De borgerlige må forstå politik som en relation mellem ven og fjende og revitalisere konservatismen

Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen. Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang Kasper Støvring om indvandring, integration og forholdet mellem liberalisme og konservatisme.

(Følg og støt den borgerlige idedebat ved at abonnere på Årsskriftet Critique det koster kun 150 kr. om året.)

Af Kasper Støvring

Sidste år var jeg i Budapest med nogle venner for at tale med en historiker, der tilhørte oppositionen; en hæderlig mand, der vel nærmest kan betegnes som en nationalkonservativ, kristen katolik, en flittig kirkegænger med stor sans for Ungarns særlige historie. Det var på ingen måde en progressiv multikulti-feminist med hang til åbne grænser og selvødelæggende velkomstkultur á la Merkel. Det var øjenåbnende, men måske endnu mere interessant var vores møde med direktøren for en regeringsvenlig tænketank, som forklarede nogle af årsagerne til Viktor Orbáns formidable opbakning.

Direktøren var klassisk schmittianer, og hans råd nummer et var: Fasthold ven/fjende-sondringen og overlad aldrig den nationale dagsorden til dine fjender. Oversat til danske forhold: legitimer ikke Socialdemokratiets udlændingepolitik. Det er nemlig præcis, hvad de borgerlige partier har gjort, særligt Venstre, men også Dansk Folkeparti; når man ønsker at være et socialistisk velfærdsparti frem for et nationalkonservativt parti, så må det gå, som det gik ved valget tilbage i juni.

Den på mange måder bedste måde at forklare, men også udøve politik er at betragte den inden for rammerne af en antagonistisk demokratiforståelse. Der er mange gode ting i den danske konsensusmodel, i pragmatisme og kompromisser, men den model overser, at politik i bund og grund handler om beslutninger, om konfrontation og konflikt.

Vi har behov for politiske konflikter

De borgerliges store svigt har i den optik været forbrødringen med Socialdemokratiet i en tænkt SV-regering. Man ser for sig et mønster, hvor politik lægges i faste lænker omkring en politisk korrekt midte, og hvor man igen vil konsultere ansigtsløse eksperter, der i lukkede lokaler fastlægger udlændingepolitikken ud fra konventioner, ingen har indflydelse på, en politik, der vil gøre vigtige emner – især udlændingepolitik – til et spørgsmål om juridiske teknikaliteter. Det vil suge alt liv, alle følelser, ud af politik. Vi kender det som nødvendighedens politik. Tydeligt kommer det også frem i håndteringen af et parti som Stram Kurs, der i øjeblikket er sat ud af spil, men meget vel kan træde tilbage på scenen.

Som jeg har skrevet i andre sammenhænge, er konflikter vigtige, fordi de kan spille en integrerende rolle i demokratiet og medvirke til at stabilisere det. Opgaven er at kanalisere ekstreme lidenskaber ind i det demokratiske system og derved tæmme dem. Hvis de politiske lidenskaber ikke får demokratisk afløb, risikerer man, at de vender tilbage i ekstrem form. For ganske vist kan lidenskaberne være forsvundet fra det offentlige liv, men de yngler videre under dækket og formerer sig med tiden til destruktive kræfter, som vil bryde ind over byernes oplyste pladser, gader og stræder.

Hvad sker der, hvis fortrængningspolitikken fortsætter?

Hvis man fortsætter fortrængningspolitikken, risikerer man tilmed at få en konfrontation mellem moralske værdier, der har karakter af at være absolutte i den forstand, at de ikke kan diskuteres og forhandles i en politisk offentlighed. Gennem moralsk stigmatisering gør man en legitim politisk modstander til en ond fjende, der er uværdig til at indgå i det demokratiske fællesskab. Og i sidste ende er den moralsk urene en absolut fjende, der skal udslettes korporligt.

Kritikere af indvandringen – jo især de mest ekstreme, der samles omkring partiet som Stram Kurs – diffameres ofte som ”nazister”. Gå ind i en 6.klasse, og ”Nazi” er det eneste ord, børnene kender. Det, vi derimod har nødig, er begrebets anstrengelse. Der er ingen grund til, at voksne mennesker også begrænser sig til den platitude. Præcise betegnelser for historiske forbrydelser bliver hyppigt anvendt i flæng og tømmes efterhånden for indhold. Prædikaterne politiseres og reduceres til blotte skældsord. Derfor har vi svært ved at identificere demokratifjendtlige kræfter, når vi virkelig møder dem, både til højre – og til venstre.

Det er en ufattelig ringe offentlig debat, vi har om disse ting. De samme mantraer gentages, som med Trump og Brexit og endnu længere tilbage. Paludan-typen forsvinder næppe, eftersom de færreste gør noget ved de problemer, der overhovedet har gjort hans ankomst mulig. Eksistensen af Thymos vil kalde overskridelsen frem igen og igen.

Vi ser frem mod en fordobling af de muslimske befolkninger

Det gælder Danmark og Europa. En ny rapport fra Sverige, som Critique var det første af danske medier til at omtale, viser, at over halvdelen af al kriminaliteten i Sverige bliver begået af udlændinge (mistænkte). Tal fra de tyske politimyndigheder viser, at den meget alvorlige kriminalitet – som mord, voldtægt og vold – begået af udlændinge (opklarede sager) er steget med mange hundred procent, siden Vesteuropa åbnede grænserne i 2015. Herhjemme har tal fra tænketanken Unitos vist, at udlændinges niveau for kriminalitet er på sit højeste i de seneste fem år. Kilder kan læses her. https://www.berlingske.dk/kommentatorer/politikerne-svigter-stadig-kriminalitet-begaaet-af-udlaendinge-er?fbclid=IwAR1g2-PHHTD37oZJy_Q4bbxWGkh0rD_4H9DO6cRvHKXXxAmkznIl8mCHh_o

Lægger man alt dette sammen, og kombinerer man det med demografiske fremskrivninger, der blotlægger, at andelen af muslimer i de Vesteuropæiske befolkninger generelt vil blive fordoblet frem mod 2050, giver det sig selv, at udlændinge fremover vil blive et af de største politiske konfliktområder, hvis ikke det største.

YouGov undersøgte for lidt over et år siden de vigtigste temaer for borgerne i 11 EU-lande. I 9 ud af 11 lande var det indvandring. Dernæst kom terror, økonomi og arbejdsløshed. På landeniveau var det gennemsnitligt lidt under 5 pct. der mente, miljø er vigtigt, og lidt under 30 pct., der mener, indvandring er vigtigt. https://d25d2506sfb94s.cloudfront.net/cumulus_uploads/document/6qz917s9ky/EUIResults_Europe_April2018_Toplines_FINAL_180430_w.pdf?fbclid=IwAR19zNUTjaP1DZtEOfKjsthJiOapoccN7ASsfYt2E_-so2zaSPCer_7_3Yw

Eller som man kunne læse i Jylland-Posten i maj måned: “Europas unge har forskellige forventninger til fremtiden, men én ting er de fælles om at bekymre sig om: migration. Det viser en undersøgelse, som tyske TUI Stiftung har foretaget blandt 8.220 unge mellem 16 og 26 år i 11 lande.”

https://jyllands-posten.dk/premium/international/ECE11380553/udlaendingepolitik-topper-hos-unge-europaeere-foer-euvalg/?fbclid=IwAR3P1SS1uaMB61LfZikUlyy01d9M21wu3wmfSiPAFYP6G2XDRXi0cEX6MQk

Enten er der stor forskel på den folkelige dagsorden og mediernes, EU’s og politikernes dagsorden (klima), eller folkestemningen er meget labil. Den ene dag gælder det klima, den anden indvandring. Begge emner er vigtige, men hvor de borgerlige først nu er ved at erobre klimadagsordenen fra venstrefløjen, har de længe været i fuld gang med at tabe indvandringsdagsordenen til deres fjender.

Der borgerliges udlændingepolitiske vaklen

For hvor står de borgerlige?

Ja, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund fra Liberal Alliance mener, at LA’s fejl var at opgive den liberale dagsorden til den nationalkonservative – hvilket de aldrig gjorde, men bort set fra det, må man håbe, at de gør det og se et opløftende tegn deri, at de to liberale tilhører den nu detroniserede ledelse i LA. Andre borgerlige gjorde sig tilsvarende skyldige i en katastrofal fejlanalyse efter valget. Ifølge Søren Pind skyldtes det borgerlige kollaps ”islamitis”, at man har fået islam på hjernen. Fejlen skyldte selvfølgelig, at den borgerlige regering ikke havde gjort nok, og at det, den havde gjort (paradigmeskiftet), gjorde den for sent.

Som det ser ud nu, skal man næppe forvente ret meget fra oppositionens engang vigtigste parti. Ved en hemmelig afstemning ekspederede Venstres folketingsgruppe Inger Støjberg ud af ledelsen.

Når det beskidte arbejde er gjort, og vi igen kan sove trygt i vores senge, kan mørkets håndlanger godt gå hjem med sine 28.000 personlige stemmer. Sådan ræsonnerer man vel. Men man forregner sig.

Hvad med regeringen? Ja, indtil videre har man kun foreslået lempelser. Regeringens forslag om flere kvoteflygtninge vil sandsynligvis medføre den sædvanlige tilgift af vold og kriminalitet, men hvad? Også det klarer vi, for nu at bruge Merkels narresut. (Nøjes regeringen med få hundrede kvoteflygtninge, og begrænser den sig til udvalgte kristne grupper, plus evt. nogle af de udsatte yezidi-piger, er det ikke blot strategisk klogt, men også moralsk rigtigt.)

Men regeringen regner nok også med at klare den, så længe den ikke forøger antallet af ikke-vestlige med mere end de 83.310, den borgerlige regering gjorde sig skyld i. Og det er jo nok også rigtigt. Det store svigt lå under den borgerlige regering.

Liberalismens fald og konservatismens mulighed

Jeg har for nylig i en artikel https://www.altinget.dk/artikel/kasper-stoevring-om-borgerlig-krise-liberalismens-svar-er-oedelaeggende om borgerligheden sondret mellem liberale og konservative traditioner. Og jeg har – til de færrestes overraskelse – plæderet for revitaliseringen af en kommunitær form for konservatisme. Jeg anser nemlig liberalismen for at være inde i en forfaldsperiode. Det har to årsager, en ydre og en indre.

Den ydre har at gøre med den omkalfatring af verdensorden, vi har set med ikke bare Trump og Brexit, men også med genrejsningen af de autoritære regimer i Rusland og især Kina. Det er slut med liberal aktivisme i udenrigspolitikken. Dertil kommer fremvæksten af de illiberale demokratier i Østeuropa, der nu fremstår som levedygtige alternativer til det liberale Vesteuropa. Jeg tænker på understregningen af national suverænitet, grænsekontrol og modstanden mod islamisering og EU’s diktater. Jeg kunne også nævne de mange højrefløjspartier og bevægelser, der bliver stærkere år for år i Vesteuropa.

Den indre grund til liberalismens forfald har at gøre med den masseindvandring igennem de sidste 30-40 år, der har fremkaldt parallelsamfund uden for jurisdiktion, altså zoner, hvor retsstaten reelt er suspenderet. Tydeligst vel nok i Frankrig, der reelt befinder sig i en permanent undtagelsestilstand på grund af den islamiske trussel.

Hvordan de borgerlige partier tager bestik af denne situation kommer til at afgøre deres fremtidige skæbne.


Kasper Støvring er ph.d., litterat og kulturforsker og forfatter til flere bøger herunder Gensyn med fremtiden og Fortællingen om fredens Europa.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!