Hinsides den kristne civilisation

Ødelagt kirke Copyright: manhhai

Månedens kronikør tegner med et kunsthistorisk oprids et billede af den vestlige civilisations tab af kristendommen og efterfølgende forfald. Dette giver sig udslag i åndeligt armod og psykiske problemer, og spørgsmålet melder sig: Kan vi vende tilbage til kristendommen, eller må vi finde en anden og ny vej?

Af Louis Kevin Nordal Hansen 

Det religiøse dogme er os passé. Det er intet mindre end en illusion og falsk. Hvorfor skal vi tro på Gud? Som oplyste borgere er vi ikke længere afhængige af Guds strakte arm. Vi er ikke længere bundet til en almægtig hersker. Guddommeligheden er en anakronisme. Det er ikke længere en nødvendig årsag til at drive det uforklarlige frem. Det moderne videnskabelige samfund har sin egen forestilling, sit eget uafhængige liv, hvor menneskets rationalitet og videnskab hersker i toppen af dette nye hierarki. Det videnskabelige samfund har eksponeret kristendommens dogme, afviklet det og erstattet det med et mere sandsynligt ét.

Men hvad fortæller denne afvikling om vores eksistentielle krise? Er mennesket bedre tjent med det verdensbillede som videnskaben maler for os: et uendeligt og tilfældigt mørkt kosmos, hensynsløst og med foragt for det menneskelige individ, dets værdi og liv? Tilbyder videnskaben os blot den uundgåelige og ultimative død? Er vi dømt til at leve i forvirring og fortvivlelse?

Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har dræbt ham! Hvorledes skal vi finde trøst, vi mordere over alle mordere? Det helligste og mægtigste, som verden hidtil har besiddet, det er forblødt under vore knive – hvem tørrer dette blod af os? Med hvilket vand ville vi kunne rense os? (Nietzsche)

Kristendommens kollaps har uden tvivl haft en lang række implikationer for det moderne samfunds nuværende tilstand. Den vigtigste er måske menneskets evne til at modnes psykologisk, der i takt med kristendommens kollaps er gået tabt. I det moderne samfund oplever flere og flere psykiske kriser, hvilket umiddelbart udgør et paradoks i en tid, hvor levevilkårene aldrig har været bedre. Disse kriser er oftest udtrykt i eksistentiel angst, afmagt og ensomhed. Denne samfundssygdom er mest markant i den vestlige verden. Mange unge mænd er ikke i stand til at fungere akademisk, socialt, spirituelt, finansielt eller seksuelt. I stedet for at søge mening med tilværelsen og udforske den, lever mange unge mænd som drengebørn. De er passive tilskuere uden egentlig retning eller mening i livet. De er fortabte. Generationers psykiske forfald er uden tvivl den mest faretruende tilstand, som det moderne vestlige samfund gennemlever. Kan vi rode bod på dette?

Kristendommens kollaps

I begyndelse af det nittende århundrede bevægede den kristne verden sig mod et altafgørende og skelsættende øjeblik i verdenshistorien. Få år tidligere havde Den Franske Revolution ført til et frontalangreb mod den kristne kirke. Den historiske udvikling på det europæiske kontinent førte til lignende tragedier. Første Verdenskrigs rædsler fremmedgjorde kristendommens ideal, regimeskifte i Rusland i 1918 og i Spanien i 1931, kommunismens udbredelse i Østeuropa efter Anden Verdenskrig og den gradvise afvikling i Vesten intensiveredes efter 1968. Igennem denne periode blomstrede videnskaben, som gennemgik revolutionerende fremskridt: industrialiseringen, urbaniseringen, massesamfundet, radikalisme og Det Moderne Gennembrud.

Forud for denne omvæltning var kunstens fremmest opgave at gengive det guddommelige og skønne. At denne menneskelige eksistens var i tråd med ordentlighed og håb. Datidens kunstværker havde en opløftende effekt på mennesket, hvor mennesket var placeret i harmoni med naturen og dens omgivelser. Den mest markante strømning var uden tvivl Romantikken, som havde et panteistisk verdensbillede: i naturen og mennesket kunne Gud opfattes. Kunsten blev således det hudløst ærlige psykologiske spejl, hvorfra beskuerne kunne erkende den åndelige tilstand, som var herskende i datidens samfund.

Med afviklingen af det kristne verdenssyn begyndte kunsten i symbolik og karikatur at spejle menneskets angst, forvirring og afmagt. Menneskets befandt sig alene i nattens mulm og mørke, og havde kun sig selv som vismand i det kaos, som opstod, idet mennesket forkastede sit altomfattende moralske kompas: kristendommen. Det menneskelige ideal forsvandt mellem det nittenende og tyvende århundrede. I stedet for at udtrykke den ultimative skønhed og redde menneskets fra ”nattens mørke”, begyndte kunsten at introducere selvsamme angst, som lurer i den mørke nat. Det Moderne Gennembrud varslede en af det mest radikale forandringer nogensinde. I stedet for at se ud, begyndte kunsten at se indad. Hver mand levede i sin egen verden, der udtrykte desperation og indre kaos; den usikkerhed og identitetsmæssige opløsning, som den moderne verden bragte med sig. Her udtrykker subjekterne en ulidelig form for isolation. De afbildes som ensomme og forladte sjæle i krig med sig selv, uden kontakt til den omkringliggende verden skriger de efter hjælp. De er spøgelser. De er dæmoner.

Det er derfor ikke overraskende, at vore tids unge præges af selvsamme tomhed og ensomhed – og at denne på sin helt egen måde udtrykkes i samtidens arkitektur, livsform og identitetspolitik. Er det blot vores ihærdige forsøg på at konfrontere det indre morads, som hersker i os?

En dødelig sygdom

I surrealismen er kaos ikke blot en afledt fortolkning, men hyldes som ideal og princip. Surrealismen demonstrerer den reelt eksisterende kulturrelativisme: at liv og død, det sande og falske, op og ned ikke længere står i modsætningsforhold. Afbildningen af den sociale og psykologiske armod, som kom til udtryk under Det Moderne Gennembrud blev ikke mødt af en modreaktion, da der i mellemtiden ikke var fundet en kur mod menneskets og samfundets graduale forfald. Surrealismen og senere retninger udtrykte derimod en stigende abstraktion og forvirring.

Surrealismen forsøgte ikke blot at opløse, hvad der var rigtigt og forkert, men at integrere den menneskelige skikkelse i ikke-biologisk materiale. Sjæl og materiale tvinges sammen for at illustrere den menneskelige opløsning. I kubismen – og i futurismen – er mennesket fortabt og blot ”en ting mellem ting” – opløst og uden selvstændig betydning. Faktisk eksisterer mennesket ikke længere. Mennesket er en sofa, en kaffekop eller et gulvtæppe. Hvor den tidligere skildring udtrykte følgerne af urbaniseringen og industrialisering, såsom rodløshed og eksistentiel armod, udtrykker senere retninger menneskets åndelige overgivelse til kapitalismen og materialismen. Det fremstår som den historiske afbildning af den skridtvise bevægelse mod den åndelige afgrund.

Kollektivismens indtog

I det tyvende århundrede begyndte politikere og marked, at anvende videnskabelige metode i jagten på at rekonstruere samfund og menneske. Dette ledte til et tab af individualitet, som psykologisk ståsted allerede havde tabt betydning under den tidlige industrialisering, urbanisering og fremkomst af massesamfundet. Individualiteten var således dømt til at vige for kollektivisme, idet den videnskabelige og rationelle metode hylder det statistiske gennemsnit, en udligning, en stræben efter et midtpunkt mellem yderpunkter og modsætninger i det menneskelige væsen.

Teknokratiet og den øvrige samfundsmæssige elite ser mennesket som en abstraktion, der kan udnyttes og manipuleres. Den psykologiske effekt af statistik bør ikke undervurderes. Det underminerer betydning af individets egne mulige valg. Tabet af individualitet er derfor uundgåeligt, hvor individet blot betragtes ud fra en abstraktion modelleret efter statistiske behov. Mennesket kan i den forbindelse blot spille efter reglerne: at agere med impotens. I stedet er det statens opgave at brødføde, beklæde og uddanne mennesket på grundlag af den sociale konstruktion, som individet tilhører og som er herskende på ét givent tidspunkt. Problemet er, at denne afmagt, som fylder mange af os, giver anledning til statens totalitarisme. En totalitær tankegang, som allerede præger mange identitetspolitikere.

Hinsides kristendommen

Kunsten afspejler den identitetskrise, som det moderne samfund gennemlever; at vores unge generationer lever hinsides den kristne civilisation; en spirituel sygdom og eksistentielt armod. En psykologisk krise. I den moderne civilisation hersker dæmonerne, menneskets sjæl er udstødt. Det er en dødelig sygdom, som har spredt til nutidens menneske. Vi er selv nederdrægtige, vi lider selv af et indre kollaps og er fremmedgjorte over for vores selv. Mørket fylder mange af os.

Men hvis sygdommen eksisterer i os selv, har vi da muligheden for at helbrede den? Det er usikkert om kuren er genskabelse af det kristne verdensbillede. Kristendommens løsninger er ikke længere troværdige for mange af vores medmennesker. Man kan sige, at kristendommens værdier allerede er blevet efterladt et sted på den vej, som vores civilisation har bevæget sig ned ad. Det er usikkert om vi er i stand til at gå tilbage og genfinde kristendommens værdisæt på den vej. Faktisk er det usandsynligt. For at genskabe vores civilisations helbred – og vores unges ikke mindst – kræves en komplet reevaluering af vores nuværende værdiorientering og et drabeligt knivhug i hjertet på de nulevende.

Det moderne individ, for hvem Gud er død, er nødt til at se indad for at finde svarene på de spirituelle problemer, som plager dem. Alt begynder med individet selv. Genskabelse af samfundets helbred og civilisationens genkomst kan lade sig gøre ved hjælp af skridtvise ændringer, men kun såfremt der eksisterer et solidt grundlag. Hvis samfundet allerede har gennemgået et decideret forfald, kan skridtvise ændringer i en ny retning ikke redde os. Her taler kunsten sit eget klare sprog. Nogle gange kræver livet radikale forandringer, ikke bare en ændring af én eller to vaner, men radikale forandringer, som leder mennesket og samfundet mod en psykologisk genfødsel. Måske er svaret en lignede genfødsel, som mange af de østeuropæiske lande oplevede efter murens fald – og fortsat gennemlever den dag i dag?

Louis Kevin Nordal Hansen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!