De borgerlige skal kæmpe for provinsens liv og livsform

Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen. Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Denne gang lektor Stefan Agger om borgerlig politik for det lokale Danmark.

(Følg og støt den borgerlige idedebat ved at abonnere på Årsskriftet Critique det koster kun 150 kr. om året.)

Af Stefan Agger

Det eneste umiddelbart gode ved det borgerlige valgnederlag og tabet af magten, er at tiden dermed er kommet til at afstøve det ideologiske kompas og genfinde sine stillinger og positioner på den evige politiske kampplads. Det er slut med at sluge ubehageligt store og puklede pelsdyr, mens man samtidig er nødt til at udstråle sin begejstring over fornemmelsen af ørkendyr på vej ned gennem halsen. I stedet er tiden kommet til ideologisk renhed, stålsatte øjne og en tilbagevenden til de bedste sider af os selv som borgerlige.

Her på Critique hjælper vi hjertens gerne det borgerlige Danmark med få gang i oppositionsmotoren, og i nærværende tekst drejer det sig om et politisk program for provinsen: Hvordan bør de borgerlige partier forholde sig til hele debatten om udkantsdanmark, decentralisering og den såkaldte skævvridning af landet?

Det borgerlige og det lokale

Inden vi kaster os ud i de konkrete politiske forslag og ideer, så er det værd at beskæftige sig et øjeblik med sammenhængen mellem borgerligheden og det lokale.

For det første er det åbenlyst, at en centralisering af politiske beslutninger i Danmark, vil få statsmagten og det tilhørende bureaukratiske maskineri til at vokse. Sådan en udvikling vil være stik imod en borgerlig retning, for med statsmagtens voksen, vil der alt andet lige være mindre plads til både individer, det civile samfund og det lokale politiske system.

Et eksempel på sådan en negativ dynamik kan findes i venstrefløjens krav om minimumnormeringer i daginstitutioner, der helt åbenlyst vil fjerne politisk autonomi fra kommunerne, samt for borgerne i de pågældende kommuner, der  ikke længere selv vil kunne udøve indflydelse i samme grad som tidligere.

For det andet er der en dyb og ideologisk begrundet forbindelse mellem det borgerlige og tanken om decentralisering, fordi det borgerlige menneskesyn tager udgangspunkt i det nære, konkrete og lokale. Individer tilskrives i borgerlig ideologi et grundlæggende ansvar for egen tilværelse, som også inkluderer et ansvar overfor verden lige uden for individet: familien og det omkringliggende samfund. Individet kan dog ikke tage det ansvar, hvis ikke magten og beslutningerne decentraliseres væk fra en fjern og abstrakt velfærdsstat.

For det tredje er det kun i socialismen, at man tiltror embedsværket og staten evnerne til at lave overordnede planer og systemer, der fungerer på tværs af lokale forskelligheder og behov. Enhver borgerligt sindet bør være skeptisk over for en sådan påstand.

I stedet bør man understrege, at de fleste institutioner, hvad enten det er kommuner, skoler eller sygehuse formodentlig er de bedste til at indse, hvordan institutionen burde fungere, og hvilke problemer der bør bruges kræfter på at løse. Derfor skal staten forsøge at lovgive og styre efter så overordnede principper og rammer som muligt.

Dermed skulle det gerne stå klart, hvorfor decentralisering er en hjørnesten i borgerlig politik, og det næste spørgsmål er derefter selvfølgelig, hvordan man så kunne begynde sin decentralisering i praksis?

”Det skal kunne betale sig at arbejde”

Bag det lidt fortærskede Venstreslogan ligger såmænd en række gode pointer. For det første er det oplagt, at et lavere skatteniveau vil virke decentraliserende i sig selv, al den stund at den offentlige del af samfundet vil blive mindre til fordel for markedet og det civile samfund.

Dernæst er det værd at dykke lidt længere ned i den effekt, man kunne håbe, en skattesænkning ville få for store dele af provinsen. I Lemvig Kommune, hvor jeg selv bor, samt i en lang række andre provinskommuner fra nord til syd i Danmark, ser man nogenlunde de samme karakteristika: Man er først og fremmest præget af fremstillingserhverv og de primære erhverv.

Man tjener gode penge, arbejdsløsheden er meget lav, og en del brancher mangler (især faglært) arbejdskraft. Befolkningstallet falder eller stagnerer af forskellige årsager: Flere ældre og færre børn, færre arbejdspladser i landbruget og fiskeriet samt en stigende andel af unge, der tager væk mod længerevarende uddannelser i de større byer.

Et afgørende problem for rigtig mange kommuner det faldende befolkningstal. En mindre stat, lavere skat og mindre gavmilde overførselsindkomster vil med god sandsynlighed øge dynamikken i arbejdsstyrken, og få flere til at få lyst til at flytte mod steder, hvor der er gode jobs i solide virksomheder. Som f.eks. til Lemvig Kommune, der har været den tredjebedste kommune i Danmark til at skabe øget vækst i BNP per indbygger i det tiår, der er gået siden finanskrisen. De to bedste er Kerteminde og Kalundborg, hvor også Kalundborg er ramt af faldende befolkning.

Overuddannelse fører til affolkning

En afgørende pointe i den nyudnævnte boligminister Kaare Dybvads fine bog Udkantsmyten, er at provinsen i Danmark rummer et væld af gode værdier og dyder udover blot evnen til at skabe økonomisk vækst. En af disse er evnen til at få unge mennesker til at tage en uddannelse. Desværre er det dog sådan i Danmark, at langt de fleste uddannelsespladser findes i landets fire største byer, hvorfor man hvert år ser en folkevandring af unge mennesker fra provinsen til de større byer.

For nogle kan det måske synes helt naturligt, men til det er der flere ting man må anholde: For det første skal det selvfølgelig medgives, at for en lille del af ungdommen er det helt naturligt, at de skal uddanne sig på landets universiteter, og der møde et eliteniveau der kan matche deres evner og begavelse. Den gruppe er der ingen, der vil holde på. (til gengæld er det vigtigt, at provinsområderne er attraktive så nogle af dem vender tilbage som specialiseret arbejdskraft).

Men antallet af unge der læser på universitetet er i Danmark blevet alt for stort i forhold til samfundets behov, og historierne om universiteternes forvandling fra elite til masse med deraf følgende fald i faglighed, er talrige.

For det andet er der mange unge, der flytter af nød – fordi den uddannelse, de søger, ikke findes på den egn, hvor de kommer fra. Det bør derfor være en borgerlig mærkesag at udflytte uddannelsespladser i så stort som muligt omfang væk fra Århus, Aalborg, Odense og København, hvor 80 procent af alle landets uddannelsespladser i dag ligger. En nylig undersøgelse fra Sjælland viste meget tydeligt, at mennesker typisk bliver boende i det område, hvor de havde taget deres uddannelse.

Vil man et Danmark i balance, er udflytning af uddannelsespladser derfor et afgørende værktøj. Desværre skal man nok være klar til en jammerkoncert af højeste potens, når den kreative klasse, som blandt andet udgøres af lærere fra disse uddannelsesinstitutioner, opdager forehavendet.

Listen er lang endnu

Den borgerlige regerings udflytning af statslige arbejdspladser var også en strategi. Selvfølgelig må man give kritikerne ret i at ikke alle udflytninger forekom lige logiske, men overordnet set var intentionen rigtig. Styrelser, råd og andre lignende institutioner, der beskæftiger sig med natur, miljø, erhverv og andre lignende områder kan fint findes spredt ud over landet. Når det er muligt i Tyskland, så er det nok også i Danmark.

Derfor bør en kommende borgerlig opposition stadig have udflytning af arbejdspladser på programmet. Man kan nok næppe genopbygge det kulturborgerskab, der fandtes i provinsbyerne, men i samklang med udflytning af uddannelsespladser med tilhørende stab af lærere, vil det alligevel gøre en forskel til det bedre.

Blandt andre ting, man burde kæmpe for, er en omgørelse af den forkætrede politi- og retskredsreform, der samlede Politiet i store enheder, og dermed trak Politiet ud af de lokale samfund. Man burde kæmpe for forøgede budgetter til det danske forsvar – fordi det er det rigtige at gøre i forhold til vores ansvar og engagement i NATO – men også fordi kasernerne ligger spredt ud over Danmark, og forsvarspolitik derfor også udgør en slags egnspolitik.

Man burde arbejde imod centraliseringen af sundhedsvæsenet, og give mulighed for et langt mere privat sundhedsvæsen. Nogle store og livsvigtige specialer bør ligge på store centrale enheder, men sundhedsvæsenet er så meget mere end det. I Schweiz har man mere end 300 hospitaler, mens landet samtidig ligger i den globale top når det kommer til sundhedsvæsenets effektivitet og evne til at gøre borgerne raske. Det må vi kunne i Danmark også.

Den sociologiske faktor

Til sidst er det værd at dvæle et øjeblik ved det psykologiske og sociologiske aspekt af udkantsproblematikken. De borgerlige partier i Folketinget skal i høj grad levere på to afgørende budskaber: Vi ønsker at give jer selvbestemmelse, og vi har respekt for jeres livsform.

Følelsen af magtesløshed er giftig, og den opstår nemt, når byer tømmes for meningsgivende institutioner. Når Politistationen, postkontoret og rådhuset alle lukker, så er det et slag i ansigtet på de mennesker, der lever deres liv i byen, fordi sådanne institutioner netop er med til at udgøre en by, og at give mening til livet i byen. Man mister sin stedlige autonomi når autoriteterne forsvinder. Det må de borgerlige forstå at tale til, og at gøre noget ved.

For det andet, skal de borgerlige partier udstråle respekt for den livsform, der leves på landet og i provinsbyerne, og de skal passe på ikke at overtage det verdensbillede, der er herskende i København, hvor store dele af de borgerlige meningsdannere og politikere befinder sig. Det betyder ikke, at man skal ignorere problemer som dyrevelfærd, naturødelæggelse eller klimaproblemer, men det betyder at man skal finde borgerlige løsninger, leveret med borgerlig retorik.

Er man i tvivl om, hvordan sådan en respekt for livsformen i provinsen kan se ud, så kunne man se den nye leder af Liberal Alliances Alex Vanopslaghs fine valgkampsvideo, hvor han præcist rammer den rigtige tone.


Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner. 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!