Opera: Carmen i København

15. september 2019
4 minutters læsetid

Operasæsonen på Det Kongelige Teater blev den 14. september 2019 skudt i gang med Georges Bizets Carmen (1875) om den stakkels Don José, der ledes så eftertrykkeligt i fordærv af en af operahistoriens måske mest berygtede femme fatals. Alt ofrer den stakkels mand for Carmen, men hun begynder hurtigt at kede sig og efterlader ham som en emotionel krøbling. Han kunne have valgt det trygge og sikre hos den søde Micaëla, men nej. Han valgte det farlige og sanselige hos den erotiske Carmen.

Han kan ikke sige, at han ikke er advaret. Carmen bekendtgør allerede i sin berømte habañera, at hun blindt følger sine lidenskaber, og ikke har i sinde at binde sig til nogen som helst. Morten Grundwalds karakteristik af Susse Wold-karakteren i Matador (afsnit 8 vistnok) som en karrusel passer perfekt på Carmen: Man kan stå af, og man kan stå på. Men ingen skal regne med at få alle turene.

Carmen har alt det stof, som gør en fremragende opera. Gode karakterer, pragtfuld musik og en god, dramatisk historie, der ubesværet hæver sig over sin egen tid.

Foto: Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Desværre lykkedes det for Det Kongelige Teater (utroligt nok!) at modarbejde stort set alt dette i den aktuelle opsætning, som australske Barrie Kosky har stået for. Ligesom Carmens utallige elskere kan jeg ikke sige, at jeg ikke var advaret. Kosky har tidligere forsøgt sig med at iscenesætte Wagners Die Meistersinger von Nürnberg i Bayreuth uden derved at overbevise mig om andet, end at hvis Kosky har talent for noget, så er det ikke iscenesættelse af opera.

Opsætningen formåede helt systematisk at modarbejde og trække enhver lidenskab ud af værket. Utroligt nok at det overhovedet kan lade sig gøre. Men det kunne det. Handlingen var i samtlige tre akter henlagt til en stor trappe. Alt var holdt i kolde, gråsorte nuancer og tør belysning. Værst var dog, at der i store dele af værket var nærmest så godt som ingen interaktion mellem karaktererne overhovedet. Dette var ikke fordi, personinstruktionen var fraværende. Tværtimod, den var der! Men på en sådan måde, at karaktererne konstant modarbejdede ethvert nærvær og sammenspil – altså alt det, der får en opsætning til at være vellykket. Dette var dels gjort ved at karaktererne konstant skulle hoppe, springe og gestikulere frem for at interagere med hinanden. Det blev bedre i slutningen af anden akt og i tredje akt, men slet ikke nok til at efterlade noget varigt, positivt indtryk. Og overhovedet ikke nok til at fjerne den gustne stank af teaterkoncert, der uvægerligt hænger ved opsætningen.

Hertil skal lægges, at man havde valgt det håbløse dramaturgiske greb at lave såkaldt ”voice over” (en fortællestemme) i stykket, hvor en stemme fortalte handlingen. Eksempelvis hvad der skete, hvor vi befandt os osv. Det kunne lyde sådan: ”Tæppet går op, og vi befinder os på en kro.” Hvis ikke det ovenfor beskrevne var dræbende nok til at ødelægge selv en ultralidenskabelig opera som Carmen, så kom dødsstødet i hvert fald hver gang musikken stoppede op, og den monotone stemme begyndte. Det var sikkert tænkt intellektuelt og dybsindigt. Men hvordan kan man tro, at den slags kan bidrage med andet end forfladigelse? I opera skal den slags jo vækkes til live på scenen i et samspil mellem musik, karakterer og scenografi.

Man kigger forgæves i programmet for at finde en mening med det hele. Men man går forgæves. Overfladiske bemærkninger om en ”profetisk vision af den moderne kvinde i det 20. århundrede” er, hvad det bliver til. Hertil kommer en række udvalgte citater fra kendte og mindre kendte personer om deres forhold til Carmen. Eksempelvis fra Lars H.U.G., Lotte Heise og tv-studieværten Mikkel Hybel Fønsskov.

Sangerholdet var ellers fint. Michèle Losier var en fin og til tider også udtryksfuld Carmen. Men også hun blev konstant modarbejdet af instruktørens påfund, eksempelvis skulle hun gøre sin entre i gorillakostume. Hvorfor det? Jo, fordi det gjorde Marlene Dietrich i filmen Blonde Venus fra 1932, jf. programmet. Sikke en begrundelse! Gorillakostumet fik – naturligvis – det storkøbenhavnske operapublikum til… at fnise! I lange stræk var Losier dog ikke overbevisende nok som en forførende femme fatal. Dette tilskriver jeg dog i det væsentlige personinstruktionen. Bedst var scenen mellem hende og Don José i slutningen af anden akt samt i operaens slutning, hvor der faktisk var en flig af nærvær mellem karaktererne.

Bedst var Migran Agadzhanyan som Don José, der leverede en kraftfuld, usentimental, men stadig lidenskabelig, Don José, der overbevisende kastede sig hovedkulds i armene på den fatale Carmen.

Gisela Stille var en nydelig, omend lidt anonym og kedelig Micaëla. Dette er svært at kritisere sådan for alvor, da det passer godt til rollen, der skal være et modstykke til Carmen. Derfor var hun også klædt i kridhvid kjole i modsætning til Carmens sorte gorillakostume.

Derimod var Anatoli Sivko ganske enkelt for fjollet til at være troværdig som tyrefægteren Escamillo. Ganske vist er han lidt af en spradebasse, men det blev for meget. Stemmemæssigt kunne jeg også godt have tænkt mig lidt mere vokal slagkraft for at Escamillo kunne virke som overbevisende modpol til den mere viljesvage Don José. Også dette må jeg tilskrive personinstruktionen.

Musikalsk var Carmen en blandet fornøjelse. Jeg har intet at udsætte på Det Kongelige Kappel og Det Kongelige Operakor m.v. under ledelse af Alexander Vedernikov, men når musikken konstant bliver ødelagt af den ulidelige fortællestemme er det svært at være helt tilfreds.

Jeg har derfor ikke meget godt at sige om Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Carmen. Den er overfladisk og uden nævneværdig forståelse for de greb, der gør opera vellykket. Den repræsenterer et nyt lavpunkt i, hvor ringe en operaopsætning kan være. Og vi er efterhånden nået temmelig langt ned. Bunden er dog helt sikkert ikke nået endnu. Regiteater, som det Carmen-opsætningen er udtryk for, har sine faste støtter i store dele af den del dagspressen, der stadig skriver om opera og klassisk musik. Og så længe anmeldelserne er gode og indtægterne alligevel kommer fra statskassen, så er der næppe noget lys forude. Så man må finde lyspunkterne, hvor man kan: Den aktuelle Carmen-opsætning spiller ”kun” frem til den 15. februar 2020, så efter den dato går vi – i hvert fald i en vis forstand – mod lysere tider.

Georges Bizet, Carmen. Libretto af Henri Meilhac og Ludovic Halévy efter Propser Mérimées novelle. Det Kongelige Teater, Operaen, den 14. september 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende etc.:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/carmen/?id=25177

Mariann Sejer, Carmen – hadet og elsket (programartikel)

Operakor på trapperne (programartikel)

For anbefalinger af Carmen-indspilninger, se referencerne i det tidligere indlæg.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside