Opera: Lohengrin i Bayreuth

Mit ynglingssted i første akt i Wagners Lohengrin er ikke Elsas store, berømte arie, “Einsam in trüben Tagen”. Nej! Det er det sted, hvor kongens Heerrufer med stor kraft synger disse ord for at markere aktens afgørende gudsdom, hvor Lohegrin skal kæmpe mod den onde Telramund:

“Gott richtet euch nach Recht und Fug,
so trauet ihm, nicht eurer Kraft!”

Det er i hvert fald musikken fra det sted, jeg tager mig selv i at nynne på vej ud til pause. Og jeg kan konstatere, at flere andre gør det samme.

Den citerede besværgelse skal så gentages af Lohengrin og Telramund i kor med en sådan kraft og vitalitet, at hårene gerne skal rejse sig på samtlige tilhører i tilskuerrummet!

Derfor er det også vigtigt, at man har en rigtig god Heerrufer. Det havde man heldigvis i Bayreuth den 18. august 2019, hvor paritet var i gode hænder hos lettiske Egils Silins.

Regiteatret i Bayreuth fortsætter ikke desto mindre med søndagens opførelsen af Lohengrin i Yuval Sharons opsætning fra 2018. Men lidt mere afdæmpet end tilfældet var til opsætningen af Tannhäuser lørdag.

Opsætningen havde henlagt handlingen til en gold, postapokalyptisk verden, hvor det centrale element er en stor, forladt el-transformatorstation af den slags, man stadig kan se rundt omkring i det danske landskab i form af de skønne små transformatortårne af mursten. Herudover var utallige af de store porcelænsisolatorer, der ofte ses på højspændingsledninger, også et gennemgående element i opsætningen. Hvis man på vej til Bayreuth tager turen forbi Deutsches Museum i München, er der her en fin samling af netop den slags højspændingsartefakter i udstillingen om elektricitetens historie. Her fanges det æstetiske i højspændingens arkitektur og design til fulde. Jeg skal gerne indrømme, at jeg selv har en fascination for den slags. Så der er pluspoint for i opsætningen at vælge en æstetisk stil, der falder i min personlige smag. Men jeg havde gerne set, at det hele var blevet på Deutsches Museum.

Kostumerne er pudsigt nok holdt nogenlunde traditionelt, altså i en form for idealiseret middelalder. Lohengrin har sågar sin sølvrustning. En enkelt, markant detalje var dog, at karaktererne alle havde fået insektvinger, der gjorde det ud for deres kapper. De kom dermed til at ligne fluer.

Ideen synes at tage udgangspunkt i, at samfundet i operaen befinder sig på overgangen mellem det gamle og det nye (det før-kristne og det kristne) præcis som Wagner i sin egen tid var vidne til markante teknologiske nybrud i form af eksempelvis elektricitet. Den gamle verden er gået under (eller er på nippet til at gøre det) på grund af umådeholdent forbrug af klodens ressourcer, sådan at den nu er blevet gold of afsvedet og uden strøm og lys. Transformatorstationen bruges ikke til at lave strøm med, men til beboelse. Isolatorernes formål er blevet rent dekorativt.

Lohengrin er derfor – ifølge opsætningens logik – at sammenligne med elektriciteten, der bringer lyset. Det gamle samfunds elektrificerede ideal. En form for uforståelig, udefrakommende kraft. Han gør da heller ikke i opsætningen sin entre på en svane, men kommer ud af den faldefærdige transformatorstationen og har et sværd, der ligner et lyn, med sig. Der er nu endelig kommet strøm og folket har fået lys! Ifølge programmet illustrerer Lohengrin anskueliggjort som elektricitet følgende:

“Dies ist die zeitlose Botschaft des Lohengrin; aus dem sändigen Streben der Menschheit nach Erkenntnis entwickelt sich eine mitreißende Energie, die wir alle durch den Nebel als das Licht des Grals erkennen können.”

Men Lohengrin og hans elektrificerede verden, der holdes hellig af de ødelæggende insekter er fortiden! Den nye tid står i økologien og den grønne energis tegn. Den nye tid repræsenteres ved Elsa (hele ideen bag den elektrificerede opsætning bygger formentlig på et ordspil med dette navn El-sa), der ved Ortruds hjælp bliver bevidstgjort om det forkerte i mændenes gamle verden. Hun stiller derfor det forbudte spørgsmål ved denne verdensorden og får deres idealer til at styrter i grus!

Wagners Lohengrin er dermed vendt fuldstændigt på hovedet. Elsas tvivl om Lohengrins ophav er i denne opsætningen blevet gjort til noget godt. Det er grundlæggende godt, at Elsa stiller spørgsmål ved de etablerede normer og sandheder illustreret ved Lohengrin, der ved at bringe strøm er et udtryk for idealet i den gamle orden. Det er altså også godt, at hun er utro (mod Lohengrin = den gamle orden), for hun har jo lovet ikke at stille spørgsmål ved den etablerede orden. Når bare han bringer strøm, lys og frelse, så må hun være tilfreds.

Ortrud er heller ikke en ond troldkvinde, der leder Elsa i fordærv, men en form for god fe, der hjælper hende til at indse det rigtige og sunde i at stille spørgsmål ved etablerede sandheder.

Elektriciteten bliver, som citatet ovenfor viser, en form for ukraft/energi, der viser mennesket på vej mod stadig større form for indsigt og forklarelse. I den afgørende scene mellem Lohengrin og Elsa i brudekammeret binder han hende fast til en stor isolator, der er forbundet direkte til nogle store højspændingskabler, der går direkte gennem væggen. Jo mere hun nages af tvivl, jo mere elektrisk bliver isolatoren for så til sidst at lyse helt op og med sit lys lamme de indtrængende angribere.

Men det er ikke den gamle form for elektricitet, der er tale om. Nej, der er tale om en ny form for energi, der er opnået ved Elsas forklarelse som energikilde. I sidste del af tredje akt optræder hun derfor også i en orangefarvet kjole. Da den forsvundne Gottfried kommer tilbage, er han fuldstændig grøn; og han giver hende en form for grøn stilk, sådan at Elsa kommer til at ligne en gulerod. Mændenes gamle elektrificerede verden er fortid, og vejen er banet for ny verden i kvindernes tegn baseret på grøntsager og grøn energi! Gottfried blev derfor heller ikke hverken proklameret som “Führer” (sådan står der i tekstbogen) eller en “Schützer” (dette synger man undertiden i stedet for). Nej, han blev proklameret som som “Grüner”!

Tak for kaffe! Man ved ikke om man skal grine eller græde af den slags nonsens!

Men lad os tage det fra begyndelsen. Ideen om Elsas svigt/utroskab som noget grundlæggende godt og sundt ved at stille spørgsmålstegn ved etablerede sandheder, som bare tages for givne, er faktisk god! Og den kan med lidt god vilje godt rummes i værket og inden for Wagners livssyn. Man skal altid som udgangspunkt være lidt skeptisk, når folk ikke argumenterer for noget, men bare henviser til, “at det mener alle”. Men det gælder vel også den anden vej? Ikke sjædent hører man da synspunkter om navnlig klima og miljø forfægtet som etablerede sandheder? Den dagsorden, som opsætningen forfægter som den “nye”, er vel ret beset tæt på at være den etablerede sandhed i dag. I hvert fald i Europa. Hvis instruktøren derfor virkelig ville stille skarpt på, at Elsa ikke skal tage etablerede sandheder for givne uden at stille spørgsmål, burde han så ikke netop have ladet hende stille spørgsmål ved den såkaldte klimadagsorden?

Ideen om Elsas svigt som noget godt kan måske nok med lidt god vilje rummes inden for Elsa-karakteren, der rummer ganske mange facetter, som man fint kan udfolde, hvilket jeg synes man gør dygtigt i den her opsætning. Men den ide skal ikke fylde for meget. Og det kommer den desværre lidt til i opsætningen. Det er ret klart fra teksten – og især slutningen – at Elsa er ulykkelig over sit svigt. Hendes svigt udtrykke menneskelig svaghed, ikke styrke.

Tilsvarende ødelægger det dynamikken i værket, at den onde troldkvinde, Ortrud, i opsætningen skal have rollen som en form for god fe, der giver Elsa en grundlæggende god indsigt, der hjælper hende til at kaste mændenes gamle verden fra sig. For det ødelægger helt dynamikken mellem de to. Ortrud er en utvetydig ond og hadefuld karakter. Man kan fint i programmet argumentere for, at hun gør noget grundlæggende godt, men virkeligheden på scenen er noget andet. En ting er fortolkning. Noget andet er iscenesættelse.

Var man ikke kommet for skade at læse programmet inden forestillingen, var der næppe heller mange, der ud fra opsætningen kunne gennemskue, at Ortrud i virkeligheden var god. Hun blev herligt sunget af russiske Elena Pankratova, og var præcis så mørk, ond og hadefuld som hun skulle være. En urkraft af en arkaisk flodbølge, der river alt med sig, er Ortrud!

Elsa blev sunget skønt af Annette Dasch, der havde en fantastisk smuk stemme og et uforglemmeligt poetisk udtryk i sin gestik. Navnlig i første akt kom det lidt naive i hendes tro smukt frem i hende, og også det inderligt bedende om hjælp, da mændene/fluerne vil brænde hende på et på af gamle porcelænsisolatorer. Og ikke mindst kom tvivlen i hende uendelig flot til udtryk, da hun gik med Lohengrin til kirken (transformatorstationen) i slutningen af anden akt. Her kunne man virkelig se det, der er så tydeligt i musikken, i form af det dystre ledemotiv Wagner lader følger med parret ind i kirken.

Samspillet mellem Lohengrin og Elsa var også godt og nærværende i den afgørende scene i starten af tredje akt, hvor Elsa nages så meget af tvivl om Lohengrins ophav, at hun ender med at stille det spørgsmål, hun ellers har lovet ikke at stille. Dette blev dog i nogen grad forstyrret af fjolleriet med, at Lohengrin skulle binde hende fast til den store isolator midt i brudekammeret.

Også Lohengrin var godt besat med polske Piotr Beczała, der havde det lidt fjerne, poetiske udtryk som denne karakter skal have samtidig med, at der skal være vokal slagkraft nok til, at han kan indgyde respekt.

Beczałas landsmand, Tomasz Koniezcny, var tilsvarende en frygtindgydende Telramund, der var præcis så ondskabsfuld, kold og kraftfuld i klangen, som skal til for at være en passende gemal til Ortrud. Duetten mellem de to i starten af anden akt var et af højdepunkterne i forestillingen. Fremragende! Ikke en chance har den stakkels Elsa! Interaktionen mellem de to haltede dog lidt her. Det blev fint fremhævet, at Ortrud i virkeligheden er den egentlige antagonist, men med et så klodset virkemiddel, at hun holdt Teleramund fast i et bånd.

Bedre var det, at Telramund på det centrale sted, hvor han synger “Du wilde Seherin!”, næsten var i en form for trance eller hyponse. Dette fremhæver glimrende, at musikken på netop dette sted lyder meget som den musik, der ledsager Brünnhilde i søvnen i Nibelungens Ring.

Mens jeg sådan set ikke har så meget imod instruktørfrontens grundlæggende ide om Elsas forklarelse, så må jeg kategorisk afvise den økofabel, man forsøger at indføre som en slags “overbygning”. Det tilføjer intet til stykket overhovedet – det er en helt ny fortælling til samme musik og tekst. Som sagt adskillige gange før, så må det række, at man i instruktion eller lignende lader den grundlæggende ide om forklarelsen komme frem og så lade folk selv drage parallellerne til nutiden og den nærtforestående klimakatastrofe i nødvendigt omfang. Transformatorstationer og gulerødder kan man godt pakke sammen igen. Hvis man vil have en opera med den salgs, så skriv den dog! Og lad være med at tage en godt 170 år gammel opera til indtægt for noget, der ret beset ikke er belæg for.

Kulisserne og scenografien var dog på opsætningens præmisser meget vellykkede og flotte. De grotesk store isolatorer og transformatorer samt overdimensionerede højspændingskabler i den golde verden formidlede meget præcist et billede af en verden, der er ved at gå under på grund af umådeholdet ressourceforbrug. Jeg ville meget gerne have set den æstetik alle andre steder end i en opera, hvor den ikke hører hjemme. Belysningen var i den helt rigtige, bløde nuance, der giver den rigtige eventyrstemning. De forskellige transformatorstationer og isolatorer var også markante og et flot syn i sig selv. Særligt det næsten surrealistiske brudekammer i transformatorstationen med de store højspændingskabler var et vidunderligt syn.

Æstetikken i forestillingen gav mig mindelser om Poul Anker Bechs surrealistiske malerier, hvor netop de gamle transformatorstationer også er en flittig gæst. I mangel af billeder fra opsætningen kan hans billeder give et indtryk af opsætningens æstetiske retning (se referencen nedenfor).

Lyssætningen var særlig god under Lohengrins afsluttende gralsfortælling, hvor de lysende spyd fra soldaterne omkring ham gav en flot effekt i mørket. Ligeledes var der gjort fint brug af lysvirkningerne i starten af anden akt, hvor Telramund og Ortrud konspirerer om natten i en mørk skov (eller noget højt græs). Glimrende omgivelser dette formål. Lysvirkningerne får flot Elsa til at komme frem og forsvinde igen i et lille tårn med et stort spir (eller lynafleder). Lyssætningen var dog i øvrigt gennemgående noget konstant, navnlig i første og sidste akt. I Prag, hvor man havde en lignende belysning, blev den oftere ændret for at give den rette stemning.

Afslutningsvist skal nævnes kampen mellem Telramund og Lohengrin i første akt. Denne var forsøgt lavet sådan, at de fløj rundt med deres vinger og kæmpede i luften. Det så ikke særlig overbevisende ud. Nogle stuntmænd blev hejst op i noget snoretræk og de fløj bare ind og greb fat i hinanden, hvorefter de hurtigt blev svunget/føjet ud igen. Herefter kunne den rigtige Lohengrin løbe ind på scenen med en af Telramunds vinger som trofæ.

Det hele blev dirigeret af Christian Thielmann, der vistnok nu har dirigeret flere opsætninger i Bayreuth end nogen anden. Det lød pragtfuldt fra ende til anden! Thilemann havde valgt en lidt afdæmpet form for Lohengrin, der fint undgik de værste klichéer, som man undertiden kan høre, når der fokuseres for meget på at øge dynamikken på de forskellige, storladne passager så hurtigt som muligt. Helt forrygende var Thielemann i de forskellige mellemspil og korpassager, eksempelvis hvor Elsa gør sit indtog i anden del af anden akt. Den store fokus på det smukke i musikken skjuler dog måske lidt for godt, at der jo faktisk pågår en krig i operaen. Musikken måtte måske godt sine steder have lydt lidt mere i den retning, uanset risikoen for at virke klichéfyldt

På trods af den søgte økofabel, man havde forsøgt at gøre Lohengrin til, må jeg indrømme, at jeg faktisk er godt tilfreds med opsætningen, da det ikke stod for meget i vejen for handlingen og karaktererne. Men efter nu at have oplevet fire Lohengrin-opsætninger i løbet af godt et år, i henholdsvis London, Wien, Prag samt den nærværende i Bayreuth, kan jeg konstatere, at den bedste Lohengrin oplevede jeg i Prag. Og den kan heldigvis ses igen til februar.

Richard Wagner, Lohengrin. Bayreuther Festspiele den 18. august 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende. Heller ikke her ses der at være tilgængelige billeder fra forestillingen, udover et enkelt:

https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/lohengrin/

Paul Anker Bechs hjemmeside hvor man kan se udvalgte malier. Det kan lidt give et indtryk af æstetikken i Lohengrin-opsætningen i Bayreuth. Se eksempelvis billedet “En vinter lang”:

https://poulankerbech.dk/

Yuval Sharon, unavngiven programartikel om opsætningen

Edward A. Bortnichak & Paula M. Bortnichak, Lohengrin: durch den Äther sehen – Flexionen über die aktuelle Bayreuth-Produktion (programartikel)

Den heromtalte opsætning af Lohengrin er fra 2018 og er derfor allerede udkommet. Kan købes her:

https://www.imusic.dk/movies/0044007356210/r-wagner-2019-lohengrin-blu-ray 

Der findes dog bedre opsætninger, se omtale her.

Deutsches Museum i München. Titlen er måske lidt misvisende, for det er ikke et museum om Tyskland, men et omfattende museum om teknologien og industriens historie, eksempelvis er der omfattende samlinger af dampmaskiner samt fra sø- og luftfartens emneverden. Ikke mindst en stor samling isolatorer og transformatorer:

http://www.deutsches-museum.de/

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!