Hvad skete der i Donna Annas værelse? – Don Giovanni del II

31. august 2019
10 minutters læsetid

Faderen myrdet og datteren voldtaget, og Don Giovanni er den skyldige. Sagen er måske ikke helt så enkel. Det er nødvendigt, at behandle det vigtige spørgsmål om, hvad der skete i Donna Annas værelse lidt mere udførligt.

Det er klart nok, at Don Giovanni dræbte hendes far i en duel på flugt fra stedet. Dette behøver ikke blive behandlet mere udførligt. Om det kan kaldes mord, er nok tvivlsomt. Selvforsvar eller lignende er vel ikke ude af billedet. Som det beskrives i librettoen er det nærmest komturen, der starter duellen ved at udfordre Don Giovanni.

Hvad der egentlig skete i Donna Annas værelse får vi aldrig udtrykkeligt at vide. Følgende personers vidneudsagn er relevante, da de alle befandt sig i nærheden af gerningsstedet:

  • Donna Anna (forurettede)
  • Don Giovanni (gerningsmanden)
  • Don Giovannis tjener, Leporello
  • Donna Annas far (komturen)

Sidstnævnte kan hurtigt stryges af listen, da han omkommer i duellen med Don Giovanni. Han udtaler ikke noget, der kan kaste lys over situationen. Heller ikke senere, da han vender tilbage fra de døde som ”stengæsten”.

Leporello er central, fordi det er ham, der i anden scene påstår, at voldtægt har fundet sted:

”Bravo:
Zwei amüsante Unternehmungen!
Die Tochter vergewaltigen und den Vater ermorden.”

Andre oversættelser end den her anvendte tyske bruger mindre belastende ord for det italienske „Sforzar”, der anvendes i da Pontes libretto, eksempelvis ”forføre”. Forføre kan jo være så meget! Min ordbog og ordbogen.com leder ret klart tankerne hen på noget, der indikerer, at en form for tvang er anvendt over for pigen. Man ”forcerer” hende. Den italienskkyndige læser kan jo selv tænke over det.

Men Leporellos udsagn må der nu nok ses bort fra. Han var jo ikke i værelset. Så han kan ikke udtale sig om, hvad der faktisk skete derinde. Derimod ved han måske nok, hvad der var Don Giovannis intention med det nattelige besøg hos Donna Anna. Dette beretter han dog ikke om. Han beretter kun, at han skal holde vagt, mens hans herre er hos Donna Anna.

Derimod kunne han, hvis han havde været lidt opmærksom have overværet dette, ikke helt ligegyldige, hændelsesforløb i 1. scene, der i librettoen beskrives således:

“Donna Anna (hält Don Giovanni, der ständig sein Gesicht verbergen will, am Arm fest): Hoffe nicht, wenn du mich nicht tötest,
daß ich dich je entkommen lasse.

Don Giovanni: Rasende! Du schreist umsonst!
Wer ich bin, erfährst du nicht.

Leporello: Was für ein Lärm! O Himmel, was für Schreie!
Der Herr in neuen Mißlichkeiten.

Donna Anna: Leute! Diener! Auf den Verbrecher!

Don Giovanni: Schweig, und zittere vor meiner Wut…

Donna Anna: Verbrecher!

Don Giovanni: Wahnsinnige!

Donna Anna: Wie eine verzweifelte Furie
Werde ich dich verfolgen.

Don Giovanni:
Diese verzweifelte Furie
Will mich ins verderben stürzen.

Leporello: Ich muß dabei zusehn, wie der Wüstling
Mich mit hineinreißt.

(Donna Anna hört den Komtur, läßt Don Giovanni los und geht ins Haus.)”

To ting ved dette optrin er ganske interessante:

For det første at Donna Anna tilsyneladende ikke ved hvem, der har besøgt hende om natten. Dette tyder nok ikke på, at de har haft et forhold forinden. Hvorfor skulle Don Giovanni så ellers forsøge at skjule sin identitet? Dette støttes af episoden senere i scene 11-13 i første akt, hvor Donna Anna og Don Ottavio møder Don Giovanni. Først der genkender hun ham som den, der har været i værelset hos hende.

For det andet forsøger Donna Anna at holde Don Giovanni fast for at forhindre hans flugt. Denne reaktion tyder ikke på, at et samleje gennemført ved fysisk tvang faktisk har fundet sted.

Næste vidne er Donna Anna selv – den forurettede. Hendes udsagn er i operaens libretto delt mellem udsagn, der knytter sig til episoden i værelset, og udsagn, der knytter sig til tabet af faderen. Mange gange er de udtryk for helt generel – og forståelig – sorg, uden at man kan se om de knytter sig til det ene eller det andet. Hendes recitativ/arie i 13. scene i første akt til Don Ottavio er hendes beretning om episoden i værelset:

”Es war shon ziemlich
spät in der Nacht,
als ich in mein Gemach, wo ich
zum Unglück mich allein befand,
einen Mann eintreten sah, gehüllt in einen Mantel,
den ich im ersten Augenblick
mit Euch [dvs. Don Ottavio] verwechselte;
doch dann merkte ich,
ich hatte mich getäuscht;

Schweigend kommt er mir entgegen
und will mich umarmen: ich versuch mich zu befreien,
er umschlingt mich fester; ich schreie:
niemand kommt. Mit einer Hand will er
mich am Schreien hindern,
mit der andern faßt er mich so fest,
daß ich mich schon verloren glaube.

Die Schmerzen und die Angst
vor seinem infamen Überfall
steigerten meine Kraft so sehr, daß ich
durch Drehen, Biegen, Wenden
mich von ihm befreite.

Jetz
schrei ich noch lauter, rufe um Hilfe,
der Kerl flieht, ich folg ihm mutig
auf die Straße, ihn zu halten – nicht mehr
Verfolgte, sondern Verfolgerin. Der Vater
stürzt herbei, will wissen, wer es ist,
der Schreckliche jedoch, stärker als der arme Alte,
vollendet sein Verbrechen – bringt ihn um.

Jezt also weißt du,
wer mir die Ehre rauben wollte,
wer der Verbrecher war,
der mir den Vater nahm;
ich fordre von dir Rache,
es fordert sie dein Herz.

Denk auf die Wunde
in der durchbohrten Brust,
halt dir den Boden vor Augen,
von Blut bedeckt,
wenn der Zorn bei dir nachläßt
nach gerechter Rachewut.“

Så vidt Donna Anna. Men hvad med gerningsmanden, Don Giovanni selv? Vi har ingen udsagn fra ham, der kan kaste lys over situationen. Don Giovanni er jo notorisk kendt for at være en karakter, som næsten kun beskrives udefra gennem andre. Der er ingen store arier eller lignende, der beskriver, hvad han tænker eller føler om sig selv og sine handlinger. Hvad driver ham? Sex? Eventyrlyst? Vi ved det ret beset ikke. Dette er en pointe i sig selv i værket! Det gør karakteren mere mystisk og uhåndgribelig. Det har ikke mindsket fascinationen af karakteren. Forholdt voldtægtsanklagerne fra Leporello beder han blot tjeneren om at holde bøtte. Hans beskrivelse af hændelsesforløbet kender vi ikke.

For at opsummere lidt, så er det eneste udsagn om voldtægt (eller noget der ligner) fra Leporello, der ikke var til stede. Donna Annas forklaring støtter ikke, at der har fundet et samleje sted. Dele af hendes forklaring understøttes af det beskrevne optrin mellem hende og Don Giovanni under sidstnævntes flugt.

Mente han det overhovedet eller overdrev Leporello bare en smule? Vi ved jo, at han ikke bryder sig specielt godt om sin herre. Ikke desto mindre er det hans beskyldning om voldtægt, som man som operalytter hæfter sig ved.

I den juridiske teori er spørgsmålet blevet behandlet af forhenværende anklager og kriminaldommer ved Retten i Hillerød, Peter Garde, der konkluderer, at Dun Giovanni næppe ville være blevet draget til ansvar for sine handlinger i det 16. århundredes Sevilla, hvor været foregår.

Garde er skeptisk over for Donna Annas forklaring allerede fordi den er skrevet ”i omniøs es-moll” og konkluderer, at Donna Annas forklaring næppe ville have ført til domfældelse af Don Giovanni (i nutiden, må man forstå):

”En forklaring, der næppe ville føre til domfældelse i byretten, hvor forsvarenes argument om, at Donna Anna frivilligt lå i med den ukendte, hvad enten hun antog ham for Don Ottavio eller ej, ja måske endog genkendte ham som vennen Don Juan, og nu skiftede til had, da han efter at have besiddet hende ville forlade hende, må veje tungt hos retten. Vi véd ikke, hvad der er sket mellem de to, men hun har næppe fortalt Don Ottavio hele sandheden.”

Jeg er enig med Garde i, at Donna Annas forklaring ikke er helt troværdig. Dog er der ret beset ikke noget, der støtter, at hun “lå i” med Don Giovanni – hvis dette skal forstås som samleje. Ligeledes siger hun jo selv, at det kun var i første øjeblik, at hun troede, at den fremmede i hendes værelse var Don Ottavio. Men hun indser ret hurtigt, at det ikke er ham. Det beskrevne optrin mellem Don Giovanni og Donna Anna i første scene omtales ikke af Garde, og optrinnet tyder jo på, at hun faktisk ikke vidste, hvem det var.

Troværdig eller ej. Men hvad nu, hvis hendes forklaring lægges til grund?

Hvis det antages, at handlingen forgik i Danmark på kompositionstidspunktet (1787) var der flere muligheder for at straffe Don Giovanni, jf. Tage Algreen-Ussing, Haandbog i den Danske Kriminalret. Udgaven af bogen, der er til min rådighed, er fra 1859, men beskriver i vidt omfang regler, der gjaldt på det relevante tidspunkt. Algreen-Ussing omtaler følgende ”løsagtighedsforseelser”:

”Af Løsagtighedsforseelser gives der flere Arter, nemlig Leiermaal, Omgang med offentlige Fruentimmer, Blodskam, Hoer, Bigami, Voldtægt og Omgængelse imod Naturen”. (s. 305)

Bigami og blodskam er ikke relevante. Nok heller ikke omgængelse mod naturen (”sodomia sensu lato”), jf. Danske Lov 6-13-15. Dette bestod ifølge Algreen-Ussing i ”enhver Tilfredsstillelse af Kjønsdriften udenfor Naturens Orden ved legemlig Omgængelse med levende Væsner”. Dette bestod navnlig i ”Omgængelse med Dyr (crimen bestialitatis sive sodomia ratione generis)” samt ”unaturlig Omgængelse med Personer af samme Kjøn (sodomia ratione sexus)” og ”unaturlig Omgængelse med Personer af et andet Kjøn (sodomia ratione ordinis naturæ). Onani kunne derimod ifølge Algreen-Ussing “under ingen Omstændigheder straffes”.

Lejermål kunne måske nok overvejes. Hermed forstås nemlig slet og ret samleje mellem ugifte af forskelligt køn, ”Hvo nogen Qvindis-Person beligger (…)”, jf. Danske Lov 6-13-1. Ifølge Algreen-Ussing var der dog allerede med reskript af 30. november 1759 blevet tilføjet den væsentlige betingelse, at beliggelsen havde medført ”Besvangrelse”. På baggrund af hvad vi ved fra librettoen, kan lejermål derfor vist godt udelukkes. Selv hvis der overhovedet har fundet et samleje sted mellem Don Giovanni og Donna Anna, er der ikke grundlag for at tro, at dette skulle have medført graviditet. Lejermål blev helt ophævet som forbrydelse i 1812, men var stadig ulovligt i følge Algreen-Ussing:

“Skjøndt saaledes Leiermaal ikke i Almindelighed længer er strafbart, er det dog langtfra, at det derfor er retsgyldigt. Da Kjønsdriftens Tilfredsstillelse i enhver velordnet Stat ikke kan ansees lovlig uden under Iagttagelse af de Former, som af Lovgiveren ere foreskrevne for et gyldigt Ægteskab, bør Staten søge at forhindre Forbindelser mellem Personer af forskjelligt Kjøn, der ikke ere stiftede ved Ægteskab.” (s. 308)

Tilbage er voldtægt, Danske Lov 6-13-16. Hertil krævedes ifølge Algreen-Ussing anvendelse af fysisk tvang:

”Begrebet om Voldtægt forudsætter Anvendelsen af physisk Magt, og L. 6-13-6 er altsaa ikke, efter sine Ord, anvendelig paa den, der ved andre ulovlige Midler skaffer sig legemlig Omgang med et Fruentimmer, enten nu dette skeer ved Trudsler og anden moralsk Tvang, eller derved, at han ved kunstige Midler tillister sig Samleie med hende, f. Ex. Ved at indgive hende en Sovedrik, eller ved at benytte hendes Feiltagelse af Personen, eller paa andre Maader.” (s. 338)

Algreen-Ussing ville dog straffe ud fra en analogi. Dette hjælper dog ikke i situationen, vi har at gøre med her, hvis vi lægger til grund, at noget samleje slet ikke har fundet sted. Forsøg da? Her kunne Danske Lov 6-13-18 måske godt blive anvendelig:

”Hvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hielp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, enddog hand sin Villie ikke fuldkom.”

Dette er måske den bestemmelse, der passer bedst på situationen, som Donna Anna beskriver den.

Så vidt tidspunktet, hvor operaen blev komponeret. Her ville voldtægtsforsøg nok være realistisk, hvis ellers Donna Annas forklaring skulle lægges til grund. Men hvad med 1920’erne, hvor Den Jyske Operas aktuelle opsætning er henlagt til?

Dette er noget enklere at svare på, da de væsentligste, almindelige forbrydelser fra 1866 blev samlet i en egentlig straffelov. Lejermål var reelt ophævet allerede i starten af det 19. århundrede, men voldtægt og voldtægtsforsøg var ikke overraskende også forbrydelse på dette tidspunkt, jf. lovens §§ 168-169 og § 45. Tilsvarende var det også i 1920’erne strafbart at skaffe sig samleje ved list eller lignende (§§ 170-172), omend dette heller ikke da blev betragtet som egentlig voldtægt.

I 1866-straffeloven findes en muligvis anvendelig bestemmelse i § 175 om straf for den ”som bortfører et ugift Fruentimmer under 18 Aar med hendes Samtykke, men uden hendes Forældres eller Værges Minde, for med hende at øve Utugt (…)”. Donna Annas alder kendes dog ikke. Ligeledes kan man nok heller ikke tale om en egentlig ”bortførelse”. Men så måske forsøg.

Mere anvendeligt ville måske være § 185 om straf (”Fængsel paa Vand og Brød” eller ”Forbedringshusarbejde”) for den ”som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse”. En sådan almindeligholdt regel kendtes vist ikke på tidspunktet for operaens handling, men hvis handlingen i en opsætning er henlagt il 1920’erne, kunne den måske nok bruges.

Så vidt 1920’erne, hvor Den Jyske Opera har henlagt handlingen til. Udover voldtægtsforsøg kan vi her altså også lægge blufærdighedskrænkelse til Don Giovannis ugerninger.

Men hvad så med Danmark 2019? Operaen opføres jo også den dag i dag. Her er der nok ikke nogen tvivl om, at hvis Donna Annas forklaring lægges til grund, så kan Don Giovanni i hvert fald nok godt regne med at have begået mindst blufærdighedskrænkelse.

Uanset at det er Leporellos beskyldninger om voldtægt, vi hæfter os ved, når vi ser Mozarts Don Giovanni, så er spørgsmålet om, hvad der skete i Donna Annas værelse noget mindre klart. Selv hvis vi er flinke og lægger hendes egen forklaring til grund, kan det nok højest blive et forsøg.

Referencer

Wolfgang Amadeus Mozart, Sämtliche Opernlibretti, Herausgegeben von Rudolph Angermüller (Philipp Reclam jun., 1990)

Peter Garde, Jura i operaens verden (2016)

Kong Christian den Femtes Danske Lov af 15. April 1683, udgivet paa Grundlag af V. A. Sechers Tekstudgave ved Stig Iuul (1949). Se også her:

http://bjoerna.dk/DanskeLov/

Algreen-Ussing, Haandbog i den Danske Kriminalret, Fjerde aldeles omarbeidede Udgave (1859)

Almindelig borgerlig Straffelov af 10. Februar 1866 med Henvisninger og Domsoversigter af Eyvind Olrik (1902). Se også her:

https://howlingpixel.com/i-da/Straffeloven_af_1866

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside