I totalitarismens fodspor

Valparaisos

En rejse til den chilenske digter Pablo Nerudas forhenværende hjemby Valparaisos bliver til en rejse i totalitarismens fodspor. Frederik Thomsen belyser, med udgangspunkt i verdens- og litteraturhistoriske nedslag, farerne ved totalløsninger og idealsamfund, som undfanges bag skrivebordet frem for i historiens strøm.

Af Frederik Thomsen

Klynger af farverige pælehuse klamrer sig til de stejle bakker, der udgør Valparaisos bølgede fundament, og i det fjerne flyder et tankskib som en grå hval henover Stillehavets disede vidder, hvis svovlgrønne bølger bestandigt brydes mod den historiske havnebys vertikale kyst. Jeg har netop besøgt den afdøde poet Pablo Nerudas tidligere hjem, La Sebastiana, der grundet hans status som kolossen af chilensk litteratur udgør en af Valparaisos største attraktioner. En deform masse, blottet for rene linjer, hvori Nerudas legende væsen blandt andet materialiserer sig i en manisk samling af maritime objekter, der vidner om den nobelprisvindende dandydigters livslange kærlighed til det skumpiskende ocean som udgår fra foden af det skæve hus.

Utopi eller dystopi?

På min videre byvandring følger jeg en smal vej, der i et zigzagget mønster leder mod Valparaisos øvrige luftlag. Undervejs reflekterer jeg over Nerudas litterære produktion, hvis dunkle lyrik knyttede sig til en underkuet befolknings håb om forandring, og for hvem han delte fakler ud i mørket i sin bestræbelse på at validere og hæve deres drømme over hverdagslivets lidende opretholdelse. Hans sociale engagement blev imidlertid deponeret i kommunismens ideologiske blændværk, hvis globale manifestationer langsomt blottede sig som endnu en afskygning af diktaturets politiske klædedragter.

Så alt imens Nerudas kommunistiske sympatier spirede i slipstrømmen af den revolutionære folkefronts indædte kamp mod falangisterne i den spanske borgerkrig, smuldrede hans pacifistiske såvel som antiautoritære visioner sideløbende i den marxistisk-leninistiske kværn, der med en ortodoks tiltro til kapitalismens iboende modsætninger drev den russiske nation dybt ind i kommunismens undertrykkende blindgyde. En kværn, som med reference til den universalhistoriske udviklingslogik, der karakteriserede den videnskabelige marxismes verdslige trossystem, udstak historiens gode vilje og omformede marxismens socialt indignerede kritik til en profetisk legitimation af de brutale midler, hvormed Nerudas trosfæller reducerede densovjetiske befolkning til trædesten for det historiske maskineris uafvendelige fremmarch mod den videnskabelige marxismes dennesidige utopi. Et frihedens rige, realiseret og bebudet af den revolutionære fortrop, som i pagt med tidens dialektiske bevægelse bemægtigede sig rollen som historiens selvbestaltede avantgarde.

Marxismens udviklingsfatalistiske trosystem viste sig imidlertid at være enfarlig fiktion, der snarere affødte en orwellsk dystopi end det marxistiske forsyns alternative fundament for frihedens praktiske gennemførelse. En fiktion baseret på den bolsjevikiske forløsningslære, som – i modstrid med Nerudas romantiske outsiderideal – identificerede sit klasseløse himmerige med enkeltsjælens død.

Neruda var således endnu et skud på stammen af venstreintellektuelle, der blev forført af den forkromede utopis metafysisk-spekulative udlægninger af det ideale samfund, og involverede sig i det tyvende århundredes ulyksalige flirt med folk som Mao og det sovjetiske moderlands ortodokse tanketoldere. Intellektuelle, som med et krampagtigt greb om tidens dogmatiske læresætninger hyldede kommunismens bidrag til det forrige århundredes socialteknologiske totalitarisme, hvis ideologiske korstog ofrede millioner af menneskeliv på den kliniske utopis alter. Korstog der gødede jorden for diverse åndsformørkede manualsamfund, hvis velsmurte maskinerier – med funktionærmoralens upersonlige effektivitet – lydigt blev forvaltet af det dehumaniserende bureaukratis indifferente massemenneske. Det kommunistiske eksperiments dystopiske slagside var således sørgeligt forbundet med de fascistoide kræfter, som kort inden Nerudas død fortrængte hans nære ven Salvador Allende fra den chilenske præsidentpost til fordel for Augusto Pinochets diktatoriske militærjunta.

Flanerende storbymeditationer

Neruda er ligeledes en af mange kunstnere, der igennem årene har ladet sig forføre af Valparaisos mange højdedrag og brostensbeklædte gyder, som med en magnetisk kraft har indlemmet et væld af malere og forhutlede digterspirer i sin rodede scenografi. Kunstnere, der med fantasien som drivkraft har transformeret byen til et urbant lærred og kalejdoskopisk orgie af farver, hvor ingen flader synes at have undslået sig graffitiens utøjlede udbrud af autonom æstetik. Med flanørens sensible blik, der umætteligt fikserer det flygtige moment i den kaotiske storbys brogede kulisser, vandrer jeg rundt blandt Valparaisos perlerunde toppe, hvor vakkelvorne huse, som en størknet lavine af mørtel og rå cement, klynger sig til bakkesidernes skrå fundament og, på randen af et fald, hvert øjeblik synes at kunne rulle ud i et sidste og altødelæggende skred.

Som tilskuer på et amfiteaters hævede langside kan jeg fra de mange bakketoppe spejde udover Stillehavets azurblå slette, og på behørig afstand observere røgfanerne fra Valparaisos smogindhyllede centrum. Et centrum, hvor brølende kolonner af rustdekorerede lastbiler slingrer gennem en række boligblokkes kubistiske skygger, mens solen langsomt kæntrer bag disse askegrå bygningers palisade af beton. Herfra mindes jeg min forudgående færd igennem Atacamaørkenens golde inflationsland, hvis tavse vidder endnu henligger som en afsondret lysning i civilisationens fortættede jungle, og derved udgør en sælsom oase, hvori mennesket midlertidigt kan blive fritaget for konfrontationen med det ekspansive produkt af sin egen færden. Et fjendtligt territorium, hvor alt organisk vækst og liv forvitrer under den udtørrende ørkensol, hvis elementære formningskraft på diktatorisk vis undertrykker naturens viljefaste frembrud af sporadisk vegetation til fordel for det golde landskabs kosmiske ensomhed.

Sjælens ingeniører

Efter Valparaisos højder bevæger jeg mig i retning mod den nedre dels sprudlende undergrund, hvis udsvævende natteliv fremstår muntert som Renoirs feststemte malerier. Her tripper storbyens sociale bundfald, promiskuøse livskunstnere og fordrukne sømænd til barernes kolliderende rytmer, imens byens fabulerende åndsarbejdere – i forlængelse af bohememytologiens eksistensæstetiske sterilisering af tilværelsens principielle potentialer – udlever deres eksperimenterendelivtag med den etablerede ordens dominerende kulturformer.

Sidstnævnte leder atter mine tanker mod Neruda, der i sine fængslende erindringer malende udpensler, hvordan han i 20ernes pulserende Paris hyppigt frekventerede det letsindige cafélivs højloftede refugier for samtidens systemkritiske røster. Et miljø, der – omgærdet af revolutionsepigoneri og floromvunden marxistisk retorik – på behørig afstand af det realpolitiske maskinrums gråmelerede pragmatisme udgjorde et revolterende vækstlag for samfundsomstyrtende agitation og skråsikre utopier.Her dyrkede man den historiske materialismes luftige hegelianisme, og ophøjede den æstetiske avantgardisme, der knæsatte negationen som eneste gyldige princip for den kunstneriske udfoldelse.

Inspireret af Rousseaus tese om, at den totale forvandling af samfundet ville befri menneskets fra alle dets skavanker, bekendte man sig til det gennemtrængende sociale ingeniørarbejde, der kunne udledes af de forkromede idealers abstrakte fornuft.Man dyrkede med andre ord forestillingen om det fuldkomne samfund, og den deraf følgende gennemtvingelse af altomfattende systemer, hvorigennem mennesket kunne formes i overensstemmelse med de godgørende reformatorers formål. Med sit utopiske såvel som antireformistiske sindelag blev Neruda og hans revolutionære trosfæller således medløbere i historien om det tyvende århundredes ideologiske tingsliggørelse af mennesket, hvis praktiske gestaltning spændte over alt fra det klasseløse, ariske og teokratiske tusindårsrige.

Revolutionens onde ånder

I forlængelse heraf ledes mine tanker mod Dostojevskijs roman Onde Ånder, hvori han kritisk behandler den generation af unge revolutionære, som manifesterede sig i 1860ernes Rusland. Voldsforherligende studenter, der ophøjede destruktionen til skabende princip og – hinsides godt og ondt – tilstræbte den totale tilintetgørelse i bestræbelsen på at skabe rammerne for den forestående harmoni, som mentes at vokse frem mellem det beståendes ruiner.

Ved at skildre den revolutionære ideologis iboende nihilisme udfolder romanen en kras kritik af det fornuftstro menneskes indsættelse på guds tomme trone, og dermed en træfsikker undsigelse af de kræfter, som med henvisning til den dybere indsigts hellige pligt omkalfatrede Rusland i 1917. Dostojevskijs roman kan således læses som en mangefacetteret kritik af de moderne ismer, der i form af utopisk socialisme, utilitarisme, ateisme, anarkisme og rationalisme udgik fra det europæiske kontinent og hastigt bundfældede sig i det daværende Skt. Petersborgs litterære saloner og tidsskrifter. Åndsretninger, der som demoraliserende fremmedelementer i den russiske kultur mentes at stimulere fremvæksten af en etisk såvel som politiske nihilisme, og dermed fremmane det åndelige armod, der i romanen portrætteres som den ødelæggende radikalismes udspring.

Onde Ånder udgør således et medium for Dostojevskijs slavofile kritik af den europæiske civilisations indflydelse på det russiske åndsliv, der ifølge den litterære mastodont skulle frisættes fra den vestlige påvirknings dæmoner. Men udover denne kristne metafysik og utilslørede hengivelse til Ruslands rodfæstede bondestand rummer romanen ligeledes en indsigtsfuld skildring af fanatismen og den ufejlbarlige hævdelse af tankens almagt. Af de besættende idéer, der som immaterielle men aktivt virkende kræfter underlægger sig den individuelle såvel som kollektive bevidsthed, og med løftet om højere formål tenderer mod at bringe både samfundet og det enkelte individ på katastrofekurs. Dostojevskijs komplekse idéroman udfolder således en vigtig såvel som psykologisk fintfølende kritik af politisk ekstremisme og religiøst ophøjede ideologiers snævre tilværelsesudlægning. For som den franske filosof Raymond Aron engang skrev,ånder friheden kun i tempererede zoner.

Totalitarismens oprindelse

Jeg sætter kursen mod havnekajens grå betonbælte og vandrer langs dette klippefaste bolværk mod bølgerne fra Stillehavets blåsorte saltvandsørken. Her overvejer jeg, hvordan de grandiose tankesystemers gennemtænkte modeller for samliv, produktion og menneskelig lykke – som diskutable afsæt for refleksion, visioner og fælles mål – nok kan indeholde stor tankerigdom og visionær kraft. Som horisontudvidende pejlemærker kan de udfordre markedet og dets gesjæftige interessenter, nødvendighedens teknokratiske politik og vores verden af rastløst forbrug, eksistentielt hastværk og letbenet underholdning.

Men som gennemført tankeeksperiment – uden trial and error-feedback baseret på en længevarende, nuanceret praksis – har skrivebordsutopiens deduktive metafortælling imidlertid været en historisk facilitator for diverse totalitære rædselsregimer. De hovmodige totalløsninger på menneskehedens ulyksaligheder, og den kompromisløse gennemførelse af disse ’idealsamfunds’ logisk indrettede systemer, bærer således i høj grad kimen til overgreb på det konkrete og historisk forankrede menneske, der ikke gnidningsfrit lader sig tilpasse de dogmatiske systemers nette uniformer.

Ude på havet klinger en sirenes melankolske kalden fra et tankskib i det fjerne, der hastigt skrumper til skum på en bølgetop langs horisontens svage krumning, imens nattens laksorte dække indlemmer havnens affældige pakhuse. Pakhuse, som i form af byens maritime infrastruktur endnu tjener skibsdriften i den historiske havneby, der, som søfartsmæssigt knudepunkt, igennem århundreder har haft en magnetisk tiltrækning på en lind strøm af emigrantfyldte skibsladninger på jagt efter det forjættede land, hvorfor Valparaiso synes særlig fortrolig med de romantiske impulsers storladne drømmerier.

Frederik Thomsen er cand.soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!