Hotel Terminus. Fotograf: Anne-Marie Vestergaard

Hotellet som drøm og dannelse

31. juli 2019
3 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

I Pär Lagerkvists novelle Den fordringsfulde gæst fra 1919 tjekker en mand ind på et hotel.

Han trænger til fred og ro, men hotellet er under ombygning, og han bliver forstyrret af larmende håndværkere, og han får en jernseng uden madras. Manden får lov til at møde hotelbestyreren fordi han skal have svar på et påtrængende spørgsmål, nemlig hvorfor han egentlig lever.

Hotelbestyreren kigger i den store bog, men han finder kun blanke sider under hans navn. Svaret til manden bliver: ”Ja, det må fanden vide!” Den stakkels mand forlader hotellet og vender tilbage til det mørke som han kom fra. Hotellet bliver en metafor for den moderne hjemløshed og tabet af mening efter Guds død. I det hele taget optræder hotellet i megen moderne litteratur, hvilket ofte har at gøre med de nævnte temaer. Samt med eksil, flygtighed i relationer, flydende identitet…

Samtidig er mange moderne mennesker blevet evigt rejsende, turister på jagt efter den unikke oplevelse som man kan fotografere og fortælle historier om når man kommer hjem igen. For mit eget vedkommende er hotellet som oftest et transitsted, udstyret med et minimum af komfort men som oftest anonymt og uden særpræg. Jeg sover der, og så er det ellers ud af døren for at se noget. Men for nylig boede jeg en uge på hotel i den sydvestfranske by Cahors, på Hotel Terminus beliggende overfor banegården. Hedebølgen gjorde sit til at jeg blev en mere gammeldags hotelgæst, en som ikke bare skulle have et sted at sove.

Man sad længe over morgenmaden på terrassen. Man kunne læse avis eller den medbragte bog, nyde en øl i baren om eftermiddagen, følge med i den sparsomme togtrafik, sludre med personalet – og endelig, hvis man om aftenen stadig ikke orkede at gå ud i byen, spise i hotellets statelige restaurant med lysekrone i loftet.

Hvad jeg oplevede under mit hotelophold var dybt eksotisk og ufatteligt velgørende: Gammeldags, samvittighedsfuld service og do. omsorg for gæsterne. Personalet var sat i verden for at gøre mit ophold så behageligt som muligt. Jeg følte at jeg tilhørte det bedre borgerskab i en verden af i går, at jeg befandt mig i en tidslomme som jeg absolut ikke ville ud af igen.

Navnet Hotel Terminus (”Endestation”) signalerede at den typiske rejsende skulle have et kort ophold inden han eller hun skulle videre. Den klassicistiske banegårdsbygning vidnede om moderne rationel trafiktænkning og effektivitet fra dengang togdrift var det ypperste.

Men på mig virkede opholdet snarere som en ny begyndelse: En fornyet tro på medmenneskelighed og kontakt – franskmændene hilser, det kunne danskerne godt lære af! En fornyet tro på høflighed og opmærksomhed – og en fornyet tro på dannelse i ordets bredeste betydning. Dannelse har jo både med høflighed og omverdensforståelse at gøre, med at være et ordentligt menneske og vide hvad der foregår omkring en.

Et dannet menneske er bevidst om at han eller hun befinder sig et konkret sted med levende mennesker. I den virkelighed skal man være grounded, have jordforbindelse og vide hvem man er. Samtidig skal man vide noget om verden, den skabes ikke bare i nuet af ens eget subjektive perspektiv. Verden er allerede objektivt foreliggende, og man skal møde den med ydmyghed.

En sådan rejseoplevelse kan være en sund påmindelse om hvad vi har mistet i en stadig mere globaliseret og digitaliseret hverdag. Vores hverdag er kendetegnet ved at flere og flere tjenesteydelser og transaktioner ordnes digitalt, og faktisk er Danmark et af de mest digitaliserede samfund i verden. Samtidig er danskerne vilde med de sociale medier. Hvad er der ved at ske med de menneskelige relationer når så meget foregår digitalt? Eksperter råber allerede vagt i gevær.

En reklame for mobiltelefoni sagde det hele for adskillige år siden: Man så et billede af mennesker på en gade, hvor hver især var ved at aftale noget på deres mobil, de gik i hver sin retning og ænsede ikke hinanden. Dengang var de sociale medier forholdsvis nye og billedet dermed overdrevet, men i dag opfører folk sig rent faktisk på den måde i det offentlige rum. De ser ikke længere hinanden fordi de befinder sig i hver deres subjektive verden, med mobilen som en forlængelse af kroppen. Narcissismen har kronede dage.

Det analoge er kommet til at stå overfor det digitale og teknologien – mennesket overfor maskinen. Sidstnævnte vinder ofte. Man kan for eksempel selv scanne sine varer ind i mange supermarkeder. I visse lande findes der allerede hoteller og restauranter med robotpersonale. Det fylder mig med stærkt ubehag at forestille mig at skulle tjekke ind på et robotbetjent hotel, eller få min mad serveret af en robot. Dehumaniseringen sniger sig ind.

Hotel Terminus er et mikrokosmos. Det er civilisationens symbolske rum hvor fremmede mennesker færdes blandt hinanden, med respekt, høflighed og urbanitet.

Hotel Terminus er hotellet man ikke vil hjem fra fordi det minder en om en verden der kunne være.

Hotel Terminus er en drøm om en ny gammel verden hvor man ser hinanden og er ordentlig.

Hotel Terminus er dannelse.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

 

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside