Nibelungens Ring i New York del 4: Götterdämmerung

Vi forlod Siegfried og Brünnhilde i al den syndige kødeligheds sødme, som den menneskelige stemme formår at gengive: ”leuchtende Liebe, | lachender Tod!” Men som ofte hos Wagner – og i særdeleshed i Nibelungens Ring – så gives de helt store, afgørende øjeblikke ikke til sangerne, men til orkestret alene.

Siegfried og Brünnhilde tager afsked med hinanden i starten af Götterdämmerung. Foto fra Metropolitan Operas hjemmeside.

Wagner mente ellers, at allerede Beethoven havde udtømt instrumentalmusikkens former i en sådan grad, at han var nødt til at ty til hjælp hos den menneskelige stemme i slutningen af den 9. symfoni: ”O Freunde, nicht diese Töne!” Men til den store undergangsscene i slutningen af Götterdämmerung slog ordene alligevel ikke til for Wagner. De afgørende sidste godt 5 minutter af Götterdämmerung er fuldkommen instrumentale, hvis man ser bort fra Hagens fortvivlede skrig.

Brünnhildes udvikling fra gudinde til menneske fuldendes her, hvor hendes lidenskaber helt bogstaveligt flammer op og bliver kimen til den altfortærende verdensbrand i det øjeblik, hvor hun forenes med Siegfried på bålet. Som hun selv synger kort før de instrumentale flammer får fat:

”Fühl’ meine Brust auch,
wie sie entbrennt;
helles Feuer
das Herz mir erfasst;
ihn zu umschlingen,
umschlossen von ihm,
in mächtigster Minne
vermählt ihm zu sein!“

Brünnhildes forvandling fra gudinde til menneske bliver guderne og den gamle verdens undergang. Kimen til en ny og bedre verden kan spire frem. Musikken kulminerer i værkets forløsningsmotiv, der af Thomass Mann blev betegnet som ”den himmelske melodi”. Musikalsk leder dette os tilbage til Valkyriens sidste akt, hvor Sieglinde for første gang synger dette motiv, da hun med ”Du hehrstes Wunder | herrliche Maid!” jublende takker Brünnhilde for at have forkyndt, at hun skal føde Siegfried. Det nye, der skal vokse frem, er ikke skabt af guder eller i deres billeder, men ved menneskets frie forplantning. I slutningen af Götterdämmerung løber alt dette sammen i ét, kraftfuldt udtryk.

Naturligvis havde man i Metropolitan Opera sat alle segl til for at realiserer Wagners undergangsvisioner, og også dette lykkedes til fulde. Mest imponeret var jeg af, hvordan bruset fra Rhinens vand, der slukker branden, langsomt bliver til røgen fra ruinerne af det brændende Valhal, hvor Brünnhildes flammer med ravnenes hjælp er nået hen. Vi ser herefter statuerne af de før så tilbedte guder vælte omkuld i flammehavet. Kort derefter falder tæppet.

Tidligere opførelser af Robert Lepages produktion lod gudestatuerne sprænge i luften, men dette var heldigvis en af de ændringer, der var blevet foretaget i 2019-opførelsen. Der er fra Wagners side beskrevet rigeligt med voldsomme virkemidler i slutningen af Götterdämmerung. Og der er derfor ingen grund til at lægge flere til.

Et berygtet virkemiddel, der er beskrevet fra Wagners side i Götterdämmerung, men som stort set altid udelades, er Brünnhildes hest, Grane, som hun overlader til Siegfried i starten af værket, og som ender med at følge hende i flammerne. I New York havde man sat sig for at have Grane med. Både da den rejser med Siegfried ned ad Rhinen til Gibichungernes borg, og da den senere skal forenes med Brrünnhilde i den altfortærende ild. Konkret var hesten en attrap, men den var meget livagtig og holdt tilpas i baggrunden til, at det var let at bemærke. Selv opdagede jeg det først til en rundvisning bag scenen dagen efter, hvor det blev sagt, at hesten dagen forinden ikke var ægte! På fotos ses det dog tydeligt.

Siegfried ankommer til Gibichungernes borg ved Rhinen. Foto fra Metropolitan Operas hjemmeside.

Også på sidstedagen var det imponerende at være vidne til, hvordan den store ”maskine” kunne formidle et overbevisende, stærkt visuelt indtryk til den stemningsfulde musik. De fotos, der vises her på siden, giver dog næppe et retvisende indtryk af, hvor imponerende det faktisk er. Af de mange detaljer skal blot fremhæves, hvordan Gibichungernes palisadeborg bringes til live, sådan at maskinen på et øjeblik kan skifte fra et lokale til et andet, mens karaktererne går ud det ene sted og kommer ind ”det samme sted”, men til en ny lokalitet.

Bedst på sidstedagen var så afgjort Christine Goerke, hvis flotte, dramatiske stemme og karakterfulde udstråling smukt fuldendte Brünnhildes forvandling fra bevinget gudinde til lidenskabeligt menneske. Jeg må navnlig fremhæve hendes styrke i afvekslingen i det samlede udtryk. Hun starter med at være rørende og måske næsten lidt svag – ikke mindst da Siegfried (i Gunthers) skikkelse betvinger hende. Men hun ender med at blive så altfortærende tændt af had og lideskab, at det kan sætte båden en verden og en verdensorden i brand. Det er ofte det sidste – den utøjlede vildskab – man tænker på, når man tænker på Brünnhilde. Man tænker på hende som valkyrien. Men det klæder Brünnhilde-karakteren så utrolig godt, at det første også bliver fremhævet. For godt nok starter hun som gudinde, men hun ender jo for søren med at blive menneske! Og som ethvert andet menneske rummer hun begge dele. Måske er mit største udbytte af denne opsætning, at det for alvor er gået op for mig, hvor fascinerende en karakter Brünnhilde faktisk er!

Andreas Schager var stadig den helt rette som Siegfried og jeg finder ingen svagheder i hans fremragende præstation. Men stemmemæssigt var karakteren måske lidt for ensartet og endimensionel. I hvert fald hvis man sammenligner med Goerkes Brünnhilde. Omvendt passer dette dog godt til Siegfried-karakteren, der ikke er den mest interessante i værket. Der sker jo ret beset ikke så forfærdelig meget med ham fra vi møder ham i Mimes hule og til hans død i Götterdämmerung. Godt nok lærer han kærligheden og frygten at kende, men i modsætning til Brünnhildes udvikling fra gudinde til menneske, lægger værket ikke så meget op til, at vi skal have et så forfærdelig meget anderledes indtryk af Siegfried af den grund, at han udvikler sig fra dreng til mand og fra at stå uden for verden til at blive fanget og korrumperet af dens dårligdom.

Partiet som Gibichungers konge, Gunther var givet til russiske Evgeny Nikitin. Han var nærmest demonstrativt ”svag” i sit sangmæssige udtryk. Men Gunther-karakteren er jo netop kendetegnet ved sin impotens og svaghed, så det valg skal der ikke lyde et ondt ord om herfra. Wagner handler heldigvis ikke om, at karaktererne bare skal synge så kraftigt og højt som muligt. Gunther blev fint bragt til live af Nikitin.

Rhinens vand bliver rødt efter Hagen har dræbt Siegfried. Foto fra Metropolitan Operas hjemmeside.

Impotent og svag er bestemt ikke Gunthers halvbror, Hagen, der blev sunget af amerikanske Eric Owens. Ownes har ved tidligere lejligheder overbevist mig i partiet som Alberich på Deutsche Oper, men kunne ved den her lejlighed desværre ikke helt mobiliserer den vokale slagkraft, der skal til for troværdigt at virkeliggøre en så frygtindgydende antagonist som Hagen.

Den uhyggelige Alberich – Hagens far og den eneste, han vist har lidt respekt for – var stadig fremragende i polske Tomasz Koniecznys skikkelse, der virkede overbevisende dæmonisk i den ene scene, hvor han træder frem.

Der er altså ikke meget at være utilfreds med! Det gælder i særdeles hed også for både orkester og dirigent Philippe Jordan, der holdt den meget høje standard fra de øvrige aftener. Samlet set tør jeg godt konkludere, at den bedste opsætning af Nibelungens Ring for tiden nok findes i New York.

Richard Wagner, Götterdämmerung, Metropolitan Opera den 4. maj 2019

Referencer

Forestillingens hjemmeside med billeder og videoer m.v.:

https://www.metopera.org/season/2018-19-ring-season/gotterdammerung/

Dr. Julius Burghold, Der Ring Des Nibelungen. Text mit den hauptsächlichsten Leitmotiven und Notenbeispielen (1913)

Paul Thomason, Program Note (programartikel)

Thomas Mann, Richard Wagner og ”Nibelungens Ring”, dansk oversættelse af Mogens Boisen efter ”Richard Wagner und ”Der Ring des Nibelungen”” i Thomass Mann, Richard Wagner – To afhandlinger af fundamental betydning for forståelsen af Richard Wagner og hans musik (Gyldendal, 1963)

Götterdämmerung kan som de tre øvrige operaer i Nibelungens Ring ses i sin fulde længde for $ 4,99 via Metropolitan Operas onlinetjeneste, dog med et andet hold sangere m.v.:

https://www.metopera.org/season/on-demand/opera/?upc=811357015506

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!