Hakkebakkeskovens esoterik I: døden og livsløgnen

19. september 2019
6 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Dyrene i Hakkebakkeskoven er en af de mest interessante fabler, der findes på markedet. Dels er den, som de fleste forstår, ganske god, men dertil kommer, at den også nyder stor udbredelse. Selv har jeg den liggende i CD-udgave i min bil, så jeg altid kan høre de gode sange – eller rettere så mine børn kan høre de gode sange.

Jeg skal indrømme, at jeg de første 57 gange, jeg hørte pladen – altså den for mig klassiske udgave med Ove Sprogøe som Bamsefar og C.V. Jørgensen som Mikkel ræv – ikke havde forstået dybden i fortællingen. Det var først langsomt gennem den stadig gentagelse af det samme, at det en dag – sikkert på en landevejsstrækning mellem Glad Zoo og nærmeste tankstation – gik op for mig, hvad jeg sad med.

I forstår: Værker kan have såvel esoterisk som eksoterisk mening, som Leo Strauss påpegede. Det sidste er den mening, der så at sige er åbenlys for lytteren; den der er vendt mod publikum og det matte øje. Den anden er den skjulte. Den, der skal graves frem; den for de særligt indviede; men også den, der virker i det skjulte og bringer sin sandhed frem med dobbelt styrke.

Andre moderne populærekulturelle værker har samme dobbelthed. Tænk blot på den kristelige samtidskritik i den på overfladen forkastelige serie SKAM.

Nå, men det var netop sådan en åbenbaring, der afdækkede Hakkebakke-fablens esoterisk lag, jeg oplevede. Men nok om mine oplevelser.Lad mig hellere genfortælle historien på en måde, der forhåbentlig gør de esoteriske lag af teksten tydelig. Lad mig begynde med selve baggrunden, altså den tilværelsesforståelse, som udlægges i værket, og ét af de svar Hakkebakkeskoven tager op til overvejelse som svar på det skildrede livsvilkår.

Angstens omnipræsens

I Hakkebakkeskoven lever forskellige dyr side om side i et anspændt forhold. Der er dyr, der lever af skovens frugter. Nødder, De ved. Nogle arbejder hårdt for at sanke i lade. Andre sniger sig ind i selvsamme lade og snylter på frugten af andres arbejde. Igen nødder, forstår De.

Men så er der en anden slags dyr. Dyr, der spiser dyr. Dette gælder særligt for den skikkelse, der i fortællingen optræder under navnet Mikkel Ræv. Ræven er musenes skræk. Når de vandrer gennem skoven på vej fra A til B hænder det, at de bliver overrasket af ræven.

Det hænder også, at de bliver spist. I selve fortællingen oplever vi ganske vist ikke disse mord. Men de omtales, som noget der sker. Der hersker en jernlov i Hakkebakkeskoven, hvor de stærke træder de svage under fode. Hvor de store spiser de små. Skoven er et nådesløst sted, men dog også et sted, hvor man faktisk kan leve. Hvad skal vi lægge i det?

Ja, det meste af det, vi oplever med vores egne øjne i Hakkebakkeskoven er om ikke en art idyl, så dog et lille stykke orden, man kan leve i, selvom denne orden er omkranset af dødens mulighed. Dette vilkår afslører, at den orden, tilværelsen i det daglige baserer sig på, ikke er andet end en tømmerflåde på et hav, der kan være oprørt eller blikstille, men altid er vældigt.

Hakkebakkeskoven ligger i det onde, hvor angsten for den store afgrund lige på den anden side af hegnet, som man næsten kan se, hvis man stiller sig på tæer og strækker hals, hele tiden griber ind i det daglige liv hos enhver, der i det hele taget har forstået sit livsvilkår.

Denne erkendelse formuleres tydeligst i Bedstemor Mus’ sang, da hun vandrer gennem skoven og synger bl.a.

” Når en lille mus skal ud at gå,
må hun se sig for og passe på.”

Og andet vers:

” Uglen sidder i sit træ og glor,”

Og tredje vers:

” Mikkel ræv er ofte ond og vred.
Men en mus gør ikk’ en kat fortræd.
Mikkel er en værre bavian,
han kan sagtens æde over hundred’ mus om dag’n.

Ja,  Bedstemor mus vader i død til knæhaserne. Ja og angsten griber hende, for hun har levet længe nok til at forstå, hvor hun lever. Det er angsten for den død, der kommer ovenfra, uglen. Det er angsten for den død, der kommer imod hende med kraft og vælde, ræven. Og endelig – for nu at gøre den relle dødsmuligheds treklang komplet – det er angsten for den død, der kommer kravlende ud af krattet for slet og ret at tage hende, pindsvinet.

Thi det er jo, medens Bedstemor Mus synger, at vi mellem linjerne hører Peter Pindsvin siger ”Arghgh lige noget for en fyr som mig.”

Dette er et billede af det liv, musene lever. Ja det liv, vi alle lever, hvis vi da overhovedet forstår, hvad det vil sige at leve. Og for den, der nu forstår det og i Hakkebakkeskoven hører en tale om dette liv, ja da bliver det spørgsmål, der må besvares, hvordan vi skal reagere på denne åbenlyse urimelighed, at vores liv er omkranset af dødsangst og død?

Gå på bare fødder, le dine sorger væk

En mulighed præsenteres med Klatremusen. Naturens glade søn. Landstrygeren. Den evigt trallende og ganske ubekymrede yngling, der tager dagen og livet som det kommer. Han, det ikke sanker i lade, men når sulten gnaver, enten går på besøg eller stjæler mad fra mere arbejdsomme folk. Han lever ganske afkoblet fra livets alvor, ikke fordi han har set denne i øjnene og lært at elske skæbnen, men fordi han ser bort fra den. For Klatremusen er livet pjat. Som det fremgår med al tydelighed i hans sang:

”Der bor en mus i skoven
og musen det er mig.
Og ingen er så doven,
og lykkelig som jeg”

Og det fortsætter i andet vers

”De andre samler nøder
i pose og i sæk,
jeg går på bare fødder,
og ler mine sorger væk”

Ja, han ler sine sorger væk. Men allerede der viser sprækken sig i hans ”livsfilosofi”. For dér erkender han sorgen som, om ikke et grundvilkår, så da noget, der hele tiden vender tilbage. Og sorgen vender kun tilbage, fordi der vitterligt ikke altid er noget at le af.

Hans latter er en tvangshandling fremkaldt af sorgen, et vidnesbyrd om ulykken. Han må ustandseligt revoltere mod livets egentlighed for at fastholde sig selv i den konstante lykke, hvis eneste fundament er løgnen, hvis forudsætning er snyltermusens fremmedhed over for arbejdets nødvendighed. Resultatet er en vagabondering gennem tilværelsen, der ikke bliver at opfatte som udtryk for andet end fortabelse.

Klatremusen er typen på det senmoderne menneske, der kryber i skjul under sin egen skygge og derfor slet ikke forstår, at han er krøbet i skjul.

”der bor en mus i skoven”. Ja det er rigtigt. Gu gør der så! Men der bor også andre. Og dette vil Klatremus ikke forstå. Han spiller et instrument, men han spiller for sig selv. Han er den ensomme individualist, der faktisk allerede er endt i nihilismen uden dog overhovedet at forstå det. ”Og hvorfor ska’ man græde, når man kan more sig? Faldarulalaj”.

Ja, Faldarulalaj. Ingen er mere menneskelig end klatremusen. Ingen er mere ynkelig.Vi finder Klatremusen i forbrugen, livsløgneren og den promiskuøse hedonist. Klatremusen er som Jesse Pinkmann i Breaking Bad, der, da han opdager, at nogen vil slå ham ihjel, kaster sig ud i uendelig festrus, dels for at fortrænge, dels for helt bogstaveligt – og samtidig uhyre symbolsk – at holde døden fra døren.

Men festen stopper. Sådan er det altid. Meget passende afsluttes Klatremusens sang da også i en ældre udgave af Hakkebakkeskoven med, at klatremuses Faldarulalaj afbrydes af hans udbrud: ”Hjælp, hjælp. Det er en rævehale! Med en ræv foran!”

Navnet alene. Klatremus. Musen der flygter fra livet, fra ansvaret og gemmer sig i et træ, hvor den tror sig over og uden for. Nej, Klatremusen er ikke et svar, måske Morten Skovmus? Det finder vi ud af næste gang.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside