Jungleliberalismen på de københavnske cykelstier

Cyklister i centrala København. Foto: News Øresund – Johan Wessman. © News Øresund. Bilden får fritt publiceras under förutsättning att källa anges. Bilden får ej manipuleras. Tourism Originalfil tillhandahålles gratis, kontakta: News Øresund, Malmö, Sweden. www.newsoresund.org

Af Anne-Marie Vestergaard

Det hænder at jeg cykler i København. Fordelen er at man får lidt motion, og man slipper for overfyldte busser på hæsblæsende slingrekurs, eller for at lede efter en dyr parkeringsplads hvis man formaster sig til at tage egen bil. København er jo en smuk grøn by fyldt med gode cykelstier, så what’s not to like?… Det ville også være skønt at cykle mere inde i byen, men jeg er ikke sikker på at mine nerver holder til det.

Bilisterne er i det store og hele meget hensynsfulde, ja ofte lister de afsted, så det er ikke dem der er problemet. Jeg er ked af at sige det i disse klimavenlige og alternative tider, men foruroligende mange af mine medcyklister har et meget kreativt, individuelt forhold til den øvrige trafik og til de mest basale færdselsregler.

Eksempler: Man viser ikke af når man skal dreje eller stå af cyklen; man cykler over fodgængerovergange; man cykler modsat køreretningen; man cykler op på fortovet for næsen af fodgængere; man krydser befærdede gader hvor det passer en; man cykler i sneglefart i myldretiden, mens man taler i mobil. Jeg gider næsten ikke nævne at rigtig mange (især unge) cyklister har musik i ørerne, for det har ligesom været normen i mange år at de har ret til deres helt eget lydunivers.

Men det er nu engang nemmere at følge med i trafikken når man kan høre hvad der foregår omkring en… Snart kommer den mørke tid, og så skal trafikanter til at deale med at nogle cyklister ikke mener de har cykellygter nødig.

De mennesker som af forskellige grunde er henvist til at tage bussen, for eksempel ældre gangbesværede, skal til hver en tid tage sig i agt for fartgale cyklister, for de kan ikke regne med at disse stopper op når de skal på og af bussen. Det stigende antal sportscyklister er også en del af trafikbilledet, deres specialitet er farveblindhed, rødt lys preller af på dem. Det er stadig et mindretal af cyklister der bærer hjelm, trods mange kampagner. Men jeg kender flere cyklister der har haft grimme uheld med andre cyklister, og så kan det nok være de fik hjelmen på.

Det virker som om de såkaldt bløde, svage trafikanter, in casu cyklisterne, med tiden er blevet de hårde, stærke trafikanter. De har taget magten, samtidig med at trængslen på vejene er steget. Ikke nok med at fodgængere og bilister alt for ofte skal underlægge sig deres luner – eller tænke i de værste scenarier for at undgå farlige situationer: Hvad kan den og den cyklist finde på at gøre der er virkelig dumt? De bløde cykeltrafikanter ville man forvente var opfyldt af solidaritet og medmenneskelighed overfor deres medcyklister, for de udgør jo tilsammen et fantastisk klimakorrekt identitetsfællesskab.

Men nej, det er ”mig, mig, mig”. Det gælder om at komme frem, og overhalinger kommer i mange modeller. Myldretiden på cykelstierne ligner en alles kamp mod alle, en senmoderne junglelov på alt for smalle striber asfalt. Jeg har ladet mig fortælle at det også gælder på de højt berømmede supercykelstier, hovedstadens stolthed, men jeg har ikke selv turdet prøve dem …

Skal man tolke på dette cyklisternes mikrounivers, får man et billede af et ekstremt individualistisk og liberalistisk samfund. Hvordan hulen hænger det sammen med at venstrefløjspartierne altid får mange stemmer i hovedstaden, sammenlignet med i provinsen? Plus at mange af de københavnere hvis hjerte banker til venstre for midten, overordentlig gerne tager cyklen og praler højlydt med det? Lokalpolitikere og menige københavnere fra den progressive fløj ønsker helt seriøst bilerne ud af København.

Parolen synes at være: ”Lad tusind cykler blomstre!” Hvad vil der reelt ske hvis de får det gennemført? Vil cykelanarkismen brede sig endnu mere? Jeg spørger bare.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!