Museumsfolk i alle lande, foren eder!

Kasper Thissenius Haunstrup

Museer skal påtage sig en aktivistisk rolle i kampen for menneskerettigheder, social retfærdighed og klimapolitik. Til september skal medlemmerne af ICOM (International Council of Museums) stemme om at ændre definitionen på, hvad et museum er. Det nyt internationalt forslag om at ændre ”museumsbegrebet” ignorerer ikke blot geografiske, kulturelle og historiske forskelle, men truer med en omkalfatring af institutionens virke og formål.

Siden 1946 har ICOM, med minimale justeringer, arbejdet med følgende, koncise definition:

“A museum is a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.”

Men i en tid der alt for let forfalder til politisering og krav om aktivisme, måtte denne definition naturligvis til syn hos tidsånden. Det er ingen ringere end vores egen Jette Sandahl, (tidligere direktør på Københavns Museum, det svenske Världskulturmuseet og inspektør på Kvindemuseet) der har stået bag arbejdet med den nye definition, som lyder:

“Museums are democratizing, inclusive and polyphonic spaces for critical dialogue about the pasts and the futures. Acknowledging and addressing the conflicts and challenges of the present, they hold artifacts and specimens in trust for society, safeguard diverse memories for future generations and guarantee equal rights and equal access to heritage for all people.

Museums are not for profit. They are participatory and transparent, and work in active partnership with and for diverse communities to collect, preserve, research, interpret, exhibit, and enhance understandings of the world, aiming to contribute to human dignity and social justice, global equality and planetary wellbeing.”

Sandahls forslag er åbenlyst mere et programskrift end en egentlig definition. 24 nationale afdelinger af ICOM har allerede ønsket afstemningen udskudt i håbet om at kunne lave en revideret definition i stedet. Den prominente museolog og Sorbonneprofessor François Mairesse, der bl.a. har forsket i museumsbegrebets historiske udvikling, forlod i juni Sandahls komite med beskyldninger om, at den nye definition fuldstændig så bort fra diskussionerne og det forarbejde, der var blevet gjort i løbet af de sidste to år ifbm. en revurdering af museumsbegrebet. Om definitionen selv slutter Mairesse i The Art Newspaper, at:

“A definition is a simple and precise sentence characterizing an object, and this is not a definition but a statement of fashionable values, much too complicated and partly aberrant.”

Hvortil Sandahl replicerer, at den gamle definition ”does not speak the language of the 21st century.”

Det tidssvarende museum

Hvis der er én fordom, der har forfulgt museerne i snart to århundreder, så er det ideen om, at de er utidssvarende, gamle og støvede. Allerede i 1891 beklagede den amerikanske museumsmand George Brown Goode sig over, at museerne ikke formåede at følge med tiden i sit hovedværk The Museums of the Future.

Herhjemme kom en lignende kritik til udtryk fra kulturradikalt hold, da kulturminister Helveg Petersen i sin Kulturpolitiske Redegørelse (1969) erklærede, at de fleste museer i sig selv var klar til at komme på museum. Senest var det Socialdemokratiets kulturordfører Jan Johansen, der ønskede at museerne blev mere tidssvarende – ikke bare i sin formidling, men også sit genstandsfelt: drop det gamle, og lad museerne fokusere på det, vi selv kan genkende.

Kvindemuseets direktør Julie Rokkjær Birch modtager også den nye definition med kyshånd. Den understøtter hendes ideal om museet som en ”forandringsskabende platform”, der skal diktere fremtidens dagsordener. Til alle de håbløse naivister understreger hun desuden, at det ikke er nyt – museer har skam aldrig har været ”neutrale”. Deri har direktøren naturligvis ret. Selve kurateringen af fortiden betyder til- og fravalg. Endvidere fremhæver hun et særligt tidsligt perspektiv. Museerne ”handler om os – lige nu”, fastslår Birch.

Lidt museumshistorie

Et kig tilbage på museumshistorien vil vise, at også heri har direktøren ret. Særligt siden Robespierre dømte den gamle verden til sit endeligt på skafottet, har museerne haft en stærk relation til sin samtid, der adskiller sig fra de gamle fyrstelige kunstkamre og middelalderlige kirkesamlinger. Da de revolutionære jakobinere åbnede Louvre i 1793, var udstillingerne ”tidssvarende” med blikket rettet mod den franske nations glorværdige fremtid, rejst på asken af en formørket fortid.

Louvre var, under Robespierre og Jacques-Louis Davids ivrige hænder, i sandhed en ”forandringsskabende platform”. Det moderne danske museumsvæsen voksede derimod ud af behovet for at bevare en kulturarv i landskabet, som var truet under landbrugets effektivisering. Det udvikledes løbende gennem det 19. århundrede i takt med, at det nationale og liberale projekt tog til.

I slutningen af århundredet ændredes perspektivet på flere museer, hvor blikket nu rettedes bagud af frygt for, hvad man skulle miste i fremtiden, der orienterede sig mod det industrielle, kosmopolitiske og moderne, som til gengæld dyrkedes på kunst- og industriudstillingerne.

I dette virvar af forskellige ”museale tidsligheder” foreslog Nationalmuseets daværende direktør Sophus Müller i 1897, at man bestemte museumsbegrebet således:

”En Samling af arkæologiske, historiske og etnografiske Genstande, der kunne tjene til Fremme af Videnskabelig Kundskab og Almenoplysning. Genstandene samles for at bevares, og for at de skal denne en omfattende Helhed, hvis enkelte Dele er ligelig udviklede. De ordnes videnskabelig og bearbejdes. De udstilles for at beskues, studeres og forstaas.”

Museets kvintessens

Det er i høj grad Müllers definition, der ligger til grund for den danske museumslov, som dikterer de statsanerkendte museers opgave: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Loven taler naturligvis også om, at kulturarven skal ”aktualiseres” og gøres ”tilgængelig og vedkommende”, men det er alt sammen underordnet museets konserverende essens. Museet er nemlig ikke kun til for os her og nu, men også de forgangne og kommende generationer.

Kulturarven er altid blevet aktualiseret og politiseret, og i den forstand kan man tale om en 200årig tradition for museumsaktivisme i Danmark, men denne aktivisme har konstant været flankeret af et klassisk dannelsesprojekt, som blandt andet repræsenteret ved Müllers ord. Det dannelsesprojekt synes imidlertid at være glemt i dag – i hvert fald, hvis man skal tro mediebilledet.

De færreste råber ”museum – fordi museum!” af den simple årsag, at tidsånden – og avisoverskrifterne – kræver handling og bevægelse. Er blikket fæstnet (og begrænset) til sin egen tid, finder man intet perspektiv, men kun konstruerede svar, i fortiden. I den henseende kan man trække på smilebåndet over, at der tilsyneladende er mange politikere i museumsvæsenet, men få museumsfolk i politik.

Anakronismen

Afsluttende må man bemærke, at de fleste danske museer simpelthen ville knække nakken under ICOMs foreslåede definition. Museerne, og de kulturudviklinger som her konserveres, kan – og skal – ikke være prismer og åndelige vejledere udi alverdens nutidige politiske diskussioner. En yderligere politisering af museet vil endvidere true en vigtig samfundsinstitution, der ellers formår at samle på tværs af skel – og det i en tid, hvor øvrigheden ikke er bange for at svinge sparekniven over kulturlivet.

Indtil videre kan vi kun håbe på, at den nye definition gennemgår en revision, og at den i det mindste ikke får den store betydning næste gang museumsloven skal revideres.

Ligeledes kan vi drømme om, at en idealistisk position vinder frem i museumslandskabet, der minder nutiden om, at museet i grunden er en anakronistisk institution, hvis virke og formål også må kunne overskride vores egne tidsbundne problemstillinger. Museet må – og vil – altid aktualisere og perspektivere alene i kraft af sit genstandsfelt, men hvis dets anakronistiske og konserverende essens undertvinges en forskydning mod det tidsbundne og aktuelle, vil institutionen miste sin grundlæggende legitimitet.


Kasper Thissenius Haunstrup er ph.d.-stipendiat i historie og bondsk vestjyde, der er blevet rørt af den grundtvigianske ånd.  Han er storforbruger af alt, hvad der kaldes populærkultur. På aarsskriftet-critique.dk skriver han bl.a. om politiseringen af denne populærkultur, om historien og den grundtvigianske arv.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!