Eller Den flygande holländaren, som Wagners første ”rigtige” Wagner-opera fra 1841 (uropført 1843) hedder på de kanter. Malmö Opera havde tidligere på året en meget fin opsætning af Wagners Der fliegende Holländer på programmet.
Malmö Opera kan man roligt tage til. Operahuset er velindrettet på niveau med de bedste i Tyskland, eksempelvis kan mange operahuse lære noget af, hvordan man har organiseret garderoben, sådan at der løbende åbnes flere i forlængelse af hinanden, efterhånden som de bliver fyldte. Det minimerer flaskehalse ved udgangen. Man behøver ikke tænke på at medbringe svenske kontanter, for man må slet ikke betale med kontanter i den helt og aldeles kontantfri opera. Pausekaldet var en melodi fra selve værket, noget som man ellers næsten kun hører i Bayreuth. Huset er fra 1941 og er stilistisk simpelt. Vi er i samme kategori som Staatsoper Hamburg eller Deutsche Oper Berlin. Indvendigt har Malmö Opera dog nogle ”hyggelige”, skandinaviske elementer, som man nok ikke finder mangen til i centraleuropæiske operahuse. Stolene i pauseområdet er arrangeret som noget fra en dagligstue:
Salen er indrettet som amfiteater med et passende fald mellem stolerækkerne, så man ikke sidder og skal strække hals for at kigge uden om hovedet foran. Indretningen af tilskuerrummet betyder også, at den sædvanlige ”overtekst” kan placeres under scenen og dermed bliver en undertekst, hvilket jeg ikke har set andre steder. Dette er klart at foretrække, da teksten så er i umiddelbar nærhed af begivenhederne på scenen. Man behøver altså ikke flyttet blikket op og ned for at læse teksten.
Kernen i Wagners værk er Sentas store arie – kaldet ”ballade” – i anden akt, hvor den unge pige bekender sit begær efter den mystiske, flyvende hollænder. Den rummer kimen til det meste af det musikalske materiale i værket, til værkets budskab og til et gennemgående tema hos Wagner i det hele taget: Nemlig længslen efter uskyldstabet, efter undergangen, efter forliset, efter friheden fra det kedsommelige hverdagsliv og i sidste ende lægslen efter døden.
Dette understreges i hollandske Lotte de Beers opsætning på Malmö, hvor Senta i balladens afsluttende del skifter sin snehvide kjole ud med en begsort model i det øjeblik, hun sværger den mystiske hollænder troskab til døden:
“Ich sei’s, die dich durch ihre Treu’ erlöse!
Mög Gottes Engel mich dir zeigen!
Durch mich sollst du das Heil erreichen!”
Sort er kjolen som også det maleri af hollænderen, som Senta har holdt kært, siden vi under ouverturen så hende smøre den sorte farve udover det hvide lærred!
Balladen var i det hele taget forestillingens naturlige højdepunkt; og der var tydeligt lagt mange kræfter i, at den skulle danne en uhyggelig kontrast til den hyggelige svenske bondestue, som Senta og de andre piger ellers opholder sig i med deres huslige gøremål: Lyset sænker sig til dunkel, uhyggelig belysning, hvor stuen kun oplyses svagt af måneskinnet udefra. Pludselig springer vinduet op og et gevaldigt vindpust får pigernes hår til at flagrer op. Så er vi ellers i gang!
Lige præcis dét øjeblik var fremragende! For det var faktisk uhyggeligt. Og det glemmes ofte, at Den Flyvende Hollænder har en god portion gotisk uhygge gemt i sig. Malmö Opera lykkedes flot med at få denne del frem som en kontrast til pigernes trivielle hverdag med de evigt snurrende spindehjul, som Senta ikke kan udstå. Spindehjulene havde man dog i Malmø konkret udskiftet med almindelige køkkenredskaber, der dog stadig fint viste, hvad det er Senta ikke kan udstå. Nemlig alt det der indfanges i de andre pigers naive spindesang:
”Summ, und brumm, du gutes Rädchen,
munter, munter dreh dich um!
Spinne, spinne tausend Fädchen,
gutes Rädchen, brumm und summ!
(…)
Spinnt! Spinnt!
Fleißig, Mädchen!“
Interessant nok bruges kun godt halvdelen af scenerummet til scenen i bondestuen, der er placeret i en halvcirkel, der har samme begsorte nuance som Sentas kjole og maleriet af hollænderen. Alt uden for den hyggelige stue er indhyllet i knugende mørke. Måske er det i virkeligheden Sentas sorte sind, der afspejler verden, som den er, mens den hyggelige lyse bondestue er blændværk og bedrag? Med Sentas ballade trænger mørket sig på.
Senta blev glimrende sunget af Cornelia Beskow, der sang en – for mig – ganske overraskende lyrisk tolkning af balladen, der ellers plejer at være en art eksercits for højdramatisk sopransang. Men det klædte faktisk balladen ganske fint og bidrog til den knugende uhygge, den skulle skabe. Beskows tolkning af Senta var i øvrigt dramatisk, sådan som den plejer at være. Navnlig i den store duet med hollænderen i anden akt samt i tredje akt kunne hun måske godt have behersket stemmen en anelse. Men det var ikke noget der ødelægger det overordnede indtryk af en flot, dramatisk tolkning.
Det kunne være interessant at høre nogle mere lyriske tolkninger af partiet som Senta. En Brünnhilde er hun jo ikke. Det kunne klæde hende at være en usikker ung kvinde, der tog de første spæde skridt ind i de voksnes rækker. Det blev i øvrigt indledningsvist bekendtgjort, at Beskow havde stemmeproblemer, så Lisa Carlsson stod klar i kulissen. Bistand fra den side blev dog kun nødvendigt et par enkelte gange.
Bedst var dog den australske basbaryton Daniel Sumegi som hollænderen, der med en fremragende, mørk stemme ramte den helt rigtige stemning, der sømmer sig for dette spøgelse, som hollænderen jo dybest set er. Meget passende var han klædt i begsort tøj som det mørke, der omgiver den hyggelige stue, og som Senta iklæder sig under balladen.
Hollænderens ankomst var lavet således, at han startede ude blandt publikum, mens selve scenen var Dalands skib. Orkestergraven var således hav. Det fungerede som sådan fint. Derimod fungerede det ikke så godt i sidste akt, hvor man tilsyneladende helt havde undladt at bruge et rigtigt kor til de uhyggelige stemmer fra hollænderens spøgelsesskib. De blev i stedet sunget fra højttalere bag i rummet. Dette var dagens absolut svagest punkt og meget ærgerligt for en opsætning Malmö Opera ellers kan være stolte af.
Af andre gode sangere må fremhæves den russiske bas Nikolay Didenko som en herlig mørk Daland samt den ungarske tenor Zoltán Nyári, som Sentas dødkedelige kæreste Erik fra den virkelige verden. Nyári havde stort held med at vise Erik som et dydsmønster af Don Ottavio-typen. Der er ikke noget at sige til, at Senta hellere vil sværme for et spøgelse!
I sidste akt er vi kommet til fest på det svenske land. De Beers opsætning fortsætter den uskyldige og hyggelige stil, hvor miljøet minder om noget fra tv-versionerne Pippi Langstrømpe og Emil Lønneberg. Det er dog kunstnerægteparret Carl og Karin Larssons (henholdsvis 1859-1928 og 1859-1919) hus i Lilla Hyttnäs i Sundborn og billederne fra samme, der ifølge programmet har været inspirationen til den svenske idyl. Det hyggelige Astrid Lindgren-miljø bliver dog sort og afsvedet som hollænderen og Senta, da hollænderens søfolk vågner af deres søvn fra højttaleren bag i scenerummet. Til sidst bliver hollænderen og Senta opslugt af en sort monolit. Sentas spring fra klippen får vi altså ikke. Men det kan jeg leve med. Slutningen forbliver tro mod intentionen bag værket. I det hele taget en meget vellykket opsætning, der fanger mørket og alvoren i dette tidligere af Wagners værker, der ellers er mest kendt for det muntre sømandskor i sidste akt.
Opsætningen var i det hele gennemarbejdet både med hensyn til kulisser og kostumer, som Christof Hetzer, havde stået for. Jennifer Condon fik fra dirigentpodiet også den rette stemning frem i Wagners stormfulde partitur. Så jeg må indrømme, at jeg faktisk er godt tilfreds.
Richard Wagner, Den flygande holländaren, Malmö Opera den 31. marts 2019
Forestillingens hjemmeside med fotografier, video, information om de medvirkende m.v.:
https://www.malmoopera.se/denflygandehollandaren
Peter te Nuyel, Att söka utan att finna (programartikel)
Catarina Ek, Legend, verklighet, historia och framtid – Wagners inspiration (programartikel)
Catarina Ek, Legenden om den flygande holländaren (programartikel)
Catarina Ek, Heinrich Heines holländare (programartikel)
Catarina Ek, Sinnebilden för svensk idyll (programartikel)
Libretto: Richard Wagner, Der fliegende Holländer. Textbuch mit Varianten der Partitur. Herausgegeb von Egon Voss (Philipp Reclam jun., 2004)
Hele forestillingen kunne i hvert fald tidligere høres på både svensk og dansk P2, men synes nu ikke længere tilgængelig. Men man kan jo prøve ad, om man kan få det til at virke:
https://sverigesradio.se/sida/avsnitt/1229659?programid=2359 (svensk P2)
https://www.dr.dk/radio/p2/p2-operaaften/p2-operaaften-den-flyvende-hollaender (dansk P2)
En fremragende indspilning af Der fligende Holländer er liveoptagelsen fra Bayreuth-festspillene i 1971 under Karl Böhm. Gwyneth Jones er næppe blevet overgået i højdramatisk tolkning af partiet som Senta, om end hun mildest talt ikke lyder som den usikre teenager, som pigen dybest set er. Thomas Stewart er tilsvarende uforlignelig som hollænderen. Kan købes her:
https://www.imusic.dk/music/0028947756736/r-wagner-2007-der-fliegende-hollander-cd
En anden glimrende er optagelsen fra Bayreuth-festpillene i 1985 med danske Lisbeth Balslev som Senta og Simon Estes som hollænderen. Som herlig bonus får man Matti Salminen – en af de absolut bedste Wagner-basser – som Daland. DVD-udgaven fremragende. Harry Kupfers opsætningen var meget progressiv, da den kom frem, men er nærmest konservativ i forhold til, hvad man ser i Bayreuth i dag. Kan købes her:
https://www.imusic.dk/music/0044007340417/r-wagner-1985-der-fliegende-hollander-mdvd
