Opera: Poppeas Kroning – et studie i amoral

Karakterne i “Cirkus Rom”. Foto: Formentlig Britt Lindemann. Fra Det Kongelige Teaters Hjemmeside.

En fuldstændig amoralsk og hensynsløs kvinde, der uden skrupler udnytter sit udseende og seksualitet til at skaffe sig magt og indflydelse? Det lyder som et ekko fra en svunden tid i dag, hvor dele af den moderne feminisme synes godt i gang med at reducere kvindekønnet til en samlebetegnelse for en flok viljeløse dukker, der hverken kan gøre godt eller ondt, men kun være passive ofre for overgreb. Utroligt nok. Man skulle tro, at det var stik imod bevægelsens intentioner.

Nå, men heldigvis er historien og kunsthistorien ligeglad med den salgs; og den insisterer på, at kvinder er mere end dét. Således ser vi det i eksempelvis Monteverdis fantastiske opera om Poppea Sabinas intrigante vej til titlen som kejserinde af Rom, L’incoronazione di Poppea, fra 1643. Den blev opført af operaakademiet på Det Kongelige Teater i foråret 2019.

I sin hensynsløshed og tilsyneladende komplette mangel på moral overgås Poppea i operaen vist kun af sin elsker, kejser Nero, der kan give hende den krone, hun så brændende begærer.

Eskapaderne besværliggøres imidlertid. Dels er Nero allerede gift med den unge og smukke Ottavia. Dels rådgives han af den vise Seneca, der fortæller ham, at han ikke bare kan udskifte sin hustru efter forgodtbefindende. De to lyseslukkere må naturligvis skaffes af vejen; og det bliver de også.

I en forrygende scene i første akt diskuterer Nero og Seneca førstnævntes planer om at skaffe sin hustru af vejen for i stedet at tage Poppea til viv. Seneca fraråder Nero at lade sig lede af følelser og blæse på loven. Nero vil – naturligvis – ikke lytte. Som kejser er det ham, der bestemmer, hvad loven er, og han kan ophæve de gamle love og lave nye, hvis han vil. Himlen tilhører de højere magter, men jorden tilhører kejseren. Ikke ulig tankegangen i vores egen kongelov fra 1665, hvor det i artikel III udtales, at “Skall derfor ochsaa Kongen alleene haffve høyeste Magt og Myndighed till at giøre Lowe og forordninger efter sin eygen gode Villie og Velbehag (…). Nero proklamerer:

”Recht hat, wer am mächtigsten ist.
Im Frieden ist die Gewalt das Gesetz, und im Krieg das Schwert.“

Nero har utvivlsomt ret i den forstand, at begrebet ”ret” jo blot er en deskriptiv betegnelse for de i ethvert samfund gældende normer for magtudøvelse. Men det er selvsagt ikke det samme som, at vilkårlig magtudøvelse er klogt. Rettens modsætning forveksles ofte med uretten, men rettens modsætning er snarer vilkårligheden. Seneca forsøger da egentlig heller ikke at modsige Neros anskuelse, men understreger i stedet, at vilkårlighed skaber usikkerhed. Det er dog som at kaste vand på en gås i tilfældet Nero. Vi har at gøre med en mand, der ifølge overleveringen proklarede, at ”[i]ngen fyrste før mig har vidst, hvor meget han kan tillade sig”. Godt tilskyndet af Poppea beordrer Nero, at Seneca må lade livet for at have vagt kejserens vrede med sin opsætsighed.

Diskussionen mellem Nero og Seneca var herligt sat i scene af Operaakademiet. Nero lignende og opførte sig som en forkælet møgunge, der kun bliver endnu mere hidsig, jo flere gode argumenter, han mødes med. Men ikke kun barnlig. Det var også en perverteret og lidt uhyggelig karakter, der viste sig for os. Der havde nu ikke været grund til at lade ham løbe rundt med en stor slikkepind for at understrege barnligheden. Lidt morsomt var det faktisk, men scenen kaldte måske i virkeligheden mest på alvor.

Poppea var gennemgående iscenesat som den stærke over for den lidt umodne Nero. Det skinnede fint igennem i personinstruktionen, at kvinden har en seksualitet og ikke er bange for at bruge den til egen vinding. I det hele taget var personinstruktionen meget vellykket og samspillet mellem stykkets karakterer var godt. Det syntes tydeligt, at de nød og fandt glæde ved at spille sammen med hinanden.

Poppeas Kroning er forbavsende ved sin mangel på moral. Det er ikke nogen hemmelighed, at de onde helt og aldeles går af med sejren. De gode – og dem er der ret beset ikke ret mange af – der agerer ud fra anstændighed og moral, trækker konstant det korteste strå. De onde drives af seksuelt begær, sanselig kærlighed og en umættelig appetit på rigdom og magt; og dette er stærkere end nok så mange dyder. Det er lige før, det er Wagner 200 år før tiden.

Ikke så få ligheder er der vel heller ikke mellem Poppeas Kroning og Marquis de Sades Justine (1791), hvor de onde ikke bare altid slipper godt fra deres utallige overgreb mod den stakkels pige, men også af forfatteren konstant tildeles de bedste argumenter i de mange diskussioner, hun fører med dem om deres ret til at mishandle hende. Uanset om hun forsøger sig med utilitarisme, Thomas Hobbes’ samfundsteori eller appel til simpel, kristen næstekærlighed og medmenneskelighed, trækker Justine altid det korteste strå i diskussionen og efterlades uden et svar. Det må læseren selv finde ud af. Det samme i Poppeas Kroning. Dyden er noget ubrugeligt bras for de svage tabere, mens begæret er for de sejrende stærke.

Dette proklameres allerede i operaens start, hvor de tre guder, Fortuna, Virtù og Amor skændes om, hvem der er stærkest. Diskussionen ender med, at Amor proklamerer sig stærkere end de to andre, der herefter fortrækker. Operaen beviser, at Amor har ret. Den erotiske og sanselige kærlighed fejer dyd og skæbne til side. Amor følger da også efter Poppea igennem stykket, mens Virtù forfølger Ottavia. Det får igen af de to sidstnævnte meget ud af.

Skulle man alligevel være i tvivl om den sag, overlades operaens slutning til den uendeligt smukke duet mellem Nero og Poppea, hvor de efter Poppeas kroning kan forenes med ordene pur ti miro – pur ti godo. De onde ler og elsker; og Fortuna må drysse guldstøv ud over Poppea. Så smukt er det faktisk, at man kommer helt i tvivl om, hvorvidt der faktisk var ægte kærlighed mellem dem – om end i en særlig afstumpet og perverteret form? Harmonia Mundi har lagt den smukke duet på YouTube fra deres nye indspilning af Poppeas Kroning, se under referencerne:

Jeg har prøvet at finde en eller anden ”undskyldning” i Poppeas Kroning. Et eller andet der siger, at meningen med det hele er at vise, at mennesket er ondt, og at man derfor skal passe på. Men jeg kan ganske enkelt ikke finde det. Det er svært at se noget opbyggeligt i operaens hyldest til den sejrende amoral. Men man kommer måske ikke helt uden om, at ideer om moral og anstændighed m.v. vel dybest og i sidste ende set udspringer fra menneskers følelser og derfor kan være ret vilkårlige størrelser.

Operaakademiet havde lavet den lille genistreg ikke at lade Nero og Poppeas duet komme til sidst, som den ellers skal. I stedet havde man flyttet den monolog/arie, hvor Poppeas amme, Arnalta, fryder sig over, at Poppea er blevet kejserinde, så den kom til sidst som en slags epilog. Arnalta kan slet ikke styre sin fryd. Som kejserindens fortrolige vil folk død og pine være nødt til at respektere hende. Hun behøver ikke længere nedværdige sig til at tale til simple folk, nu hun har magt. Hun vil gældes over, hvordan folk hæmningsløst vil forsøge at vinde hendes gunst. Over hvordan de vil være sleske og fylde hende med kunstige smiger om hendes udsende, selvom hun egentlig er gammel og grim. Og hun vil lade som ingenting, gøre gode miner til slet spil og slubrer lovprisningerne i sig fra at bæger af løgne! Som det hedder i den tyske oversættelse:

”Ich tue so, als verstünde ich nicht, und schlürfe den Lobpreis aus dem Lügenbecher.“

Det sætter prikken over det berømte i. En sublim afslutning på en glimrende opera. Den lidt anstrengte ”cirkusopsætning” ændrede ikke på, at jeg er særdeles tilfreds med Poppeas Kroning. Opsætningen i “Cirkus Rom” tilføjede intet, men var heldigvis let at ignore.

Man havde gennemgående fundet nogle meget fine sangere frem. Det var en fryd at høre, hvordan holdet boltrede sig i Monteverdis partitur som delfiner i vandet. Det er vanskeligt at fremhæve nogen enkelte fra det store persongalleri, men størst indtryk gjorde nok alligevel de uheldsramte Ottavia og Ottone, henholdsvist Kari Dahl Nielsen og Magnus Ingemund Kjelstad, der virkelig får fremkaldt medfølelse, men også Mia Bergström og Margaux de Valensart som henholdsvis Nero og Popppea fortjener at blive nævnt her. Og så lige Johan Olsen for Arnaltas vidunderlige monolog. Joel Kyhle var en god og myndig Seneca i den tragiske, hvide klovns skikkelse.

Musikken blev leveret af medlemmer af barokorkestret Collegium Musicum Riga, der fik vist Monteverdis musik fra sin bedste side.

Claudio Monteverdi, L’incoronazione di Poppea. Libretto af Giovanni Francesco Busenello. Det Kongelige Teater (Takkelloftet), den 24. marts 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/poppeas-kroning/?section=top

Libretto: Tysk oversættelse af Konrad Kuhn og Irène Weber-Froboese. Fra Harmonia Mundi-udgivelse omtalt nedenfor.

Ivar Lissner, Romernes kejsere, oversat fra tysk efter ”Die Cäsaren” af Karl Hornelund (1958)

Jens Himmelstrup og Jens Møller, Danske forfatningslove 1665-1953, anden ændrede udgave (1958)

Marquis de Sade, Justine (1791), på dansk ved Kim Witthoff (2011)

Efter forestillingen, men før nærværende blev færdigskrevet og offentliggjort, er der udkommet en fremragende indspilning af L’incoronazione di Poppea med Les Arts Florissants under ledelse af William Christie på Harmonia Mundi. Der er tale om en liveindspilning fra Salzburgfestspillene i august 2018, og med de 3 cd’er følger også en DVD med den fulde opera.

Harmonia Mundi har lagt den smukke duet mellem Poppea og Nero på YouTube, se også ovenfor.

Hele indspilningen kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=45528

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!