var det, på trods af mange gråzoner, ganske enkelt at skaffe sig overblik over, hvem der var good guys, og hvem der var bad guys. Kommuniststaternes totalitære pragt var synlig for de fleste. Selv om verden samlet set er friere end før, og nogen mener, at tendensen fortsat er stigende, er det ikke sikkert. at den nye autoritære bølge, som vælter ind over os, er mindre farlig end  de tidligere bølger. 

Ufriheden vil ikke pludselig dukke op som et lyn fra en klar himmel med støvletramp og tanks i gaderne. Den vil ikke indtage parlamentet med røde faner og summariske henrettelser. Den vil ikke blive anført af klassiske diktatortyper. 

I vor tid er ufriheden klædt i smart tøj eller som en hipster. Den er at finde i kulørte blade eller sidder i EU-parlamentet. De snakker på vegne af det hårdt arbejdende folk – the real people 

De nye autoritære er smarte politiske håndværkere med høj uddannelse. Deres strategi er ikke statskup eller blodige revolutioner. Strategierne går kort fortalt ud på at komme til magten på demokratisk vis. Derefter kommer ændringerne snigende. Opskriften gradvis kontrol over retsvæsen, valglove og valgsystemer, statsmedierne, indføring af rent majoritetsstyre i stedet for repræsentativt demokrati, politisering af institutioner i stedet for magtfordeling. Kleptokrati. Nedmonteringen af det liberale demokrati vil ske relativt ubemærket – og så er det for sent. Demokratiet går altså sagte, men sikkert under, “not with a bang, but with a whimper”, som den britiske forfatter T.S. Eliot formulerede det. 

Myten om folket

Fra 1960’erne og frem blev det almindeligt, at såkaldte ”græsrodsbevægelser” var med til at sætte dagsordenen i den norske debat. Mange af disse bevægelser kaldte sig uden at rødme for populister. I en artikel i Dagbladet karakteriserede journalisten Andreas Hompland dem som en ”systemkritisk opposition mod det vækstorienterede, ekspertdominerede, centrumsbaserede og centraliserende establishment.”

De blev udviklet som en ”original blanding”, som trak linjer bagud til bondeoprør ”og ud i verden til økologiske samtidsideologier … Kernebegreberne var folkelig fornuft, græsrodsperspektiv, modekspertise, centrum/periferi, decentralisering, udenomparlamentarisk aktivitet og direkte aktioner.” Dette var altså i en tid, hvor populisme var en hædersbetegnelse, i hvert fald hvis den kom fra venstre, eller fra de norske udkantsområder. 

Måske var højrepopulismens indtog i national politik begyndelsen på slutningen for den ”hæderlige” norske populisme. De stod for en helt anden type populisme, mod høje afgifter og stor stat, mod indvandring. Men grundtonen var egentlig den samme: et folk med sund fornuft og almindelig retfærdighedssans, som blev kørt over af Oslo-eliten. 

Populismen er altså ikke selvskrevet autoritær, men den lægger vægt på kollektivistiske forestillinger om masserne og magt, som risikerer at blive en glidebane. Derfor er det rimeligt at hævde, at populismen – i lighed med kritikken af den – også har en ideologisk dimension. Der er en ganske afgørende forskel mellem en kollektivistisk forståelse af en autentisk folkemening og en liberal (og endda liberal i meget bred forstand) understregning af individet som statens grundsten. 

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 150 kr.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!