Mange borgerlige fremmer anti-borgerlige tiltag i EU

Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen. Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang ph.d. Morten Jarlbæk Pedersen.

(Følg og støt den borgerlige idedebat ved at abonnere på Årsskriftet Critique det koster kun 150 kr. om året.)

 

Af Morten Jarlbæk Pedersen

I de gode gamle dage var en EU-skeptiker en venstreorienteret type med striksweater, underviserjob og medlemskab af Socialistisk Folkeparti og fredsbevægelsen. Og en EU-tilhænger var en blåskjorteklædt borgerlig frihandelsentusiast. Bevares, unionsprojektet havde også højreorienterede kritikere, der fandt, at ”en stadig snævrere union” ikke rigtig kunne stemme overens med klassisk borgerlige ønsker om mindre regulering, selvstændighed og national identitet – men det overordnede billede blandt de borgerlige var, at flæskeeksporten var vigtig at sikre, og at EU var et glimrende middel hertil.

Så enkelt er det ikke mere. Med tiden er det er ganske enkelt blevet nemmere for socialister og tilsvarende sværere for borgerlige at elske EU. Og med tiden er behovet for reelle og sammenhængende bud på en borgerlige EU-politik kun blevet tilsvarende større.

EU betyder nemlig mere end nogensinde før. Og det endda på snart sagt alle tænkelige politiske områder: erhvervspolitik, handelspolitik, udenrigs- og sikkerhedspolitik, landbrugspolitik, miljøpolitik, digitaliseringspolitik, arbejdsmarkedspolitik – ja, selv skattepolitik og socialpolitik, som vi ellers normalt anser som medlemsstaternes prærogativer.

De klassiske, borgerlige argumenter for EU – særlig af økonomisk art – står i dag over for en Union, hvor ikke længere kun handler om at give de europæiske virksomheder nemmere adgang til andre markeder; det handler om at opbygge et tætreguleret system – også inden for områder, der ikke er i nærheden af at være grænseoverskridende. Samtidig arbejder Unionen ihærdigt på at opbygge symbolik og fælles referencer på samme måde som enhver anden statsdannelse. Det handler ikke længere (kun) om handelstekniske diskussioner; det handler om at fremprovokere ”fælles narrativer” og (kunstig?) identitet.

I dag står EU som organisation derfor ved et vadested, hvor vi tvinges til at foretage en række grundlæggende beslutninger om, hvad EU skal være for en størrelse, og hvad vi vil bruge den til. Det skriger på borgerlige svar og alternative veje. Svar og alternativer, som desværre sjældent formuleres – og slet ikke formuleres hverken konkret eller sammenhængende.

Det er på denne ringe plads ingenlunde muligt at give et sådan sammenhængende endsige fyldestgørende oplæg til en sådan borgerlig EU-politik. Det ville sandsynligvis også ligge betydeligt over denne forfatters fattige evner. I stedet vil jeg i det følgende nøjes med at pege på, hvad jeg anser som nogle af de nødvendige forudsætninger for både at kunne føre og formulere borgerlig politik på dette så stedmoderligt behandlede område.

Drop berøringsangsten!

Enhver borgerlig EU-politik bliver nødt til at anerkende, at EU har betydelige og grundlæggende udfordringer, der skal adresseres. Man bliver ganske enkelt nødt til at forstå, at den stadig stigende skepsis – især fra højre side af det politiske spektrum – faktisk har sin begrundelse. Dette implicerer også, at man politisk må bevæge sig ud over den afstumpede enten/eller-tankegang, der ellers præger feltet.

Man kan f.eks. sagtens være tilhænger af internationalt samarbejde inden for f.eks. handel og sikkerhedspolitik og stadig mene, at EU i sin nuværende form er en fejlkonstruktion. Man kan også sagtens være glødende europæer og mene, at Unionen, som den ser ud i dag, er meget langt fra at afspejle det faktiske Europa. Og man kan endda sagtens mene, at Danmark var bedre tjent med at stå uden for Unionen, men at dette på ingen måder er realistisk, hvorfor en aktivistisk reformkurs i stedet bør følges. Så selvom man ikke ønsker at udtræde af Unionen her og nu, behøver man ikke knuselske alt ved EU.

Imidlertid bliver sådanne positioner i dag ofte undsagt; man tør ikke have med dem at gøre. EU-politikken reduceres til det simple spørgsmål om ”for” og ”imod” og på den måde undgår man at skulle tænke dybere over, hvordan et borgerligt EU-projekt faktisk kunne se ud. Det er således en afgørende forudsætning for enhver borgerlig EU-politik, at man – åbent og ærligt – erkender, hvordan EU på visse områder helt fundamentalt udfordrer den borgerlige orden i Europa, og at man – åbent og ærligt – identificerer grænserne for EU’s integration. Konklusionen kan her selvsagt enten være, at grænsen for længst er overskredet, eller at vi bevæger os mod den med hastige fjed. Men uanset hvad bør en grænse identificeres.

Montesqieu bør ikke have levet forgæves

I den sammenhæng bør det knapt nok være nødvendigt at nævne EU-domstolen, men lad os nu alligevel dvæle lidt ved denne særegne institution. For nogle uger tilbage havde professor, dr. scient. pol. Ole P. Kristensen et fint indlæg i Berlingske, hvori han med henvisning til EU-domstolen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstols aktivisme bl.a. gjorde gældende, at ”[d]e to domstole undergraver henholdsvis EU’s og menneskerettighedskonventionernes legitimitet. Begge dele er alvorligt, det er med til at øge den populistiske EU-skepsis (…).”

At EU-domstolen agerer lovgiver uden for mandat, og at den læser EU-lovgivningen teleologisk – altså med det formål at tolke den så udvidende som muligt – er intet nyt. At det er en grel modsætning til den almindelige tilbageholdenhed, som bør præge al borgerlig politik er bør efterhånden heller ikke overraske nogen. En forudsætning for en borgerlig EU-politik må således være en art opgør med EU-domstolen.

Dette er selvsagt komplet urealistisk på kort sigt. I mellemtiden kan man aktivt og åbent udfordre domstolen, der hvor det lader sig gøre f.eks. ved konstant at kommentere, påpege og protestere, når domstolen i sin praksis overskrider den grænse for EU’s integration, som man åbent og ærligt har identificeret.

Accepter forskelligheden

At man fra dansk og borgerlig side identificerer nogle grænser for EU’s integration, er dog langt fra det samme som, at andre er enige i grænsedragningen. Derfor bør en borgerlig EU-politik bygge på en accept af, at EU udvikler sig i flere lag eller hastigheder.

Ja, faktisk er det mange steder allerede tilfældet. De danske forbehold og Grønlands og Færøernes status er glimrende eksempler herpå.

Tankerne om ”et EU i flere hastigheder” er dog tæt på kætterske i selve EU-systemet. Og hele traktaten er bygget på en logik om, at alle altid følger samme retning og logik, og det er der sådan set intet idiøst i.

Men situationen i dag er anderledes end i 1950’erne. Udgangspunktet for en borgerlig EU-politik må derfor være et arbejde for en langt klarere kompetencefordeling – og til gengæld mere smidige regler, hvis nogle lande ønsker at samarbejde yderligere på et område.

Samhandel er ikke nødvendigvis samkvem

Schengen-samarbejdet er et andet eksempel på ”EU i flere hastigheder”; det er således langt fra alle EU-lande, der er med i Schengen (ja, faktisk begyndte Schengen-samarbejdet uden for EU-regi).

Til gengæld er der tale om et system, der slet ikke virker, og som har haft og har en lang række temmelig betydningsfulde afledte virkninger.

Det siger sig selv, at en afskaffelse af den interne grænsekontrol må og skal følges af en opbygning af en stærk, fælles og ydre grænsekontrol, et velfungerende og anerkendt system til håndtering og fordeling af byrden ved at være grænseland på andres vegne og klare regler for håndtering af hinandens statsborgere, så man ikke bebyrder hinanden.

Og ingen af disse tre forudsætninger er i dag til stede. Dermed er forudsætningerne for Schengen-samarbejdet (og Dublin-reglerne) heller ikke tilstede. En EU-politik, der tager sit udgangspunkt i et samarbejde mellem nationalstaterne, bliver ganske enkelt nødt til at bygge på denne erkendelse og være villig til at tage de konsekvenser, der måtte være deraf. Så kan man derfra formulere et forslag til et alternativ – men erkendelsen må komme først.

Føderalister og forhenværende

Vi bliver dog nødt til ikke kun at diskutere de substantielle forudsætninger for at føre borgerlig EU-politik; også de mere taktiske eller processuelle må vi lige vende. For en skarpt formuleret EU-politik er jo ligegyldig, hvis man ikke følger endsige prioriterer den.

Denne udfordring ser vi f.eks. i valget af kandidater til diverse EU-poster. Man kan – hvis man er lidt grov – påstå, at f.eks. mange af kandidaterne til Europa-Parlamentet enten er forhenværende eller føderalistiske. Eller sagt med andre ord: Enten er der tale om kandidater, der skal have en retrætepost eller parkeres på behørig afstand – eller også er der tale om kandidater, der har netop lider af den berøringsangst, jeg skitserede ovenfor.

Resultatet bliver som frygtet: Europa-Parlamentets medlemmer – for nu at tage dem som eksempel – indtager nærmest pr. definition politiske standpunkter, der er langt mere favorable over for mere EU-integration, mere EU-regulering og mere EU i det hele taget end nærmest alle andre i Europa. I hvert fald når valgkampen er overstået. Og også selvom de menes at komme fra snusfornuftige, borgerlige partier i det høje nord.

Hold til højre

Og netop denne situation skal man være meget opmærksom på. For idéer til ny EU-regulering skorter det ikke på. Som nævnt tidligere, har EU’s lovgivningslogik på mange områder ændret sig: Fra nedbrydning af handelsbarrierer til opbygning af europæisk detailregulering. Og samtidig bruger man stadig mere energi på kulturprojekter som ”fælles narrativer”, ”Captain Euro”-tegneserien, interrail til alle unge m.m, der alle har til formål at opbygge en føderal identitet hos Unionens borgere.

Mange af disse ting er oplagt antiborgerlige. Og denne reguleringsivrige føderalisme findes dybt inde i selv de borgerlige partidannelser i Europa. Hvilket i sig selv er den måske største udfordring. Derfor må de danske borgerlige partier besinde sig på altid at skulle være en smule mere skeptiske end deres partivenner i andre lande; for ellers er der – og da slet ikke, når de britiske konservative forlader skuden! – nærmest ingen andre til at være det.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!