Vi har ret til at være upolitiske

”Alt er politisk”, hævdede 70’ernes marxister. I Et upolitisk menneskes betragtninger afviser Thomas Mann en sådan politisering af virkeligheden som en forfladigelse af verden og livet, der ser bort fra, at mennesket er andet og mere end et fornuftsvæsen. Jonas M. Hoeck anmelder stridsskriftet og introducerer Manns forfatterskab. 

Af Jonas M. Hoeck

Lige som med alt andet i Thomas Manns liv var forholdet til broderen Henrich præget af ambivalente følelser. På trods af, at de gennem blodet elskede hinanden, rivaliserede de to også hele livet så heftigt, at de ofte ikke kunne være i stue sammen i mere end en time ad gangen. Litteraturen spillede naturligvis en central rolle i de to forfatteres uenigheder. Allerede i Manns debutroman Buddenbrooks (1901) er den broderlige fejde et tema, og i 1906 udtrykker han direkte i et brev sit mishag over broderens litterære inddragelse af de moderne venstreorienterede og politiske tendenser.

Efter flere spydige tekster fra begge skribenters side kulminerer konflikten under første verdenskrig, da Henrich i 1915 skriver et samfundskritisk Zola-essay, hvor han taler om Tysklands potentielle nederlag som et positivt grundlag for nationens demokratiske udvikling. Thomas Mann opfatter broderens udmelding som landsforræderi og bliver så provokeret over, hvad han ser som en lakajagtig underkastelse for fornuftens tyranni, at han i perioden 1915–1918 stopper alt andet arbejde og skriver den essaysamling, der stadig står som en af de mest omdiskuterede dele af hans forfatterskab.

Ungdommelig overspændthed?

Den store opmærksomhed som Et upolitisk menneskes betragtninger stadig får her 101 år efter udgivelsen skyldes således først og fremmest, at værket indeholder passager, som i modsætning til broderens pacifistiske tekster, ikke fordømmer tyskernes deltagelse i første verdenskrig, men i stedet forsvarer konflikten som et sundt og naturligt udtryk for den tyske kulturs urgamle og protesterende ånd, der lige siden rommeriget har udgjort det stolte modtryk, som Mann grundlæggende mener er nødvendigt for at afbalancere det europæiske kontinents civilisatoriske drejning.

Da vi lever i en politiseret tid, hvor det er vigtigt at få kastet dom over historiens store personligheder, har essaysamlingens latente krigsforherligelse naturligvis fået flere moderne intellektuelle til at se skriftet som et udtryk for Manns romantiske og formørkede ungdom. Ikke mindst fordi værket danner det første punkt i hvad flere har set som en opadstigende rejse mod hans demokratiske vækkelse. For allerede fire år efter udgivelsen i 1922 forenes brødrene nemlig igen, og Mann skriver sig fri af sit tidligere skrifts antidemokratiske udlæg og erklærer sig som tilhænger af den nye republik.

Konservatisme og borgerlighed er dog ikke nazisme, og som Mann, få år inden sin død i 1955, skriver i essayet ”Kunstneren og samfundet” (1952), så skyldes kovendingen i 1922 primært, at han med gru har oplevet, hvordan landets unge højreekstremister ikke ønskede at genoprette den borgerlige tyske orden, men i stedet forfaldt til barbari og mord.

Så selvom Mann bliver kendt for gentagende at bekræfte sit nye demokratiske standpunkt efter første verdenskrig, og senere også bliver en stærk kritiker af det nazistiske styre, så kan man nok aldrig helt komme udenom, at stort set alle hans skønlitterære værker og flere af hans essays fortsætter med at indeholde de samme tumultariske temaer, som han fremlagde i Et upolitisk menneskes betragtninger – noget han aldrig selv mistede evnen til at se det humoristiske i.

Så fordi Mann aldrig rigtig lægger sine anti-rationelle ideer fra Et upolitisk menneskes betragtninger på hylden, vedbliver dette ”dæmoniske skrift” også med at være en vigtig brik i forståelsen af hans ambivalente positionering og ironiske poetik, som også til stadighed indhyller hans værk i en vis mystik. Det er derfor en gave, at vi nu har det på dansk.

Et splittet væsen

Karin Højersholts nye oversættelse indeholder ca. halvdelen af Manns 600 siders lange værk, og selvom alle ægte fans naturligvis aldrig kan få nok af den tyske nobelprismodtager, så er der mere end rigeligt materiale i de syv udgivne essays til at komme godt ind under huden på Manns idéverden, og det er i sig selv ikke en nem opgave.

I bogen opstiller Mann selvfølgelig sine typiske dikotomiske modsætningspar: Civilisation og kultur, ententen og Tyskland, civilisationslitteraten og æsteten, litteratur og poesi, politik og kunst, radikalisme og ironi, ånd og liv m.fl., og gør det hurtigt klart, at broderen Henrich er indbegrebet af den radikale og politiske litterat. Det er dog ikke helt så nemt at finde ud af, hvor Mann selv placerer sig, for han har nemlig en tendens til at tale for og imod flere af de samme standpunkter og ideer, som han fremlægger.

Det kan eksempelvis forvirre læsning lidt, at han først positionerer sig i forhold til Frankrigs socialisme, Englands liberalisme og den moderne politiske civilisationslitteratur for derefter at benægte at være konservativ. Eller det kan virke paradoksalt, at han taler om krigen som et eviggyldigt fænomen, der intensiverer livet og gør tilværelsen interessant, for derefter at skrive: ”Jeg har aldrig hørt til dem, der ville betragte det som en lykke – det være sig for Tyskland eller Europa – hvis Tyskland, triumferende med pauker og trompeter, vandt en let militær sejr over sine modstandere”.

Intet er simpelt i Manns univers, men den ambivalente stillingtagen skyldes, at han grundlæggende forstår både sig selv, og den ”ægte tysker”, som en sammensat mennesketype, der altid er i indre spild – mennesket med de to sjæle. Derfor beskriver han også hele tiden, hvordan han på samme tid både er national og international, poetisk og litterær, kunstnerisk og politisk osv.

Baggrunden for denne pendulerende tankegang er, at Mann blev født i det moralske Nordtyskland ved sin borgerlige far og senere udlever sin ungdom i det Sydtyske Münchens boheme-miljø hos sin sydamerikanske mor. Derfor har han, lige som det store tyske rige, flere forskellige tendenser i sit væsen, hvilket er en meget vigtig præmis for flere af essaysamlingens bærende ideer.

Afstand til radikalkonservatismen

For selvom inspirationen fra 1800-tallets store tyske romantikere Arthur Schopenhauer, Friedrich Nietzsche, Richard Wagner, Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Hölderlin umiddelbart kunne placere ham faretruende tæt på sin tids radikalkonservative forfattere og filosoffer som Martin Heidegger, Ernst Jünger og Oswald Spengler, mærkes det hurtigt i bogen, at Manns livsholdning grundlæggende bygger på samvittighed og et borgerligt holistisk dannelsesideal, og at han derfor alligevel distancerer sig et pænt stykke fra den ekstreme livsfilosofis ønske om nedbrydelse og revitalisering. 

Denne distancering skyldes, at det faktisk grundlæggende er en pointe for ham, at radikalisme og ekstreme holdninger er destruktive, og at det i stedet er idealet om den borgerlige midte, som bør efterstræbes. Denne klassiske borgerlige dannelsestanke kan også findes i flertallet af hans skønlitterære værker, og danner ligeledes fundamentet for den moderne humanisme han senere eksperimenterer med i mesterværket Trolddomsbjerget (1924).

Tanken om Tyskland som den stabiliserende faktor i Europa er heller ikke Manns opfindelse, men er indlejret dybt i den før-politiske tyske kultur, og er noget Mann især finder hos sit forbillede Goethe. Tanken findes sågar stadig i dag, hvor den konservative Angela Merkel eksempelvis bruger det som sit motto (”Die mitte”), når hun prøver at afbalancere Tyskland og Europa.

I livets og kunstens tjeneste

Med så medierende en filosofi kan det måske undre, at Mann i Et upolitisk menneskes betragtninger tager et antidemokratisk standpunkt. Men hvor mange i dag forbinder demokrati, menneskerettigheder, ligestilling og humanisme med balance og harmoni, så ser den borgerlige Mann i stedet kravet om øget etik og humanisme som et næsten religiøst projekt, båret frem af en ny ideologisk radikalisme, der ikke evner at acceptere sine modsætninger, og derfor benægter selve virkelighedens kompleksitet til fordel for en ensporet og overfladisk illusion. Som han skriver i sin kritik: ”Alt i alt er der her tale om en forfladigelse af verden og af livet.”

Med andre ord er politik altså virkelighedsfjernt i Manns optik, fordi det i for høj grad står på den kolde fornufts og den kliniske sundheds side, og derfor ikke har øje for, at mennesket ikke kun er et fornuftsvæsen, men også i høj grad er bundet til naturens urkræfter af sin biologi, underbevidsthed og instinkter. Af samme grund opfatter Mann sig ikke som et politisk, men som et åndeligt og sammensat menneske, og det han i essaysamlingen plæderer for, er derfor ikke en anden ideologisk indretning af samfundet, men menneskets ret til at mærke livet, smerten, følelserne, poesien og musikken – altså retten til at være upolitisk og udemokratisk.

I sidste ende er Manns forsvar for livets kaotiske og tvetydige sider naturligvis forbundet med hans syn på litteratur og kunst og hans mangeårige kritik af broderens samfundskritiske litteraturtendenser. På trods af, at han selv giver udtryk for at bidrage med naturalistiske romaner og litterære essays, så ser han en stærk kontrast mellem den politiske litteratur, som civilisationslitteraten skriver, og den poesi og musik, som han selv er inspireret af.

Forskellen er igen, at litteraten er så ideologisk, at han ikke kan gøre andet end at bekræfte værdien af de rationelle fænomener han selv står for, og det gør hans litteratur gennemskuelig, patetisk og kedelig. I modsætning hertil tør æsteten kaste sig ud i det kaotiske og ubestemmelige limbo, hvor urkræfterne og følelserne hersker, hvilket giver ham mulighed for at være både ironisk, humoristisk og tragisk. Med andre ord mener Mann, at den politisk-korrekte litteratur er kedelige og livsforladt. ”Kunstneren er nemlig bedst tjent med, at tilværelsens dystre og dødsensalvorlige farver ikke blegner fuldstændigt, og han vil næppe kunne stille noget op med en moralsk kastreret verden”, lyder det kontant fra den borgerlige forfatter.

Alt i alt er Et upolitisk menneskes betragtninger en både provokerende og interessant dissekering af forholdet mellem menneskets indeholdte natur og det stadigt mere konstruerede samfund, som vi også lever i. Dertil minder de kritiske analyser af demokratiet os om, at de før-politiske værdier også har visse kvaliteter.

Thomas Mann vedbliver på den måde med at være relevant i 2019, og jeg håber derfor også, at vi får endnu flere oversættelser at se i de kommende år.

Thomas Mann. Et upolitisk menneskes betragtninger. Oversat af Karin Højersholt. Multivers, 2019.

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab og antropologi.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!