Katrine Winkel Holm: Nu er det familiepolitikkens tur

Familiepolitiken har alt for længe været negligeret af en borgerlighed, som var forblændet af overfladisk islamkritik. Nu er det familiepolitikkens tur, skriver månedens kronikør, som ser lovende takter på højrefløjen.

Af Katrine Winkel Holm

Ingenting er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Nedturen for den borgerlige fløj ved folketingsvalget var unægtelig skidt, men giver mulighed for noget godt. Nemlig at gentænke politikken og genopdage de dele af den, der er blevet forsømt.

Ét emne springer her mere end noget andet i øjnene: Familiepolitikken. I grunden et frygteligt ord, fordi det får det til at lyde som om familien er noget, der skal reguleres og styres fra politisk side, præcis som det sker, når vores socialistiske regering vil indføre øremærket barselsorlov og dermed straffe de familier økonomisk, hvor moderen tager hele barselsorloven.

“Pengene skal følge barnet”

Jeg tænker derimod på en familiepolitik, der gengiver familien dens valgfrihed – i hvert fald dele af den. Venstre lancerede i 1990’erne slagordet om, at ”pengene skal følge barnet”. Det var et forsøg på at lappe på socialstatens ensidige støtte til institutionalisering af børnene: Man får kun del i den store børnecheck ved at sende børnene i de institutioner, der modtager massive statstilskud, mens det hele – på nær den lille børnecheck – går den hjemmepassende families næse forbi. Venstres forslag bestod i at give hjemmepassende familier et lille økonomisk tilskud og at lade kommunerne selv afgøre, om de ville indføre denne ordning.

Det var den tilskudsordning, der blev indført under Fogh-regeringen, til stor forargelse for venstrefløjen og alle feminister. For det ville jo især være kvinderne, der valgte at gå hjemme og kvinder skal jo som bekendt gøre karriere, ikke bruge for meget tid på deres afkom – og da slet ikke dele sig efter anskuelser. Hvis kvinder får reel mulighed for at passe deres børn selv, vil de meget muligt komme til at vælge forkert. Derfor skal de fratages den reelle valgmulighed. Det er efter den devise man har ført familiepolitik herhjemme siden 1970’erne. Ikke desto mindre så tilskudsordningen dagens lys og blev udbredt til ca. 50 pct. af landets kommuner.

Familiepolitiken forsvandt

Så forsvandt familiepolitikken væk fra den politiske dagsorden. Kristeligt Folkeparti, der havde været den mest højttalende bannerfører for familievenlige forslag, røg ud af Folketinget, og det helt dominerende emne blev udlændingepolitik og islam.

Det kvalte enhver tanke om at styrke familiens frihed, for hvis tilskudsordningen blev udbygget, ville det jo bare føre til, at man hældte penge i islamiske storfamilier, hvis mødre så aldrig nogensinde ville komme ud på arbejdsmarkedet og integrere sig. Læg dertil, at den mest udbredte islamkritik hurtigt endte som et plumpt forsvar for grænseløs frihed, selvudfoldelse og hedonisme. For den overfladiske islamkritik var et forsvar for familie, pligt og ansvarsfølelse stort set det samme, som det Hizb ut Tahrir står for.

Midt i det hele havde jeg selv fornøjelsen af at udgive en bog til forsvar for familiens frihed, Rend mig i kødgryderne, i 2010. Timingen kunne ikke have været værre. Jeg oplevede, at den faldt på en stengrund. Feministerne og femi-mændene overfaldt den, mens de borgerlige debattører og meningsdannere var totalt apatiske, bortset fra Sørine Gotfredsen, der – noget overraskende – angreb mig for at guddommelige familien.

Det virkede som om forsvaret for familien ragede borgerlige meningsdannere en høstblomst og at de tilsyneladende var meget begejstrede for, at ansvaret for børnene var overladt definitivt til det offentlige.

Familien Danmark hjernevasket?

Oplevelsen gjorde mig meget pessimistisk på sagens vegne. Måske var familien Danmark virkelig blevet helt hjernevasket af årtiers propaganda for vuggestuernes lyksaligheder og så indsnøret i det økonomiske korset, der de facto gør hjemmepasning umulig, at de havde glemt værdien af den nærhed den familie har, der er selvadministrerende? Sådan spurgte jeg mig selv – mens jeg selv også begyndte at lægge mine kræfter et andet sted end i kvinde- og familiedebatten.

I dag er min pessimisme afløst af optimisme. Ikke alene er der kommet en nyt kuld af debattører, der kæmper for familiens frihed. Det er også virkelig lydhørhed blandt unge mødre for det, som Eva Selsing og andre antifeministiske debattører giver udtryk for.

I det sogn, hvor jeg er præst, støder jeg selv på unge mødre, der går hjemme. Fælles for dem er to ting. For det første at de er blevet overraskede over, hvor glade de er for at gå hjemme – de har jo ellers lært at de er både kedeligt og meningsløst. Samt at denne glæde smitter, så de nu er blevet så mange, at de har oprettet en legestue, hvor de hjemmegående kan mødes.

For det andet at de stopper hjemmepasningen den dag, tilskuddet hører op. Pengene falder altså på et tørt sted – og så giver tilskuddet også en eller anden form for legitimitet, som man ellers er helt frarøvet, når man lever af én indtægt (jeg taler af erfaring). Så de giver igen børnene fra sig, ofte med et blødende hjerte. Det er altså rigtigt, hvad kloge psykologer fortalte mig, da jeg i sin tid arbejdede med mig bog om kvinder og familie: Smerten ved at give sit lille barn væk forsvinder aldrig, uanset hvor meget samfundet hævder, at 10-måneder gamle børn har bedst af at blive skilt fra deres mor. Der vil med andre ord altid være kvinder, der er ulykkelige over socialstatens ensretning af familien og for hvem familiens frihed er en hjertesag.

Familiepolitikkens genkomst

De kvinder har ikke haft et parti i Folketinget, der havde blik for deres behov. Det er ved at ændre sig.

Jeg havde i sommer fornøjelsen af at sidde med i en arbejdsgruppe i Dansk Folkeparti, der skulle komme med idéer til politikudvikling. Der var enighed om at gøre familiepolitikken central og at noget skulle gøres for at styrke muligheden for at passe sine børn selv. Folketingsgruppen fulgte op og har bebudet et lovforslag til udbygning af tilskudsordningen.

For det første skal den gøres landsdækkende, for det andet skal den udvides, så den kan benyttes til mere end ét års pasning, for det tredje skal tilskuddet forhøjes, så det bliver mere attraktivt at gå hjemme.

Forslaget har ført til en genopblussen af debatten om fritvalgsordningen. Det Radikale Venstre ønsker, helt efter bogen, kvindernes valgfrihed hen hvor peberet gror og har reageret med en skruphysterisk fordømmelse af DF-forslaget. Nye Borgerlige ser til gengæld ud til at følge DF’s fodspor, godt nok med en noget anderledes udformet støtte, men med samme intention.

Og lad os håbe, at også de mere etablerede borgerlige partier følger efter. Det er jo trods alt i grunden gamle, hæderkronede tanker i Venstre. De Konservative burde også være positive, for styrkelse af familien er i den grad konservativt hjerteblod. Mon ikke også LA er med?

Jeg tror og håber, at tiden er kommet til at det borgerlige Danmark igen tager familiepolitikken op gør styrkelse af familie og dens valgfrihed til en borgerlig mærkesag.

For det er altså ved at være familiepolitikkens tur.

Katrine Winkel Holm er cand.theol. og sognepræst.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!