Hør Sofie Carsten Nielsen, det er altså ikke en straf at passe sine egne børn

Sofie Carsten Nielsen. Kilde: flickr, Radikale Venstre

Af Stig Høgh Rasmussen

I medio september kom Dansk Folkeparti med et udspil, der ville give et økonomisk tilskud på 18.866 kr. månedligt til forældre, der passer deres børn hjemme. Dog under visse betingelser. Herunder krav om, at forældrene har opholdt sig i Danmark de sidste 20 år; at begge forældre har været i beskæftigelse i tre ud af de seneste fire år inden de modtager ydelsen; og at de ikke er bosat i et ghettoområde.

Forslaget er ikke perfekt: Det er idéen om at betale forældre en statslig ydelse for at passe deres egne børn. Det er endnu en ydelse i en alt for stor velfærdsstat, og vil sandsynligt ende med at blive administreret af endnu en horde af DJØF’ere. Ideelt havde man i stedet arbejdet på at lette skattetrykket, og derved gjort det muligt at forsørge familien på een indkomst.

Alligevel er enhver debat om, hvordan vi giver børnefamilier frihed og mulighed for at indrette sig efter ønske, mere end velkommen.

Forslaget faldt desuden Sofie Carsten Nielsen, MF for Det Radikale Venstre for brystet. Her måtte man forstå, at ”Dansk Fortid”, som hun betegnede DF som, her ville ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid”. Forslaget gav hende desuden uhyrlige associationer til ”Handmaidens Tale” og de amerikanske sydstater i 1960’erne. Og den reaktion fortæller måske mere om Sofie Carsten Nielsen end om forslaget i sig selv. Hvis vi lige glemmer, at Radikale Venstres krav om god tone i debatten aldrig gælder, når de kritiserer DF.

For til en start kan vi understrege, hvad der åbenbart er behov for at sige højt:

  1. Det er ikke en straf at bruge tid med sine børn
  2. Det er ikke en straf at bruge tid med sine børn
  3. Det er ufatteligt generøst at ville betale forældre for at passe deres børn

I en offentlig debat, hvor snak om stress, pressede dage og retten til at tage andre valg runger højt, burde en samtale om familiernes frihed til at indrette sig ikke lægge op til dommedagsprofetier om undertrykte kvinder. Alligevel lader Carsten Nielsen til at mene, at forslaget minder om den dystopiske serie ”Handmaidens Tale”.

Serien, hvor kvinder er reduceret til fødemaskiner og tjenestepiger, ikke må besidde ejendom eller læse og lever i et klassebaseret kastesystem. Dette ufrie og modbydelige system, der bedst af alt kunne sammenlignes med Saudi Arabiens kvindefjendske samfund, er simpelthen sammenligneligt med en månedlig ydelse for at passe egne børn. En latterlig konklusion at drage, når forslaget ikke nævner de binære køn, M/K.

Nej, forslaget går udtrykkeligt på forældre. Gennem de seneste år har vi bestemt ikke oplevet mangel på diskussion om kønsrollerne. Barselslovgivningen der debatteres med det ufravigelige udgangspunkt, at far også skal tage sin del. Mandlige pædagoger, der i visse institutioner ikke må skifte bleer eller være alene med børn. Kvinder dominerer de fleste videregående uddannelser, og er der få kvinder indenfor bestemte områder, bliver dette italesat som et strukturelt problem. Da noget i øvrigt kunne tyde på, at de traditionelle kønsroller i stigende grad udfordres, giver det ikke mening at male fanden på væggen.

Medmindre man tror, at DF’s forslag ville medføre at kvinder ville underkaste sig krav fra deres patriarkalske ægtemænd om at gå hjemme med børnene. Den kvinde har jeg stadig til gode at møde i dagen Danmark. Jeg vil vove den påstand at de færreste kvinder i Danmark ville finde sig i det.

Så når Carsten Nielsen øjeblikkeligt sætter lighedstegn mellem idéen om den hjemmegående forælder og kvinden, er sandheden måske blot den, at hun selv har et forskruet syn på kønsroller, når det kommer til børn og børneopdragelse. Eller, at hun blot ønskede at markere sig som fortaler for ligestilling, og alligevel endte med en absurd sammenligning, der afslører hende som en småuduelig bekvemmelighedsfeminist. Måske er det lidt til begge sider, som det ofte er med radikale.

For som Carsten Nielsen selv afslutter sin svada med: ” Dansk Fortid skal ikke få lov til at vinde. Det skal alle os, der elsker frihed til alle. Uanset køn, baggrund, religion eller etnicitet.” Altså bare ikke frihed til de forældre, der vælger at gå hjemme med børnene, tilskud eller ej.

For det er undertrykte kvinder. Med Sofie Carsten Nielsens bizarre logik.


Stig Høgh Rasmussen er stud.jur. på Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!