Familiens ødelæggelse og behovet for borgerlig familiepolitik

23. august 2019
9 minutters læsetid
Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen. Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang Jacob Munk, forfatter til bogen En langt bedre vej om borgerlig familiepolitik.

Da Marx og Engels udgav Det Kommunistiske Manifest tilbage i 1848, skete der en samling og oprustning af den internationale arbejderbevægelse. Her, i dette lille skrift, havde bevægelsen endelig fået retning, og hvor socialister før havde måtte støtte sig op af utopister som Thomas More og radikale protestanter som Thomas Müntzer, havde sagen nu fået et videnskabeligt ansigt i form af den ”historiske materialisme”. Kommunismen var fremtiden, kapitalismen fortid. Og hvem havde lyst til at være på den forkerte side af historien?

Imidlertid var der en front i Marx og Engels kampskrift som selv de mest progressive stødte sig på: Nemlig fronten mod familien. I en prægnant passage skriver forfatterne disse stærke ord:

”Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, når denne baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, når kapitalen forsvinder. Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at børnene udbyttes af deres forældre? Vi tilstår denne forbrydelse. Men, siger I, vi ophæver det ømmeste af alle forhold, når vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse. Er jeres opdragelse da ikke også bestemt af samfundet, inden for hvis rammer opdragelsen foregår, af samfundet direkte eller indirekte indflydelse, af skolen osv.? Samfunds indvirkning på opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder på; de forandrer kun dens karakter, de befrier opdragelsen fra den herskende klasses indflydelse.”[1]

Forfatterne ved det godt: Kravet lyder intet mindre end umenneskeligt. Jeg tror næppe der nogensinde har fandtes en eneste læser af Det Kommunistiske Manifest, der ikke har haft forargelse som sin intuitive respons på denne passage.

Deres forsvar for denne kontroversielle holdning føles underligt velkendt, ja næsten hjemligt, for den moderne læser. Argumentationen går således: Familien forekommer at være en ”naturlig” konstellation, et ømt og ur-menneskeligt forhold, men er i virkeligheden blot en social konstruktion, et produkt af dens samfund og de økonomiske omstændigheder, der har fostret den.

Her ser vi et af de tidligste eksempler på postmodernisme og litterær dekonstruktion. Det er denne fremgangsmetode, som gør at man med rette kan tale om de intellektuelle strømninger, der dominerer universiteterne i vores tid, som ny-marxisme. Teksten vil lære os at se på vores intuitive respons og indre moralske kompas som udtryk for en ”falsk bevidsthed”, som må erstattes med en ny rationel tilgang til verden.

Problemet med denne tilgang er velkendt: Vores moralske intuition er faktisk et uundværligt redskab for os, fordi den inkarnerer summen af vores erfaringer så vel som af andres erfaringer, som vi har tilegnet os gennem opdragelse og social påvirkning. Hvad der forekommer os at være rationelt, er det ikke nødvendigvis. Det er faren ved totalitære ideologier, der afskriver vores intuition og moralske dømmekraft og indordner hele vores rationalitet under det ideologiske system.

Familie betyder ulighed

Én ting må jeg dog medgive Marx og Engels: Hvis man vil afskaffe kapitalismen, uligheden og klassesamfundet, må man også afskaffe familien. Den faktor, der uden sammenligning har størst indflydelse på vores succes og trivsel, er én vi ikke selv har valgt: Vores forældre. Vil du gerne vide, om du kommer til at leve et liv på overførselsindkomster eller besidde en ledende position i en innovativ international virksomhed? Se på dine forældre, og du vil formodentlig få svaret. Hvor der er familier, er der ulighed.

Var forargelse vores intuitive respons på Marx og Engels afvisning af familien, må det samme unægtelig være tilfældet her. Kan dét virkelig være retfærdigt?

Derfor er det ikke overraskende, at den moderne socialdemokratisme viderefører tankegangen fra Marx & Engels i langt højere grad, end den ved af. Det ses ikke mindst i form af arveafgift og forslag om tvungne dagtilbud. Selvom få i dag vil bryde sig om ordlyden af den marxisitiske familiekritik, er vi tilsyneladende villige til at bringe dét offer, hvis det er prisen for et mere lige samfund.

Derfor må vi spørge os selv: Hvad er vigtigst – familien eller lighed? Vi kan ikke få begge dele. Hvad der dog ikke kan herske tvivl om er, at for så vidt det overhovedet giver mening at tale om borgerlighed i dag, så må denne borgerlighed være forenet om at beskytte familien mod angrebet fra det klasseløse samfund. Borgerlig politik er familiepolitik. Og i det følgende vil jeg se på, hvordan en sådan politik konkret bør tage sig ud.

Seksualitetens politik

Lad os begynde med begyndelsen: Ved undfangelsen. Så snart en kvinde er blevet gravid er forældrene blevet betroet med ansvaret for et menneske, hvis lykke eller ulykke, succes eller fiasko i høj grad ligger i deres hænder. Intet menneske er så sårbart og prisgivet til andre menneskers pleje som barnet.

Derfor er det overraskende, at der ikke er mere tale om barnets rettigheder i dag. Hvad vi bekymrer os om er næsten udelukkende forældrenes rettigheder: En mor har ret til at få et barn uden en mand, to mødre har ret til at få børn ved kunstig befrugtning og så videre.

Men det er ikke borgerlig familiepolitik. Hvor er den liberale protest mod at bruge statens penge på at fertilitetsbehandle homoseksuelle, som om det var en sygdom ikke at kunne få børn med en af samme køn? Og hvor er den socialkonservative røst, der taler barnets sag, når kernefamilien udfordres?

Forskningen i hvad det betyder for et barn at vokse op med én eller slet ingen af sine biologiske forældre er naturligvis kontroversiel, men i mine øjne kan det ikke ignoreres, at mange undersøgelser i dag bekræfter værdien af at vokse op med både sin biologiske far og mor.[2] I det hele taget bør vi være varsomme med at foretage eksperimenter med den mest grundlæggende og betydningsfulde sociale konstellation af alle. Familien påvirker så godt som alle aspekter af vores liv, og derfor kan det være meget vanskeligt for forskningen at bedømme, hvad det betyder, når vi begynder at ændre denne konstellation.

Fertilitetsbehandling, og ikke mindst anonym sæddonation, udgør altså en udfordring mod en af barnets mest grundlæggende rettigheder: Retten til at kende sit eget ophav. Og her taler jeg naturligvis ikke om en abstrakt menneskerettighed, men derimod om en erhvervet og nedarvet ret, som har beskytter børnene gennem generation efter generation.

Flere årtusinder før man begyndte at tale om ”familiepolitik”, har der nemlig været en institution, der mere end noget andet har haft til formål at varetage barnets rettigheder: Ægteskabet. I vores kultur tænker vi først og fremmest ægteskabet som en institution, der er til for de elskende selv – det rum hvor de kan udtrykke deres dybfølte kærlighed til hinanden, ofte som kulminationen på en allerede langvarig seksuel relation. Historisk har den slags dog ikke været videre interessant for offentligheden. Derimod har ægteskabet frem for alt handlet om barnets rettigheder: Det har sikret, at man ved, hvem der er barnets far og mor, at begge har kunnet udføre deres familiære pligter, og at man har kunne afgøre arveretssager.

Den seksuelle frigørelse var en katastrofe

I dag er disse rettigheder truet ikke bare af den udbredte brug af fertilitetsbehandling (her forstås, som andet end hjælp til de biologiske forældre) men også af vores seksualkultur. Det er almindeligt for unge mennesker, især de smukke og ressourcestærke, at have mange skiftende seksuelle partnere, og derfor undfanges der hvert år adskillige tusinde uønskede børn. Ca. 15.000 af disse bliver aborterede hvert år, og vi kan kun gisne om, hvor mange der må vokse op uden deres far.

Selvom den seksuelle frigørelse i høj grad er blevet fremført og forsvaret af feminister, har dette været en katastrofe for kvinderne. Eftersom det er kvinden, der bliver gravid, er og bliver det nemmere for manden at smutte fra sin opgave, og det er typisk kvinden, der bærer den største smerte over at have fået foretaget en abort. Ægteskabet har gennem historien hjulpet til at holde mændene ansvarlige, og dermed begrænset deres mulighed for at misbruge de fordele, der ligger i deres reproduktive rolle. Egentlig utroligt at feminister og venstrefløjen så konsekvent har kritiseret ægteskabsinstitutionen siden ’68.

Endelig er der spørgsmålet om skilsmisse. I borgerligheden, ikke mindst i konservatismen, ligger der et værn mod al utopisme, herunder også den ægteskabelige utopisme. Som konservativ ved vi godt, at mennesket har et stort iboende potentiale til ondskab, og at kærligheden i bedste fald kun findes i temmelig amputeret form i menneskehjertet. I mine øjne er det naivt at forestille sig en verden uden skilsmisser. Selv Kristus mente, at utroskab retfærdiggjorde skilsmisse (Matt 19,9), og det samme må kunne siges om vold, psykisk misbrug og andre alvorlige svigt.

Alligevel er der også brug for en borgerlig modkultur på dette punkt: der er noget galt når ca. hvert andet ægteskab ender i skilsmisse, og at man uden problemer kan blive skilt via nem-id (med mindre man har børn hvilket medfører en kort separationsfase).

Uden at udskamme nogen, der har truffet det svære valg, må vi arbejde for en politik, der holder ægteskabets løfte helligt. På dette punkt vil konservative og liberale nok uundgåeligt dele veje: som konservativ mener jeg, at man skal have en lang separationsfase, og at man bør prioritere offentlig støtte til parterapi.

Liberale vil nok i mindre grad dele disse mål. Men konsekvenserne heraf for børn er uvurderlige: Skilsmisse er så godt som aldrig gavnligt for børnenes trivsel, selv ikke i hjem hvor forholdet mellem forældrene er meget konfliktfyldt.[3]

Daginstitutioner over gevind?

Et særdeles betændt spørgsmål i dagens Danmark er vores stærke tradition for at sende børn i daginstitutioner. Når udlændinge kommer til Danmark, vil man ofte høre dem undrer sig over, hvor lidt tid vi bruger med vores børn. Marx og Engels ideal om offentlig børneopdragelse er allerede halvt realiseret i de skandinaviske velfærdsstater.

Når dette spørgsmål er så ømtåleligt skyldes det utvivlsomt, at vi god ved, hvem der formodentlig vil komme til at nedprioritere arbejdslivet til fordel for børnepasning: nemlig kvinden. Det argument har jeg respekt for, og jeg bryder mig ikke om konservative nostalgikere, der længes efter en tid, hvor mændene var forsørgere og kvinderne havde ansvar for hjemmet.

Dog må borgerligheden stå fast på en liberal kerneværdi om, at det ikke er et problem, hvis den ene part (som i langt de fleste tilfælde vil være kvinden) ønsker at prioritere familien ved at tage den længste barsel og evt. et deltidsarbejde. Det må være op til familierne selv. Derfor finder jeg det også meget upassende, at Det Konservative Folkeparti selv har foreslået obligatorisk dagpasning for børn i udsatte familier.

Derimod bør vi tale for, at pengene skal følge barnet og frit kan blive brugt til offentlige dagtilbud, tilskud til private eller til hjemmegående, alt efter hvad familien selv ønsker.

Børnene tilhører nemlig ikke staten. De tilhører deres forældre. Hvis borgerligheden ikke kan samle sig om familiens frihed, så har den opgivet selve sin raison d’ être. Familien er et udtryk for, at det givne altid overgår det abstrakte, at det nære altid overgår det grænseløse – og uden de principper er der ingen borgerlighed. Naturligvis er familien en irrationel institution: deri består netop dens største værdi. For jeg vil aldrig elske en rationel relation, som jeg elsker Mor og Far.

Der findes mange dårlige forældre, ja, og borgerlige skal gøre hvad de kan for at være barnets advokat i en verden, der kun tænker på forældrenes rettigheder. Men familien er altid sin egen, og det må vi respektere. Nok medfører den ulighed, smerte og sårede børn. Men den medfører også kærlighed, stabilitet og tryghed. Vi skal ikke ære vores forældre, fordi de er perfekte, men fordi de er vores.

De gør ikke livet smertefrit – men de gør det meningsfuldt. For vores dybeste menneskelige længsler handler ikke om at udfolde et succesfuldt arbejdsliv, som erhvervsliberalister har påstået igennem årtier. Det handler om at blive set i øjnene af et blik, vi kender ud og ind: Høre vores faders stemme tale på vores modersmål. Og en dag, når tiden er inde, kan vi selv gå ud og give den kærlighed vi har modtaget videre; finde en person vi kan leve et meningsfuldt liv sammen med, stifte familie, tage ansvar for hinanden, blive gift og få nogle børn.

Og hvem ved – måske vil vi undervejs på denne rejse vil opdage, at familien blot er et spejl for selve livets meningshelhed. At der i virkelighedens hjerte er en Far, der ønsker at drage denne faldne og lidende menneskehed til sig og give dem barnekår. At vores relationelle behov blot er et udtryk for, at vi altid allerede er kendt af Den Treenige, der er selve familiens prototype.

Lad aldrig marxismens selverklærede rationalisme frarøve os disse gådefulde og ubeviselige, men måske netop af den grund så værdifulde, indsigter.


Noter

[1] Karl Marx & Friedrich Engels, Det kommunistiske Manifest. det lille forlag (2004) s. 35.

[2] For en udførlig diskussion af forskningen på dette punkt, se En langt bedre vej (2019) af undertegnede s. 68f.

[3] Linda Nielsen, “Re-examining the Research on Parental Conflict, Coparenting, and Custody Arrangements”, Psychology, Public Policy, and Law 23 (2017).

Jacob Munk

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside