Borgerligheden er stendød; vi må selv stå for genopstandelsen

Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen.

Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang direktør og doktorand i filosofi David Munk Bogballe.

(Følg og støt den borgerlige idedebat ved at abonnere på Årsskriftet Critique det koster kun 150 kr. om året.)

Af David Munk Bogballe

Når et dansk spædbarn kommer til verden, får det som noget af det første taget en blodprøve, der straks overføres til et centralt DNA-register, således staten får en kopi af den nye borgers genetiske sammensætning, den kan bruge ved en senere lejlighed. Inden barnet har lært at tale og gå, sendes det i en statslig daginstitution, hvor offentligt personale, ikke forældrene, tager sig af barnets opdragelse og udvikling. Barnets motoriske, sociale og sproglige udvikling måles løbende, og resultaterne gemmes centralt sammenkoblet med barnets CPR-nummer, så de kan bruges ved en senere lejlighed.

I skolen fortsætter registreringen af barnets trivsel, tandlægebesøg, mentale evner og sociale udvikling. Al data gemmes centralt koblet op på barnets CPR-nummer, så det kan bruges ved en senere lejlighed. Eksempelvis når en kommune benytter algoritmer til at tildele sine borgere en social score, der kan anvendes til blandt andet at forudsige risikoen for at ende i misbrug og arbejdsløshed, for succes med aktivering og uddannelse.

Måtte barnet en dag få en smartphone vil staten kræve, at telefonens bevægelser logges og gemmes, så disse data kan bruges ved en senere lejlighed. Det samme gælder for barnets færden på internettet, og hvis det måtte rejse per fly. Al data gemmes, så det kan bruges ved en senere lejlighed. For at sikre den unge borgers og alle andre danskeres tryghed overvåges det offentlige rum af omtrent 1,5 millioner kameraer.

Optagelserne gemmes, så de kan bruges ved en senere lejlighed. Måtte det unge menneske blive myndigt og erhverve sig et kørekort, vil vedkommendes færdsel per bil blive registreret via nummerpladescanninger, der gemmes, så de kan bruges ved en senere lejlighed. Måtte den unge borger ønske at anskaffe sig en brugt bil, kan denne ikke lovligt betales kontant, hvis den koster mere end 8.000 kroner. Betalingen af beløb på mere end 8.000 kroner skal foretages digitalt, så der skabes et aftryk, staten kan spore og bruge ved en senere lejlighed.

Måtte ønsket være en ny bil, må den gode borger indstille sig på at skulle betale op til 150 procent af den nye bils værdi i skat til staten. Det er mange penge, når den løn, der måtte blive tjent, inden den overhovedet bliver udbetalt, beskattes med op til 52 procent og udbyttet fra eventuelle investeringer i aktier med 42 procent. De danske skatter er de næsthøjeste i OECD, men de er en nødvendighed, når man vil opretholde en af verdens største offentlige sektorer og tilsvarende høje overførselsindkomster. Og det vil man. Fra den ekstreme venstrefløj til langt ind i den såkaldte liberale borgerlighed. Død og pine.

De borgerlige har tabt

Således gik den forhenværende statsminister i juni til valg på ikke at ville sænke skatterne og rulle dele af det enorme statsapparatur tilbage. Det var uansvarligt, hed det. Det vigtigste og rigtigste var at bruge flere penge på den offentlige sektor, gerne som en fælles øvelse i en regering med Socialdemokratiet.

Givet det forhold at meget af Danmark grundlæggende er indrettet socialdemokratisk, korporatistisk og anti-borgerligt, burde det kunne forventes, at borgerlige vælgere ville straffe en sådan prioritering og positionering. Da stemmerne var talt op efter folketingsvalget femte juni, stod det imidlertid klart, at Venstre – Danmarks liberale parti kunne notere sig en fremgang på intet mindre end ni mandater. Det samme antal mandater som Liberal Alliance, der var gået til valg på lavere skatter og mere frihed til danskerne, havde mistet.

Borgerlighed er naturligvis andet og mere end blot skat og økonomi. Fædreland, tradition, kulturpolitik, lov og orden, familie og sammenhængskraft er også centrale temaer for borgerligheden. Dansk Folkeparti har ofte beskæftiget sig indgående med disse områder, og ved folketingsvalget blev partiet stærkt decimeret, idet det mistede 21 mandater i et fald fra 34 pladser i folketingssalen til blot 16.

Derfor er det heldigt, at opdraget til denne tekst er at formulere et bud på, hvordan borgerligheden kan manifestere sig i fremtiden, for gør man brættet op nu, er konklusionen den pinefuldt klare, at selvom borgerlige tænkere, stort som småt begavede, fylder en betydelig del af mediefladen, og selvom den politiske organisering af store dele af samfundet udgør en perlerække af eksempler på kollektivismens og den sociale ingeniørkunsts ødelæggende kræfter, der kan bruges som motiverende faktor for borgerlig politisk kamp, så er den danske borgerlighed i bred forstand død som en sild.

 Den helligjorte velfærdsstat

Hvorfor velfærdsstaten er blevet helliggjort, hvorfor borgeren er blevet først klient, så krybende undersåt, hvorfor danskerne i flertal er fanget i det, Anders Fogh i sin bog om minimalstaten kaldte slavesind, hvor frihed, engagement og ansvar må vige for centralplanlagt, materiel tryghed, hvorfor danskerne ad frivillighedens vej har åbnet deres arme og land for, hvad der truer med at udvikle sig til digital totalitarisme, er interessante og vedkommende spørgsmål, men deres besvarelse må vente til en anden gang. Hvad der imidlertid hverken kan eller må vente, er arbejdet med at lede Danmark ind på et andet spor. Det er afgørende, det er omfattende, og det er svært – nærmest umuligt.

Det bør i hvert fald give anledning til alvorlig bekymring hos borgerlige, at danskerne, når de bliver spurgt, ikke kan få velfærd og tryghed nok og, koste hvad det vil, er stålsatte i ønsket om at afvikle grænsen om privatsfæren, så offentlige systemer kan trænge ind i ethvert hjørne og overtage ansvaret for livets gang i stort og småt. Som i tilfældet med kvinden der systematisk bliver mishandlet af sin mand, men som under ingen omstændigheder vil vige fra hans side, endsige angive ham, kan opgaven at vække danskerne og deres borgerlige sympatier synes håbløs.

Og i virkeligheden er den det også, altså håbløs. I hvert fald hvis forhåbningen er, at der kan fremprovokeres et afgørende politisk slag. Et endeligt slag, der kan vindes, så magtbalancen i Danmark definitivt forrykkes i borgerlig retning. Det slag kommer ikke, og arbejdet for en storpolitisk sejr, der giver genlyd i alle samfundets kroge, er spildte kræfter.

Kampen fra lænestolen har ikke en chance

Det er utvivlsomt en interessant akademisk øvelse at formulere borgerlige teser (, der sammen med næste led, trods mismodet i den øvrige sætning, ingenlunde kan undværes), og det er ganske tilfredsstillende at bedrive karsk, borgerlig-konservativ samtidskritik, men erfaringen synes at vise, at kampen fra lænestolen er lige så skøn, intellektuelt tilfredsstillende og ikke mindst komfortabel, som den er nytteløs, hvis målet er at påvirke andet end en lille del af overfladen af det så store og vidtforgrenede samfund.

Hvis borgerligheden skal gøre sig håb om at gøre en reel forskel, så skal kampen, hvis den kan kaldes det, kæmpes på en anden måde. Den skal kæmpes i det små. Langt væk fra medieflader og opmærksomhedsindustri.

  • De borgerlige sejre, for det er nødvendigt, at de bliver mange, må vindes i lokalområderne i fællesskab med familie, naboer og det lokale erhvervsliv.
  • De må vindes som udlevet borgerlighed via engagement, virkelyst og indlevelse. Borgerligheden må i arbejdstøjet, ikke på Facebook og Twitter, men i den virkelige verden.
  • Den må støtte op om og starte skoler, vuggestuer, børnehaver, bofællesskaber, plejehjem, universiteter og foreninger.
  • Den må knytte bånd og venskaber, gå i kirke, læse klassisk litteratur, lytte til klassisk musik, skrive, synge, tænke, digte og male, sikre de små samfund og fællesskabers trivsel og overlevelse.
  • Den må værne om traditionerne, familien og værdierne.
  • Den må interessere sig for og tage ansvar for andre menneskers ve og vel, direkte og uden om staten. Ikke som et modkulturelt identitetsprojekt, men som et naturligt led i videreførslen af den livsform, der er det nødvendige grundlag for et oplyst, velstående, frit, tillidsfuldt, fredeligt og sammenhængende land.

Selvom borgerligheden har tabt det ene store slag efter det andet, har små bastioner rundt om i Danmark overlevet og står endnu. De må styrkes, og bliver de det, vil der komme flere til.

Civilsamfundets forpligtende fællesskaber bygger nemlig på selve det menneskelige udgangspunkt og har således en grundlæggende og naturlig appel til os alle. I takt med flere bliver en del af sådanne fællesskaber, vil konturen af den borgerlige karakter tage til i styrke, så den måske en dag vil stå som en ledende identitetsmarkør, som et ideal samfundet tager form efter. Det er i hvert fald håbet, og det dør som bekendt sidst.


David Munk Bogballe er konservative folketingskandidat, direktør og doktorand i filosofi.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!