Den nye Europa-Kommission er mere af det samme

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Margrethe Vestager. Hende har De hørt om, ikke sandt? Det må De have, for de danske medier har de seneste dage svælget i historier om den radikale politikers nye og meget betydningsfulde post i den kommende Europa-Kommission.

Men nu er Margrethe Vestager jo langt fra den eneste kommissær. Ja, der er faktisk hele 27 af dem (hvor der førhen var 28, men man har af logiske årsager ikke udpeget en kommende kommissær fra Storbritannien).

Og man kan mene meget om de kommende kommissærer (hvis altså Europa-Parlamentet accepterer den foreslåede holdopstilling), men da langt de fleste kommissærer er fuldkommen ukendte i den bredere offentlighed uden for deres eget land, så skal jeg her ikke bruge megen tid og plads på dem. Hvad vi dog kan og bør dvæle ved, er de politiske signaler, som kommissærernes foreslåede porteføljer og kommissionens overordnede politiske grundlag udsender.

Euro, social union og antidiskrimination

Den kommende leder af kommissionen Ursula von der Leyen har nemlig valgt at organisere sine politiske ambitioner – og dermed også den kommende kommissions arbejde – i seks temaer. Det skal ikke overraskende handle om grøn omstilling, mere økonomisk integration og mere social union, digitalisering og udenrigspolitik.

Det betyder, at von der Leyen f.eks. ønsker at målrette flere EU-strukturfondsmidler mod grøn omstilling og skabe en EU-koordineret, etisk og menneskelig tilgang til kunstig intelligens.

Hun vil gøre endnu mere for at understøtte euroen, gøre FN’s verdensmål til en integreret del af det europæiske semester og give Europa-Parlamentet endnu mere at sige, når det kommer til økonomisk politik.

von der Leyen vil også forstærke og udvide de sociale rettigheder i EU, indføre kvindekvoter i erhvervslivet og fremsætte endnu mere og endnu mere vidtgående antidiskriminationslovgivning. Det kan vi så glæde os til.

Og den kommende kommissionsformand (når jeg skriver dette næste gang, skal det måske som følge af den kommende antidiskriminationslovgivning hedde ”kommissionsforperson” – og hvis EU-direktivet herom endnu ikke er vedtaget, så kan det være, at Microsoft Word retter mig, når jeg skriver det) og tidligere tyske forsvarsminister ønsker naturligvis også at opbygge en reel forsvarsunion i regi af EU.

Så når alle disse herligheder pludseligt – efter flere års forhandlinger og forberedelse i unionens embedsapparat – bliver juridiske realiteter at følge, og de danske medier pludselig opdager det og skriver om det som nye og uventede sager, så lad være med at blive overrasket. De er nu blevet advaret!

Klassikeren: Mere parlament!

Den kommende kommission ønsker også at gøre en masse for at styrke demokratiet i EU. Eller det vil sige: Man vil styrke Europa-Parlamentet.

Siden tidernes morgen har der været stemmer, der påtalte det demokratiske underskud i EU. Som EU har fået (og påtaget) sig mere magt og indflydelse på nye og stadig mere eksotiske områder, er dette underskud gået fra ”perifær problemstilling” til ”åbenlys udfordring” – og løsningen fra Bryssel og omegn har til stadighed været det samme: En styrkelse af Europa-Parlamentet.

Og hvorfor ændre kurs nu? Derfor vil den nye leder af Europa-Kommissionen styrke partnerskabet mellem kommissionen og parlamentet. Hun gå endda så vidt som at støtte, at parlamentet får ret til at initiere ny lovgivning i EU. Og hvis man – med udgangspunkt i borgerlig snusfornuft og ønsket om et velfungerende europæisk samarbejde (hvad form, det end måtte tage), som respekterer de rammer, medlemslandenes befolkninger har givet det – skulle lave en liste over virkelig dårlige idéer, så ville denne idé ligge rigtig, rigtig højt på den liste. I dag kan Mickey Mouse i parlamentet være med til at bestemme, om der skal trykkes på speederen eller bremsen, når der lovgives; den kommende kommission vil lade Mickey Mouse styre både kort og rat.

Som jeg tidligere har beskrevet, så bør man som borgerlig ikke kun kigge skeptisk på EU-domstolen; også parlamentet fortjener en hel del opmærksomhed. Bare helst ikke den slags opmærksomhed, som Ursula von der Leyen ønsker at give det.

Det nye: Den europæiske levevis – hvad er det nu for en fisk?

De politiske ambitioner stopper selvsagt ikke dér. Det skal også handle om beskyttelse af den europæiske levevis. Og hvad er nu det for noget?

Jo, det betyder f.eks., at hun ønsker at skabe en såkaldt ”European Rule of Law Mechanism”. Det kan næppe ses som andet end et ønske om at kunne gribe endnu mere ind, når f.eks. ungarske Victor Orbán vinder endnu et valg, eller når det polske regeringsparti endnu en gang laver om på retsplejen. Væsentligt i denne sammenhæng er, at den kommende kommission eksplicit fremhæver EU-domstolen som den, man vil lytte til i disse sammenhænge. Det kan man så mene om, hvad man vil.

I den anden ende ønsker den kommende kommission faktisk at gøre noget ved migrationsudfordringen i Europa, men løsningen er den velkendte: En styrkelse af Frontex (det europæiske grænseagentur) og en fælles asylpolitik med en tyk streg under ”fælles”. Målet er, at Schengen kan fungere optimalt uden grænser igen. Alt andet er jo underordnet, ved De nok.

Migrationsudfordringen skal også løses ved et stærkere samarbejde med migranternes oprindelseslande og de transitlande, de passerer undervejs til det forjættede EU; det skal ske ved f.eks. at skabe såkaldte ”humanitære korridorer”. Og for at være fair vil Ursula von der Leyen og hendes bannermænd (M/K, naturligvis) også arbejde endnu hårdere på at sende kriminelle hjem. Alt i alt: intet nyt under Solen, hvad angår unionens løsninger på den monumentale udfordring med migration udefra. Det kan vi så skændes om de kommende mange år, forudser jeg.

Få nyskabelser – og spørgsmålet er, om vi har lyst til de nyskabelser, der er

Den kommende kommissions politiske målsætninger og prioriteter er samlet set ikke særlig overraskende. Og de kunne på lange strækninger være skrevet af en EU-socialdemokrat, en EU-liberal og eller en EU-konservativ (sidstnævnte er tilfældet, hvis De skulle være i tvivl). Der er meget få nyskabelser. Og de få nyskabelser, der er – f.eks. at man vil styrke parlamentet i det omfang, som tilfældet er – bør man både som borgerlig og som borger i et temmelig lille land næppe klappe i hænderne af.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!