Den glemte Aarhus-teolog

Jørgen K. og Lars Bukdahl Foto: Bragt med tilladelse af Lars Bukdahl

Aarhus-teologen Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) var den teolog i sin tid, til hvem der var de største forventninger. En polyhistor med et forbløffende vid, som en kræft-sygdom satte en stopper for allerede som 43-årig. Hvad tænkte Jørgen K., og hvad kan vi lære af hans tanker i dag?

Af Mikael Brorson

Ud af et snævert sommerhusvindue stikker først ét ben, så det næste, og til sidst dumper en spinkel, bebrillet og lettere forpjusket herre ud, ganske uset af sine vogtere. Manden går i rask trav mod byen. Egentlig skulle han sidde i sommerhuset og arbejde på sin doktordisputats – det arbejde, som skulle være kulminationen på mandens store vid og kundskab. Det er på grund af denne mands helt særlige evner, at hans venner har taget sig tid til at låse ham inde i et sommerhus og nidkært vogte over hans arbejdsindsats. Men han går mod byen, mod nye bøger, ny viden og nye teorier.

Manden er Jørgen K. Bukdahl, og anekdoten stammer fra Niels Gunder Hansens på Gyldendal nyligt udkomne bog, Tanker af en anden verden, her gengivet i undertegnedes lettere dramatiserede udgave. Den er ikke desto mindre egnet til at indlede nærværende anmeldelse, fordi det tegner et billede af en mand med helt særlige evner og til hvem der var helt særlige forventninger, som dog aldrig blev indfriede. En opgave og et virke, som i sidste ende forblev uforløst, og fortællingen om ham nedskrevet i en bog, over hvilken man måske kan fælde den samme dom.

Polyhistor

Først må vi have lidt biografiske data på plads, og det biografiske er i det hele taget bogens styrke: Nils Gunder Hansen fortæller godt og engageret om Jørgen K. Bukdahl, som blev født i 1936 som søn af den store grundtvigianer og højskolemand Jørgen Bukdahl. Han var teolog og ikke mindst far til Weekendavisens mindst ligeså navnkundige litteraturanmelder, Lars Bukdahl, arbejdede ved Institut for Etik & Religionsfilsofi ved det Teologiske Fakultet i Aarhus fra han blev færdiguddannet i 1963, og så døde han allerede i 1979, kun 43 år gammel. Med bogens velskrevne og -oplagte biografiske kapitel, og ikke mindst flankeret af en mængde fine billeder af Jørgen K. og familie, lykkes det for Nils Gunder Hansen at tegne et portræt af en mand, som særligt er kendetegnet ved et enormt vid. Jørgen K. kunne simpelthen som få andre læse og tilegne sig enorme mængder af viden og repræsentere sine venner såvel som fjender både præcist og loyalt. Samtidig var han en syntesens mand, som ikke tænkte i skarpe modsætninger, men derimod så ligheder og sammenhænge.

Vi bekynder at indkredse Jørgen K. som teolog, og må her gøre holdt og overveje, om vi egentlig skal kalde ham teolog. Med Viggo Mortensens ord udlevede Jørgen K. det selvsamme polyhistor-ideal, som kendetegnede hans far, om end i en akademisk sammenhæng, og på den måde kunne man ifølge Hans Fink måske bedre betegne Jørgen K. som idéhistoriker end systematisk teolog (s. 44). ”Den læste jeg i går” var således en fast vending for Jørgen K., og Nils Gunder Hansen beretter om en levende foredrager med en fotografisk hukommelse, som derfor vistnok kunne være en mere end almindeligt udfordrende diskussionspartner i det meste. Johannes Møllehave, Jørgen K.’s ven fra tiden i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, tegner et rammende billede i en munter vise om Jørgen K. ved dennes bryllup med Lise Togeby (efter den kuldsejlede forlovelse med Margrethe Auken – en forlovelse, som Auken efter sigende ved en fest meddelte ganske spontant, i ren misundelse over, at hendes søster netop havde gjort det samme):

Jeg så en gang en seng. I sengen lå/ den ovenfor bemeldte Jørgen K./ med ti bind Hegel, fyrre bind af Marx,/ syv Kierkegaard, en potte lim, en sax,/ kollegiehefter, blyant og papir/ og små blå søm, som om han var fakir,/ en baby, Hermes og Information,/ tre kopper te, en øl og en citron,/ syv årgange af gamle DTT,/ en fjederstøvle, askebæger, ske,/ et andet bundt aviser i en stak/ plus syltetøj og maling og tobak,/ lidt Sartre, Martin Buber og Marcel,/ et brilleglas, en enkelt karamel,/ en paraply, et tændrør, noed om ånd,/ en peberbøsse og et lexikon./ Desuden så jeg skroget af en and/ placeret ovenpå Pontoppidan/ så egner han sig mon til ægtemand?/ Jeg sir på forhånd: stakkels lille hjem,/ hvis dobbeltsengen bliver dobbelt slem./ Men dette vil vi overlade Lise […] (s. 34f.)

Problemet

Hermed nærmer vi os det store problem med Tanker af en anden verden: Hvorfor skal vi egentlig læse den? Bogen er velskrevet, og den tegner et billede af en interessant person, som utvivlsomt besad helt særlige evner og derfor var egnet til eksempelvis at danne sig et overblik over den nymarxisme, som i 60’erne og 70’erne forgrenede sig ad infinitum, for ikke at sige ad nauseam. Fortællingen er også rørende, fordi den indeholder visse elementer af tragik i Jørgen K.’s uforløste opgave.

Men hvad har Jørgen K. egentlig at sige os? Han kunne reproducere en imponerende mængde af viden med ligeså imponerende præcision og pædagogisk sans, og se ligheder hvor andre kun så uoverstigelige grøfter. Han var en polyhistor, og fortællingen om ham kan nok minde os om værdien af hine vise mænd, som er sjældne syn på nutidens specialiserede universiteter, men som ikke desto mindre er i stand til at fastholde sammenhængen mellem de forskellige videnskabsgrene. Til gengæld endte det i Jørgen K.’s tilfælde med, at det aldrig rigtig blev til noget med for alvor at grave sig ned i sit emne, og på den måde bidrage – for nu at udtrykke det patetisk – til videnskabens videre vandring mod sandheden. Og så kommer spørgsmålet jo snigende: Hvorfor skal vi overhovedet læse en bog om Jørgen K., eller forstå ham som meget mere end et historisk kuriosum?

Hermeneutik og studenteroprør

Hvis vi skal forsøge at give et svar, må vi bevæge os frem efter en art differenskriterium og spørge, hvor Jørgen K. adskiller sig fra eller på afgørende vis udfordrer sin samtid. Når han f.eks. siger, at opstandelsen ikke betyder ”hverken mere eller mindre end syndernes forladelse” (s. 124), så har han ganske vist uigendriveligt ret, men han siger også noget, som en stor del af datidens universitetsteologer, måske særligt i Aarhus, uden videre ville have skrevet under på. Det samme gælder hans hævdelse af, at vi bedriver teologi fordi der skal prædikes i kirken på søndag, eller hans brug af Kierkegaard i det hele taget (i de tidligere år), som leder ham til en gedigen eksistensteologisk tænkning. Alt sammen fremragende, men også ganske velkendt.

Efter benævnte kriterium er Jørgen K.’s fokus på hermeneutik først og fremmest interessant. Den hermeneutiske teologi vandt aldrig indpas i Danmark, og selvom hermeneutikken mildest talt har gået sin sejrsgang i nutidens akademia, og også på Jørgen K.’s tid var en velkendt disciplin, er det ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, at han arbejder med hermeneutik i studenteroprørets tid. Hermeneutikkens udgangspunkt er jo som bekendt, at mennesket altid kommer med en forforståelse, og det har, som Nils Gunder Hansen bemærker, været en ”teori til tiden” (s. 70); med ungdoms- og studenteroprør var samfundet fanget i en malstrøm af opbrud og historieløshed, og hermeneutikkens budskab – at mennesket altid er indfældet i en tradition og en historie, som former det – må siges at være mere end bare lidt relevant i dén kontekst.

Bukdahl og de hegelske tåger

Paradoksalt nok blev det den selvsamme hermeneutiske interesse, som (for)ledte Jørgen K. til at fordybe sig i Nietzsche, Freud og ikke mindst Marx, og dermed nymarxismen og dens utallige forgreninger, hvor alt fortaber sig i de hegelske tåger. Hermed spændes Jørgen K.’s teologi ud mellem to poler, nemlig på den ene side Kierkegaard og eksistentialismen, som placerer afgørende vægt på individet, og på den anden side marxismen, som orienterer sig i retning af kollektivet – og det er selvfølgelig gefundenes Fressen for en altid syntetiserende og formidlende tænker.

Dette leder eksempelvis Jørgen K. til et opgør med Tidehverv, som han aldrig kan siges at have været en del af, men som han ikke desto mindre har stået i teologisk gæld til. Jørgen K. anmelder i 1971 Søren Krarups Præstens prædiken, og kritiserer her Krarups paradoks-teologi: Anti-borgerligheden, den totale kritik af samfundet stillet under Guds dom, risikerer udenfor den polemiske situation at ende i borgerlighed, hævder Jørgen K., fordi vi ifølge Krarup ikke på idealistisk vis skal stræbe efter at omstøbe samfundet. Dermed må vi tage til takke med det foreliggende. Det er naturligvis gift for en marxistisk-inspireret tænker.

Hermed blotlægges en tydelig udvikling i Jørgen K.’s tænkning. I første halvdel af sit forfatterskab er han, ligesom det efter min opfattelse i vid udstrækning kan siges om Krarup, en kierkegaardsk tænker, hvilket bl.a. viser sig i en betoning af den uendelige, kvalitative forskel mellem Gud og menneske og et eksistensteologisk fokus på mennesket som stillet overfor Gud i en afgørelse, i hvilken mennesket bliver sig selv. Det dominerende perspektiv er her kvalitative forskelle, inkommensurabilitet, hvilket står i skarp kontrast til den anden halvdel af forfatterskabet, som bliver hegelsk inspireret og med fokus på Marx. Hegel er, ligesom Kierkegaard, dialektiker, men hos Hegel ender dialektikken altid i en syntese, hvilket i sidste ende udtrykker sig i Åndens udfoldelse i historien, for nu at sige det på hegelsk. For Kierkegaard gælder det den absolutte disjunktion, for Hegel kan enhver forskel ophæves.

Afmytologiseringen

Hvor det er svært at se perspektiverne i Jørgen K.’s forsvar for marxismen og forsøg på at sætte mennesket fri til at omkalfatre samfundet, leverer Jørgen K. et vigtigt bidrag til den teologiske diskussion om den tyske teolog Rudolf Bultmanns afmytologiseringsprogram. Bultmann lancerede sin idé om afmytologisering i 1941, og udtrykker derved ikke et ønske om at fjerne myterne, men at gøre deres betydning tilgængelig for nutidsmennesket. Der findes imod dette en perlerække af fladpandede indvendinger, som udtrykker en manglende forståelse for selv de mest basale dele af afmytologiseringen. En kvalificeret indvending finder man imidlertid hos Tidehvervs-teologen Gustav Brøndsted i ”To verdenssyn – to sprog”, hvor han hævder, at det mytiske sprog har den fordel, at det er et ’give-sprog’, som derfor adækvat udtrykker evangeliet (som også gives til mennesket uden dets egen fortjeneste). Dette ’give-sprog’ kan ikke, som Bultmann forsøger, oversættes til det moderne og rationelle sprog, fordi dette er et ’tage-sprog’, hævder Brøndsted.

Det er denne kritik af Bultmann, som Jørgen K. i 1967 i artiklen ”Om at tale om Gud” knytter an ved (bemærk titlen, som alluderer til både Bultmanns artikel fra 1925, ”Welchen Sinn hat es, von Gott zu reden” og tidehvers-teologen K. Olesen Larsens ”Hvad mener vi med at tale om Gud?” fra 1956). Bukdahl tager nok Bultmann i forsvar – Brøndsted glemmer, at det er verdenssystemet, dvs. den tekniske myte (som selv udtrykker et ’tage-sprog’), som afmytologiseres –, men han roser samtidig Brøndsted for hans syn for mytens og det billedskabende sprogs betydning. Dette peger ikke mindst frem på den narrative teologi, som senere blev udviklet i Danmark af folk som Peter Kemp, Svend Bjerg og (i en særlig eksistens-teologisk form) Johannes Sløk.

Et vidunderbarn, som det er gået tilbage for

Man kan måske sige om Jørgen K., at han var en teologisk (eller idéhistorisk) brobygger. Naturligvis ikke sådan at forstå, at han aldrig indgik i polemik eller diskussioner – det gjorde han flittigt livet igennem – men i den forstand, at han var en syntesens mand. Han repræsenterede det bedste og det værste af teologien: En prisværdig evne og vilje til at repræsentere sine modstandere loyalt, se sammenhænge og udvide horisonter, som har den bagside, at den også risikerer at ende i ligegyldig eftergivenhed og manglende vilje til opgør (dermed ikke sagt, at det var tilfældet for Jørgen K.!).

På et teologisk plan forbliver bogen en smule uforløst. Nils Gunder Hansen gør ivrige forsøg på at vise Jørgen K.’s aktualitet, men i hvert fald denne læser efterlades alligevel med en fornemmelse af, at Jørgen K. er gået i glemmebogen, fordi han teologisk aldrig nåede at bidrage med noget, som for alvor var værd at huske. Men måske bestod Jørgen K.’s bidrag netop heri. Til en tid, som altid er på udkik efter den nye og specialiserede videnskabelige opdagelse, vidner Jørgen K. om nødvendigheden af, at man husker og værdsætter den gamle og bredt funderede viden – hvad skulle vi ellers bygge videre på?

Nils Gunder Hansen: Tanker af en anden verden. Gyldendal, 2019.

Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet og redaktør af nærværende tidsskrift. 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!