Der findes mere oplagt operastof end beretningen om Apollon og Daphne. Faktisk er beretningen overhovedet ikke oplagt. Navnlig ikke i den form, som den kendes i hos Ovid. Meget egentlig handling er der ikke: Apollon bliver ramt af Amors spidse guldpil og forelsker sig hovedkulds i nymfen Daphne. Hun er imidlertid blevet ramt af Amors stumpe blypil, der har den stik modsatte virkning og gør hende lige så kysk som selveste Diana! Hun flygter fra den brunstige gud og forvandles til et eviggrønt laurbærtræ for at undgå hans tilnærmelser:

”Da siger guden: ”Siden du ikke kan blive min hustru
skal du dog altid være mit træ. Som pryd vil jeg lægge
dig om mit hår og dig om mit kogger og dig om min lyre.
Du skal smykke den sejrende Romer, når jublen forkynder
triumf, og toget stiler imod Capitoliums højder.
Du skal også stå trolig vagt om kejserens bolig
foran hans hus og beskytte hans egekrans over døren.
Og som mit hoved altid er prydet af ynglingelokker,
skal du også stedse stå grøn med friske og skinnende blade.”

Det var hans ord, og laurbærtræet lod sine friske
grene nikke og bøjede sin krone, som var den et hoved.”

Hvad der måske mangler i egnethed som operastof, opvejes dog til fulde i poetisk skønhed i Ovids fortælling. Richard Strauss’ senromantiske tonesprog er oplagt til Ovids smukke vers. Nogen lang opera blev det ikke til. Kun en enkelt akt på ca. 1½ time udgør Daphne, der havde premiere i 1938 med Karl Böhm som dirigent. Et oratorium eller lignende havde måske været mere oplagt. Eller slet og ret et tonedigt?* Pudsigt nok valgte Strauss i slutningen af det 19. århundrede tonedigtformen til værker, der for længst havde vist deres værd som operastof, eksempelvis Macbeth og Don Juan.

Librettoen har Joseph Gregor stået for, omend Stefan Zweig havde teksten til gennemlæsning og forbedring. Og i tilblivelsesprocessen blev det klart, at man ikke ønskede et oratorium. Der er derfor ikke overraskende lagt en del til for at kunne gøre det hele mere operaegnet. Daphnes far, Pénëus, er eksempelvis blevet til en hyrde – noget lettere at sætte på scenen end en flodgud! Vanskeligere har jeg det med, at Ovids skønne forvandling er blevet reduceret til noget nær et banalt trekantsdrama med tilføjelsen af Leukippos, der elsker Daphne, men som bliver dræbt af den jaloux Apollon. Oprindelig skulle også Jupiter/Zeus have være med forklædt som svinehyrde, hvilket blev strøget.

På Ovids præmisser kunne man godt have ventet sig lidt mere af den formentlig største komponist i det 20. århundrede. Men hvad med på værkets egne præmisser? Her er det faktisk slet ikke nogen dårlig opera, selvom den ofte betegnes sådan: Historien om kvindens skønhed, der forenes med naturens skønhed, er som skabt til Strauss, der om nogen evnede at sætte kvinden og naturen i musik.

I Hamborg skulle man måske hellere have ladet Ovid være Ovid og Strauss være Strauss. Men jeg kan ikke sige, at jeg var overrasket og ikke vidste, hvad jeg fik. For i Hamborg dominerer regiteatret totalt operascenen i en sådan grad, at jeg plejer at undgå byens opera, da der typisk er bedre alternativer i eksempelvis Wien eller Prag. Men opsætninger af Daphne er ikke noget, der sker hver dag, så man kan ikke være kræsen.

Den her gang var det den postmoderne feminisme, der dominerede opsætningen, som jeg ikke gider bruge mange ord på at beskrive: Daphne slår mandschauvinisten Leukippos ihjel (han erklærer sin kærlighed til hende – hvad bilder den sexistiske tølper sig egentlig ind at gøre kvinden til et passivt objekt for aggressiv, maskulin, seksuel dominans på den måde!) og bliver arresteret af politiet i stedet for at forvandles til et træ. Hun bliver straffet for at gøre op med de patriarkalske normer, og i stedet for at pryde romernes hoveder med sin stedesgrønne pragt bliver hun sat i fængsel. Dette giver naturligvis ingen mening, hverken i forhold til Ovid eller i Forhold til Strauss’ værk. Men vi er med det moderne regiteater for længst nået forbi det punkt, hvor det skal give mening. Operaopsætninger er blevet til læserbreve, der skal formidle synspunkter, og operaværkerne reduceret til baggrundsmusik.

Opsætningen var en rodet affære. Nogle karakterer løb rundt nøgne. Andre var iklædt stuepigekostumer. Der var et stort plankeværk midt i det hele. Det løfter sig til sidst, da Apollon giver sig til kende. Man kunne have håbet på en lidt spændende belysning til Strauss’ musik og Ovids smukke forvandling. Men den blev i det hele ganske kedelig. Kun nogle blink fra et nogle kraftige lamper i baggrunden, når Apollon lyner bidrog med lidt variation. Instruktøren har vist mere talent for få ideer end for at instruere.

Jeg forstår ikke, hvad alt dette skulle til for. Selv inden for de feministiske præmisser skitseret ovenfor var der efter min bedste overbevisning ingen hoved eller hale på elendigheden. Det svarer til, at man gav et treårigt barn farveblyanter og bad det skitserer instruktørens feministiske ide. Det ville sikkert også ende i rod – kruseduller.

Til gengæld var der fremragende orkester og sang, dirigeret af Christof Prick. Utroligt sanseligt og stemningsfuldt. Navnlig til sidst, hvor Daphnes efterhånden ordløse koloraturer fortsætter i det uendelige, som hun bliver et med naturen:

”Apollo! Bruder!
Nimm… mein Gezweige…
Wind… Wind…
Spiele mit mir!
Selige Vögel,
Wohnet in mir…
Menschen… Freunde…
Nehmt mich… als Zeichen…
Unsterblicher Liebe…“

Værkets naturlige højdepunkt. Jeg kan godt lide, når operaer ikke slutter i et Verdi-brag, men klinger stille ud. Oprindelig var det tænkt, at der skulle have været en stor korfinale, men Strauss’ valgte heldigvis at skildre Daphnes forvandling i musik alene. Senere, i 1943, komponerede Strauss korfinalen som selvstændigt værk, Am Baum Daphne. Det blev uropført i 1947 i Wien.

Der var i det hele en fin betoning på det lyriske, hvilket som altid klæder de senere Strauss-værker. Eneste undtagelse var Apollon, hvilket går an, når det nu er en gud. Han blev i øvrigt godt sunget af Eric Cutler, mens Christiane Karg smukt fik virkeliggjort Daphne.

Scenen med de to piger, der pjatter med Leukippos, var skøn! Så sanseligt og pænt. Katharina Konradi og Ida Aldrian fik også et flot og fortjent bifald.

Gode var også Renate Spingler og Tigran Martirossian som henholdsvis Gaea og Pénëus, omend måske lidt anonyme. Leukippos blev sunget fint af Michael Schade, men han fremtonede ikke overbevisende som forelsket yngling.

Overordnet er jeg altså tilfreds, men jeg er nødt til at bemærke, at det er ærgerligt, at man ikke gør sig mere umage med opsætningen, når man nu har sat sig for at sætte en så relativt sjældent opført opera som Daphne på programmet.

Richard Strauss, Daphne – Bukolische Tragödie in einem Aufzug. Libretto af Joseph Gregor. Staatsoper Hamburg den 8. juni 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://www.staatsoper-hamburg.de/de/spielplan/stueck-termine.php?AuffNr=153181

Ovids forvandlinger på danske vers af Otto Steen Due (1989)

Libretto: Daphne – Bukolische Tragödie in einem Aufzug von Joseph Gregor, Musik von Richard Strauss, op. 82 (Fürstner Musikverlag, 1994)

William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk (tysk oversættelse af Willi Reich)

Simon Berger, Ein Sturm von Angst und Sehnsucht (programartikel)

Gerg Reinäcker, Momentaufnahmen (programartikel)

Der findes ikke mange indspilninger af Daphne. Men der er heldigvis to fremragende indspilninger, henholdsvis fra 1982 med Sinfonie-Orchester des Bayerischen Rundfunks dirigeret af Bernard Haitink med Lucia Popp i titelpartiet (EMI) samt fra 2005 med WDR Sinfonieorchester Köln dirigeret af Semyon Bychkov med Renée Fleming i titelpartiet (Decca). Kun den sidstnævnte er vist tilgængelig:

https://www.imusic.dk/music/0028947569268/fleming-renee-strauss-2005-daphne-cd

* Tilføjelse den 15. september 2019: Eller en kantate? Helt tilfældigt faldt jeg for ganske nylig over en skøn cd hos Danacord med italienske kantater af den tyske komponist Carl Heinrich Graun (1704-1759), hofkapelmester hos Frederik II i Berlin. Heriblandt en smuk kantate på ca. 20 minutter om netop Apollon og Daphne, “Apollo amante di Dafne” for solosopran og barokorkester, bestående af to gange recitativer og to arier. Kantaten, der umuligvis også kan være skrevet af broderen, Johann Gottlieb Graun (1703-1771), starter i det øjeblik, hvor Daphne forvandles til et træ, og vi hører alene Apollon. Først om sin kærlighed til laurbærtræet og siden som træet som evigtgyldigt symbol. Den lille kantate rummer tiltalende poetisk skønhed og skal derfor have en anbefaling med på vejen også:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=45527