Mikael Jalving: I det lange løb er vi alle døde

29. oktober 2019
3 minutters læsetid

Årsskriftet Critique 2019 udkommer i disse dage. Her bringer vi et uddrag fra ph.d. Mikael Jalvings artikel om indvandring og integration I det lange løb er vi alle døde, som gennem henvisninger til en række undersøgelser om indvandreres sociale, kriminologiske og ideologiske forhold tegner et dystert billede af den fremtid, vi går i møde under masseindvandringens vilkår. Bestil Årsskriftet Critique i abonnement for kun 150 kr. om året.

Af Mikael Jalving

Nationaløkonomen John Meynard Keynes mente det polemisk, da han for små hundrede år siden bemærkede, at vi alle dør til sidst. Hans ønske var at redde markedsøkonomien ved hjælp af en ekspansiv finanspolitik, og hans forslag blev god latin blandt lovgivere verden over, men i debatten om indvandringens konsekvenser kan hans berømte sætning tjene til at illustrere to typer af fatalisme.

Positivt: Med tiden vil alt blive godt! Eller negativt: Europa går under! I det følgende skal det derimod konkretiseres, hvad vi ved, og hvad der med størst mulig sandsynlighed er i vente for de kommende generationer af danskere. 

Som enhver god nyheds- og idéforbruger følger og læser jeg naturligvis Årsskriftet og dets løbende posteringer og glæder mig over, at der er kommet mere gang i den konservative idédebat herhjemme, end der har været i mange år, ja, at det måske ligefrem er blevet sæson for konservatisme efter mange liberale forår, somre, efterår og vintre.

Det tegner lovende for en mere pluralistisk og levedygtig politisk debat, end den vi har levet med i efterkrigstiden, hvor først socialdemokratismen gik hen og blev hegemonisk og – med den kolde krigs ophør, hvor den kulturelle liberalisme vandt frem.

Det er sandt, at den økonomiske liberalisme aldrig har vundet fodfæste i det moderne Danmark og i dag må nøjes med talerør som Cepos, så når jeg taler om det liberale paradigme, som vi lader til at være på vej ud af, så hentyder jeg til liberal i en bredere kulturel og værdimæssig forstand. 

Her kan det være på sin plads med en indledende definition. Til det liberale hører særligt tre trosforhold. For det første troen på en universel fornuft, dvs. en fornuft, der er universel og ens for alle mennesker, for det andet troen på frie og lige individer med rettigheder og muligheder og for det tredje troen på fremskridt, det være sig teknologisk, økonomisk eller socialt.

Den liberale fornuft strider ofte mod begreber som kultur, religion og normer, der i den gængse liberale optik opfattes som underbegreber, dvs. underlagt enten fornuften eller universalismen. De liberale individer er også særlige, idet de som regel har rettigheder, før de har pligter.

Men som konservative kritikere har gjort gældende både i Europa og på den anden side af Atlanten, så har liberalismens praksis særligt i det 20. århundrede og især de seneste 50 år ført til en tredobbelt svækkelse af: (a) kristendommen eller traditionen, (b) familien – her mener jeg kernefamilien samt (c) nationen eller forestillingen om den. 

Som nogle af jer måske vil vide, var jeg tidligere mere liberal og optimistisk anlagt end i dag. Det er næppe derfor, man har inviteret mig. Er I lidt ondskabsfulde, og det ved jeg jo endnu ikke, om I er, så kan I vælge at se min liberale tilstand som en langvarig virus, betændelse eller periodisk svækkelse af mine åndsevner. Sådan anskuer jeg den indimellem selv. 

Men, og det mener jeg, en af grundene til min liberale raptus eller lapsus lå naturligt i det generationelle. Som enhver anden ung, rask og ambitiøs mand i tyverne, tilmed stærkt påvirket af Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning et par år senere, var jeg liberal og håbefuld; anderledes kunne det ikke være, og så måtte ayatollah Khomeinis fatwa over den britiske forfatter Salman Rushdie for præcis 30 år siden og andre tilbageslag rundt omkring i verden være beklagelige bump på vejen, og ikke, sådan som jeg mener historien skal skrives i dag, begyndelsen på krænkelsens tidsalder.

En tidsalder, som for alvor kom til Danmark med Muhammedkrisen i 2005 og parallelt hermed er blevet importeret fra Amerika til vores akademiske institutioner, sådan som vi for nylig er blevet mindet om med celebre sager fra Københavns Universitet og CBS. På steder som disse, sikkert også på Aarhus Universitet, kan man kende gamle marxister og deres disciple på, at deres akademiske mission nu er at forebygge krænkelser her, der og alle vegne, især i fortiden. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside