Film: Once Upon a Time… in Hollywood

Alt er ved det gamle; og intet er alligevel ved det gamle i Tarantinos seneste og premiereaktuelle film, Once Upon a Time… in Hollywood.

Alt er ved det gamle, fordi filmen stilistisk er sammenstykket af myriader af referencer, citater og klicheer fra film- og tv-historien.

Og så er intet alligevel, som det plejer, fordi Once Upon a Time in… Hollywood minder forbavsende lidt om instruktørens film indtil nu. Så man ikke hans navn på plakaten, ville det ikke lige være til at sige, at det var ham.

Tarantino mestrer som kun få at kunne lave film, der er rendyrket pop-æstetik. I et interview siger han, at han laver film ved at lytte til gamle plader og så bygge scener op ud fra det. Signaturfilmen Pulp Fiction (1994) startede eksempelvis med, at han lyttede til Dusty Springfields Son of a Preacher Man. Scenen hvor John Travolta skal hente Uma Thurman til et stævnemøde, mens nummeret spiller på anlægget, er skabt ud fra dét. Nummeret er ikke fundet bagefter, fordi det passede til scenen. Filmen er en perlekæde af således forskelligfarvede scener og referencer sat sammen i en rækkefølge, der giver hånt om sammenhængende handling, karakteropbygning og alt det stof, der ellers gør en god film, men til gengæld udtrykker det, der er Tarantinos centrale vartegn: Rytme, musik og interaktion mellem karakter. At Pulp Fiction er Pop med stort P indrømmes allerede i titlen og det indledende ordbogsopslag, der forklarer ordet “pulp”. Populærkulturen er fuldt integreret, ikke blot som et overordnet tilhørsforhold til en genre. Populærkulturen er meningen og indholdet i sig selv.

Selvom ideen om den usammenhængende handling ret beset i hvert fald går tilbage til Kubricks The Killing (1956), og selvom meget af den bevidste fokus på rytme og interaktion mellem karakterer i enkelte, isolerede episoder frem for på opbygning af personer i hvert fald er tilstede allerede hos Martin Scorsese i Goodfellas (1990), så kommer man ikke uden om, at Tarantinos filmsprog og tilgang er originalt og uimodståeligt. Det kunne lade sig gøre lave vellykkede film, der var fuldstændig som popmusikken: Der var ingen dybere mening eller interessante personer. Ikke engang spektakulære specialeffekts. Det centrale var, at de enkelte scener var “fede”.

Senere kom der lidt mere handling og lidt mere form på karaktererne i hans film. Noget, der kunne minde om budskaber, sneg sig også ind hist og her. Men den grundlæggende signatur fornægtede sig ikke. Indtil nu.

Vi er i Hollywood i 1969. Den afdankede, opblæste, lettere fordrukne og lettere virkelighedsfjerne skuespiller, Rick Dalton, er i sin karrieres efterår, efter at han var stor i western-tv-serien Bounty Law. En filmkarriere er aldrig rigtigt komme udover rampen, da han mest blev kendt for at grille nazister med en flammekaster i sploitation-krigsfilmen The 14 Fists of McCluskey – en af den type film som Tarantino lavede en pastiche over med Inglorious Bastards (2009). For de fleste vil Rick Dalton altid være dusørjægeren Jake Cahill fra Bounty Law.

Rick overvejer at tage imod tilbud om at lave westerns i Italien, men har forbehold. Det er ikke helt fint nok. Indtægterne til den ekstravagante villa i Hollywood Hills kommer derfor p.t. fra endeløse rækker af pilotafsnit til tv-serier, hvor han nu ikke skal spille helten, men skurken der får tæv af den nye generation af helte spillet af yngre og smukkere mennesker.

Rick Dalton balancerer mellem selvovervurdering og sentimentalitet. Hans faste stuntmand, chauffør, altmuligmand og ven, Cliff Booth, støtter ham og bakker ham op i, at han stadig er stor, i en blanding af eftersnak og trøst, men mener det faktisk.

Ricks, Cliffs og det gamle Hollywoods dage er dog ved at være forbi. Den nye generation flytter ind som Ricks naboer på Cielo Drive i form af Roman Polanski og Sharon Tate. Førstnævnte havde året forinden succes med filmen Rosemary’s Baby (1968), men ved vist dårligt, hvem Rick er.

Tiden flyder og på gaden vrimler det med hippier og lignende. Rick bander af dem på gaden og har vist mest lyst til at grille dem med flammekasteren, som han gjorde med nazisterne i The 14 Fists of McCluskey. Men det er noget, der er kommet for at blive. I den filmby/farm, hvor Rick og Cliff tidligere optog westerns har Charles Manson og hans hippiekult slået sig ned, og Cliff giver på et tidspunkt et kultmedlem et lift. Afslutningen på det hele synes kendt.

Handlingen bliver først sent i filmen klar, og det meste af tiden bruger vi på at følge Rick og Cliff kørerende rundt i Los Angeles mellem utallige møder og prøvefilmninger med tidens toner blæsende ud fra skrattende bilradioer eller de fjernsyn, der står tændt overalt. I den forstand er alt også på det punkt ved det gamle. Men den dialogform, der næsten er blevet et særkende for Tarantino, er i vidt omfang fraværende. Vi lærer bedre end i hans andre film karakterne at kende i deres forsøg på at finde deres plads i den nye tid, der maser sig på overalt.

Once Upon a Time in… Hollywood skriver sig ind i en række af film, der forholder sig reflekterende til filmbyen selv, således eksempelvis Billy Wilders Sunset Blvd. (1950) og David Lynch’ Mulholland Dr. (2001). Overalt er der referencer til filmhistorien. Ikke kun i Tarantinos stil, men i særdeleshed i de tv-programmer, reklamer og radioprogrammer vi konstant ser og hører i baggrunden. Noget af det er sikkert ægte nok, men meget af det er tydeligt skabt til lejligheden af instruktøren. Der er lagt et stort arbejde i at genskabe filmsproget i tidligere tiders film, eksempelvis i den kærlige karikatur over de italienske westerns, Rick skal medvirke i.

Hvor Billy Wilder og David Lynch i de to nævnte film er ubarmhjertige i deres kritik af drømmefabrikken, er Tarantinos film næsten en helhjertet kærlighedserklæring til byen. Særligt til det gamle Hollywood og måske i sær til alle de film, tv-serier og skuespillere, der ikke stod direkte i rampelyset, og som nu er glemt. Filmens pointe synes at være, at det gamle Hollywood stadig har massere at sige og byde på i form af slagkraft og vitalitet. Det fortjener at blive husket, og det fortjener at leve videre. Ikke mindst i Tarantinos egne film.

Tarantino synes med Once Upon a Time in… Hollywood at være blevet ”voksen”. Det vil nok ikke begejstre dem, der havde håbet på en ny Inglorious Bastards, en ny Kill Bill (2003-2004) eller en ny Django Unchained (2012). Strengt taget gør det ”voksne” element nok også hans film mindre karakteristiske og lidt mere anonyme. Men jeg synes, at det klæder dem. 8/10

Referencer

Interviewet med Tarantino “Tarantino Talks!” findes på Collector’s Edition-udgaven af Pulp Fiction-lydsporet udgivet på cd.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!