Opera: Die Frau ohne Schatten i Wien

14. august 2019
9 minutters læsetid
Kejseren med de to sovende kvinder. Foto: Formentlig Michael Pöhn. Fra Wiener Staatsopers hjemmeside.

Richard Strauss mestrede som få andre komponister de stille passager. Hans virkelig geni ligger ikke i de musikalske ekstremer i eksempelvis Also sprach Zarathustra (1896) eller Eine Alpensinfonie (1913) eller i skildringen af de hensynsløse overmennesker i Salome (1905) og Elektra (1909). Men derimod eksempelvis i det lille, smukke sted, hvor feltmarskalinden efter en generalpause som indledning til den afsluttende terzet i Der Rosenkavalier (1911) tager afsked med sin ungdom og unge kærlighed med ordene ”Hab’ mir’s gelobt, ihn lieb zu haben in der richtigen Weis’”. Eller den skønne passage i Ariadne auf Naxos (1912), hvor de tre nymfer på Naxos vil trøste den ulykkelige Ariadne, ”töne, töne, süße Stimme, | Fremder Vogel, singe wieder”.

Men også i Strauss/Hofmannsthals’ Die Frau ohne Schatten, hvor farveren Baraks stilfærdige tanker om sin hustrus vanskelige sind er et af højdepunkterne. De havde godt nok sagt til ham, at hun ville være lidt vanskelig her i den første tid. Han forsøger at tage det med godt mod, men inderst inde er han i virkeligheden ked af det:

“Sie haben mir gesagt,
daß ihre Rede seltsam sein wird
und ihr Tun befremdlich
die erste Zeit.
Aber ich trage es hart,
und das Essen will mir nicht schmecken.”

Kvinden uden skygge havde premierer på Wiener Staatsoper i 1919 og kunne her i maj-juni ses samme sted igen i en ny pragtopsætning i anledning af 100-året. Premierertidspunktet umiddelbart efter verdenskrigens slutning var velvalgt, da krigens værditab og afslutning på den romantiske epoke er et af operaens centrale temaer.

Dette er kun tilsyneladende. For Strauss var ikke eksplicit politisk og forholdt sig oftest kun meget indirekte til tematikker i sin samtid. Anderledes med eksempelvis Wagner, der forholdt sig særdeles aktivt til sin samtid i sine utallige skrifter, hvilket aflæses i hans værker både politisk og filosofisk.

Strauss kunne så sent som midt under Anden Verdenskrig færdiggøre værket Capriccio, der handler om forholdet mellem digtekunst og musik, og som omtalt tidligere vist kun meget indirekte kan siges at have nogen relation til krigen. Strauss har typisk et rent, almenmenneskeligt sigte, der ikke sjældent er hentet fra antik mytologi.

I Kvinden uden skygge bruges de to ufrugtbare kvindelige hovedpersoner som billede på en verden, der forvitrer og visner. Den ene – en kejserinde – kan vitterligt ikke føde børn, fordi hun dybest set er et eventyrvæsen, der er lavet af glas. Lyset skinner direkte igennem hende, og forhindrer hende i at kaste skygge og efterlade ethvert aftryk. Hendes drøm er at blive fuldgyldigt menneske i kød og blod. Den anden kvinde – det er Baraks hustru – er strengt taget fuldt frugtbart menneske, men nægter at sætte frugt, da hun frygter for sin ungdom og skønhed. Hun har derfor heller ikke nogen problemer med at sælge sin skygge til kejserinden, da hun via stykkets tredje kvinde – kejserindens intrigante amme – får tilbuddet.

Nina Stemme som Baraks hustru. Foto: Michael Pöhn. Fra Wiener Staatsopers hjemmeside.

Elementet af eventyr er udtalt i Kvinden uden skygge, hvilket værket bestemt ikke bliver ringere af. Strauss sammenlignede selv Rosenkavaleren med Mozarts Figaros bryllup (1784) og Kvinden uden skygge med sammes Tryllefløjten (1791). Ligesom i sidstnævnte værk skal hovedpersonerne gennemgå en slags forvandling, så de ser tingene i et nyt lys.

Statsoperaens opsætning gjorde heldigvis ikke noget for at nedtone det eventyragtige i værket. Såvel farvesætning og belysning er valgt i markante farver, der lidt får samme suggestive karakakter, som vist bedst kendes fra David Lynch’ film. Kejserinden var således i en markant, rød kjole, mens farverkonen var i en blå. Den intrigante amme var ikke overraskende i sort og truende skrud, hvilket sømmede sig fint for en karakter, der bedst kan sammenlignes med Nattens Dronning. Kejseren var i grønt for at understrege hans jægernatur. Passende for en mand der nedlægger sin hustru som gazelle, hvorefter hun forvandles til kvinde!

Ethvert forsøg på at snige ”hverdagsrealisme” eller lignende ind var heldigvis fravalgt. Instruktøren, Vincent Huguet, ved tilsyneladende godt, at en opera som Kvinden uden skygge fungerer bedst i netop sit eget eventyrunivers, hvor publikum trygt og uforstyrret kan drage parallellerne til vores verden. Hvis man da absolut vil det. For den rørende fortælling om de to kvinders forvandling kan fint bære en opera i sig selv.

Det gennemgående i scenografien var et tåget klippelandskab i baggrunden. Klippeformationerne, belysningen blev ændret og rekvisitter tilført alt efter, om vi var i kejserens palads, Baraks hus, eller Keikobads mørke underverden. Keikobad – stykkets Sarastro – ser vi aldrig, men han – eller “det” – er konstant til stede i musikken og i karakterernes bevidsthed.

Kejserinden (Camilla Nylund) og ammen (Evelyn Herlitzius) på vej igennem Keikobads mørke underverden. Foto: Formentlig Michael Pöhn. Fra Wiener Staatsopers hjemmeside.

Det hele virkede meget afvekslende, og gav en fantastisk flot effekt. Det orientalske og ”eksotiske” i eventyret var bevaret ved få, men velvalgte elementer, eksempelvis var kejserindens soveværelse i kejserpaladset lavet i stil som en pagode. Kejserens falkonerhus lå på noget der mindede om en slagmark med utallige lig – måske den eneste direkte reference til en verden i krig. Ligene findes dog, så vidt jeg kan se, ikke i librettoen.

Statsoperaen havde også gennemarbejdet en del af de vanskelige effekter, der er foreskrevet i operaen. Eksempelvis sluttede anden akt vitterligt i et flammehav, der hvor Barak og hans hustru styrtes i underverdenen, hvilket gav en imponerende effekt.

Dog kunne man godt have gjort bare lidt ud af øjeblikket, hvor kejserinden omsider får sin skygge. Hun falder bare om, og så sker der ellers ikke så meget. Kasper Holten gjorde omvendt dette øjeblik uforglemmeligt i sin opsætning på Det Kongelige Teater.

I Wien havde man heldigvis valgt at opsætte den uforkortede version af operaen, hvor de to kvinders tvivl er mere udtalt: Eksempelvis i anden akt, hvor ammen frister farverkonen med en ung yngling. Og ikke mindst i tredje akt, hvor kejserindens vidunderlige monolog er fuldt medtaget. Karl Böhm valgte desværre i 1977 at indspille den forkortede version. Tilsvarende er Kasper Holtens – fremragende, i øvrigt – opsætning på Det Kongelige Teater den forkortede udgave.

Den uforkortede version er den bedste, fordi den bedre viser de afgørende nuancer ved de centrale figurer. Dette kræver selvsagt, at man har både gode sangere og gode skuespillere til de krævende partier. Det havde man heldigvis til premieren i Wien!

Kejseren på vej til sit falkonerhus. Foto: Michael Pöhn. Fra Wiener Staatsopers hjemmeside.

Særligt de to centrale kvinder – kejserinden og farverkonen – var uhyggeligt stærkt besat. Førstnævnte med finske Camilla Nylund og sidstnævnte med svenske Nina Stemme. Begge var de meget overbevisende som rørende mennesker. Bedst af de to var nok Nina Stemme som den arrige farverkone, der forvandles fuldstændigt! Det var dog Nylund, der fik det største bifald til sidst. Fuldt fortjent for den rablende monolog hun har i sidste akt.

Central er også det krævende parti som ammen. Dette var heldigvis også godt besat med tyske Evelyn Herlizius, der havde den helt rette stemme og truende statur som stykkets mørke intrigantinde! Hun leverede formentlig aftenens stærkeste præstation.

De mandlige karakterer er som ofte hos Strauss lidt mindre centrale end kvinderne, men derfor er det stadigt vigtigt at få dem godt besat. Partiet som kejseren havde man valgt amerikanske Stephen Gould, der havde en flot og usentimental heltetenor, der sømmede for partiet. Han brillerede i sine to store arier i særligt første og tredje akt.

Ikke mindst må nævnes den godmodige farver, Barak, hvis indledningsvist omtalte refleksioner over sin hustrus særheder, er et af operaens højdepunkter. Det parti var godt besat af Wolfgang Koch, der fangede det lidt naive, men også rørende i denne scene og i karakteren i øvrigt. Operaens egentlige højdepunkt indtræder dog lige efter, at Barak er færdig med at undres, nemlig da de tre vægtere går forbi huset og synger deres smukke godnatsang til byens ægtefolk om ønsket om lykkeligt og frugtbart samliv inden tæppet falder for første akt:

”Ihr Gatten in den Häusern dieser Stadt,
liebet einander mehr als euer Leben
und wisset: nicht um eures Lebens willen
ist euch die Saat des Lebens anvertraut,
sondern allein um eurer Liebe willen!

Ihr Gatten, die ihr liebend euch in Armen liegt,
ihr seid die Brücke, überm Abgrund ausgespannt,
auf der die Toten wiederum ins Leben gehn!
Geheiliget sei eurer Liebe Werk!“

Den musik, Strauss lader ledsage Hofmannsthals smukke vers, var noget af det bedste han skrev. Indirekte indkapsler linjerne også stykkets centrale budskab, nemlig en hyldest til den søde forgængelighed. Mennesket forgår, men med forgængeligheden følger også følelser og drifter. Mennesket er nemlig ikke lavet af glas, sådan som kejserinden er, men af kød og blod og kan derfor kaste skygge, altså sætte et aftryk. Konkret via forplantning. Som art genfødes mennesket gang på gang og hver gang mere fuldkomment. Som det hedder i kejserindens store arie om mennesket i sidste akt:

”Mit welchem Preis
Sie alles zahlen,
aus schwerer Schuld
sich wieder erneuen,
dem Phönix gleich,
aus ewigem Tode
zu ewigem Leben
sich immer erhöhen –
kaum ahnen si’s selber –“

Selvom det er blevet mindre eksplicit, har Strauss altså bestemt ikke lagt Also sprach Zarathustra bag sig. Nietzsches tankegods er stadig med.

Kejserinden (Camilla Nylund) kigger ængsteligt ud i natten. Tiden er ved at løbe ud for hende. Skaffer hun sig ikke en skygge, vil kejseren blive til sten. Et billede på en forvitrende verden anno 1919 tømt for indhold og mening. Foto: Michael Pöhn. Fra Wiener Staatsopers hjemmeside.

Det hele blev ledet af Christian Thielemann, der er lidt af en specialist i at dirigere Wagner og Strauss. Han stod meget koncentreret og bøjede sig over orkestret og mindede mest om en kirurg, der var i gang med en kompliceret operation. Der var en meget klar fokus på det smukke i partituret, og han fremhævede alle de sære instrumenter, der også er med i stykket – eksempelvis en glasharmonika. Selv kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere fokus på det ”grimme” i musikken. Kvinden uden skygge er nemlig musikalsk kendetegnet ved, at den dels har passager, der er så smukke som man finder dem i Rosenkavaleren og Ariadne på Naxos, dels har passager, der indeholder samme arkaiske vildskaber, som man finder i Salome og Elektra. Det sidste manglende måske lidt i Thielemanns udlægning. Men det sagt, så tror jeg næppe, at jeg har hørt Kvinden uden skygge dirigeret smukkere. Thielemanns udlægning var i kvalitet i kategori med Karl Böhms indspilning fra 1977 og Soltis fra 1989-1991. Thielemann gav heldigvis også det afsluttende slagtøj en noget mere afdæmpet plads, end man eksempelvis hører det hos Böhm.

Wiener Staatsopers opsætning af kvinden uden skygge er i skarp konkurrence med Metropolitan Operas opsætning af Nibelungens Ring, opsætningen af Lohengrin på Nationalteatret i Prag samt Wiener Staatsopers egen opsætning af Berlioz’ Trojanerne om at være 2018-19-sæsonens bedste operaoplevelse. Den både smukke og rørende historie bliver fuldt forløst med sine skønne karakterer og noget af det bedste musik, Strauss skrev. Jeg er meget tilfreds med musik og sang samt opsætningen. Den kan ses igen den 10., 14. og 18. oktober 2019 (se hjemmesidelink nedenfor).

Richard Strauss, Die Frau ohne Schatten. Libretto af Hugo von Hofmannsthal. Wiener Staatsoper den 30. maj 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende, fotografier, videoklip m.v.

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-tickets/detail/event/965178781-die-frau-ohne-schatten/

Libretto til citater m.v.: Die Frau ohne Schatten. Oper in drei Aufzügen von Hugo von Hofmannsthal. Musik von Richard Strauss, Opus 65. Fürstner Musikverlag Mainz (1987)

William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk (1964) (tysk oversættelse fra engelsk af Wili Reich)

Rainer Bischof, Richard Strauss – Vollendung und Abschied (programartikel)

Anna Baar, Was bleiben soll, belibt (programartikel)

De to bedste indspilninger på markedet er Karl Böhms fra 1977 og Georg Soltis fra 1989-1991. Böhms er med Wiener Staatsopers orkester, mens Soltis er med Wienerfilharmonikerne. Karl Böhms er nok den bedste, selvom det desværre er den forkortede udgave. Derimod råder han over de bedste sangere, således eksempelvis James King (kejseren), Leonie Rysanek (kejserinden), Walter Berry (Barak) og Birgit Bilsson (hans hustru), og musikken er pragtfuld. Böhm kendte Strauss personligt i hans senere år. I Soltis indspilning finder jeg personligt den ellers fremragende Plácido Domingo lidt af et fejlvalg i partiet som kejseren. Solti udemærker sig dog ved at have den fulde version af operaen.

Soltis indspilning kan købes her:

https://www.imusic.dk/music/0028943624329/r-strauss-1992-die-frau-ohne-schatten-cd

Jeg kan desværre ikke finde noget sted, hvor Böhms indspilning kan købes, medmindre man vil købe den store Karl Böhm-boks med alle hans operaindspilninger for Deutsche Grammophon, hvor den er med. Oplysningerne om indspilningen her her, så kan man selv lede efter den:

https://www.deutschegrammophon.com/en/cat/4453252

 

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside