Wagner der lyder som Verdi? Ja, det kan faktisk lade sig gøre, selvom Wagner forsøgte at gardere sig imod, at det tidlige værk Rienzi – Die Letzte der Tribune fra 1840 (uropført 1842) sammen med et par andre tidlige værker, henholdsvis Die Feen (1834) og Das Liebesverbot (1836), blev opført i festspilhuset i Bayreuth. Wagner har indtil videre haft held med sit forehavende, for værkerne opføres ikke i huset. Jeg er ikke helt klar over, hvoraf kravet om, at kun Wagners senere værker fra og med Der fliegende Holländer må opføres i huset, findes. Det står i hvert fald ikke direkte i den Stiftungsurkunde, der i 1973 etablerede der Richard-Wagner-Stiftung-Bayreuth. Her står der kun, at stiftelsens formål blandt andet er, at sørge for at festspilhuset kun bruges til det, som bygherren har bestemt. § 2, nr. 2:

”das Festspielhaus Bayreuth dauernd der Allgemeinheit zu erhalten und zugänglich zu machen und stets den Zwecken dienstbar zu machen, für die es sein Erbauer bestimmt hat, also einzig der festlichen Aufführung der Werke Richard Wagners;“

Helt utvetydigt kan dette dog næppe siges at være. Og det har i hvert fald ikke forhindret, at Bayreuth vel efterhånden er blevet en slags højborg for regiteatret. I hvert fald kan det diskuteres, om de aktuelle Bayreuth-opsætninger af eksempelvis Der fliegende Holländer og Die Meistersinger von Nürnberg er mere i overensstemmelse med den citerede fundatsbestemmelse end en opsætning af eksempelvis Rienzi, der faktisk holdt sig til Wagners anvisninger, som han skrev dem ned?

Men faktisk opføres de tre nævnte værker ikke særlig mange steder. Indspilninger er der heller ikke mange af. Men af de tre operaer er Rienzi den mest populære, og den opføres faktisk af og til rundt omkring af operahuse, der føler sig mindre forpligtede af Wagners krav til forvaltningen af sin musikalske arv, eksempelvis Deutsche Oper Berlin, der havde en Rienzi-opsætning på programmet tidligere på året instrueret af Philipp Stölzl. Den daterer sig oprindeligt tilbage fra 2010.

Allerede fra ouverturen kan det tydeligt høres, at musikken er et godt stykke fra, hvad man normalt forbinder med Wagner – selv i forhold til Der fliegende Holländer, der er det næste i rækken. Musikken er langt mere bombastisk og ”storladen” på samme måde, som man kender det fra eksempelvis Verdi. Ouverturen minder faktisk ikke så lidt om Rossinis berømte ouverture til Wilhelm Tell, der.

Rienzi fortsætte i dette spor også inde i selve værket, der er mættet med storladne orkester- og korpassager foruden arier og duetter. Noget Wagner heller ikke brugte så meget. Rienzi er skrevet i samme stil som den franske grand opéra, og oprindelig kom værket derfor også med en lang række balletindslag og lignende, hvoraf de fleste vist udelades ved opførelser i dag. Eksempelvis i anden akt, hvor det romerske sagn om Lucretia opføres som parallel til operaens begivenheder.

For ligesom voldtægten af Lucretia ifølge sagnet opildnede romerne til at smide de etruskiske konger på porten, er det en gruppe adeliges forsøg på at voldtage Rienzis søter, Irene, der i operaen får den borgerlige notar, til at samle folket mod byens adelvælde. Dette ser vi i starten af Wagners opera om Cola di Rienzo (1313-1354). Pigen bliver naturligvis reddet i tide. Og kort efter kan Rienzi hyldes som folketribun.

I Stölzls opsætning er hele det indledende optrin lavet, så den giver ikke helt så få mindelser om nogle af de indledende scener i Kubricks A Clockwork Orange (1971). Men det er faktisk Chaplins The Great Dictator (1940), der har været den primære inspirationskilde. Formålet er at sætte de totalitære tendenser i Rienzis styreform i et lettere, komisk skær. Under ouverturen ser vi således Rienzi jonglerer rundt med jordkloden som en stor badebold sådan som Chaplins Hitlerparodi – Hynkel – også gør det i Diktatoren. Hele scenografien er også i samme monumentale, klassicistiske stil som fascisterne yndede. Som enhver anden diktator med respekt for sig selv kaster Rienzi sig naturligvis også ud i stort anlagte byggeplaner til det nye Rom, han vil skabe befriet for adlens åg. Overalt hænger der sort-hvide bannere med et stort R. Det står velsagtens for ”Rienzi” eller ”Rom”.

Men Rienzis styre betyder kun krig og ødelæggelse og lidelser for befolkningen. Mens Rienzi gemmer sig i sin bunker i den nederste del af scenerummet, kan vi se, hvordan befolkningen lider ovenfor, mens hans taler transmitteres fra bunkeren op til befolkningen, så de kan se ham på scenerummets bagvæg. De forskellige klip, der vises på bagscenen, er dels optagelser direkte fra Rienzis bunker, dels optagelser lavet på forhånd. Det ser ret autentisk ud som noget, der kunne være fra tidligere tiders ugerevyer. Tænker man på den karikerede propagandafilm Stolz der Nation, der optræder i Tarantinos Inglorious Basters (2009), har man et fint billede af stilen.

Meget af Rienzis tid i bunkeren går også med en stor model af det nye Rom, han vil bygge. Den store bygning ligner mistænkelig meget den store ”Volkshalle”, som Albert Speer designede til det planlagte ”Germania”.

Navnlig denne skildring af den verdensfjerne idealist, der gemmer sig, mens befolkningen lider, fungerer ret godt. Visuelt er Stölzs opsætning faldet endog meget heldigt ud i forhold til at kombinerer alle de velkendte elementer fra fascismen og Chaplins film med Wagners værk. Stölzls opsætning er et af de mest succesfulde forsøg på at flytte et værk til en anden tid, jeg mindes at have set. Den slags er det ellers som regel sikrest at holde sig fra.

Men mens det visuelle faktisk lykkedes meget godt, så er jeg noget mere forbeholden over for ideen om at gøre Rienzi til en komedie i stil med Chaplins Diktatoren. Rienzi var i modsætning til Chaplins film aldrig fra Wagners side tænkt som en humoristisk opera, men en tragisk opera om en idealist der vil det bedste, men som ender med måske præcis at blive som det, han forsvorede at bekæmpe. Værkets tragik kunne godt have været behandlet bedre.

På den anden side må jeg medgive instruktøren, at værkets stil kalder på en vis karikatur. De mange storladende kor- og orkesterpassager gør på sin vis Rienzi lige så troværdig som tragedie, som Verdis Macbeth er troværdig som Shakespeare.

Det tragiske element indfinder sig først til allersidst, hvor Rienzi står ene og forladt tilbage. Det folk, der bragte ham til magten, har vist sig som en troløs pøbel. Selv vennen Adriano har forladt ham. Til sidst er der kun en tilbage, han kan vende sig til. Gud. Det sker i den rørende bøn i sidste akt, hvor den store mand pludselig ser, at han er blevet lille:

„Allmächt’ger Vater, blick herab!
Hör mich im Staube zu dir flehn!
Die Macht, die mir dein Wunder gab,
lass jetzt noch nicht zugrunde gehn!
Du stärktest mich, du gabst mir hohe Kraft,
du liehest mir erhabne Eigenschaft:
zu hellen den, der niedrig denkt,
zu heben, was im Staub versenkt.
Du wandeltest des Volkes Schmach
zu Hoheit, Glanz und Majestät!
O Gott, vernichte nicht das Werk,
das dir zum Preis errichtet steht!
Ach, löse, Herr, die tiefe Nacht,
die noch der Menschen Seelen deckt!
Schenk uns den Abglanz deiner Macht,
die sich in Ewigkeit erstreckt!
Mein Herr und Vater, o blicke herab!
Senke dein Auge aus deinen Höhn!
Die Kraft, die mir dein Wunder gab,
lass jetzt noch nicht zugrunde gehn!
Allmächt’ger Vater, blick herab!
Hör mich im Staube zu dir flehn!
Mein Gott, der hohe Kraft mir gab,
erhöre mein tiefinbrünstig Flehn!“

En prægtig arie, der indledes flot og langsomt med messingblæserne. Et element der genfindes i ouverturen. ”Rienzis bøn” er sammen med ouverturen noget af det eneste, man hører jævnligt fra Rienzi. Lauritz Melchior sang den flittigt.

Uden for paladsets tykke murer raser folket mod Rienzi og hans styre. Paladset sættes i brand, og midt i det hele står Rienzi og forbander folket for sin troløshed, inden han selv går til grunde i flammerne:

”Der letzte Römer fluchet euch!
Verflucht, vertilgt sei diese Stadt!
Vermodre und verdorre, Rom!
So will es dein entartet Volk!“

En brand fik vi dog ikke i denne omgang, kun nogle lysglimt. Faldende bomber velsagtens.

Fredag den 5. april 2019 var det Torsten Kerl, der sang partiet som Rienzi fremragende på trods af en indledende advarsel om, at stemmen ikke på toppen. Især vil jeg fremhæve, at han navnlig til sidst gjorde fint opmærksom på, at Rienzi-karakteren er en tragisk karakter, og ikke kun en karikatur. I den store arie/bøn til sidst fornemmede man virkelig fortvivlelsen hos hovedpersonen.

Partiet som Rienzis ven, Adriano, blev glimrende sunget af mezzosopranen Annika Schlicht, der meget velfortjent inkasserede et flot bifald for sin store arie i forestillingens anden del. Udover at stemmen var på plads, fik hun også tvivlen frem i denne karakter, der er splittet i forhold til sit venskab med Rienzi og kærlighed til dennes søster, Irene, på den ene side, og forpligtelsen over for sin adelelige familie, som Rienzi forfølger, på den anden side.

Også meget velsyngende var Martina Welschenbach som Rienzis søster Irene samt ligeledes de lidt mindre partier som antagonisterne Baroncelli og Cecco del Cecchio, der blev sunget af henholdsvis Clemens Bieber og Stephen Bronk, hvor man havde fundet nogle herlige mørke og dybe stemmer. I de mindre partier var det dog Derek Welton som Kardinal Orvieto, der var bedst. Som ofte gentaget kan det løfte en operaforestilling flere niveauer, når der også er sørget for at besætte de mindre partier godt! Når også både kor og orkester under Evan Rogisters ledelse var helt i top, er det svært ikke at være tilfreds. Omend værkets grundlæggende tragik ikke tages helt alvorligt nok i opsætningen, er Deutsche Oper Berlins Rienzi-opsætning meget gennemført og bestemt værd at se. Navnlig hvis man ikke ellers hører Wagner, er der måske her noget at komme efter.

Richard Wagner, Rienzi, Deutsche Oper Berlin den 5. april 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende, fotografier og videoer m.v.:

https://deutscheoperberlin.de/de_DE/calendar/rienzi-der-letzte-der-tribunen.15158760

Libretto: Rienzi – Der letzte der Tribunen. Vollständiges Buch. Herausgegeben und eingeleitet von Wilhelm Zentner (Philipp Reclam Jun. Stuttgart, 1979)

Katharina Johm Heldendämmerung – Gedanken zur RIENZI-Neuproduktion an der Deutschen Oper Berlin (programartikel)

Klaus Nitzsche, Cola di Rienzi – Historischer Roman, DDR 1975 (programartikel)

Johannes Bartuschat, Revolutionär, Visionär, Demagoge – Zu Cola di Rienzo in der Geschichtsschreibung und Literatur bis zu Wagner (programartikel)

Sebastian Lang-Lessing im Gespräch mit Katharina John, Kein Mensch entzieht sich der Wirkung diser Chöre! (programartikel)

Stiftungsurkunde der Richard-Wagner-Stiftung Bayreuth:

http://www.wagnermuseum.de/wp-content/uploads/sites/55/2015/05/stiftungsurkunde.pdf

Jeg kender kun en enkelt indspilning af Rienzi, nemlig 1976-indspilningen med Staatskapelle Dresden dirigeret af Heinrich Hollreiser. Den er aldeles fremragende og vist også standardindspilningen af Rienzi. Den fanger fint det wagnerske i værket, men er ikke bange for også at vise det verdiske. René Kollo er glimrende i titelpartiet. Kan købes her:

https://www.imusic.dk/music/5099972913222/heinrich-hollreiser-2012-wagner-rienzi-cd