Nibelungens Ring i New York del 3: Siegfried

”Det omvendte syndefald.” Sådan kan man bedst og lettere kapriciøst beskrive tredje del af Wagners Nibelungens Ring, Siegfried. Omvendt i den forstand, at det er noget godt! Det er godt at søge friheden frem for trældommen i Paradisets Have. Hvor mennesket i paradiset ikke behøvede at bekymre sig om noget som helst, fordi gud(erne) sørgede for, at det havde alting, så bliver mennesket med syndefaldet selvstændigt. Godt nok sårbart og dødeligt. Men selvstændigt og herre over sig selv.

Sådan ser ikke kun Wagner på tingene. Meget, meget direkte fremstilles det eksempelvis i tv-serien Star Trek. I episoden ”The Apple” kommer rumskibet Enterprise til en mystisk plant, der bringer mindelser om netop Paradisets Have. Befolkningen lever tilsyneladende evigt og uden behov for at forplante sig. Dette skyldes en pagt med det mystiske væsen/maskine Vaal, der giver befolkningen evigt liv mod at modtage ofringer. Besætningen på Enterprise skal så lære befolkningen at sige fra over for Vaals krav og blive selvstændige og dødelige mennesker.

Tilsvarende i Siegfried. Siegfried er vokset op uden menneskekontakt i den store skov. Han kender intet til guderne og deres falske verdensorden. Præcis dette er afgørende. Fordi han står uden for den er han helt og aldeles sig selv. Han er ikke bundet af de snærende konventioner og regler, der har skabt så mange problemer for de øvrige karakterer i Nibelungens Ring. Da han endelig møder den resignerede overgud i starten af tredje akt, volder det ham derfor heller ingen problemer at smadrer oldingens spyd. Han er fri helt og derfor ikke bundet af de runer og den samfundspagt, der står skrevet i dets skaft.

Men bedst fremstår det omvendte syndefald i operaens sidste scene, hvor Siegfried vækker Brünnhilde på toppen af den klippe, hvor hun var blevet lagt i søvn i den forrige opera. Nu vågner hun op frarøvet al sin guddommelighed og bliver sammen med Siegfried bevidst om menneskelivets sødmefulde sårbarhed. At denne kundskab er en lykkelig slutning levner det afsluttende credo ingen tvivl om:

”leuchtende Liebe,
lachender Tod!”

Christine Goerke var den helt rette Brünnhilde! Både kraftfuld i udtrykket og ren i klangen. Særligt skal fremhæves noget af det lidt barnlige i udtrykket. Hun er jo stadig “sin fars pige”, da hun vågner af sin tryllesøvn. Og det må gerne skinne igennem, hvilket det heldigvis også gjorde. Brünnhilde skal først blive handlekraftig til sidst. Hun bevæger sig i en vis forstand modsat af Wotan, der starter handlekraftig, men ender afmægtig. For Brünnhilde er det lige omvendt, selvom hun går fra at være gud til at være menneske. Hun har mere kontrol over tingene som menneske, end som gud, hvor Wotan kostede rundt med hende.

Som Siegfried havde Metropolitan Opera valg østrigske Andreas Schager. Et overbevisende valg. Schager viste, at han sangmæssigt var i den absolutte top til dette parti. Ren og særdeles kraftfuld heltetenor! Han er efterhånden også en rutineret herre ud i de store Wagner-tenorpartier. Inden for det sidste år har han da også sunget både Lohengrin i Wien og Parsifal i Bayreuth. Svagheden lå mere i skuespillet, hvor han måske ikke bibragte så meget karakter til rollen, som jeg kunne ønske. Selvom han gav noget af den ungdommelige kækhed, der kræves til Siegfried-partiet, virkede dette dog lidt halvhjertet. Langt mere overbevisende var han (heldigvis!) i den skønne, afsluttende kærlighedsduet med Brünnhilde, hvor de to opdager deres menneskeligheds søde sider.

Overguden Wotan som Vandreren sammen med dværgen Mime. Foto fra Metropolitan Operas hjemmeside.

Bedst var dog Gerhard Siegel som Siegfrieds skumle plejefar. Sublim stemmebeherskelse i det komplicerede parti som Mime, der skal lyde vidt forskelligt fra det ene øjeblik til det næste. Straks skal han være slesk og fuld af selvmedlidenhed. Øjeblikket efter ondskabsfuld og sur. Snart igen kujonagtig. Der må gerne være en passende mængde overspil, hvilket der heldigvis var. Jeg var imponeret over Siegel i Odense i fjor, og han er ikke blevet dårligere på det år der er gået. Han er heller ikke bange for at lyde præcis så grim og skinger, som Mime engang imellem skal lyde. Formentlig aftenens bedste præstation, om end Siegfrieds høje heltetenorklang inkasserede det højeste bifald.

Wotan – der nu hedder Vandreren – var stadig meget overbevisende i Michael Volles skikkelse. Nu i den mere resignerede udgave. Omvendt var der i opsætningen lagt op til en lidt mere afslappet holdning, end den højtidelighed man nogle gange ser i dette parti. Han tager sig blandt andet friheder med Mimes køkken. Man skal passe på med den slags. Wotan er ikke en komisk figur, men en tragisk figur. Upassende humor og platheder bliver alt for ofte en dårlig undskyldning, når en instruktør ikke ved, hvordan han skal bringe karaktererne seriøst til live. Dette er et af regiteatrets sikreste kendetegn. Noget man i Metropolitan Opera heldigvis er dygtige til at undgå.

Heldigvis var Wotans udskejelser i Mimes køkken ikke noget, der tog overhånd. I tilpasse, afmålte doser virker det fint til at understøtte, at overguden netop nu er nået til det punkt, hvor han har trukket sig bort fra verden og morer sig ved at se menneskene boltre sig i den som deres egen.

En række mindre partier bør også fremhæves. Særligt skovfuglen – selvom dette vist ikke rigtigt kan kaldes for et ”mindre” parti. Den lyriske velklang lyste dejligt i den mørke skov med Erin Morleys stemme!

Men inden vi får hende at høre, er skoven altså mørk og ond! Ikke mindst fordi polske Tomasz Koniezny leverede en kraftpræstation som den fæle nibelunge, Alberich, i det lille stykke i starten af anden akt. Uhyggen var til at tage at føle på, næsten så hårene rejste sig. Også Karen Cargill holdt niveauet som den mystiske jordgudinde, Erda, med den rette dunkle klang.

Siegfried foran hulen med den døende Fafner, der nu ikke længere er i drageskikkelse. Foto fra Metropolitan Operas hjemmeside.

Scenisk er det naturligvis dragen Fafner i anden akt, som al opmærksomheden rimeligt nok samler sig om. Den var lavet som et stort, mekanisk slangehoved, der kiggede ud fra dybet inden bag scenen. Det så ret overbevisende ud og bevægelserne var livagtige. Filmmediet har dog for længst haft den virkning, at de fleste vist har set mere skræmmende ting. Vi skal vist efterhånden nogle generationer tilbage, før man for alvor er blevet bange for Fafner. Derfor opgiver mange opsætninger da også ofte på forhånd at lave en drage. I stedet laver man en søgt allegori. Sådan som eksempelvis i Kasper Holtens opsætning ”The Copenhagen Ring”, hvor dragen blot er en mand i et kontrolrum, der styrer en fabrik (eller sådan noget), der forurene: Forurening er det moderne uhyre og miljøbevægelsen den moderne Siegfried. Heldigvis kunne man i New York se en rigtig drage og selv lade tankerne løbe løbsk i alle fortolkningsretninger uden anmassende narrestreger fra instruktørfronten.

Den store ”maskine” fungerede også på tredjedagen fortrinligt som formidler af Wagners organiske helhedstænkning, der integrer musikken med scenografien bedre end jeg ellers mener at have set det. På tredjedagen skal navnlig lyssætningen også fremhæves som særligt vellykket til at fremhæve de rette stemninger. Allerede under forspillet dannede maskinen nogle store træstammer i skoven, hvor Fafners hule er. Herefter ser vi, hvordan Mime finder og siden opfostre den unge Siegfried. Også på tredjedagen sikrede Philippe Jordan kontrolleret vellyd fra orkestergraven. Så jeg er også her absolut tilfreds.

Richard Wagner, Siegfried. Metropolitan Opera den 2. maj 2019

 Referencer

Forestillingens hjemmeside med billeder og videoer m.v.:

https://www.metopera.org/season/2018-19-ring-season/siegfried/

Dr. Julius Burghold, Der Ring Des Nibelungen. Text mit den hauptsächlichsten Leitmotiven und Notenbeispielen (1913)

Paul Thomason, Program Note (programartikel)

Siegfried kan ses via Metropolitan Operas internettjeneste:

https://www.metopera.org/season/on-demand/opera/?upc=811357015490

Star Trek-afsnit ”The Applie”(Stardate: 3715.3). Sæson 2, episode 5. Sendt første gang 13. oktober 1967.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!